• Den langtrukne fødsel
    åben

    Den langtrukne fødsel

    Du havde måske regnet med musik, badekar og lidt lattergas som smertelindring. Men du endte med højlydte skrig, bistik og en epidural efter flere døgns smerter, og nu er du skuffet over dig selv. Hvis fødslen varede i mange timer, kan du have været så udmattet, at du ikke havde overskud til din nyfødte og ikke blev ramt af kærlighed ved første blik – det kan give dig dårlig samvittighed længe efter. SÅDAN KOMMER DU VIDERE: - Prøv at tænke på det positive: Din maratonfødsel gav dig tid til at ‘hygge’ med de første veer og forberede dig mentalt på den forestående oplevelse. - Vær stolt: Du har ydet en fantastisk indsats. Er du skuffet over at have fået smertelindring, må du fortælle sig selv, at det var nødvendigt, så du kunne samle kræfter til at få baby sikkert ud. - Acceptér, at det kan tage lang tid at komme ovenpå. Det er normalt at være udmattet i lang tid efter en fødsel, der har krævet så mange kræfter. - Tal om din fødsel – igen og igen – og få hjælp af fagpersonale til at forstå, hvorfor din fødsel trak ud, og hvad der skete undervejs.
    lukke
  • Den komplicerede fødsel
    åben

    Den komplicerede fødsel

    Hvis du har fået akut kejsersnit, er det normalt at være ked af det. Ofte har forløbet op til været voldsomt, og du har ikke kunnet forberede dig på det. Du fik måske heller ikke dit lille vidunder op til dig i de første minutter eller timer, og det kan have gjort amningen og forholdet til din nyfødte svært at etablere. Du kan også have født vaginalt, men efter et kompliceret forløb med en stresset baby og klip eller kop, og det kan udløse samme reaktion. Du har sikkert været angst, og den angst efterlod du måske ikke på fødestuen. SÅDAN KOMMER DU VIDERE: - Det er okay, at du er ked af det – du er blevet ‘snydt’ for din drømmefødsel. Tag imod al den hjælp, du bliver tilbudt, både fra familie og venner. - Du er ikke ved at blive skør, hvis du har mareridt, flashbacks eller søvnbesvær. Det er normalt oven på en så traumatisk oplevelse, og det skal nok blive bedre med tiden. - Tag ikke for mange opgaver på dig. Fuldt bookede dage kan fjerne dine tanker fra fødslen, men det er bedre at lade dem komme til dig og tale forløbet igennem – igen og igen. - Det kan være befriende at skrive alt ned om din fødsel. Du kan for eksempel skrive et brev til dit lille barn eller dig selv eller bare frit om alle dine tanker. - Det kan være svært i starten, men når du er klar, kan det være hyggeligt at se billeder fra fødslen sammen med din partner. De kan desuden hjælpe dig til at huske de små detaljer.
    lukke
  • Den normale fødsel
    åben

    Den normale fødsel

    Selv om du har haft en fødsel, der er gået lige efter bogen i lægernes øjne, kan du godt have følt, at det var meget voldsomt. Du har måske oplevet at miste kontrollen, eller du er flov over at have skreget, stønnet eller brølet som et dyr. Selv om du havde forberedt dig på veerne, kan de stærke smerter have overrumplet dig, så du er skuffet over din egen indsats. SÅDAN KOMMER DU VIDERE: - Din partner kan være nok så god til at lytte, men det er noget andet at snakke fødsler med kvinder, der har prøvet det på egen krop. Tal med din mor, søster, veninde eller mødregruppe. - Det er okay, at du er skuffet, hvis du ikke fik din drømmefødsel – også selv om det hele gik ‘lige efter bogen’. - Glem alt om at være flov. Din partner synes helt sikkert, du er sej, og du er ikke den eneste, der har råbt af jordemoren eller lavet stort midt på fødelejet – spørg bare de andre i din mødregruppe. - Hvis det har været svært for dig at acceptere tabet af kontrol under fødslen, kan det hjælpe at tale med din partner om, hvordan du opførte dig. Det var sikkert ikke så slemt, som du gør det til.
    lukke
  • Den hurtige fødsel
    åben

