• Den langtrukne fødsel

    Du havde måske regnet med musik, badekar og lidt lattergas som smertelindring. Men du endte med højlydte skrig, bistik og en epidural efter flere døgns smerter, og nu er du skuffet over dig selv. Hvis fødslen varede i mange timer, kan du have været så udmattet, at du ikke havde overskud til din nyfødte og ikke blev ramt af kærlighed ved første blik – det kan give dig dårlig samvittighed længe efter. SÅDAN KOMMER DU VIDERE: - Prøv at tænke på det positive: Din maratonfødsel gav dig tid til at ‘hygge’ med de første veer og forberede dig mentalt på den forestående oplevelse. - Vær stolt: Du har ydet en fantastisk indsats. Er du skuffet over at have fået smertelindring, må du fortælle sig selv, at det var nødvendigt, så du kunne samle kræfter til at få baby sikkert ud. - Acceptér, at det kan tage lang tid at komme ovenpå. Det er normalt at være udmattet i lang tid efter en fødsel, der har krævet så mange kræfter. - Tal om din fødsel – igen og igen – og få hjælp af fagpersonale til at forstå, hvorfor din fødsel trak ud, og hvad der skete undervejs.
  • Den komplicerede fødsel
    Luk

    Den komplicerede fødsel

    Hvis du har fået akut kejsersnit, er det normalt at være ked af det. Ofte har forløbet op til været voldsomt, og du har ikke kunnet forberede dig på det. Du fik måske heller ikke dit lille vidunder op til dig i de første minutter eller timer, og det kan have gjort amningen og forholdet til din nyfødte svært at etablere. Du kan også have født vaginalt, men efter et kompliceret forløb med en stresset baby og klip eller kop, og det kan udløse samme reaktion. Du har sikkert været angst, og den angst efterlod du måske ikke på fødestuen. SÅDAN KOMMER DU VIDERE: - Det er okay, at du er ked af det – du er blevet ‘snydt’ for din drømmefødsel. Tag imod al den hjælp, du bliver tilbudt, både fra familie og venner. - Du er ikke ved at blive skør, hvis du har mareridt, flashbacks eller søvnbesvær. Det er normalt oven på en så traumatisk oplevelse, og det skal nok blive bedre med tiden. - Tag ikke for mange opgaver på dig. Fuldt bookede dage kan fjerne dine tanker fra fødslen, men det er bedre at lade dem komme til dig og tale forløbet igennem – igen og igen. - Det kan være befriende at skrive alt ned om din fødsel. Du kan for eksempel skrive et brev til dit lille barn eller dig selv eller bare frit om alle dine tanker. - Det kan være svært i starten, men når du er klar, kan det være hyggeligt at se billeder fra fødslen sammen med din partner. De kan desuden hjælpe dig til at huske de små detaljer.
  • Den normale fødsel
    Luk

    Den normale fødsel

    Selv om du har haft en fødsel, der er gået lige efter bogen i lægernes øjne, kan du godt have følt, at det var meget voldsomt. Du har måske oplevet at miste kontrollen, eller du er flov over at have skreget, stønnet eller brølet som et dyr. Selv om du havde forberedt dig på veerne, kan de stærke smerter have overrumplet dig, så du er skuffet over din egen indsats. SÅDAN KOMMER DU VIDERE: - Din partner kan være nok så god til at lytte, men det er noget andet at snakke fødsler med kvinder, der har prøvet det på egen krop. Tal med din mor, søster, veninde eller mødregruppe. - Det er okay, at du er skuffet, hvis du ikke fik din drømmefødsel – også selv om det hele gik ‘lige efter bogen’. - Glem alt om at være flov. Din partner synes helt sikkert, du er sej, og du er ikke den eneste, der har råbt af jordemoren eller lavet stort midt på fødelejet – spørg bare de andre i din mødregruppe. - Hvis det har været svært for dig at acceptere tabet af kontrol under fødslen, kan det hjælpe at tale med din partner om, hvordan du opførte dig. Det var sikkert ikke så slemt, som du gør det til.
  • Den hurtige fødsel
    Luk

