Trænger du og din familie til et afbræk fra den travle hverdag, men er hverken tiden eller finanserne til lang ferie, så tag istedet en weekend til vores naboland, der byder på sand forkælelse.
Ahh forkælelse, tænker du og er allerede klar til et wellness-ophold med spa og massage. Dejligt men sjældent noget hele familien sætter pris på, så gem den idé til ferien med veninderne.Til gengæld er der for både børn og voksne lige så meget ro og afslapning som et omfattende kurophold at komme efter I Skånes prægtige natur halvanden times kørsel fra København.
Kathrine på fem år glæder sig som et lille barn til et par dage uden lillebror, og vi har ikke kørt længe, før hun er helt nede i gear. Det er skønt at være væk fra storbyens larm, og selv om de kommende dage hverken står på tv eller Nintendo - eller måske netop derfor – så er humøret højt. Vi skal nemlig prøve at fiske!
Vi ankommer til en svensk idyl i Hallaröd, der er et postkort værdigt. Her er to små søer, der til anledningen er fyldt op med ørreder, og så er det bare med at kaste snøren ud. Vi har aldrig prøvet at fiske før, så vi får grinet en del, mens snøren fanger både græs og grene, inden det endelig lykkes os at få krogen kastet nogle få meter ud – men der kan fiskene vel også være, tænker vi.
Leg uden overvågning
Vi fisker i et par timer uden fangst, men Kathrine hygger sig. Hun kan ikke komme til skade, der er ingen steder at blive væk, og hun trives uden mors øjne i nakken, og hygger sig med at fange haletudser. Samuel på syv år er dog mere heldig og hiver hele to fede ørreder i land, mens Kathrine ser lidt misundeligt på.
Det bliver lykkes ikke at hive aftensmaden i land, men vi får hyggesludret i ro og mag, og talt om næste dag, hvor vi skal vandre i Søderåsens Nationalpark.

Sverige er rig på fyr, men i Skåne er det bøgen, der hersker. Smuk bøgeskov strækker sig over et areal på størrelse med 3.000 fodboldbaner, så det er bare med at trække i vandreskoene, hvilket vi gør.
Kathrine klager over lidt vokseværk i benene, men det er hurtigt glemt, da vi skal prøve kræfter med det seneste hit for vandrelystne folk – geocatching. Ved hjælp af GPS skal vi på skattejagt i Søderåsens Nationalpark og med GPS’en om halsen, er det intet problem at mobilisere kræfter til nogle timers vandring.