    Den hurtige fødsel

    Din fødsel var hurtigt overstået, men den gik måske så stærkt, at du ikke kunne følge med, og den kan synes uvirkelig; du har måske svært ved at forstå, at du har født et barn, og kan ikke huske ret meget af forløbet. Det er heller ikke ualmindeligt, at du har haft så voldsomme veer, at du har været bange for at dø – den angstfølelse kan det tage lang tid at komme over. SÅDAN KOMMER DU VIDERE: - Prøv at fokusere på det positive: Du slap for at være i smerter i mange timer. - Snak med dem, der var til stede under din fødsel – de kan hjælpe dig med at huske de små detaljer. - Uanset om du fødte i bilen eller på fødestue 7 på hospitalet, kan det være godt at besøge fødestedet og genopleve forløbet, så du har styr på, hvad der skete. - Hvis du var angst under forløbet eller er angst for at føde igen, er det godt at tale med din jordemor om en eventuel ny fødsel. - Omgivelserne kan have svært ved at forstå, at det har været en voldsom oplevelse for dig, når du ikke har ligget i smerter i 36 timer. Søg derfor på nettet eller i dit netværk efter andre lynfødere, som du kan tale med om forløbet.
    lukke

Tænker du stadig på din fødsel?

En fødsel er noget af det vildeste, du oplever i dit liv, og den har sikkert større betydning for dig, end du tror – også længe efter at den er vel overstået. Find ud af, hvad fødslen betyder for dig, og hvordan du får styr på tankerne og kommer videre.

Sofie Winther Askgaard, Vores Børn Mini, november 2011
16. november 2011

Faktaboks

Der foregår så meget lige op til, under og efter fødslen, at det kan være svært at holde rede på det hele. Derfor kan det være en god idé at få fødselsjournalen med hjem, så du altid kan se, hvad der skete hvornår. Du kan bede om at få en kopi af journalen, inden du bliver udskrevet. Hvis du glemte at spørge, kan du altid skrive til fødestedet og bede om at få tilsendt en kopi af notaterne.

Når du møder en anden kvinde med små børn eller rund mave, går der sikkert ikke mere end fem minutter, før I er fuld gang med jeres fødselsberetninger. Der er bare noget med kvinder og fødsler, og de fleste af os elsker at fortælle om dem igen og igen og igen – selv uger, måneder og endda år efter den store begivenhed.

HVILKEN FØDSEL HAVDE DU – LÆS OG FÅ RÅD I BOKSEN TIL HØJRE>>

Og det er faktisk ikke så mærkeligt, for fødslen er jo kulminationen på ni lange måneders venten. Den er starten på et nyt kapitel i dit liv, og den vil for altid være en del af din identitet som mor – det var jo med den, det hele startede.

Du glemmer aldrig din fødsel

En fødsel er ikke bare en fysisk kraftanstrengelse, men også overgangen til et nyt liv som mor, som du skal vænne dig til. I tog på hospitalet bare jer to, men I kom hjem som en familie på tre. Tænk, at det kan lade sig gøre!

Det er klart, at du har lyst til at fortælle vidt og bredt om den overvældende oplevelse, du har været igennem. Selv om selve fødslen måske ‘kun’ varede fem, ti eller 20 timer, vil den alligevel fylde i din bevidsthed resten af dit liv, fordi den er så skelsættende en begivenhed.

“Det er en historie, som vi kvinder aldrig bliver færdige med at fortælle,” siger psykolog Charlotte Clemmensen.

“Vi kan sætte ord på vores oplevelse igen og igen. En fødsel kan ikke sammenlignes med noget andet her i livet, og uanset om den har været god eller dårlig, vil den altid stå klart i din erindring. I min praksis oplever jeg mange ældre kvinder, der stadig kan genfortælle deres fødsler i detaljer.”

Fokus på din fødsel

Det er altså helt normalt, når du for 122. gang har brug for at tale om de første veer, turen til hospitalet og babys første skrig. Men dine omgivelser synes måske ikke, at det bliver ved med at være lige interessant, og kan have svært ved at forstå, hvorfor det betyder så meget for dig – du har jo fået et sundt og raskt barn, så hvorfor fokusere på noget, der skete for længe siden?

Men en fødsel er ikke bare sådan lige at lægge bag sig. Du har jo præsteret noget helt vanvittigt vildt, og du har ret til anerkendelse og respekt for din indsats. Hvis din fødsel har været dramatisk, vil du sikkert finde større forståelse, men også en ganske ukompliceret fødsel kan opleves som voldsom af den fødende selv.

“Der er måske ikke noget dramatisk i vestorm, mange timers presseveer eller bristninger i lægernes øjne. Men det kan opleves meget voldsomt at skulle kæmpe imod sin egen krops kræfter, at være bange for at dø af de store smerter eller slippe alle hæmninger og skrige løs, og det kan du have brug for at tale om igen og igen efter fødslen,” fastslår Charlotte Clemmensen.