    Den hurtige fødsel

    Din fødsel var hurtigt overstået, men den gik måske så stærkt, at du ikke kunne følge med, og den kan synes uvirkelig; du har måske svært ved at forstå, at du har født et barn, og kan ikke huske ret meget af forløbet. Det er heller ikke ualmindeligt, at du har haft så voldsomme veer, at du har været bange for at dø – den angstfølelse kan det tage lang tid at komme over. SÅDAN KOMMER DU VIDERE: - Prøv at fokusere på det positive: Du slap for at være i smerter i mange timer. - Snak med dem, der var til stede under din fødsel – de kan hjælpe dig med at huske de små detaljer. - Uanset om du fødte i bilen eller på fødestue 7 på hospitalet, kan det være godt at besøge fødestedet og genopleve forløbet, så du har styr på, hvad der skete. - Hvis du var angst under forløbet eller er angst for at føde igen, er det godt at tale med din jordemor om en eventuel ny fødsel. - Omgivelserne kan have svært ved at forstå, at det har været en voldsom oplevelse for dig, når du ikke har ligget i smerter i 36 timer. Søg derfor på nettet eller i dit netværk efter andre lynfødere, som du kan tale med om forløbet.

Tænker du stadig på din fødsel?

En fødsel er noget af det vildeste, du oplever i dit liv, og den har sikkert større betydning for dig, end du tror – også længe efter at den er vel overstået. Find ud af, hvad fødslen betyder for dig, og hvordan du får styr på tankerne og kommer videre.

Sofie Winther Askgaard, Vores Børn Mini, november 2011
16. november 2011

Faktaboks

Der foregår så meget lige op til, under og efter fødslen, at det kan være svært at holde rede på det hele. Derfor kan det være en god idé at få fødselsjournalen med hjem, så du altid kan se, hvad der skete hvornår. Du kan bede om at få en kopi af journalen, inden du bliver udskrevet. Hvis du glemte at spørge, kan du altid skrive til fødestedet og bede om at få tilsendt en kopi af notaterne.

Når du møder en anden kvinde med små børn eller rund mave, går der sikkert ikke mere end fem minutter, før I er fuld gang med jeres fødselsberetninger. Der er bare noget med kvinder og fødsler, og de fleste af os elsker at fortælle om dem igen og igen og igen – selv uger, måneder og endda år efter den store begivenhed.

HVILKEN FØDSEL HAVDE DU – LÆS OG FÅ RÅD I BOKSEN TIL HØJRE>>

Og det er faktisk ikke så mærkeligt, for fødslen er jo kulminationen på ni lange måneders venten. Den er starten på et nyt kapitel i dit liv, og den vil for altid være en del af din identitet som mor – det var jo med den, det hele startede.

Du glemmer aldrig din fødsel

En fødsel er ikke bare en fysisk kraftanstrengelse, men også overgangen til et nyt liv som mor, som du skal vænne dig til. I tog på hospitalet bare jer to, men I kom hjem som en familie på tre. Tænk, at det kan lade sig gøre!

Det er klart, at du har lyst til at fortælle vidt og bredt om den overvældende oplevelse, du har været igennem. Selv om selve fødslen måske ‘kun’ varede fem, ti eller 20 timer, vil den alligevel fylde i din bevidsthed resten af dit liv, fordi den er så skelsættende en begivenhed.

“Det er en historie, som vi kvinder aldrig bliver færdige med at fortælle,” siger psykolog Charlotte Clemmensen.

“Vi kan sætte ord på vores oplevelse igen og igen. En fødsel kan ikke sammenlignes med noget andet her i livet, og uanset om den har været god eller dårlig, vil den altid stå klart i din erindring. I min praksis oplever jeg mange ældre kvinder, der stadig kan genfortælle deres fødsler i detaljer.”

Fokus på din fødsel

Det er altså helt normalt, når du for 122. gang har brug for at tale om de første veer, turen til hospitalet og babys første skrig. Men dine omgivelser synes måske ikke, at det bliver ved med at være lige interessant, og kan have svært ved at forstå, hvorfor det betyder så meget for dig – du har jo fået et sundt og raskt barn, så hvorfor fokusere på noget, der skete for længe siden?

Men en fødsel er ikke bare sådan lige at lægge bag sig. Du har jo præsteret noget helt vanvittigt vildt, og du har ret til anerkendelse og respekt for din indsats. Hvis din fødsel har været dramatisk, vil du sikkert finde større forståelse, men også en ganske ukompliceret fødsel kan opleves som voldsom af den fødende selv.

“Der er måske ikke noget dramatisk i vestorm, mange timers presseveer eller bristninger i lægernes øjne. Men det kan opleves meget voldsomt at skulle kæmpe imod sin egen krops kræfter, at være bange for at dø af de store smerter eller slippe alle hæmninger og skrige løs, og det kan du have brug for at tale om igen og igen efter fødslen,” fastslår Charlotte Clemmensen.

