Tag testen og se hvor skruk du er. Foto: Nimastock

Test: Er du skruk?

Raser hormonerne derudad og tigger dine æggestokke dig om at få et barn mere eller synes du, at der er rigeligt med børn i dit liv allerede?

Vores Børn
23. maj 2012

Tag testen og find ud af, hvor skruk du egentlig er. Ser du babyer alle vegne eller har du nok i de børn du allerede har?

LÆS OGSÅ: Test – er I klar til barn nummer 2?

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

d
laerke_artikel

Helene mistede sit barn

På den her måde kan vi altid holde hinanden i hånden

På Helenes skulder sidder en fin lille tatovering af en børnehånd. Det er et håndaftryk fra hendes datter Lærke, som døde, da hun var 7 måneder gammel.

Louise Rudolf
27. august 2015

Det er forår, og alting tegner lyst. Helene er blevet kæreste med Thomas. De venter deres første barn sammen. Helene har fire børn fra et tidligere forhold, men det er Thomas’ første barn.

Alt forløber efter bogen, og som den erfarne mor, hun er, kan de forlade hospitalet fire timer efter fødslen med deres lille, nyfødte pige, Lærke.

LÆS OGSÅ: Jeg kæmper med angsten for at miste, efter mit barn døde

– Jeg var så glad for at få en ny start, og alt gik godt, fortæller Helene Thomsen til voresbørn.dk

Lærke er hjertebarn

De første børneundersøgelser hos lægen går også, helt som de skal, men da Helene er til 5 måneders-undersøgelse med Lærke, hører lægen en lille mislyd på hjertet. De bliver derfor sendt videre til en hjertelæge for at få tjekket, hvad det kan være.

– Jeg prøver at skubbe spekulationerne væk og tænker, at hun er rask og ikke fejler noget. Det kan godt være, hun er lidt lille, men alle børn er jo forskellige, forklarer Helene.

Hjertelægen er ikke i tvivl om, at Lærke har problemer med sit hjerte og sender dem til videre undersøgelse på Odense Hospital.

Her viser en scanning, at Lærke mangler en blodåre fra hjertet til lungerne, og at de skal afvente en operation. Det bliver til en måneds indlæggelse i Odense, mens de venter på operationen, der skal finde sted i Aarhus.

Læs også: “Vi vidste ikke, om vi ville få vores børn med hjem”

– På det tidspunkt føles det næsten som at være på ferie. Der er ikke alle de praktiske ting som vasketøj og madlavning at tage sig af, og Lærke bliver mest bare holdt øje med, fortæller Helene.

Tid til operation

Det er en lang køretur, den lille familie skal ud på, da de begiver sig mod Skejby Sygehus.

Det er stadig svært for Helene og Thomas at forstå alvoren i situationen. Men familien har været og sige farvel til Lærke, hvis operationen i værste fald ikke skulle ende som planlagt. Afskeden med familien gør det svært at holde frygten på afstand.

Helene prøver at holde fast i håbet om, at lægerne måtte have set forkert under undersøgelserne. Thomas bevarer også optimismen. Hun skal nok klare det, hun er en stærk pige, trøster han Helene.

Da det er tid til operationen, får Helene og Thomas lov til at følge Lærke helt ind, da hun skal lægges i narkose. Hun er stadig så lille og hænger mest på sin mor.

– Det sidste billede, jeg har af hende vågen, er, mens hun ligger der på briksen med narkose-masken på og skriger og rækker armene ud mod mig. Der tudbrølede jeg, siger Helene.

Lærke vågner aldrig op efter operationen. Der opstår komplikationer, og i 13 dage forsøger lægerne at redde hendes liv. Til sidst må de give op.

LÆS OGSÅ: “I min boble fejlede Sofie ingenting”

– Da de slukker for Lærke, sidder jeg med hende i mine arme, og hele familien er samlet hos hende. Min fætters kone siger, at hun så min mormor komme og hente Lærke. Det er en sød tanke at have, fortæller Helene.

Et evigt minde

Efter Lærkes død, bliver der taget hånd og fodaftryk, som familien kan få med som et minde, og for to år siden beslutter Helene sig for, at det håndaftryk skal sidde på hendes krop til evig tid, og tatoveringen bliver lavet.

