Fortælle om fødsel

Derfor følte jeg, at det var tabubelagt at fortælle om min nemme fødsel

Min fødsel var ikke action packed med flækket mås, veer i to døgn eller nærdøds-oplevelser - og det er åbenbart skidt.

Skrevet af Amalie Nebelong

Igangsættelse, veer i 48 timer, epiduralblokade, lattergas, hård sugekop og kejsersnit. Jeg husker tydeligt ”runden” med fødselsberetninger, da jeg, efter at have født mit første barn, startede på et efterfødselshold samme sted, som jeg havde gået til fødselsforberedelse. Da turen blev min til at fortælle om min fødsel, følte jeg mig akavet. For jeg havde haft en god fødsel.

LÆS OGSÅ: 7 metoder: Bliv forberedt til din fødsel

For nogle år tilbage – efter jeg havde fået mit første barn – så jeg et afsnit af en amerikansk realityserie på MTV. En af deltagerne var højgravid og skulle føde. Det foregik på den måde, at hun begyndte at få veer og tog på hospitalet umiddelbart efter, hvor hun straks kom ind på en stue og ret hurtigt fik lagt en epiduralblokade. Hun lå i fuld makeup og fint tøj og fødte sit barn uden de helt store smerter.

Hun oplevede i hvert fald ikke smerterne i længere tid. Jeg husker, hvordan jeg undrede mig over, at den fødsel – dér på tv – var så kontrolleret og planlagt med alt, hvad den kunne trække af smertelindring. Der var ikke nogen kampgejst over kvinden, der skulle føde. Hun forvandlede sig nærmere til en lille pige, der absolut ikke skulle opleve smerte ved at føde sit barn.

LÆS OGSÅ: Fødselsforberedelse: Kan man føde uden smerte?

Åh nej, en “normal” fødsel

Tilbage til efterfødselsholdet, hvor det var blevet min tur til at fortælle om min fødsel.

Mens jeg fortæller, går det op for mig, at jeg er en af de få i rummet, der fortæller om en nogenlunde ”normal” fødsel. Jeg fik veer, der stille og roligt byggede sig op. Da de blev rigtig slemme, satte jeg mig op på en bold, fordi det at være i bevægelse føltes rarest. Så ringede vi til hospitalet og tog derefter en taxa. Da vi kom ind på hospitalet, var jeg fem centimeter åben og  fik et lavement.

Efter jeg havde storskidt på toilettet og fået en ”netble” på, gik vi ned på en fødestue med et fødekar, som jeg havde ønsket at føde i. Vandet var dejligt lunt, og mens veerne tog til, lå jeg i vandet og bevægede mig rundt. Imens sad min mand på en stol og småsnakkede lidt med jordemoderen, der holdt sig lidt på sidelinjen, fordi ”du klarer jo det hele selv”, som hun sagde.

Da presseveerne kom, var jordemoderen med og guidede mig til, hvornår jeg skulle presse osv. Og så kom min søn ud efter et par meget hårde pres. Han blev født lige dér i vandet og lagt op på min mave. Helt fantastisk.

Synes ikke, smerterne var uudholdelige

Lyder min fødselsberetning lidt frelst og ala: “Du har vist glemt, hvor slemt det virkelig var”-agtigt? For sådan føltes det, når jeg skulle fortælle om den til efterfødselsholdet. Min historie var heller ikke lige så spændende som de andres. En del mindre action packed. For jeg var ikke lige ved at miste mit barn, jeg fødte ikke i taxaen, min endetarmsåbning flækkede ikke, og jeg synes ikke, smerterne var uudholdelige.

LÆS OGSÅ: Min Fødsel: “Er du sikker på, at jeg har veer?!”

Det gik op for mig, da jeg efterfølgende begik mig i kredse med nybagte førstegangsmødre, at den gode, ukomplicerede fødsel er en sjældenhed. Eller også er den bare tabubelagt, fordi den bliver trumfet af de fødselsberetninger, der er mere ”spændende” og fyldt med drama. De fleste beretninger indeholder elementer af at være blevet sat i gang med en stikpille, veer, der er gået i sig selv, noget med at være blevet sendt hjem fra hospitalet eller ordene ”smertehelvede”. Disse elementer var ikke en del af min beretning.

Selvfølgelig følte jeg en kæmpe stolthed over, at min fødsel var gået så godt, og at det åndedræt, jeg havde lært til fødselsforberedelsen, havde været en gigantisk hjælp til at komme igennem smerten med. Og min mand var på sin egen stilfærdige måde pavestolt over mig og syntes, at jeg var sej. Men det føltes alligevel som pral, når jeg skulle berette om min oplevelse til andre nybagte mødre.

En fødsel er aldrig en hyggelig oplevelse

En gruppe, jeg til gengæld har elsket at fortælle om min fødsel til, er de højgravide, der skal igennem en fødsel lige om lidt. For de vil rigtig gerne høre om den gode fødsel også. Og det kan jeg godt forstå. For hvis de bliver en smule mere rolige omkring, hvordan en fødsel altså også kan være, er der måske en større chance for, at de slapper lidt mere af og dermed måske også får en bedre fødsel. For jeg har hørt, at hvis man er skide bange, kan det være selvforstærkende og gøre fødslen mere kompliceret.

LÆS OGSÅ: Derfor bliver din fødsel IKKE som på film

Selvfølgelig er fødsler komplicerede, og nogle fødsler (s)værre end andre. Og selvfølgelig skal nogle have smertelindring, hvis de har brug for det. Men jeg ville bare ønske, at der var mere rum til at snakke om den normale fødsel også, uden at man skal føle sig som ”den kedelige” eller den, der ”får de andre til at se svage ud”.

Da jeg så realityserien på MTV, fik jeg lyst til, at nogle skulle sige: En fødsel er ikke ment som at skulle være en ”hyggelig” oplevelse i fin kjole og med perfekt malede læber. En fødsel gør skide ondt, og det må den gerne, for den kan ikke andet. Der er en naturlig årsag til den store smerte. Den er som en forsmag på, hvordan det er at blive mor: Det er udfordrende, smertefuldt og indviklet.

Men det bliver en del nemmere, hvis man som mor er opmærksom på det og tager det sure med det søde. Selvom mine fødsel var “nem”, så var den altså ikke nem. Det var da stadig det mest udfordrende og smertefulde, jeg forhåbentlig nogensinde kommer til at opleve i mit liv. Og dét har vel også en berettigelse i fødselsberetningsrunden.

LÆS OGSÅ: Fødslens hvem, hvad & hvordan

LÆS OGSÅ: Mor-tabu: “Jeg bestilte et kejsersnit”

LÆS OGSÅ: Sådan styrer du din fødselsangst

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

loading...