Har du en efterfødselsreaktion? Læs videre på næste side>>

Skuffelse og sorg over din fødsel

Der er ikke noget at sige til, at en fødsel fylder meget, hvis den har været kompliceret. Hvis du har været bange for dit eget eller barnets liv, hvis du har fået akut kejsersnit, eller lægen har trukket baby ud med en kop, kan det sætte dybe spor i dit sind. Men også en almindelig fødsel kan give dig ar på sjælen, hvis den ikke forløb, som du havde forventet.

Ifølge Charlotte Clemmensen har vi kvinder for mange og for høje forventninger til vores fødsel, og hvis de ikke bliver indfriet, står vi tilbage med stor skuffelse og sorg.

“Hvis du har haft en fødsel, der ikke lige har passet ind i dine forestillinger, kan du blive skuffet over dig selv og føle dig som en ‘dårlig føder’. Du kan føle sig snydt og sørge over tabet af det, du troede, du skulle opleve: den perfekte fødsel,” forklarer hun.

Det er din historie

Du skal ikke holde op med at tænke på eller fortælle om din fødsel, hvis du har behov for det. Det er nemlig vigtigt, at du giver dig selv lov til at tale forløbet igennem igen og igen.

Hvis dine omgivelser ikke forstår dig, så find nogle andre, der gør, om det er så er din sundhedsplejerske, din læge eller en tredje. Husk, at din fødselsoplevelse kun er din og ingen andres. Hvis du har oplevet din fødsel som dramatisk, fordi du fik akut kejsersnit, fordi den trak ud eller noget helt tredje, så er det alt sammen gode grunde til at føle netop det, du gør.

Når du efter din fødsel igen og igen fortæller om den, er det en naturlig del af den psykiske bearbejdning af den overvældende oplevelse, der er nødvendig for at komme videre.

“Ved at fortælle om fødslen om og om igen kan du holde styr på din historie, og det er meget vigtigt. Du skal forstå alt, hvad der skete undervejs, og der skal ikke være nogen uklarheder i din historie. Er der først det, er vi kvinder hurtige til at lave det om til, at vi ikke er gode nok,” forklarer Charlotte Clemmensen.

Skal du have hjælp?

Selvfølgelig kan dine tanker om fødslen også blive for mange. Hvis din fødsel bliver ved at spøge i dit baghoved, så det er svært for dig at nyde dit barn og føre en normal hverdag, kan det være tegn på en efterfødselsreaktion, og sådan en skal der gøres noget ved.

“Hvis du bliver ved med at græde uden forklaring, sover dårligt, har svært ved at koncentrere dig eller er fyldt op af negative tanker om fødslen, er det vigtigt, at du søger hjælp hos din læge eller sundhedsplejerske,” råder Charlotte Clemmensen.

“Det kræver måske bare en snak med en læge, jordemor, sundhedsplejerske eller psykolog en eller to gange, men der skal i hvert fald tales om det, for det kan give dybe sår og psykiske efterveer i rigtig lang tid, hvis du ikke får behandling.”

Charlotte Clemmensens bedste råd er at kræve en efterfødselssamtale med din jordemor, hvor hver eneste detalje kan tales igennem med udgangspunkt i fødselsjournalen, og du kan stille alle de spørgsmål, du orker. På den måde kan du få styr på din egen fortælling om fødslen, forstå alt omkring din fødsel og undgå at frygte en eventuel ny fødsel.

Få en efterfødselssamtale

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle nybagte forældre tilbydes en efterfødselssamtale, men det er langt fra alle steder, der gør det. Hvis du har behov for at snakke fødslen igennem med en fagperson, kan du ringe til dit fødested og spørge. Alternativt kan du kontakte din konsultationsjordemor.

Det er helt naturligt og vigtigt at tale om det, der skete på fødestuen, og få sat ord på alle følelserne og tankerne om den overvældende oplevelse. Samtalen kan også bruges til at tale om eventuelle forholdsregler ved en ny graviditet og fødsel. Det bedste tidspunkt for efterfødselssamtalen er to til fire uger efter fødslen, hvor oplevelsen er kommet lidt på afstand, men stadig står lysende klart.

Læs også:

Trist mor – to måneder med barselsblues

Velkommen på barsel, dit nye fuldtidsjob

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

farmor

Sådan får I farmor mere på banen

De fleste mødre bruger deres egen mor til råd og pasning, men prøv indimellem at skifte mormor ud med farmor.

Skrevet af Christina Fabrin
01. september 2015

Dit barn skriger, din mand er fraværende, huset roder, amningen fungerer ikke – hvem tyr du til for støtte? Din egen mor! Når ungen så sover, og du og din mand gerne vil ud – hvem skal så passe barnet? Mor!