Har du en efterfødselsreaktion? Læs videre på næste side>>

Skuffelse og sorg over din fødsel

Der er ikke noget at sige til, at en fødsel fylder meget, hvis den har været kompliceret. Hvis du har været bange for dit eget eller barnets liv, hvis du har fået akut kejsersnit, eller lægen har trukket baby ud med en kop, kan det sætte dybe spor i dit sind. Men også en almindelig fødsel kan give dig ar på sjælen, hvis den ikke forløb, som du havde forventet.

Ifølge Charlotte Clemmensen har vi kvinder for mange og for høje forventninger til vores fødsel, og hvis de ikke bliver indfriet, står vi tilbage med stor skuffelse og sorg.

“Hvis du har haft en fødsel, der ikke lige har passet ind i dine forestillinger, kan du blive skuffet over dig selv og føle dig som en ‘dårlig føder’. Du kan føle sig snydt og sørge over tabet af det, du troede, du skulle opleve: den perfekte fødsel,” forklarer hun.

Det er din historie

Du skal ikke holde op med at tænke på eller fortælle om din fødsel, hvis du har behov for det. Det er nemlig vigtigt, at du giver dig selv lov til at tale forløbet igennem igen og igen.

Hvis dine omgivelser ikke forstår dig, så find nogle andre, der gør, om det er så er din sundhedsplejerske, din læge eller en tredje. Husk, at din fødselsoplevelse kun er din og ingen andres. Hvis du har oplevet din fødsel som dramatisk, fordi du fik akut kejsersnit, fordi den trak ud eller noget helt tredje, så er det alt sammen gode grunde til at føle netop det, du gør.

Når du efter din fødsel igen og igen fortæller om den, er det en naturlig del af den psykiske bearbejdning af den overvældende oplevelse, der er nødvendig for at komme videre.

“Ved at fortælle om fødslen om og om igen kan du holde styr på din historie, og det er meget vigtigt. Du skal forstå alt, hvad der skete undervejs, og der skal ikke være nogen uklarheder i din historie. Er der først det, er vi kvinder hurtige til at lave det om til, at vi ikke er gode nok,” forklarer Charlotte Clemmensen.

Skal du have hjælp?

Selvfølgelig kan dine tanker om fødslen også blive for mange. Hvis din fødsel bliver ved at spøge i dit baghoved, så det er svært for dig at nyde dit barn og føre en normal hverdag, kan det være tegn på en efterfødselsreaktion, og sådan en skal der gøres noget ved.

“Hvis du bliver ved med at græde uden forklaring, sover dårligt, har svært ved at koncentrere dig eller er fyldt op af negative tanker om fødslen, er det vigtigt, at du søger hjælp hos din læge eller sundhedsplejerske,” råder Charlotte Clemmensen.

“Det kræver måske bare en snak med en læge, jordemor, sundhedsplejerske eller psykolog en eller to gange, men der skal i hvert fald tales om det, for det kan give dybe sår og psykiske efterveer i rigtig lang tid, hvis du ikke får behandling.”

Charlotte Clemmensens bedste råd er at kræve en efterfødselssamtale med din jordemor, hvor hver eneste detalje kan tales igennem med udgangspunkt i fødselsjournalen, og du kan stille alle de spørgsmål, du orker. På den måde kan du få styr på din egen fortælling om fødslen, forstå alt omkring din fødsel og undgå at frygte en eventuel ny fødsel.

Få en efterfødselssamtale

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle nybagte forældre tilbydes en efterfødselssamtale, men det er langt fra alle steder, der gør det. Hvis du har behov for at snakke fødslen igennem med en fagperson, kan du ringe til dit fødested og spørge. Alternativt kan du kontakte din konsultationsjordemor.

Det er helt naturligt og vigtigt at tale om det, der skete på fødestuen, og få sat ord på alle følelserne og tankerne om den overvældende oplevelse. Samtalen kan også bruges til at tale om eventuelle forholdsregler ved en ny graviditet og fødsel. Det bedste tidspunkt for efterfødselssamtalen er to til fire uger efter fødslen, hvor oplevelsen er kommet lidt på afstand, men stadig står lysende klart.

Læs også:

Trist mor – to måneder med barselsblues

Velkommen på barsel, dit nye fuldtidsjob

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Lyserød og lyseblå baby

Lyserød er faktisk en drengefarve

I gamle dage var lyserød til drenge og lyseblå til piger, men så skete der noget.