– Jeg husker hende på en eller anden måde mere på den her måde, og hun giver mig et skub i den rigtige retning. Det hele gik ned ad bakke, efter jeg mistede hende, men nu er jeg kommet i gang med en uddannelse, fortæller Helene.

– Jeg har hende altid med mig, og hun vil altid være med mig. Når jeg rækker hånden om på min skulder, så kan jeg nå tatoveringen, og på den måde kan vi altid holde hinanden lidt i hånden.

Efter Lærkes død bliver Helene hurtigt gravid igen med lillesøster Josefine, som i dag er fire år.

– Det var vigtigt for os at få et barn igen. Det er den bedste medicin mod sorgen. Selvom Josefine aldrig kan erstatte Lærke, så har hun hjulpet mig med at komme videre.

 LÆS OGSÅ: Her er de 4 mest populære måder at breake en graviditet på facebook

LÆS OGSÅ: Eksperterne om fremtidens forældre: Vi vil kræve retten til at være sammen med vores børn tilbage

 LÆS OGSÅ: 5 typiske bekymringer når du venter barn nummer to

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

d
Engang var livet veninder og byture - nu er det allerbedste bare at slappe af sammen med sine børn. Foto: Privat

Derfor bliver jeg lettet, når folk aflyser

Indrømmet. Jeg bliver stort set aldrig for alvor skuffet, når planer, der er blevet lagt med andre uden for min familie, ryger i vasken.

Skrevet af Amalie Nebelong
24. august 2015

Jeg har altid haft en bestemt forestilling om, hvordan jeg gerne vil være. En forestilling, der ganske ofte har ligget et stykke fra, hvem jeg i virkeligheden er. Og det er ikke nemt at indrømme. Men efter jeg har fået to børn, har jeg fået en indstilling til mange ting i stil med: Livet er for kort til forstillelse.

Jeg har altid gerne villet være den over-sociale type, der flere gange ugentligt lige har folk forbi til en impulsiv pasta, altid lige mødes til en kaffe med en veninde, og typen, der foretrækker en løbe-buddy fremfor at løbe alene rundt om Søerne i København som en skoldet skid, der dælme bare skal have det overstået.

LÆS OGSÅ: 7 grunde til at jeg spiser slik hver aften

Og dén person blev jeg nærmest også tranformeret om til i min tid før børn, da torsdag, fredag og lørdag var lig med drukture, og resten af ugen var lig med cafébesøg og biografture.

Jeg har brugt uanede mængder af energi (og penge) på at være en anden. Men nu er jeg blevet træt.

Efter jeg har fået to børn og et fuldtidsjob, sætter jeg ekstremt stor pris på de aftener, hvor jeg ikke skal noget. Eller de weekender, hvor vi ikke skal noget, men bare kan daffe ned på legepladsen eller læse bøger og se film hele dagen. For jeg har aldrig rigtig tid til ”ikke at skulle noget” med mindre, jeg prioriterer det med hård hånd.

Det er hundrede år siden, jeg har set de fleste

Et led i at have forsøgt at blive en anden, end den jeg faktisk er, har også altid inkluderet at få skrevet en masse aftaler ind i kalenderen. For det ser så pænt ud; alle de små aftaler skriblet ind med pæn skrift. Nogle gange måske efterfulgt af et lille hjerte.

Men min overflod af aftaler – ofte planlagt flere uger frem – har flere gange resulteret i, at jeg egentlig ikke har været særlig oplagt på dagen. Og nogle gange har jeg måttet aflyse, fordi jeg simpelthen ikke magtede at skulle ud. Og det har givet mig uendeligt dårlig samvittighed at skulle aflyse med de dejlige mennesker, jeg kender.

LÆS OGSÅ: Savner du at kunne tage ud med vennerne igen?

Nu har jeg to børn, og jeg kommer ofte stadig til at lave for mange aftaler, for ”det er jo hundrede år siden, at jeg har set hende”. Faktisk er det hundrede år siden, at jeg har set de fleste. For i hverdagene er det nærmest umuligt at nå at se nogen. Især folk med børn.

Vi er trætte, børnene er trætte, og så er det virkelig svært at have rigtig ”hyggetid” med sine børn, hvis der er en helt familie kastet ind i billedet, som man skal ”catche up” med. Og når det bliver weekend, har jeg mest brug for lidt fred og ro med min mand og børn i stedet for den ene aftale efter den anden, for vores hverdag er jo i forvejen fuldstændig skemalagt.