Det er nemlig sådan, at mormor foretrækkes i langt de fleste tilfælde, fortæller både familieterapeut Emilie Melchior og sundhedsplejerske og konfliktmægler Marion Thorning.

LÆS OGSÅ: Derfor har dit barn brug for bedste

– Det handler ikke om at forskelsbehandle, som nogle farmødre måske vil se det. Det handler om det ganske naturlige i, at vi kvinder bliver enormt sårbare og usikre helt ind i knoglerne, når vi bliver mødre. Usikkerheden kan stresse, og for at dulme stressen søger vi tryghed til at rumme den. Og hvem giver oftest tryghed? Det gør mor, forklarer familieterapeut Emilie Melchior.

Sundhedsplejerske og konfliktmægler Marion Thorning er enig:

– Med mor har vi en, som vi har været overladt til helt fra fostertilværelsen. Det giver os et særligt bånd, der gør, at vi gladelig overlader vores dyrebareste – vores nyfødte – til mor. Hun kender vores svage punkter og er med, når vi siger ‘du ved jo, jeg altid har haft det sådan og sådan’. Vi behøver ikke forklare os, siger Marion Thorning.

Derudover kan vi, ifølge Emilie Melchior, bedre forstå og tilgive vores mødres måske irriterende formaninger og gammeldags råd om vores barn. Imens vi sjældent naturligt har samme largeness over for svigermor. Og selv om der selvfølgelig er forskel på familier, er det oftest sådan, at farmor bare ikke kan tillade sig det samme som mormor.

– En farmor skal desværre – hvor urimeligt det end virker – modsat mormødre gøre sig mere fortjent til at være en del af familien, siger hun. Også Marion Thorning forklarer, at forskellen er noget, som farmor må forlige sig med.

– Hun er nødt til at acceptere, at mor og barn hører sammen. Farmor er naturlovsmæssigt en fremmed kvinde. Og en nybagt mor overlader ikke uden videre sit barn til en fremmed kvinde.

En plads til farmor

Men hvad kan farmor så gøre for at få en plads i forholdet til sit barnebarn? En god start er at have et godt forhold til sin svigerdatter, før der overhovedet er tænkt på børn. Ellers vil det blive svært at knytte bånd som farmor, forklarer Marion Thorning.

– Man er som svigermor nødt til at tænke fremsynet, uanset om man har det godt eller mindre godt med svigerdatteren. For pludselig er man i familie og har en baby som fælles reference. Så vær fra start en åben og spørgende – men ikke udfrittende – svigermor.

LÆS OGSÅ: 10 tip til god kommunikation med bedsteforældre

Emilie Melchior er enig:

– Og når hun så bliver farmor, skal farmor ikke gemme sig, men hun skal nok forholde sig lidt tilbagetrukket frem for at mase sig på og demonstrere sin ret til at være farmor. Hun bør give det tid og vise, hun er der. Spørge, hvad hun kan hjælpe med, og om hun må holde den lille fremfor bare at gøre det. Det er uden tvivl svært og kan føles urimeligt, men det modsatte kan ifølge eksperterne netop fremprovokere hidtil usete irritationer hos svigerdatteren, der for evigt er forandret efter ankomsten af sin lille baby.

– Jo mere tryg svigerdatter bliver i morrollen, før svigermor blander sig, des mere har forholdet mulighed for at udvikle sig positivt. Så start ud på god, respektfuld fod fra barnet er nyfødt, siger Emilie Melchior.

En løsning kan være mere orlov til far.

– Hvis far tager barsel i eksempelvis tre måneder, så vil han naturligt og sandsynligvis bruge sine forældre meget i den periode. Og det vil gøre en kæmpe forskel i forholdet til farmor og farfar, siger Marion Thorning og understreger, at alle har en ansvar for, at farmor kommer mere på banen.

Man kan dog aldrig fremtvinge et godt forhold mellem barnebarn og bedsteforældre. Det skal de hver og en gøre sig fortjent til. Men mor kan sagtens hjælpe farmor lidt på vej.

– Se hende som en berigelse og tilføjelse til mormor, bær over med hende, hvis hun irriterer dig, og husk at se på din egen andel af forholdet. Man kan ikke ændre sin svigermor, men man kan ændre sig selv. Og husk: Hun vil oftest være et kæmpe aktiv for dine poder, siger Emilie Melchior.