Skrevet af Cecilie Møller Rasmussen
22. maj 2015

Det er morgen, og dit barn skal have tøj på. Du trækker skuffen ud og kigger ned i et hav af… lyseblåt eller lyserødt?

Din baby er fuldstændig ligeglad med, om du vælger det ene eller andet. Som nyfødt kan hun kun se sort/hvis, og først når babyer er fem-seks uger gamle, kan de se farver, og i begyndelsen er det rød og gul. De sarte farver er slet ikke så nemme at se som de douce.

Alligevel er farverne på dit barns tøj delt skarp op til piger og drenge, men i virkeligheden burde det være lige omvendt. Altså så lyserød var til drenge og lyseblå til piger.

LÆS OGSÅ: Sidder forskellen på drenge og piger i hjernen?

– Farverne, som blev brugt for at signalere et barns køn, var omvendt for hundrede år siden, siger professor Jo Paoletti til det norske site Kvinneguiden.

Hun er forfatter til den nye bog “Pink and Blue: Telling the Boys from the Girls in America”. Lyserødt signalerede noget aktivt og passede derfor godt til drenges stærke og bestemte natur, mens den blå farve var passiv og himmelsk og derfor ideel til sarte piger.

Gamle artikler i magasiner og ugeblade beskrev endda, hvilke farver piger og drenge skulle klædes i, og Times magazine interviewede 10 førende stormagasiner om, hvilke farver der passede til kønnene. De var ret uenige, men senere blev butikker enige om, at lyserød var det helt rigtige til små gutter.

Også hos voksenmoden var den røde pink alt for aggressiv en farve til kvinder men perfekt til handlekraftige mænd, der ville frem i føresædet.

– Englænderne har et gammelt begreb, som hedder ”in the pink”, og når de skulle ud på jagt, havde de røde jakker på. Så var man oppe på hesten, og pink blev forbundet som en handlekraftig farve. Så en pink skjorte er meget handlekraftig. Selv i dag ser man i England ofte, at mænd i går rundt i lyseblåt jakkesæt og lyserød skjorte og er maskuline, siger Torsten Grunwald, modeekspert og forfatter til bogen ”Den velklædte mand”, til voresbørn.dk

Lyseblå til lyserød

I 1940’erne skete der dog et skift, og pludselig byttede de to farver symbol, fortæller Jo Paoletti til Kvinneguiden.no.

– Fra 1940 blev rosa og blå en kendsgerning som pige- og drengefarver, og siden cirka 1985 har lyserød ikke blot været et stærkt symbol på kvindelighed, men i stigende grad har neutrale og ikke-rosa alternativer forsvundet. I dag, med indflydelse af markedskræfterne, er det er blevet “accepteret” verden over, at rødt er til piger og blåt er til drenge, siger hun.

LÆS OGSÅ: Sådan takler du vilde drenge og lyserøde piger

Før det var hvidt den foretrukne farve til begge køn, formentlig fordi det var nemt at vaske. 1950’erne var lyserød faktisk betragtet som en lidt tarvelig farve, fortæller lektor, kønsforsker og sociolog Karen Sjørup til voresbørn.dk.

– Da jeg var barn, blev det betragtet som billigt at gå i lyserødt. Det var til en, der var lidt let på tråden. Man kunne ikke forestille sig at komme i lyserød kjole til afdansningsballet, siger hun og forklarer, at det langsomt ændrede sig.

– Der sker en massekulturel prægning. Det træder igennem i efterkrigstiden, hvor folk begynder at få flere penge, og legetøj bliver en international industri. Børnetøj begynder at eksistere som noget, man ikke syr selv eller arver, men som man køber. Der kommer en markedsgørelse, som gør, at der komme en kønsopdeling, hvor det mandlige og feminine er knyttet til følelser, krig og teknik.

Også den stigende ”Hollywoodisering” var med til at ændre billedet på kvinder og mænd og dermed på opfattelsen af farver. Dwight Eisenhower’s kone, Mamie, havde ved hans indsættelse en kæmpe, lyserød kjole på med over 2.000 rhinsten, og da farven var hendes yndlings begyndte mange designere også at hylde den.

En anden faktor til, at lyserød på det tidspunkt begynder at blive forbundet med noget feminint, kan desuden skyldes, at nazisterne under Anden Verdenskrig satte lyserøde stjerne på homoseksuelle.

Kønsopdelte signaler

At selve betydningen af farver har ændret sig er noget, der sker samtidigt. Som nævnt oplevede man blåt som helligt og passivt, men i dag ses farven mere som køligt og hårdt, hvilket passer til mænd. Røde handler ikke længere om handlekraft men derimod varme følelser.

