Fødselsberetning

Fødselsberetning: Vejrtrækningen hjalp mig igennem

De smertelindrende teknikker, hun havde trænet forinden, hjalp Kristine igennem fødslen af hendes søn. Læs hendes fødselsberetning her.

Kristine Stavnsbo

Voresbørn.dk eftersøgte mødre, der havde lyst til at dele deres fødselsberetning. Kristine Stavnsbo var en af de mødre, der meldte sig. Læs hendes fødselsberetning her.

 

Faktaboks

OM SKRIBENTEN

Kristine Stavnsbo er 30 år gammel og mor til Carl William på i dag 21 måneder.

Tirsdag den 8. december 2015 – fem dage over termin – vågnede jeg sent og sørgede også denne dag for en ekstra stor morgenmad. Der var samtidig ved at opstå en sjov form for rastløshed, som medførte, at formiddagen gik med at støvsuge hele lejligheden efterfulgt af et langt bad. Lige da jeg igen fandt sofaen, følte jeg et lille smæld inde i maven og en varm følelse bredte sig. Jeg havde læst, at vandet kunne gå på denne måde, men det skete ikke der. Klokken var 13:00, og min mand skulle faktisk have været hjemme præcis på dette tidspunkt. Jeg ringede og gav i stedet besked om, at han nok skulle komme snarest.

Min fødsel: “Du har ikke presseveer – men pres!”

Så kom veerne

Ved 14-tiden var veerne begyndt at komme, og jeg fandt hurtigt min egen vejrtrækningsrytme (Kristine havde gået til fødselsforberedelse hos Mamaprofylax, hvor hun havde trænet sin vejrtrækning, red.). Da min mand var kommet hjem, gik han straks i gang med det praktiske, herunder med fokus på, hvad jeg skulle spise. Han hentede nogle smoothies og noget juice, som han prøvede at give mig undervejs, men jeg havde slet ikke lyst til noget. Alt det, vi havde snakket om, var ikke så tiltalende lige der.

De næste par timer kom veerne regelmæssigt og hyppigt, og jeg lagde mig ind under dynen, da jeg frøs lidt. Min mand lagde sig ved siden af og tog tid. Det var ofte lidt svært at mærke præcis, hvornår veen startede og sluttede, men det var dog tydeligt, hvornår den toppede. Beskrivelsen af veerne som bølger var meget rammende. Jeg husker kun enkelte gange, hvor toppen fik mig til at gispe, hvorimod vejrtrækningen ellers hjalp mig igennem. Selvom veerne ikke konstant toppede så intenst, syntes jeg, at de kom meget hyppigt og med rimelig kraft fra starten, hvorfor min mand ringede til Hvidovre for at sikre sig, at vi gjorde alting rigtigt. Vi blev dog beroliget med, at en fødsel jo kunne tage op til 24 timer.

Da klokken blev ca. 19:00, og veerne siden starten samme eftermiddag havde haft en rimelig konstant hyppighed og styrke, ringede min mand igen til Hvidovre, og efter lidt snak frem og tilbage blev vi indbudt til at komme derud, men med en forvisning om, at vi nok blev sendt hjem igen. Selvom det var hårdt at flytte sig fra sengen pga. veerne, var det egentlig mentalt en rar tanke at skulle derud og få tjekket, om alt var ok.

 

På vej mod fødegangen

Køreturen derud gik fint, og vejen op på fødestuen var dog tilsvarende en smule lang, da jeg ved hver ve havde behov for at gå ned på hug og lave mine vejrtrækninger. Jeg blev ved ankomsten undersøgt af en sød jordmoderstuderende, som lidt over klokken 21:00 fortalte mig, at jeg var otte cm åben og skulle ned på fødestuen lige efter. Det var et fantastisk øjeblik. Alt var foregået roligt derhjemme, men have samtidig også krævet fuld koncentration og brug af både vejrtrækning og støtte fra min mand, så at få bekræftet den fornemmelse vi selv havde om, at fødslen var nært forestående, var vidunderlig.

Jeg vraltede med min mand ned på fødestuen og efter at have lagt mig på siden på fødelejet, fik jeg presseveer. En forunderlig indre følelse af, at der blev skubbet nedad og en trang til at følge med. Jordmoderen gik lidt rundt i baggrunden og sagde, at jeg bare skulle presse med.

LÆS OGSÅ: Min fødsel:_”Er du sikker på, at jeg har veer?”

Grønt fostervand

Kort derefter gik vandet. Da det var grønligt, fortalte jordmoderen stille og roligt, at en børnelæge var tilkaldt for at være til stede, når vores søn kom ud, da de skulle sikre sig, at han ikke havde drukket det beskidte fostervand. Derefter kom presseveerne meget hyppigt, og min mand måtte tage fat i mit ene ben og holde godt fast, mens jeg brugte mine – og hans – kræfter på at presse først hovedet og efter nogle få gisp resten af kroppen ud kl. 22:18. Jeg bemærkede kort nogle mennesker i baggrunden, og inden jeg vendt mig fra siden og om på ryggen, samt fik løftet håret fra mit ansigt, blev vores lille søn vendt på hovedet og fik åbnet munden samt klippet navlestrengen over og til sidst lagt op på mit bryst.

Han var så dejlig og enormt nærværende og observerende med øjnene direkte rettet mod mig. Jordmoderen masserede ham lidt på ryggen for at få det sidste fostervand ud af ham, og han behøvede derefter ikke at blive suget.

Jeg havde kun fået et par rifter indvendigt og skulle derfor ikke syes. Vi lå sammen under et varmetæppe, mens vores lille søn gik i gang ved brystet med det samme, og min mand gav mig ristet brød med syltetøj, som selvfølgelig aldrig havde smagt bedre.

Jeg har kun dette at sige til de kommende fødende: Træk vejret og glæd jer! <3

 

Lige nu leder vi efter fødselsberetninger til Voresbørn.dk. Vil du gerne dele historien om din fødsel med andre mødre og gravide, så send din fødselsberetning til minfodsel@voresborn.dk. Teksten må være højst 1.000 ord lang, og du må også meget gerne sende et billede af dig og din baby med. Beretningerne vil løbende blive bragt her på Voresbørn.dk.

Vi søger alle typer fødselsberetninger – lige fra dem om planlagte kejsersnit til dem om overraskelsesfødsler på stuegulvet.

NB! Vi kan ikke garantere, at lige præcis din beretning vil blive publiceret.

LÆS OGSÅ: Akut kejsersnit: “Jeg bemærkede slet ikke, at de pludselig var i gang”

LÆS OGSÅ: Min fødsel: Først skete der intet – så gik det stærkt

LÆS OGSÅ: Min fødsel: Jordemoren strikkede fødslen

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

loading...