Faktaboks

3 Situationer, hvor farmor kan komme på banen

1. DU ER GRAVID, OG VIL GERNE ALLEREDE NU SIKRE ET GODT FORHOLD TIL FARMOR

Tag en snak med hende, og læg løst ud med åbne, venlige samtaleemner, så I kan afstemme forventningerne. Eksempelvis kan du spørge hende sådan her: ’Svigermor, der er så mange historier om skrækkelige svigermødre og -døtre. Og om hvordan de begge ved bedst om barnet. Hvad tænker du om det? Og hvordan tror du det vil gå os?’ Så er snakken i gang.

2. FARMOR FORTÆLLER DIG, AT HUN FØLER SIG UDENFOR

Hvis det kommer ud mellem sidebenene, mens I er sammen med andre, så skal du ikke gøre noget i øjeblikket. Men tag telefonen bagefter, og snak med hende om din holdning. Forklar eventuelt, at svigermors tid nok skal komme. Hvis det er længe siden, du blev mor, så spørg hende, hvad hun har af forventninger til rollen, og hvad der gør hende ked af det.

3. TIL FAMILIEFESTER VIL DIT BARN KUN SIDDE VED MORMOR

Hvis du selv har sat barnet hos mormor, så lav om på det næste gang. Tag eventuelt en snak med din mor, hvor du nænsomt beder hende træde et skridt tilbage, fordi farmor er ked af at være overflødig. Insister, hvis din mor ikke lytter. Men accepter også, at barnet i en vis alder selv vælger og ikke kan tvinges til at være hos den ene eller den anden.

Kilder: Familieterapeut Emilie Melchior og sundhedsplejerske og konfliktmægler Marion Thorning.

LÆS OGSÅ: Bedsteforældre gør børn tykke

LÆS OGSÅ: Farmor rejser gerne 370 kilometer: “Jeg vil så gerne passe mit barnebarn

LÆS OGSÅ: Har du holdt ferie fra dine børn i år?

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

Svigermor og svigerdatter er gode veninder

Svigermor og svigerdatter bor i samme opgang

“Vi er næsten mere veninder end svigermor og svigerdatter”

Cecilie og Mikkel bor i samme opgang som farmor og farfar, der hjælper med at få hverdagen til at hænge sammen.

Skrevet af Sofie Winther Askgaard
31. august 2015

Faktaboks

FAMILIEN

MOR Cecilie Thorslund, 30 år, ph.d.-studerende

FAR Mikkel Andersen, 32 år, sociolog

BØRN Theodor, to år, og Sebastian, fem år

FARMOR Inge Knudsen, 58 år, pædagog

Hyggen er hældt på kanden i lejligheden hos Cecilie Thorslund, da farmor, Inge Knudsen, kommer ned fra etagen ovenover, hvor hun bor sammen med farfar. Tæt på!, vil mange nok tænke. Men Cecilie har været heldig med sin svigermor, mener hun. Inge henter og bringer fast to dage om ugen og putter drengene hver mandag aften. Og hun gør det ikke af pligt.

– Jeg passer dem, fordi jeg gerne vil være sammen med dem. De gør mig så glad, siger Inge og tilføjer, at hun ønsker sig en trappe op til sin lejlighed, så børnene kan løbe op og ned.

– Narjƒ…, siger Cecilie og tilføjer:

–…Vi er nogle værre høns. Jeg taler med Inge om alt muligt, og vi taler nok mere sammen, end hun taler med sin egen søn, siger hun.

 LÆS OGSÅ: Farmor rejser gerne 370 kilometer: “Jeg vil så gerne passe mit barnebarn”

– Vi tager også til byen sammen, og vi går i Frederiksberg Have. Nogle gange tænker jeg slet ikke på Cecilie som min svigerdatter. Vi har en fortrolighed, uden at være veninder, forklarer Inge.

Privatliv, ja tak

Når kun en etage adskiller dig fra svigerforældrene, kan det være svært at have et privatliv. Derfor handler det om at melde klart ud.

– I starten skulle vi lige finde grænserne. Banker man på, eller går man bare ind? Og så skal man sige fra. Den anden aften var jeg for eksempel træt og ville se tv, så jeg sagde til Inge, at nu måtte hun gerne gå hjem, siger Cecilie.

– Og det er okay. Jeg kunne heller ikke drømme om at bare at brase ind, fortsætter Inge.

Nogle gange stopper hun ude på trappen, når hun er på vej op i sin egen lejlighed. ‘Skal jeg lige banke på?’, tænker hun, for det er to dage siden, hun har set børnene. Men som regel går hun videre. Andre gange er det Cecilie, der styrter op til farmor og farfar. Som for nyligt, da Sebastian havde sagt noget sjovt, som Cecilie måtte dele.

– Jeg var nødt til at mærke den der begejstring, for det er bare det bedste. Inge kan næsten blive mere begejstret end jeg, siger Cecilie.