Som forældre bliver vi mødt med valget mellem lyserødt og lyseblåt overalt. Tøjet i H&M, hylden med legetøj, sko, plakater, sutter, cykler og indretning af børneværelset.

Nogle kønsforskere mener, at vi skader børnene ved allerede som små at opdele dem i piger og drenge. Ved at give børn forskelligt tøj på vælger vi som voksne at signalere til dem, at de er forskellige, mener blandt andre den svenske kønsforsker David Tjede.

Kønsforsker Karen Sjørup oplever, at grunden til den store dyrkelse af især lyserød handler om blandingen af, at vi som samfund i takt med at kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet ønsker at fastholde forskellen på kønnene, en lyserød lyst hos små piger og markedskræfterne.

LÆS OGSÅ: Opdragelse: Skal piger og drenge behandles ens?

voresbørn.dk.

Karen Sjørup håber, der kommer en modreaktion i fremtiden – så måske skal næste generation af forældre til at spejde efter lyseblåt til deres piger og lyserødt til drengene.

– Jeg synes, det bliver uendelig stereotypt med alt det lyserøde og lilla, så jeg kunne godt forestille mig en modreaktion. Jeg ser en stærk tendens blandt visse grupper til både at opdrage deres børn og tænke kønskritisk i, at man ikke vil sætte sine børn ind i kønsstereotyper. Også at tillade drengene at have en prinsessekjole på, og det er en trendens, der har bredt sig ret hurtigt blandt pædagoger og unge forældre, siger hun til voresbørn.dk.

Kilder: Kvinneguiden.no og vox.com

LÆS OGSÅ: Find drengen i din pige – og pigen i din dreng

LÆS OGSÅ: 5 ting, som især mødre til drenge forstår

LÆS OGSÅ: Drenge skal da lege med dukker

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

mødregruppe

Er mødregruppe noget for dig?

Din mødregruppe kan både være et frirum, babyfællesskab og brokkeklub. Find ud af, hvad du kan bruge den til, og om du vil trives i en mødregruppe.

Skrevet af Lotte Juul Martini
20. maj 2015

Faktaboks

Sådan kommer du i mødregruppe

Alle nybagte mødre får tildelt en sundhedsplejerske, og det er hende, der sammensætter en mødregruppe, som typisk består af seks nybagte mødre fra distriktet.

Mødregruppen er frivillig, og du bliver spurgt, om du er interesseret i at deltage. I forskellige fora på internettet kan du også tilmelde dig både termins- og mødregruppe ud fra din terminsdato.

Her kan du skriftligt drøfte alverdens ting og følge med i andres hverdag. En del internetgrupper mødes også i virkeligheden.

Hvis I bliver bekymrede for én af de andre i mødregruppen, så tøv ikke med at ringe til den sårbare mors sundhedsplejerske og forklare, hvad der har fået jeres alarmklokker til at bimle.

Amning, motion, mad, sex, søvn, babylege, følelser, opgavefordeling, institutionsvalg, sygdom, svigermor… og alt muligt andet. Mødregruppen kan være et godt sted at snakke om alt det, der summer rundt i hovedet på en nybagt mor.

De kender ikke din fortid, din familie og din kæreste. De ved ikke, hvor cool du var, inden du blev mor, eller hvordan du er på jobbet – og egentlig er de også ligeglade. Til gengæld bakser kvinderne i din mødregruppe også med natteroderi, ømme bryster og andre begyndervanskeligheder i livet som børnefamilie.

For nogen er en mødregruppe en oplagt mulighed for at skabe nye netværk, når tilværelsen pludselig tager en turbulent drejning, idet du bliver mor. For andre er det for tidskrævende eller ganske enkelt for privat at skulle snakke amning og familieproblemer med ‘fremmede’. Valget er dit, og her får du lidt fakta at tage stilling ud fra.

Mor-identiteten

Egentlig opstod fænomenet mødregrupper for flere årtier siden, fordi sundhedsplejerskerne kunne spare tid og hjemmebesøg ved at samle kvinderne. Umiddelbart kan det virke besynderligt at skulle drikke kaffe og udveksle babyerfaringer med kvinder, som du ikke har andet til fælles med, end at I bor i samme område og har jævnaldrende børn – men det er faktisk ret meget at have til fælles. Især i en periode, hvor du går hjemme, mens alle andre er på arbejde, og hvor dit hoved er fyldt med spørgsmål, du aldrig havde troet, du ville få brug for svar på.

