Derfor skælder du din mand ud under fødslen

Fordi han for eksempel lugter af kaffe?

Skrevet af Amalie Nebelong

En skrøne siger, at kvinder, der er bly som violer til hverdag, bliver til hylende monstre under fødslen, hvorimod kvinder, der til daglig bruger de store armbevægelser, bliver stille som mus.

Men faktum er, at mange kvinder ikke taler i en særligt pæn tone til deres mænd, når de ligger (står, danser, hopper på en bold) dér i hospitalets gemakker og skal presse, hvad der føles som en fodbold, ud imellem benene.

Masserer det forkerte sted

En dårlig tone fra kvindens side? Dén kamel må manden sluge, og jordemoder Nina Sepstrup plejer faktisk at advare mændene om det under fødselsforberedelsen.

LÆS OGSÅ: Fødslens hvem, hvad & hvordan

– Mændene skal være forberedt på, at kvinden bliver mere indadvendt og derfor ikke snakker så høfligt til ham, som hun plejer. Kvinden bliver ikke nødvendigvis aggressiv og sur, men mere sådan ”flyt dig, du lugter af kaffe” eller ”du skal ikke holde mig i hånden nu” – en mere skrap tone og kort for hovedet i sine ordrer. Kvinden har ondt, så det skal bare gå hurtigt med at få mandens hånd væk, eller hvis han masserer det forkerte sted, skal han holde op med det lige med det samme, siger Nina Sepstrup.

Og de kvinder, der taler ikke bare nøjes med at være korte for hovedet, men som taler særligt grimt til deres mænd under fødslen, gjorde det nok allerede i forvejen, for det er nemlig ikke en generel ting, at kvinden decideret taler grimt til sin mand.

– I de parforhold, hvor der måske allerede er en tendens til, at kvinden har en hakkende tone over for sin mand, bliver det bestemt ikke bedre under en fødsel. Hvis man har nogle ubearbejdede konflikter imellem sig, kan det blive sat på spidsen i en presset situation, siger Nina Sepstrup.

Men hun understreger, at mange par altså har en kærlig og god kontakt hele fødslen igennem.

Det er op til manden

Familieterapeut Pia Rasmussen anser en fødsel for at være en helt ekstrem og uforudsigelig situation. Så hun synes ikke, at man som sådan kan udlede et generelt billede af parforholdet efter, hvordan manden og kvinden har arbejdet sammen under en fødsel. Men der er alligevel nogle ting, der kan være afgørende for, hvordan samspillet bliver.

– Jo bedre man kender hinanden – hvis man har oplevet andre pressede situationer sammen som dødsfald f.eks. – jo bedre vil man kunne klare situationen uden skældud fra kvindens side. Men jeg synes, det er meget op til manden, da det er hans evne til at aflæse hans kæreste i dén situation. Kvinden, der er i fødsel, kan ikke gå i helikopterperspektiv og overskue, hvordan hun takler den her situation bedst. Her handler kvinden ud fra nogle urinstinkter for at kunne overleve bedst, siger Pia Rasmussen.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: Træk vejret, eller ti stille!

Parterapeut Anette Buur Bangsgaard er enig med Pia Rasmussen i, at kvindens overskud er fokuseret udelukkende mod det at føde sit barn. Og kvindens mangel på “god tone” er faktisk en god ting.

– Den selektive skældud, som primært er rettet imod partneren under fødslen, er dels et udtryk for at kvindens diplomati er slidt væk grundet situationens grad af pres og ubehag.  Derudover er den selektive skældud en tillidserklæring og en markering af relationens fortrolighed: Det er dér, den fødende har en forventning om, at den anden er der for hende – også selvom hun står ved, at hun har mistet sit overskud og den konstruktive tone, siger Anette Buur Bangsgaard.

Kvinder er bedre til at aflæse behov

Pia Rasmussen anser også kvindens reaktion over for manden som værende et tegn på deres nærhed.

– Ens partner er ens nærmeste. Vi har en forventning om, at partneren er den, der kender os allerbedst – at de kan aflæse vores mindste vink. Men kvinder er meget bedre til at aflæse andres behov, hvor mændene er en del bagud. Og jeg tror, det er derfor, vi bliver så sure under fødslen, for “kan du dog ikke se, at jeg har det smadder hårdt?” “Kan du ikke se, hvad du skal gøre?” Siger Pia Rasmussen.

LÆS OGSÅ: Far var jordemor ved Mias lynfødsel

Under en fødsel kan vi kvinder heller ikke helt give udtryk for vores behov, for vi ved ikke præcist, hvad vores behov er, da vi er under et kæmpe pres. Og så bliver vi ifølge Pia Rasmussen sure over, at den person, vi regnede med kendte os helt ind til knoglerne, ikke reagerer på det, vi forsøger at sige.

– Det er det samme, børn gør i forhold til deres forældre, når de kaster sig skrigende ned på gulvet og forsøger at få os til at forstå deres behov. Det er en frustration: “Mor du er min nærmeste allierede her, så kan du dog ikke forstå?” Siger Pia Rasmussen.

Skræpper op som overlevelsesstrategi

Grundet den ekstreme situation en fødsel er, skal du ikke frygte, at fordi du har råbt lidt af din mand under fødslen, betyder det, at jeres forhold generelt er dårligt. De to ting hænger langt fra nødvendigvis sammen.

– Fødselsadfærd siger ikke nødvendigvis så meget om, hvordan vi generelt evner at samarbejde i vores parforhold. Men for nogle kvinder gælder det, at de også i deres liv uden for fødegangen bliver kritiske og skræpper op som en slags overlevelsesstrategi, når de føler sig pressede og utrygge, siger Anette Buur Bangsgaard.

Så de af os, der allerede “skræpper” en del op og synes, at vores mænd ofte er helt umulige, vil muligvis synes det i ekstra høj grad under fødslen. Hvor de par, der til daglig har en god tone, ikke skal se det som noget dårligt, hvis kvinden bliver kort for hovedet under en fødsel.

– Selv de super strukturerede par vil blive pressede på en helt ny måde i den meget uforudsigelig situation, som en fødsel er. En fødsel er en livsbegivenhed, som man ikke kan sammenligne med noget andet, slutter Pia Rasmussen.

LÆS OGSÅ: Fem x nybagt far: Sådan var MIN fødsel

LÆS OGSÅ: Fars fødselsoplevelse: “Jeg følte mig som en verdenshersker

LÆS OGSÅ: Din fødsel – set med fars øjne

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

loading...