Andre regler hos mormor

Hos farmor må der serveres pandekager en gang imellem, men hos mormor er det ad libitum, fordi hun bor langt væk og ikke ser dem så tit.

– Min mor skal have lov til at forkæle dem. Hun vil bare gerne gøre noget rart for dem, og derfor må hun servere alle de pandekager, hun vil. Hos farmor er det anderledes, siger Cecilie.

– Det kan jeg godt forstå. Jeg ved, at Cecilies mor misunder mig, fordi jeg har drengene meget. De må også mere hos os end hjemme, men ikke pandekager med is og hoppen i sofaerne, siger Inge, mens Cecilie ryster på hovedet.

LÆS OGSÅ: Ung mor: “Jeg har altid drømt om at få børn i en ung alder

– De kan virkelig sno dig. Når du laver aftensmad, laver du altid flere retter, så du er sikker på, der er noget, de kan lide. Men det er okay. Det er ferie hos jer og hverdag hos os. Begge dele er fint, siger Cecilie. Cecilie og Inge skændes aldrig. Men man kan godt tænke sit om hinanden uden at sige det højt.

– Jeg har aldrig smækket med døren og sagt, at nu må du passe ordentligt på dine børn. Men jeg har måske tænkt mit, siger Inge, der nogle gange synes, at Cecilie og Mikkel arbejder for meget.

–… Den fine balance er bare, at du godt kan lade den ligge der. Du siger for eksempel, at du er en hønemor, og jeg er en ravnemor. Og det er okay med mig, siger Cecilie til Inge. Theodor kommer ud i køkkenet med en ballon, han vil have mor til at puste op. Ikke nu, siger Cecilie til ham.

– Læg ballonen på bordet, Theo, så du ikke kommer til at spise den, siger Inge til drengen.

– Aj, han spiser den da ikke! Det er et eksempel på, at Inge er en hønemor, siger Cecilie og griner.

– Okay, jeg er lidt pyldret. Så tænker jeg bare mit nu, siger Inge.

– Men hvis du kan slippe af sted med det, gemmer du ballonen, siger Cecilie og smiler til sin svigermor.

– Inge er også bange for, at børnene falder og slår sig, når de hopper i sofaen. Så jeg siger til dem, at de ikke må hoppe i sofaen, når farmor er her. Det er min måde at respektere Inge og samtidig holde fast i, at når hun ikke er her, så er det sgu okay!, siger Cecilie.

LÆS OGSÅ: 10 tip til god kommunikation med bedsteforældre

LÆS OGSÅ: 40-årig om at være ‘gammel’ gravid: “Det er ikke unormalt i vores univers”

LÆS OGSÅ: Lene Espersen: ’Jeg blev kaldt ravnemor’

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

laerke_artikel

Helene mistede sit barn

På den her måde kan vi altid holde hinanden i hånden

På Helenes skulder sidder en fin lille tatovering af en børnehånd. Det er et håndaftryk fra hendes datter Lærke, som døde, da hun var 7 måneder gammel.

Louise Rudolf
27. august 2015

Det er forår, og alting tegner lyst. Helene er blevet kæreste med Thomas. De venter deres første barn sammen. Helene har fire børn fra et tidligere forhold, men det er Thomas’ første barn.

Alt forløber efter bogen, og som den erfarne mor, hun er, kan de forlade hospitalet fire timer efter fødslen med deres lille, nyfødte pige, Lærke.

LÆS OGSÅ: Jeg kæmper med angsten for at miste, efter mit barn døde

– Jeg var så glad for at få en ny start, og alt gik godt, fortæller Helene Thomsen til voresbørn.dk

Lærke er hjertebarn

De første børneundersøgelser hos lægen går også, helt som de skal, men da Helene er til 5 måneders-undersøgelse med Lærke, hører lægen en lille mislyd på hjertet. De bliver derfor sendt videre til en hjertelæge for at få tjekket, hvad det kan være.

– Jeg prøver at skubbe spekulationerne væk og tænker, at hun er rask og ikke fejler noget. Det kan godt være, hun er lidt lille, men alle børn er jo forskellige, forklarer Helene.

Hjertelægen er ikke i tvivl om, at Lærke har problemer med sit hjerte og sender dem til videre undersøgelse på Odense Hospital.

Her viser en scanning, at Lærke mangler en blodåre fra hjertet til lungerne, og at de skal afvente en operation. Det bliver til en måneds indlæggelse i Odense, mens de venter på operationen, der skal finde sted i Aarhus.