Du kan altså bruge mødregruppen til at diskutere røde numser, modermælkserstatning og alt muligt andet spædbarnsrelateret. Men mødregruppen er i lige så høj grad et trygt og godt sted at få mor-identiteten helt på plads, mener privatsundhedsplejerske Lena Dyhrberg.

Alle andre steder bliver du stadig konfronteret med, hvem du var, før dit barn blev født. Det gør du ikke i mødregruppen. I stedet er du sammen med andre, der heller ikke ved, hvordan de skal takle en skrigetur i supermarkedet og kan komme til at græde umotiveret, når de store følelser for det lille væsen rammer.

– Ved at være sammen med andre med børn på præcis samme alder som dit finder du ud af, at både dit barn og dine reaktioner og følelser er helt normale. Det betyder meget, når dit liv lige har været igennem så stor en omvæltning, som det er at blive mor, forklarer Lena Dyhrberg.

Små og store følelser

Nogle mødregrupper drikker kaffe, spiser kage og sludrer lystigt om løst og fast i tre-fire timer, mens andre har en fast struktur, hvor de diskuterer et forudbestemt emne eller går en rask tur med barnevognene, inden de sætter sig ved kaffebordet.

Lige meget hvilken struktur der passer til netop jeres flok, anbefaler Lena Dyhrberg, at I samles hver eller hver anden uge. På den måde bliver mødregruppen en del af hverdagens stabile rytme, og I ser hinanden på gode dage, hvor du kan overskue alt, og din guldklump pludrer fredfyldt på legetæppet – og på dårlige dage, hvor du er faldefærdig af træthed, og dit barn konstant klynker utilfreds.

– Det handler om tillid, for jo mere du føler dig tryg ved de andre kvinder og deres børn, jo bedre kan du være ærlig omkring dine følelser og dit liv som mor, siger Lena Dyhrberg.

Det er nemlig helt på sin plads at føle sig magtesløs og have dårlige dage. Ved at fortælle det højt, se de andre nikke genkendende til dine trængsler og høre om lignende oplevelser bliver de store følelser afmystificeret – og forhåbentlig kan I også grine af paniksituationer og irrationelle reaktioner.

– Det er skønt at være mor, så frustrationerne over søvnløshed, ammebesvær og travle mænd bør ikke overskygge fornøjelsen ved at følge din egen baby og de andre små børn. En mødregruppe må ikke blive en brokkeklub, pointerer Lena Dyhrberg.

Veninder for livet?

Det er forskelligt fra kommune til kommune, hvor meget sundhedsplejersken deltager i mødregruppen. Nogle steder besøger hun jer en gang om måneden, andre steder er hun med ved første møde og igen, når børnene skal introduceres for skemad i firemånedersalderen, og i nogle kommuner skriver hun blot en seddel med navnene på seks nybagte mødre, og så skal I selv arrangere resten.

– Hvis mødregruppen ikke fungerer, kan I tage kontakt til jeres sundhedsplejerske. Hun kan hjælpe jer med at lave spilleregler, som alle kan stå inde for, eller stille de svære spørgsmål, siger Lena Dyhrberg.

Det er naturligvis et lotterispil, når man samler seks kvinder, der ikke behøver at have andet end deres terminsmåned til fælles. I langt de fleste tilfælde bliver det dog et velfungerende arrangeret ægteskab, og indimellem udvikler gruppens medlemmer sig til veninder for livet. Men af og til er mødrene simpelthen for forskellige, og så er den bedste løsning måske at splitte op og komme ind i en ny mødregruppe, hvis du stadig har blod på tanden. Få din sundhedsplejerske til at hjælpe dig med at finde en velfungerende gruppe, du kan blive en del af.

Der kan hurtigt gå en hel formiddag med morgenbrød, kaffedrikning og erfaringsudveksling, når mødregruppen mødes en gang om ugen.

Sundhedsplejerskens tips

• Store følelser og startvanskeligheder er normale, når man bliver mor. Vær ikke bange for, at du er den eneste, der ikke er komplet lykkelig hele tiden eller ikke aner, hvad du skal stille op med dit grædende barn.

• Stil gerne de svære spørgsmål: Hvordan går det med at være mor og far og ikke kun kærester? Er I kommet i gang med sexlivet igen? Føler du dig også indimellem som en håbløst dårlig mor?

• Beslut eventuelt hjemmefra, hvilket emne du gerne vil snakke om, og forbered dig på et par spørgsmål. Så er det lettere at bringe det på bane, når du sidder i en fremmed stue.