LÆS OGSÅ: Veninder med og uden børn

Derfor bliver jeg lettet, når folk aflyser en aftale. Ikke fordi jeg ikke vil se dem, for det vil jeg virkelig gerne. Men ofte vil jeg hellere have lidt ro i hovedet på sofaen, når jeg efter en lang dag med arbejde og børn endelig kan se mit snit til at sidde ned i to timer, inden jeg er døden nær af træthed.

Selvfølgelig vil jeg gerne se dem, jeg holder af, og jeg har fundet ud af, hvordan det skal udspille sig: Jeg skal i så vidt muligt omfang lave aftalen i sidste øjeblik og allerhelst på dagen. For så ved jeg, at jeg virkelig har lyst til det glas vin på den nye vinbar på Nørrebro.

Den vildeste festpige

Min mand synes, det er fjollet, at jeg laver så mange aftaler, når jeg egentlig ikke har overskud til at føre dem ud i livet. Han har gennemskuet mig, men elsker mig heldigvis alligevel, selvom han hurtigt ville kunne have følt sig ”snydt”, da jeg var den vildeste ”festpige”, dengang vi mødte hinanden.

Vi mødte for guds skyld hinanden på ’Louises’ (morgenværtshus på Nørrebro i København). Han har det selv stille og roligt med, at han ser sine venner nogle gange med 1-2 måneders mellemrum. Han har for længst indset, at sådan er det, når alle har fået børn. Og det er helt ok.

LÆS OGSÅ: Børn kan langt overgå en aften på Buddy Holly

Men i min vennekreds er de andre piger først begyndt at få børn nu, så jeg har været en smule alene om at foretrække sofaen frem for Distortion. Faktisk har jeg oplevet veninder, der udtrykte bekymring for, at jeg ”aldrig kom ud om aftenen”. Da dén bekymring udspillede sig, var jeg nybagt mor til barn nummer to og anså det, at jeg ”aldrig kom ud om aftenen” for at være mit mindste problem!

Mit største problem var, at jeg ikke havde tid nok til ikke ”at komme ud om aftenen” og netop bare slappe af på sofaen. Og den dag i dag sætter jeg stor pris på ”den stille tid” – og når der er nogen, der aflyser en aftale, så ser jeg det bare som en kærkommen mulighed for lidt mere ”stille tid”, for man kan jo altid lave en ny aftale og få den skrevet ind i kalenderen.

LÆS OGSÅ: Hvorfor hylder samfundet dem, der kører livet videre i samme tempo, efter de har fået børn?

LÆS OGSÅ: Træt, træt, træt – få de bedste råd til mere søvn

LÆS OGSÅ: Mor til to: ”Når mine børn kalder mig ved mit fornavn, anerkender de at jeg er en person med et liv”

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

d
Langdistance familieforhold kan sagtens fungere.

Farmor rejser gerne 370 kilometer: “Jeg vil så gerne passe mit barnebarn”

Selvom farmor arbejder, så krydser hun gerne Danmark for at passe sit barnebarn, så Louise og Hjarl kan holde kæresteweekend.

Skrevet Sofie Winther Askgaard
19. august 2015

Faktaboks

FAMILIEN

MOR Louise Larsen Underbjerg, 34 år, indkøber

FAR Hjarl Kallesøe, 34 år, salgsassistent

BARN Julie, to år

FARMOR Bente Kallesøe, 63 år, SOSU-assistent

Bente Kallesøe har taget bussen fra Lemvig til Frederiksberg. Det gør hun tit for at passe Julie, sit barnebarn på to år. Hun henter Julie i vuggestuen, og den lille pige stryger lige forbi sin mor og op i favnen på farmor. Det gør en bedstemor blød om hjertet, indrømmer Bente og kigger på Julie, der sidder klinet op af hende ved spisebordet.

Der er langt fra Frederiksberg til Lemvig, når man gerne vil være tæt på sit barnebarn, men heldigvis er Bente på både Facetime og Facebook.

– Jeg har lavet en lukket gruppe med billeder på Facebook, så den nærmeste familie kan følge med. Alle får nyheden på samme tid, når Julie for eksempel har sagt et nyt ord, og ingen føler sig snydt. Og så taler vi sammen på Facetime, så Julie kan se sin farmor og farfar, siger Louise Larsen Underbjerg, som er mor til Julie.