Læs også: “Vi vidste ikke, om vi ville få vores børn med hjem”

– På det tidspunkt føles det næsten som at være på ferie. Der er ikke alle de praktiske ting som vasketøj og madlavning at tage sig af, og Lærke bliver mest bare holdt øje med, fortæller Helene.

Tid til operation

Det er en lang køretur, den lille familie skal ud på, da de begiver sig mod Skejby Sygehus.

Det er stadig svært for Helene og Thomas at forstå alvoren i situationen. Men familien har været og sige farvel til Lærke, hvis operationen i værste fald ikke skulle ende som planlagt. Afskeden med familien gør det svært at holde frygten på afstand.

Helene prøver at holde fast i håbet om, at lægerne måtte have set forkert under undersøgelserne. Thomas bevarer også optimismen. Hun skal nok klare det, hun er en stærk pige, trøster han Helene.

Da det er tid til operationen, får Helene og Thomas lov til at følge Lærke helt ind, da hun skal lægges i narkose. Hun er stadig så lille og hænger mest på sin mor.

– Det sidste billede, jeg har af hende vågen, er, mens hun ligger der på briksen med narkose-masken på og skriger og rækker armene ud mod mig. Der tudbrølede jeg, siger Helene.

Lærke vågner aldrig op efter operationen. Der opstår komplikationer, og i 13 dage forsøger lægerne at redde hendes liv. Til sidst må de give op.

LÆS OGSÅ: “I min boble fejlede Sofie ingenting”

– Da de slukker for Lærke, sidder jeg med hende i mine arme, og hele familien er samlet hos hende. Min fætters kone siger, at hun så min mormor komme og hente Lærke. Det er en sød tanke at have, fortæller Helene.

Et evigt minde

Efter Lærkes død, bliver der taget hånd og fodaftryk, som familien kan få med som et minde, og for to år siden beslutter Helene sig for, at det håndaftryk skal sidde på hendes krop til evig tid, og tatoveringen bliver lavet.

– Jeg husker hende på en eller anden måde mere på den her måde, og hun giver mig et skub i den rigtige retning. Det hele gik ned ad bakke, efter jeg mistede hende, men nu er jeg kommet i gang med en uddannelse, fortæller Helene.

– Jeg har hende altid med mig, og hun vil altid være med mig. Når jeg rækker hånden om på min skulder, så kan jeg nå tatoveringen, og på den måde kan vi altid holde hinanden lidt i hånden.

Efter Lærkes død bliver Helene hurtigt gravid igen med lillesøster Josefine, som i dag er fire år.

– Det var vigtigt for os at få et barn igen. Det er den bedste medicin mod sorgen. Selvom Josefine aldrig kan erstatte Lærke, så har hun hjulpet mig med at komme videre.

 LÆS OGSÅ: Her er de 4 mest populære måder at breake en graviditet på facebook

LÆS OGSÅ: Eksperterne om fremtidens forældre: Vi vil kræve retten til at være sammen med vores børn tilbage

 LÆS OGSÅ: 5 typiske bekymringer når du venter barn nummer to

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

Engang var livet veninder og byture - nu er det allerbedste bare at slappe af sammen med sine børn. Foto: Privat

Derfor bliver jeg lettet, når folk aflyser

Indrømmet. Jeg bliver stort set aldrig for alvor skuffet, når planer, der er blevet lagt med andre uden for min familie, ryger i vasken.

Skrevet af Amalie Nebelong
24. august 2015

Jeg har altid haft en bestemt forestilling om, hvordan jeg gerne vil være. En forestilling, der ganske ofte har ligget et stykke fra, hvem jeg i virkeligheden er. Og det er ikke nemt at indrømme. Men efter jeg har fået to børn, har jeg fået en indstilling til mange ting i stil med: Livet er for kort til forstillelse.

Jeg har altid gerne villet være den over-sociale type, der flere gange ugentligt lige har folk forbi til en impulsiv pasta, altid lige mødes til en kaffe med en veninde, og typen, der foretrækker en løbe-buddy fremfor at løbe alene rundt om Søerne i København som en skoldet skid, der dælme bare skal have det overstået.

LÆS OGSÅ: 7 grunde til at jeg spiser slik hver aften

Og dén person blev jeg nærmest også tranformeret om til i min tid før børn, da torsdag, fredag og lørdag var lig med drukture, og resten af ugen var lig med cafébesøg og biografture.

Jeg har brugt uanede mængder af energi (og penge) på at være en anden. Men nu er jeg blevet træt.

