Pakkelisten til fødslen på hospitalet

Pakkeliste: Det skal du huske til tasken, når du skal føde på hospitalet

Hvor meget skal man egentlig have med, når man skal føde på hospitalet? Her er listen med de mest uundværlige ting, så baby og mor får en god start sammen.

Af Katrine Kornerup

Der er sikkert ikke lang tid til, at du skal føde, eller også har du det bedst med at være velforberedt inden fødslen. Vi har lavet en liste med de ting, de fleste kvinder får brug for på hospitalet lige op til fødslen, og når de ligger på barselsgangen eller barselshotellet de efterfølgende dage.

Ting til mor 

· Behageligt tøj – medbring bløde gravidbukser eller bukser med løs elastik i livet. Hos langt de fleste kvinder trækker maven sig først sammen efter noget tid – du vil sætte pris på behagelige bukser.
Hvis du skal amme, er det rart at have en overdel, der nemt kan knappes eller løftes op, så den lille kan ligge helt ind til brystet.

· Morgenkåbe – medbring en der er blød.

· Trusser – du vil blive glad for løse behagelig trusser i bomuld.

· Hjemmesko, badesko og strømper – medbring hjemmesko til at gå rundt med, eventuelt også sko du kan have på i badet. Husk også strømper der ikke strammer gerne i blød uld, der er ofte en smule køligt på hospitalerne.

· BH og toppe – Dine bryster har allerede ændret sig i løbet af graviditeten. I dagene efter fødslen løber mælken til og dine bryster vil vokse markant. Når amningen er i gang, vil brysterne finde en mindre spændt og øm form. Det kan være svært at købe amme bh’er på forhånd, da du ikke ved, hvor store brysterne bliver. Start med en ammetop, der er blød og uden sømme og bøjler i et nummer større end det, du normalt bruger.

LÆS OGSÅ: Ammetop er bedre end amme-bh til nybagte mødre

· Ammeindlæg –  der findes engangs-ammeindlæg eller ammeindlæg i uld. Engangs-ammeindlæggene er gode, når din krop justerer mængden af mælk, det gør den ofte og især i starten. Mange opleve, at de lækker mælk, og der er ammeindlæggene altså uundværlige, så du undgår store skjolder på din trøje. Indlæggene i uld er geniale til at holde brystet varmt, og til at forebygge brystbetændelse. Om vinteren er det smart at kombinere de to, så det ene holder brystet tørt, mens det andet varmer.

· Bind – vælg nogle trusser, der passer til den størrelse bind, du kommer til at bruge i tiden efter fødslen – og ja de er lidt større end normalt, da de fleste bløder kraftigt, i de første dage. På sygehuset har de bind, men foretrækker du et specielt mærke eller en model med vinger, skal du selv medbringe dem.

· Toiletpapir – det kan virker skørt at medbringe eget toiletpapir, men efter en fødsel revner nogle kvinder i mellemkødet og bliver syet, hvilket i den grad skriger på blødt luksus toiletpapir, noget hospitalerne ikke har. De fleste hospitaler anbefaler desuden, at du i en første tid vasker dig efter hvert toiletbesøg, især hvis du er blevet syet. 

· Toiletsager – tandbørste, tandpasta, læbepomade, fugtighedscreme, shampoo, balsam og hårbørste (evt. hårtørre) og ekstra hårelastikker eller hårnåle. Det er ikke et spa-ophold, du er på og det er rart at tage et bad med dine egne produkter efter fødslen. Husk at baby foretrækker din naturlige duft, så brug helst produkter uden parfume.

· Ammesalve – når du begynder at amme, vil dine brystvorter nok blive ømme. En god salve kan lindre meget, den fra Lansinoh er blandt de allerbedste.

Ting til baby

· Babytøj til hospitalet  – de fleste hospitaler sørger for tøj til den nyfødte, mens I opholder jer på barselsgangen. Vil du gerne have din baby i noget andet end hospitalstøj så medbring bodystockings, strømper og sparkedragter.

· Babytøj til hjemturen – bodystocking, bukser, trøje, strømper, hue og eventuelt en kørepose hvis det er koldt til turen hjem fra hospitalet. Det er et særligt øjeblik, og der vil knytte sig mange minder (og billeder!) til turen. Husk at det skal vaskes, inden det skal på.

· Stofbleer – er uundværlige til mange ting, og du bruger flere end du tror.

· Babydyne og betræk – på nogle hospitaler (Skejby, Horsens, Hillerød m.fl.) skal de kommende forældre selv medbringe dyne og dynebetræk til baby. Spørg din jordemoder, hvis du er i tvivl.

· Babytæppe – medbring et babytæppe du kan putte om den lille guldklump. Få masser af strikke- og hækleopskrifter på smukke babytæpper på hendesverden.

· Sut – der er delte meninger om sutter til nyfødte. Nogen mener ikke, at babyer skal have sut, før amningen er på plads, andre mener ikke det skader. Hvis du føler behov for det, så medbring en sut.

· Autostol – har du bil er autostolen et must. På guiden kan du læse om hvad du skal være opmærksom på, når du vælger autostol til din baby.

Mad

· Energibarer, müsliebarer, chokolade – ting der giver dig hurtig energi og er nemme at pakke. Der bliver serveret mad på hospitalet, men måske er der langt til cafeen.

LÆS OGSÅ: Fødselsforberedelse: Hvad passer bedst til dig?

Elektronik

· Kamera, telefon og oplader – tager du billeder med et kamera eller din telefon, så husk at batteriet skal være opladet og at der er plads på hukommelseskortet .

· Høretelefoner – nogle har brug for at kunne lukke verden ude med musik eller en lydbog.

· Apps – der findes smarte vetællere til din smartphone, det vil din partner sikkert gerne stå for, de hjælper med at holde styr på veerne. Der findes apps, der handler om barnets først år, som kan være hyggelig at kigge på.

Partner

· Skiftetøj – ingen ved hvor lang tid fødsel tager, så det kan være rart at have et frisk sær tøj med, hvis I er ude i en marathon.

· Mad, energibarer og chokolade – der bliver ikke serveret mad til din partner på hospitalet.

· Underholdning – bøger, blade, apps eller film til tablet.

Søskende

Søskendejalousi kan forekomme når familien udvides. Sørg selv for en lille gave med eller aftal med familien at opmærksomheden, skal rette sig mod de andre børn i familien. Medbring også lidt snacks, legetøj, blade og aktivitetshæfter til de andre søskende.
 

Praktisk

· Vandrejournal og sygesikringskort – skal du huske! Hospitalet har brug for oplysningerne for vide hvordan din generelle sundhedstilstand er, og hvordan din graviditet er forløbet. Husk at nævne hvis du tager medicin, eller hvis der er andre hensyn, der skal tages.

· Penge – du skal bruge penge til kiosken, mad i cafeen og eventuelt til parkering.

LÆS OGSÅ: Så ondt gør det at føde

LÆS OGSÅ: Babyudstyr: Den store huskeliste

LÆS OGSÅ: 20 super råd til en god fødsel

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

loading...