• Giv de andre plads til at fortælle, hvordan de har det. Hvis du er genert, er det helt o.k. blot at lytte i begyndelsen. Når en eller to har åbnet sig, er det lettere for resten at komme med.

• Hvis du lytter til, hvad de andre siger, slipper du nemmere uden om negative sammenligninger, der piller dit selvværd ned. Det kan godt være, at de er tilbage i deres jeans to uger efter fødslen, men så kæmper de med andre ting.

• Stol på din intuition. Brug de råd fra de andre mødre, som passer til dig og din familie, og drop resten.

• Aftal, at I har tavshedspligt, så I ikke behøver at frygte, at det, I fortæller hinanden, kommer videre.

• I behøver ikke at blive veninder. Er kemien der, er det godt, men det er også fint at betragte mødregruppen som et netværk, der kun handler om barnet og rollen som mor.

• Hvis mødregruppen ikke fungerer, så bed sundhedsplejersken om hjælp. Spørg, om hun vil komme forbi til et møde, så I kan afstemme forventninger og aftale spilleregler.

Kilde: Sundhedsplejerske Lena Dyhrberg.

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Mot og barn

Sådan bliver du en glad stedmor

Hvis du synes, det er svært at være stedmor, er du ikke alene. Drop ambitionerne – og bliv en gladere bonusmor.

Skrevet af Eva Prohaska Munch
20. maj 2015

Selv om man elsker sin mand, sine børn og børn i al almindelighed, er det alligevel ikke let at leve sammen med andres børn. Jalousi, vrede og ligefrem had er nogle af de følelser, en sammenbragt familie tit må slås med. Men det er ikke noget, vi taler højt om, for idealet er en stor, glad familie med en kærlig og altfavnende stedmor i spidsen. Og faktisk er det præcis det ideal, der er kernen i problemet for rigtig mange stedmødre.

– Det er en kæmpe udfordring at leve sammen med andres børn, og det bør man erkende med det samme. Forskningen viser, at især stedmødre lider af mere uro, depression og vrede end kvinder, der bor sammen med deres egne børn, fortæller Karin Riis, som har specialiseret sig i at coache sammenbragte familier. 

LÆS OGSÅ: Hvad nu, hvis jeg ikke kan lide min mands børn?

Men det er ikke fordi, der er gemt en ond stedmor i alle kvinder, forsikrer hun. Tværtimod!

Ifølge Karin Riis, som selv er stedmor, stilles der nemlig alt for mange både praktiske og følelsesmæssige krav til kvinder i stedmoderrollen, og det giver bagslag. Ikke mindst kvinderne selv går ind i den nye rolle med alt for høje forventninger til sig selv. 

De vil gerne være den overskudsagtige, almoderlige skikkelse, der bager boller, trøster, hende børnene indvier i alt og selvfølgelig elsker. Kvinderne føler, at de skal være intet mindre end den perfekte stedmor, der maner alle grumme fordomme i jorden – på alle punkter.

De svære grænser

– Mange stedmødre ender derfor med at blive fanget mellem den ’gode’ stedmor og i at drukne deres egne behov. De er simpelthen bange for at vise, når de er irriterede på deres stedbarn eller bange for at sætte grænser – selv i forhold til små hverdagstrivialiteter, som de aldrig ville gøre sig nogen overvejelser omkring i forhold til deres egne børn. Og så går det hurtigt galt, forklarer Karin Riis.

– Vi går rundt på listesko i bestræbelserne på, at alt skal være så godt og bliver usikre på, hvad vi overhovedet kan tillade os. Vi skal jo nødig skyde nogen fra os! ”Kan jeg kræve, at de rydder op på deres værelse? Kan jeg kræve at se TV-avisen, når de nu er i gang med en dvd?” Og så sker det, at mange kvinder ikke får sagt fra hen ad vejen og ender med at føle sig totalt misforståede og typisk tænker: ”Jeg har virkelig forsøgt. Nu har jeg gjort sådan og sådan, men jeg mærker ingen anerkendelse overhovedet!”, fortæller Karin Riis.

Pak behagesygen væk

En løsningsmodel, mange stedmødre i god tro bruger, er at gå til fædrene med de ’ubehageligheder,’ der drejer sig om hans børn, men ifølge Karin Riis kan vi lige så godt pakke behagesygen væk med det samme og markere vores grænser direkte over for vores stedbørn.

LÆS OGSÅ: Bliv lykkelig med dine, mine og vores børn_

– Er der nogle problemer, så henvend dig direkte til barnet i stedet for at lade det gå gennem den ’rigtige’ forælder. Børn er ikke dumme og aner hurtigt, at der er blevet snakket bag deres ryg, og det er ikke vejen til en god relation, understreger hun.