Efter jeg har fået to børn og et fuldtidsjob, sætter jeg ekstremt stor pris på de aftener, hvor jeg ikke skal noget. Eller de weekender, hvor vi ikke skal noget, men bare kan daffe ned på legepladsen eller læse bøger og se film hele dagen. For jeg har aldrig rigtig tid til ”ikke at skulle noget” med mindre, jeg prioriterer det med hård hånd.

Det er hundrede år siden, jeg har set de fleste

Et led i at have forsøgt at blive en anden, end den jeg faktisk er, har også altid inkluderet at få skrevet en masse aftaler ind i kalenderen. For det ser så pænt ud; alle de små aftaler skriblet ind med pæn skrift. Nogle gange måske efterfulgt af et lille hjerte.

Men min overflod af aftaler – ofte planlagt flere uger frem – har flere gange resulteret i, at jeg egentlig ikke har været særlig oplagt på dagen. Og nogle gange har jeg måttet aflyse, fordi jeg simpelthen ikke magtede at skulle ud. Og det har givet mig uendeligt dårlig samvittighed at skulle aflyse med de dejlige mennesker, jeg kender.

LÆS OGSÅ: Savner du at kunne tage ud med vennerne igen?

Nu har jeg to børn, og jeg kommer ofte stadig til at lave for mange aftaler, for ”det er jo hundrede år siden, at jeg har set hende”. Faktisk er det hundrede år siden, at jeg har set de fleste. For i hverdagene er det nærmest umuligt at nå at se nogen. Især folk med børn.

Vi er trætte, børnene er trætte, og så er det virkelig svært at have rigtig ”hyggetid” med sine børn, hvis der er en helt familie kastet ind i billedet, som man skal ”catche up” med. Og når det bliver weekend, har jeg mest brug for lidt fred og ro med min mand og børn i stedet for den ene aftale efter den anden, for vores hverdag er jo i forvejen fuldstændig skemalagt.

LÆS OGSÅ: Veninder med og uden børn

Derfor bliver jeg lettet, når folk aflyser en aftale. Ikke fordi jeg ikke vil se dem, for det vil jeg virkelig gerne. Men ofte vil jeg hellere have lidt ro i hovedet på sofaen, når jeg efter en lang dag med arbejde og børn endelig kan se mit snit til at sidde ned i to timer, inden jeg er døden nær af træthed.

Selvfølgelig vil jeg gerne se dem, jeg holder af, og jeg har fundet ud af, hvordan det skal udspille sig: Jeg skal i så vidt muligt omfang lave aftalen i sidste øjeblik og allerhelst på dagen. For så ved jeg, at jeg virkelig har lyst til det glas vin på den nye vinbar på Nørrebro.

Den vildeste festpige

Min mand synes, det er fjollet, at jeg laver så mange aftaler, når jeg egentlig ikke har overskud til at føre dem ud i livet. Han har gennemskuet mig, men elsker mig heldigvis alligevel, selvom han hurtigt ville kunne have følt sig ”snydt”, da jeg var den vildeste ”festpige”, dengang vi mødte hinanden.

Vi mødte for guds skyld hinanden på ’Louises’ (morgenværtshus på Nørrebro i København). Han har det selv stille og roligt med, at han ser sine venner nogle gange med 1-2 måneders mellemrum. Han har for længst indset, at sådan er det, når alle har fået børn. Og det er helt ok.

LÆS OGSÅ: Børn kan langt overgå en aften på Buddy Holly

Men i min vennekreds er de andre piger først begyndt at få børn nu, så jeg har været en smule alene om at foretrække sofaen frem for Distortion. Faktisk har jeg oplevet veninder, der udtrykte bekymring for, at jeg ”aldrig kom ud om aftenen”. Da dén bekymring udspillede sig, var jeg nybagt mor til barn nummer to og anså det, at jeg ”aldrig kom ud om aftenen” for at være mit mindste problem!

Mit største problem var, at jeg ikke havde tid nok til ikke ”at komme ud om aftenen” og netop bare slappe af på sofaen. Og den dag i dag sætter jeg stor pris på ”den stille tid” – og når der er nogen, der aflyser en aftale, så ser jeg det bare som en kærkommen mulighed for lidt mere ”stille tid”, for man kan jo altid lave en ny aftale og få den skrevet ind i kalenderen.

LÆS OGSÅ: Hvorfor hylder samfundet dem, der kører livet videre i samme tempo, efter de har fået børn?

LÆS OGSÅ: Træt, træt, træt – få de bedste råd til mere søvn

LÆS OGSÅ: Mor til to: ”Når mine børn kalder mig ved mit fornavn, anerkender de at jeg er en person med et liv”

LÆS OGSÅ: 6 fantastiske apps til mor der gør hverdagen lidt nemmere

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.