• Te & toasts

    Efter fødslen, når baby er blevet målt og vejet, trakterer hospitalet jer med en bakke med flag, en kande besk Earl Grey-te og to stykker bleghvide, men dog ristede, hvedetoasts med industri-hindbærmarmelade – og det smager himmelsk!

    I får lov til at ligge på fødestuen nogle timer. Dels for at I som lille nybagt familie kan få ro og nyde hinanden, men også for at jordemoren kan holde øje med dit blodtryk, eventuel efterblødning, om livmoren trækker sig sammen, som den skal, og om baby har det godt.

    Når det hele er overstået, har du nok en glubende og helt ukritisk appetit – her er hospitalets kager eller toasts bare lykken!
  • Apgar – babys første test
    Luk

    Apgar – babys første test

    Lige efter fødslen klipper far (eller jordemoren) navlestrengen over. Efter et kejsersnit er det dog kun sterilt klædt personale, der kan klippe navlestrengen.

    Så laver jordemoren en vurdering af, om barnet er, som det skal være, eller om det har brug for hjælp. Det gør hun ud fra et pointsystem kaldet ‘Apgar score’, opkaldt efter sin opfinder, den amerikanske læge Victoria Apgar, som med denne metode fik dødeligheden blandt nyfødte til at falde betydeligt verden over.

    Jordemoren ser på hudfarve, vejrtrækning, muskelspænding, hjerteslag i minuttet og reflekser. Hvert punkt giver to point, og den normale Apgar score giver derfor ti.
    Vurderingen foretages henholdsvis ét, fem og ti minutter efter fødslen. Er et af de fem punkter ikke helt, som det skal være, bliver nogle point fraregnet.

    Alt efter alvorsgrad bliver en børnelæge tilkaldt, som undersøger og behandler barnet, hvis der er behov for det. Mange børn med en Apgar score under ti udvikler sig fint alligevel.

    Jordemoren skynder sig at undersøge den lille og sikre sig, at alt er, som det skal være, så baby kan komme tilbage til dig, og I kan se hinanden lidt an.
  • Turen hjem
    Luk

    Turen hjem

    Første tur med baby i bilen – det føles ret vildt!

    Er I i bil hjem fra hospitalet, så sørg på forhånd for en lift eller godkendt autostol. Og husk, at autostolen kun er til brug i bilen, fordi den lille ryg har bedst af, at barnet ligger helt ned.
  • Farvel, fødestue
    Luk

    Farvel, fødestue

    Er du førstegangsfødende, og er fødslen forløbet uden komplikationer, kan I efter nogle timer overflyttes til patient-/barselshotel hvor din mand/kæreste kan overnatte sammen med jer og spise med (han betaler et mindre beløb).

    Men har I mod på det, kan I også vælge at tage hjem. Det kaldes at føde ambulant.

    Er du flergangsfødende og har født uden problemer, bliver du som udgangspunkt altid udskrevet efter fire-seks timer, når amningen er etableret, og jordemoren har sikret sig, at I har det godt.

    - Fordele ved at føde ambulant
    I kommer hjem i vante og rolige omgivelser og kan begynde jeres nye liv uden at blive forstyrret af andres grædende babyer, larmende madvogne, rengøringspersonale og så videre. Nogle kommuner tilbyder ligefrem kompensation for det, de sparer ved, at I tager hjem uden at bruge en hospitalsseng.

    - Ulemper ved at føde ambulant
    I har kun en hotline til personalet og ikke fagpersoner omkring jer, hvis du skulle blive utryg eller usikker. Er I hjemme, kan det desuden være svært at holde fast i ‘besøgstider’ for ivrige familiemedlemmer og venner, der naturligvis gerne vil se det lille vidunder, så du føler, du konstant skal varte gæster op. Det skal du ikke!

    På patienthotellet slipper du omvendt for at tænke på madlavning, rengøring og besøgstider – selv om servicen ikke nødvendigvis er som på et all inclusive resort.

    Husk en taske med rent tøj til hjemturen – både til far, mor og den lille ny. Pak også, så I er dækket ind, hvis nu I skal overnatte.
  • Flere prøver
    Luk

    Flere prøver

    Mellem 48 og 72 timer efter fødslen foretager man en OKA- og PKU-test på baby, også kaldet hørescreening og hælprøve. Prøverne foretages af en jordemor. Og bare rolig: Personalet sørger for at bestille tid til de enkelte prøver for dig, inden du forlader fødegangen.

    En-to ud af 1.000 børn fødes med hørenedsættelse, og screeningen foretages for at opdage en eventuel hørenedsættelse tidligt, så barnet får mulighed for en normal opvækst.
    Af og til kan lidt fosterfedt i ørerne give et dårligt resultat, og så skal I gennem en undersøgelse mere på en audiologisk afdeling.
    Testen foretages, mens dit barn sover.