 LÆS OGSÅ: 10 tip til god kommunikation med bedsteforældre

Louise rejser med sit arbejde et par gange om året. Så kommer Bente med bus fra Vestjylland og hjælper til.

– Jeg vil så gerne passe hende, også selv om det kræver planlægning i forhold til mit arbejde. Men jeg har også mit andet barnebarn herovre. De to sidste bor i Lemvig, men er så store nu, fortæller Bente.

– Selvfølgelig ville jeg da helst spørge min mor, når Julie skal passes, det er vist sådan en mor-datter-ting. Men hun bor også i Jylland og vil helst ikke rejse alene, siger Louise.

– Det er kun naturligt. Men jeg har selv tre børn, og når min mand var på rejse, kom min svigermor og overtog alt det praktiske arbejde. Hun er et forbillede for mig, og det vil jeg gerne give videre til mine børn, siger Bente.

Det betyder, at Louise kommer hjem til rent sengetøj og nul nullermænd.

– Men det er jo ikke noget, jeg forventer. Bare Bente kysser på Julie. Det er hun fantastisk god til – det andet er bare en kæmpe bonus, siger Louise.

Kræver planlægning

Louises far arbejder og rejser meget, så hvis Julie skal passes her og nu, er der ikke mange at trække på.

– Nogle gange drømmer jeg om at bo tættere på hinanden, men jeg flytter ikke til Lemvig, siger Louise. Til gengæld samles hele familien tit i sommerhus eller på weekendture, hvor de er sammen i mange timer og dage.

LÆS OGSÅ: Derfor har dit barn brug for bedste

 – Det føles faktisk slet ikke, som om der er så langt mellem os. Det er nok, fordi vi er gode til at tage på ferier sammen, og vi er ofte sammen mange dage af gangen, mener Louise.

Farmor må gerne forkæle 

‘Cho-ko-la-de’. Ordet kommer fra Julie.

– Sidste gang Bente havde passet, kom Julie og sagde ‘cho-ko-la-de’. Det var et nyt ord, så jeg ringede til Bente og spurgte til det, fortæller Louise.

– Hun fik ikke noget chokolade den weekend! Måske en lille is, siger Bente og smiler.

– Selvfølgelig må farmor forkæle! Når hun passer Julie, er det hendes regler, der gælder, og når mor er til stede, er det mest mors regler, der gælder. Det skal nok gå. Bente har jo selv tre børn, siger Louise.

Julie kommer ud i køkkenet og kravler op på skødet af sin farmor. Nu skal der øves ord.

– Hvem er det?, spørger Louise og peger på Bente. Alle kigger spændt på den lille pige.

– Jaaaa!, råber Julie.

– Okay, sukker Bente.

– Farmor er vist bare et svært ord at lære, siger hun.

LÆS OGSÅ: Yildiz Akdogan: “Mine forældre har ikke blandet sig i noget som helst”

LÆS OGSÅ: Når mor bli’r til mormor

LÆS OGSÅ: “Er farfar død?” – sådan tackler du dit barns sorg

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

d
Bliver du kaldt mor, moar, mama, mutti eller dit rigtige navn? Foto: Nimastock

Mor til to: ”Når mine børn kalder mig ved mit fornavn, anerkender de, at jeg er en person med et liv”

70'ernes fænomen, med at børn skal kalde forældre deres rigtige navne, lever stadig. Gider du heller ikke hedde "moar"?

Skrevet af Amalie Nebelong
17. august 2015

Da bt.dk 4. november sidste år lægger en video online med en lille dreng, der kalder sine forældre ved fornavn, skaber det vild debat på Facebook. Og jeg følger med en anelse undren med fra sofaen, da kommentarer som: ”Det handler om, at børn ikke bliver opdraget ordentligt” og ”At kalde ved fornavn er distancerende og mangel på respekt” hurtigt affødes af videoen.

Selvom ovenstående kommentarer måske ligger lidt til den dramatiske side, så er det et faktum, at nogle forældre stadig foretrækker, at deres børn kalder dem deres rigtige navn, og at mange børn også ud af fri vilje foretrækker at kalde deres forældre ved fornavn.

Jeg husker sågar selv, hvordan jeg hele min barndom og langt op i min ungdom kaldte mine forældre for ”Helle” og ”Tim”. Det andet lød underligt kunstigt på mig. Nok fordi jeg bare altid havde kaldt dem ved fornavn – uden mine forældre havde tvunget mig til det.

