Nyfødt baby

Barnets første time efter fødslen

Livmoderen har været en beskyttende hule i ni måneder. Når barnet skal møde verden for første gang, er det noget af en omvæltning – her guider to eksperter dig gennem, hvad barnet oplever lige efter fødslen.

Skrevet af Josefina Estrada

Hej verden

Ca. 1 minut

Fra barnets første åndedrag går en kædereaktion i gang. Mens det ligger i maven, er det fuldstændig afhængig af moderkagen, som både ilter blodet og fungerer som indre organer. Et fosters lunger er fyldt med vand, og i fødselsøjeblikket bliver det presset ud af mund og næse, for at lungerne kan folde sig ud og blive fylde med luft og ilt.

Faktaboks

Eksperterne

Stine Gerts Larsen: Jordemoder Ansat på Hvidovre Hospital og ejer af Klinik Jordemoderhænder

Trine Fritzner Jensen: Kvalitets- og udviklingsjordemoder Ansat på Regionshospitalet Randers

Fra det øjeblik barnet kommer ud, og forbindelsen til moderkagen bliver brudt, overtager barnets egne organer alle de livsnødvendige funktioner.

I fødselsøjeblikket er barnet bleg og blålig, men farven skifter normalt til fin lyserød inden for det første minut. Man ved ikke, om fødslen er smertefuld for barnet, men man kan måle et højt indhold af endorfiner – kroppens eget smertestillende hormon – i barnets blod

LÆS OGSÅ: Fødselshypnose: Fød naturligt og med kun få smerter

Brrr

Ca. 2-5 minutter

Måske kommer dit barn til verden med et skrig. Man mener, at det er en reaktion på det kuldechok, det oplever, når det går fra den varme livmoder til kulden udenfor. Men ikke alle børn skriger. Børn, der er født i vand, får ikke samme kuldechok og skriger typisk ikke.

Tidligere slog man børn i numsen, fordi man troede, at skriget skulle sikre, at barnet fik ilt, men nu ved man, at der kommer ilt gennem navlestrengen de første minutter efter fødslen.

Hud mod hud

Ca. 2-5 minutter

Du får barnet direkte op på maven efter fødslen. Nogle gange vil moren selv tage imod sit barn og lægge det op til sig. Kropskontakten er meget vigtig, for den sikrer, at der går en hormonel proces i gang, hvor både du og dit barn udskiller kærlighedshormonet oxytocin, der skaber en tilknytning mellem jer.

Hudkontakten hjælper barnet til at omstille sig til livet uden for livmoderen, og barnet bliver rolig, når du efterligner livet i livmoderen ved at svøbe det og lægge det tæt ind til dig. Dit barn får en lille hue og en dyne på, for det er vigtigt, at det holder varmen. Mens barnet ligger på din mave, undersøger jordemoderen forsigtigt dets tilstand. Barnet skal mumle, bevæge sig lidt og trække vejret ubesværet.

Navlesnoren klippes

Ca. 5-10 minutter

I de første 3-5 minutter, efter barnet er kommet ud, er der stadig blod i navlestrengen fra moderkagen. Stille og roligt bliver navlesnoren slap og gennemsigtig, og når der ikke længere pulserer blod i den, betyder det, at barnet selv kan ilte blodet, og så kan navlestrengen klippes – det er typisk barnets far, der gør det. Barnet mærker det ikke. Normalt vil du føde moderkagen 15-30 minutter efter fødslen.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: “Hun måtte tilkalde en læge, da jeg var bristet”

Reflekser og sanser

Ca. 15 minutter

Dit barn bliver født med en række reflekser og sanser, som alle sammen er til for at sikre dets overlevelse – barnet kan høre, se, dufte og smage. Det kan genkende din stemme, og det virker beroligende på barnet, når du taler. Lyset uden for livmoderen er meget skarpt, når man kommer fra mørke, så barnet vil holde øjnene lukkede, når det kommer ud. Først efter 10-15 minutter vil barnet forsigtigt begynde at åbne øjnene. Det første stykke tid kan det kun se i en afstand fra mors bryst og op – alt andet er sløret.

Amning

Ca. 30 minutter

Din egen ro og opmærksomhed på barnet ­understøtter dets medfødte evne til at finde brystet. Jordemoderen hjælper med, at du kan finde denne ro, blandt andet ved at sikre, at der er ro på fødestuen. Dit barn vil i tiden efter fødslen begynde at smaske og sige lyde, bevæge hovedet og søge efter brystet. Hvis barnet ikke ligger tæt nok på brystet, vil det sparke lidt med fødderne for at komme op – det er ren biologi.

LÆS OGSÅ: Fødselsforberedelse: Hvad passer bedst til dig?

Barnet skal helst have suttet inden for den første time, for det det gør det lettere at amme fremover. Suttelysten ­stimuleres gennem hud mod hud-kontakten. Hvis dit barn er kommet til verden ved kejsersnit, eller hvis der har været komplikationer, som gør, at barnet ikke får ammet med det samme, er det muligt at genskabe hud mod hud-øjeblikket i op til 14 dage efter, men så skal du måske forvente, at det tager lidt ­længere tid at få rigtig gang i amningen.

Målt og vejet

Ca. 1 time

Barnet får typisk lov til at ligge hos moren et stykke tid, før man afbryder kontakten kortvarigt for at veje og måle og lave en såkaldt børneundersøgelse. Det skyldes, at barnet skal have ro til at få startet amningen, før det tages væk fra sin mor. Ved børneundersøgelsen tjekker jordemoderen hele kroppen i gennem for at se, om alt er, som det skal være.

LÆS OGSÅ: Anna David: Er hun ikke bare den smukkeste baby nogensinde?

LÆS OGSÅ: Blog: Derfor sover min søn i vores seng frem for i sin egen

LÆS OGSÅ: Lær at strikke: Få en sund hobby, der giver bonus til baby

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

loading...