    PKU-testen foretages med en blodprøve i hælen på din nyfødte baby og viser eventuelle medfødte sygdomme.

    Det er et ganske lille prik i babys hæl, men det kan synes slemt nok for en nybagt mor. Sig til jordemoren, hvis du er nervøs.
  • Babyblues
    Luk

    Babyblues

    Lige efter fødslen – og i dagene efter – er det helt normalt at få det, der kaldes babyblues eller ‘store tudedag' – altså lidt ufrivillig tristesse, der skyldes hormon-u-balancen i kroppen, men også din nye status.

    Under din graviditet producerede din krop graviditetsbevarende hormoner, men de har måttet give plads til nye hormoner, der fremmer mælkeproduktion og amning.

    Og ud over halløj i hormonerne er du mere sårbar og følsom her lige efter fødslen på grund af manglende søvn og det store 24/7-ansvar. Måske er du også usikker omkring amningen, som tit volder lidt besvær, fordi mælken først er ved at løbe til, og du og dit barn lige skal finde rytmen med, hvordan baby bliver lagt til.

    Selv om baby er indiskutabelt nuttet og dejlig, er det også en stor omvæltning at blive mor, og det kan være ret overvældende i starten.
  • Moderkagen fødes
    Luk

    Moderkagen fødes

    Moderkagen er den, der har forsynet dit barn med næring under graviditeten. Cirka 15 minutter efter at dit barn er født, begynder din livmor at trække sig sammen for at løsne moderkagen, som nu skal presses ud. På dette tidspunkt er du bare færdig med at presse!

    Men ro på, det føles egentlig blot som at føde en stor, blød og varm klump. Jordemoren tjekker, om moderkagen er hel for at sikre sig, at der ikke sidder rester tilbage i livmoren.

    Mange fødesteder giver dig en sprøjte med stoffet Syntocinon i låret, når du har født moderkagen. Det hjælper din livmor med at trække sig sammen og producere de efterveer, der skal mindske din blødning efter fødslen.

    Blodkarrene i moderkagen danner mønster som et træ – derfor har moderkagen også tilnavnet ‘Livets træ’.
  • Bristninger syes
    Luk

    Bristninger syes

    Mens din baby ligger og hygger sig ved dit bryst og måske laver de første sutteøvelser – eller ligger trygt og godt pakket ind i en varm dyne i armene på far – bliver du syet for eventuelle bristninger.

    Små rifter kan opstå omkring kønslæberne eller inde i skeden, mens bristninger i mellemkødet opstår mellem skeden og ned mod endetarmsmusklen. Hos førstegangsfødende bliver næsten 80 procent syet efter fødslen. Blandt flergangsfødende er det under 50 procent.

    Såret er ofte helet cirka 10-12 dage efter fødslen. Efter syningen bliver jeres baby målt og vejet, får tøj på – og bliver forsynet med identitetsmærke om anklen. Og så er det endelig tid til at være alene, bare jer tre.

    Heldigvis mærker du ikke noget til at blive syet efter fødslen, og de fleste bristninger vokser hurtigt sammen igen.
  • Efterveer
    Luk

    Efterveer

    Efter fødslen trækker livmoren sig sammen og lukker blodkarrene af for at få det til at holde op med at bløde. Det kaldes efterveer, og de gør av, men heldigvis kun i de første døgn efter
    fødslen, og især når du ammer de første par dage. Amningen hjælper nemlig livmoren med at trække sig sammen.
  • Anmeld babys ankomst
    Luk

    Anmeld babys ankomst

    Uanset om din status er enlig, samlevende eller gift, skal du som forælder anmelde dit barns ankomst senest 14 dage efter fødslen.

    Det gør du for eksempel ved at klikke ind på Personregistrering.dk – uanset om du er medlem af folkekirken eller ej. Registrering via nettet kræver dog digital signatur.

    I kan også benytte fødselsanmeldelses-blanketten, som I får af jordemoren efter fødslen. Ønsker I fælles forældremyndighed, sender I anmeldelsen med omsorgs- og ansvarserklæring.
    Er du gift, vedlægger du en kopi af begge jeres dåbsattester og vielsesattest. Er du ikke gift, vedlægger du bare en kopi af din egen dåbsattest.

Guide: Det sker lige efter fødslen

Den lange ventetid er slut, afløst af veer og pludselig en baby i armene. Bliv klogere på, hvad der sker i tiden lige efter fødslen.

Winnie Korse, Vores Børn Gravid, nummer 2 2012

KLIK I BOKSEN TIL HØJRE OG SE HVAD DER SKER I SEKUNDERNE, MINUTTERNE OG TIMERNE EFTER FØDSLEN >>

LÆS OGSÅ: Så lang tid tager det at føde

TERMINSGRUPPE: Find din terminsgruppe i Vores Børns Forældreforum

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

loading...