LÆS OGSÅ: Top 100: De mest populære navne

I mine unge år – hvor jeg var temmelig usikker på mig selv – forsøgte jeg en overgang at kalde mine forældre for ”mor” og ”far”, fordi jeg havde opdaget, at det var, hvad alle mine veninder kaldte deres forældre. Men det satte sig aldrig rigtig helt fast.

Opgør med familiehierarkiet

Hvad handler dét fænomen om? ”Mor” eller ”Helle” – ”far” eller ”Tim”?

– Det var en stor tendens, dengang jeg var barn, siger sociolog Karen Margrethe Dahl, der er forsker ved SFI – Det Nationale Forksningscenter for Velfærd – og er barn af 70’erne.

Og hun fortsætter:

– For en del af ungdomsoprørerne var det udtryk for, at man gjorde op med hierarkiske og traditionelle roller i familien og en fremhævelse af forældrenes individualitet frem for deres rolle som mor og far, siger hun.

LÆS OGSÅ: Parforhold: Jo, far laver faktisk også noget derhjemme!

At fænomenet eksisterer i bedste velgående i dag har dog måske nogle lidt andre grunde end dem, der var tilbage i 70’erne, hvor børn i nogle kollektiver sågar var ”fællesbørn” og dermed havde mange ”mødre” og ”fædre”.

I dag er det i højere grad måske børnene selv, der i perioder foretrækker ”Per” og ”Ulla”. Sådan oplevede Marinka, der er mor til to, det – og hun er faktisk efterhånden blevet rigtig glad for det. Hun fortæller til Huffington Post:

– Når mine børn kalder mig ved mit fornavn, anerkender de, at jeg er en person med et liv, der rækker ud over at tage hånd om deres behov. De anerkende min relation til den verden, der ligger uden for min rolle som mor, og jeg kan ikke se det som andet end en god ting.

Med ”mor” er ingen i tvivl

Men er der ikke en fare for, at børn kan blive forvirrede af, at deres forældre kaldes ved fornavn? For så kræves der efter navns nævnelse også en forklaring af, hvem personen er, hvorimod ingen er i tvivl om, hvilken rolle en person har, når der bliver sagt ”mor”.

LÆS OGSÅ: Mor-rollen: Speltmor? Stage-mom? Nynne-mor?

Marinka synes langt fra, at det er et problem, at hendes børn kalder hende ved fornavn.

– Jeg føler ikke, at det at blive kaldt ved fornavn eliminerer det faktum, at jeg er mine børns mor. Trods hvad nogle folk måske antyder, så betyder det ikke mindre kærlighed, fremmedgørelse eller mangel på respekt. Og selvfølgelig ved mine børn, hvem deres mor er, siger Marinka til Huffington Post.

Karen Margrethe Vendlbo Dahl underbygger Marinkas påstand men synes, at det virker lidt gammeldags, at nogle forældre går op i, om deres børn kalder dem for ”mor” og ”far”.

LÆS OGSÅ: Uartige børn findes ikke

– Også i dag kan det at kalde sine forældre ved navn være udtryk for, at familien lægger vægt på ligeværdighed i relationen mellem forældre og børn og vægt på det enkelte familiemedlems individualitet. Det kan dog også skyldes tilfældigheder, der ikke har nogen bagvedliggende symbolsk betydning. Umiddelbart vil jeg ikke mene, at det gør en stor forskel, hvad børn kalder deres forældre, så længe forældrene påtager sig deres ansvar som omsorgspersoner, siger Karen Margrethe Dahl.

Børn vil som oftest gerne have, at tingene er lette, og de vil gerne være ligesom alle de andre nede i børnehaven. Så hvis der skal forklares en masse, hver gang mine børn skal nævne deres mor, kan det måske blive for besværligt for dem. 

Min konklusion må derfor være, at med mindre mine børn selv vælger at kalde mig ved fornavn, så er mor-titlen at foretrække. Så ved alle, hvem jeg er.

Du kan læse hele interviewet med Marinka her. 

Du kan se videoen på BT her.

LÆS OGSÅ: Søs Fenger: “Se dit barn som et ligeværdigt menneske”

LÆS OGSÅ: Farveekspert: Et barn kan være utilpas med forkert farve på

LÆS OGSÅ: 30 populære drengenavne, der er gået fuldstændig af mode

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

d