Fertilitet og kost

Spis dig til en bedre fertilitet

Kost kan spille en stor rolle, når I gerne vil være forældre, lyder det fra to ernæringsterapeuter. Læs her, hvad du selv kan gøre, for at hjælpe ønskebarnet på vej.

Skrevet af May Kjærsgaard

Mange kvinder oplever, at ønskebarnet ikke kommer så nemt, som man kunne håbe. Men der er rigtig meget, man selv kan gøre for at forbedre fertiliteten, mener ernæringsterapeut Nanna Ewald Stigel, der er forfatter til bogen ‘Bliv gravid – sådan styrker du din fertilitet’.

I bogen gennemgår hun forskellige fertilitetsrøvere, ligesom der er opskrifter og eksempler på, hvordan din tallerken skal se ud for at optimere din kost.

LÆS OGSÅ: 40-årig om at være ‘gammel’ gravid: “Det er ikke unormalt i vores univers”

– I virkeligheden påvirker vores mad fertiliteten på mange måder. Vi skal blandt andet bruge næringstofferne til at danne celler og vores hormoner er følsomme over for udsving i blodsukkeret. Vi skal både spise en kost, der er ordentlig sammensat, med de rigtige næringsstoffer, men vi skal også spise mad, der er stabiliserende for blodsukkeret, forklarer Nanna Ewald Stigel.

Du bliver ikke yngre – eller gør du?

Der er flere ting, der kan spille ind, når man prøver at blive gravid – for eksempel vægt, søvn og alder. Nærmer alderen sig de 40, kan man måske godt begynde at miste håbet og troen på, at det kan lade sig gøre at få et barn på den naturlige måde. Men selvom vi ikke kan ændre årstallet på fødselsattesten, har det betydning, hvad vi putter i munden.

LÆS OGSÅ: Mette har PCOS: “Det er hårdt at få at vide, at man ikke fungerer som en rigtig kvinde

– Vi kan ændre på vores biologiske alder med vores kost, mener Nanna Ewald Stigel.

Det er Louise Bruun et levende eksempel på. Hun er også ernæringsterapeut og forfatter – og så er hun 40 år og gravid med tvillinger. Hun forsøgte at blive gravid i et halvt år, men det krævede en omlægning af hendes livsstil, før det lykkedes.

– Jeg var for tynd, dyrkede for meget motion, spiste for uregelmæssigt og spiste alt for meget chokolade, erkender hun.

Efter kost- og livsstilsomlægningen tog det tre måneder før, de to streger dukkede op.

Er dit system overbelastet?

I Louise Bruuns praksis møder hun rigtig mange kvinder, hvor fertiliteten driller.

– Der er ikke ret mange der ved, at man også selv kan gøre noget, siger hun.

Louise Bruun fremhæver, at de vigtigste faktorer, for at blive gravid er, at du er normalvægtig – hverken for tynd eller for tyk, ingen stimulanser, nok søvn og at du ikke dyrker overdreven meget motion.

– Måske betyder kaffe meget mere, end du aner. Du tænker måske, at du kun drikker én kop om dagen, men måske er det den ene kop, der overbelaster dit system med stimulanser, forklarer hun.

10 kostråd, der kan booste din fertilitet

1. Sig farvel til sukker og raffinerede kulhydrater

I en fertilitetsfremmende kost er der ikke plads til sukker og raffinerede kulhydrater. Ud over smagen, er der ikke meget sødt at sige om de fødevarer. Begge dele sender dit blodsukker på rutsjebanetur. Det får dit insulin til at stige, som igen laver ravage i kønshormonerne. Det kan være nærliggende at erstatte med kunstige sødemidler, men Nanna Ewald Stigel anbefaler, at du også undgår dem.

2. Spis varieret – og gerne efter årstiderne

Undersøgelser af danskernes kostvaner peger på stor ensidighed i kosten og de fleste af os elsker vaner, men variation er nøglen til at få alle de vitaminer, mineraler og sporstoffer, du har brug for – også når du vil være gravid. Vælg gerne årstidens frugt og grønt. Næringsindholdet og livskraften i en tomat der er dyrket i et drivhus i Holland, er ikke det samme som en tomat, der har vokset sig moden under en dansk sommersol.

3. Spis efter tallerkenmodellen

Sørg for til alle måltider at få masser af vitaminer, mineraler og fibre fra frisk grønt, bær og eventuelt lidt frugt. Gode fedtsyrer fra koldpressede olier, nødder, kerner, avocado og oliven, samt kvalitetsprotein fra kød, fisk (ikke de store rovfisk!), skaldyr og bælgfrugter. I bogen ’bliv gravid – sådan styrker du din fertilitet’, bliver du præsenteret for en tallerkenmodel, der både kæler for dit blodsukker og er fuld af frugtbare næringsstoffer.

4. Spis økologisk og gå efter hele og rene fødevarer

Kig efter det røde Ø-mærke, når du handler. Økologiske og biodynamiske fødevarer er fri for GMO, pesticider, medicinrester, miljøgifte og har et højere og bedre næringsindhold. Så gør noget godt for din krop, din fertilitet, dit kommende barn og miljøet – vælg økologisk. I samme omgang kan du tage kærlig afsked med forarbejdet mad og mad, der har været igennem alt for mange industrialiserede processer, som fx hvidt sukker, hvide ris, pasta, dåsemad, færdigretter, junkfood og alt hvad der er dyppet i frituregryden. Det du spiser, skal helst ligne noget, din mormor ville kunne genkende som mad.

5. Tænk over, hvordan du opbevarer din mad

Vælg din madopbevaring og indpakning med omhu. Brug svanemærket madpapir og opbevar madvarer og madrester i glas. Meget madopbevaring indeholder alverdens lidt for spændende kemi, som kan frigives til maden.

6. Undgå stimulanser

Kvit tobakken og alkoholen helt. Og skær ned for kaffen eller drop den. Når det kommer til alkohol, påvirker det blandt andet produktionen og afgiftningen af kønshormoner hos både mænd og kvinder. Desuden øger alkohol antallet af anormale sædceller og nedsætter bevægeligheden hos mænd, ligesom alkohol under graviditeten øger risikoen for kromosomskader hos fosteret, problemer med hjernens udvikling og spontan abort.

Rygning skader kvindens æg og gør dem ’gamle’ før tid. Desuden øger rygning risikoen for spontan abort drastisk, ligesom det er skadeligt for barnets senere helbred. For mandens vedkommende påvirker rygning mandens sædkvalitet. Både bevægelighed, udseende og koncentration falder i takt med at mængden af cigaretter øges. Yderligere ser fars rygning umiddelbart inden undfangelsen ud til at påvirke barnets helbred senere i livet. Stop i god tid – og minimum 3 måneder inden undfangelsen. Gerne mere.

Kaffe er sat i forbindelse med forhøjet risiko for aborter og nedsat fertilitet hos kvinder. Selvom det er uklart, hvordan koffein påvirker sædkvaliteten, er der noget der tyder på, at det ikke just er fertilitetsfremmende. ”Lidt men godt” er formentlig et udmærket princip.

7. Begræns eller udeluk førevarer, der kan drille fertiliteten

Gluten og mælk kan drille fertiliteten og selvom det ikke er tilfældet for alle mennesker, kan man, hvis man oplever uforklarlig barnløshed, inflammatoriske og/eller autoimmune lidelser, overveje at skære disse fødevarer ud af kosten.

8. Få manden med ombord

Kost er vigtig for fertiliteten, men det er ikke kun kvindes kost, der er i spil. Manden skal levere halvdelen af babys arvemateriale, og derfor er det lige så vigtigt, at have mændene med. Sædkvaliteten er i høj grad påvirket af, hvad manden spiser, hans næringstilstand, stressniveau, hormonbalance med mere. Det er i øvrigt også meget hyggeligere at nyde den samme mad.

9. Supplér med kosttilskud

Sørg for at tage en god multivitamin- og mineralpille. Suppler med D-vitamin, omega-3- fedtsyrer, probiotika. Eventuelle andre kosttilskud bør tages i samråd med en erfaren behandler, men følgende er væsentligt at have opmærksomhed på: 

– For manden er særligt selen, Q10, zink og C-vitamin vigtigt.

– For kvinden er særligt Q10, E-vitamin, zink og selen vigtigt.

NB: Det er vigtigt, at du læser varedeklarationen på alle dine kosttilskud og lægger sammen, hvor meget af de forskellige vitaminer, du får i alt. Især skal du som kvinde være opmærksom på, at du ikke får for meget A-vitamin. Men du må heller ikke få for lidt!

10. Interesser dig for de bagvedliggende ubalancer

Hvis det er svært at blive gravid, så få hjælp til at undersøge, hvad der ligger bagved. Sørg først og fremmest for at blive udredt ordentligt hos egen læge eller gynækolog. Uanset diagnose er dog det relevant at forholde sig til de bagvedliggende årsager. Mangler du næringsstoffer? Kan du fordøje din mad? Er der kuk i blodsukker og højt insulin? Er kroppen i alarmberedskab, fordi immunforsvaret er ude af balance? Reagerer du uhensigtsmæssigt på noget af det, du spiser, som så igen puster til stress eller inflammation i kosten. Eller?

Kilde: Nanna Ewald Stigel.

LÆS OGSÅ: Forældre til trillinger: 24 flasker i døgnet og 150-20 bleer

LÆS OGSÅ: Sådan gør du, hvis du vil have et barn alene

LÆS OGSÅ: Mærkelige madvaner under graviditeten

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Gå til forum
loading...