– Og så sætter det også parforholdet på en urimelig prøve, da problemer med børnene hurtigt kan ende med at blive en intern krig i parforholdet, understreger hun.

Alt er i spil

Du kan selvfølgelig som stedmor være nok så direkte i din kommunikation over for dine stedbørn, men det nytter ikke noget, hvis du lige har slået fast, at her i huset er der altså ikke fjernsyn efter klokken 21, hvis ’farmand’ efterfølgende siger – eller viser – noget andet. Uenighed om regler og opdragelse kendes naturligvis også i mange kernefamilier men i den sammenbragte familie er udfordringen endnu større.

– Når en stedfamilie etableres, er både værdisæt, kultur, vaner og regler i spil, og har alle chancer for at støde sammen. Grænserne til opdragelse kan være afsindigt forskellige, og hvis de små dagligdagssituationer ikke bliver afklaret, vil de hurtigt hobe sig op, fortæller Karin Riis.

– Som voksne må I derfor investere tid og kræfter i på forhånd at afklare og aftale en konstruktiv ramme om jeres nye familie. Der må findes et fælles fodslag. Det vil højst sandsynligt betyde kompromiser begge veje, men det altafgørende er, at I som voksne støtter hinanden og viser enighed over for børnene. Og vær modige, for det tager tid for alle parter at vænne sig til og tilpasse sig de nye roller, regler og normer,” fortæller Karin Riis.

Mor med stort M

De høje forventninger til stedmoderen ligger ikke kun som et indre forventningspres i kvinden selv. Også i samfundet er der en forventning om, at stedmoderen går ind i den nye familie som ‘Mor’ med stort M. Det synes helt naturligt, at det er hende, der ikke alene sørger for mange af de praktiske ting i forhold til sine egne børn, men også i forhold til sine stedbørn.

Sådanne ydre og indre forventninger til, at manden i samme grad tager del i det praktiske i forhold til hans stedbørn, er ifølge Karin Riis nærmest ikke-eksisterende, og da mødre ofte samtidig har svært ved at give los på kontrollen over for egne børn, er tendensen, at stedfaren indtager rollen som legeonkel.

– At være legeonkel kan være et godt udgangspunkt for at opbygge en god relation til sit stedbarn, men strander stedfædrene i rollen uden at tage del i ansvaret i den nye familie, så ender det med at blive en amputeret familie – og højst sandsynligt med en meget frustreret og udmattet (sted-)mor, fastslår Karin Riis.

LÆS OGSÅ: Skilt og nyforelsket: ”Elsker du så stadig mig, mor?”_

Det samme er tilfældet, hvis far bare lader sin nye partner overtage de funktioner, som børnenes biologiske mor havde i den opløste kernefamilie. Situationen er en anden i den nye familie, og det kræver, at han går ind og tager et ansvar, som børnenes mor måske stod for tidligere.

Det er afgørende for alle parter i den nye familie, at I som voksne er realistiske omkring jeres familie. I er ikke en kernefamilie, men en sammenbragt familie, og det indebærer andre roller og kræver en indsats for at opbygge gode relationer mellem stedforældre og stedbørn.

Kærlighed ved første blik?

Lige meget hvor gerne vi vil elske vores stedbørn, som var de vores egne, er det et helt urealistisk krav at stille sig selv og hinanden. Det tager tid at opbygge en god relation – også selv om man elsker barnets forælder.

Og omvendt vil man også kun blive svært skuffet, hvis man forventer, at ens stedbørn kaster sig om halsen og overdynger én med kærlighed fra første dag. For det modsatte er mere reglen end undtagelsen.

– I mange sammenbragte familier, ikke mindst hvis der ligger en skilsmisse tæt på, vil børnene bekæmpe ’fars nye Ida,’ fordi hun er et symbol på bruddet mellem børnenes forældre og fraværet af den ene af forældrene. Så det er dømt til at gå galt, hvis man går ind i projekt ’nu er jeg mor for dig,’ og vi er en stor ’rigtig’ familie, siger Karin Riis.

– Husk, at det er jer, der har valgt hinanden, ikke børnene. Giv slip på idealiseringen, og giv hinanden plads til at lave noget med jeres egne børn, så børnene ikke føler sig degraderet. Gør I det, vil jeres nye familie have de bedste betingelser for at blive en harmonisk familie fuld af ægte kærlighed, siger Karin Riis.

LÆS OGSÅ: Sammenbragt familie: Sådan gør I det bedst for børnene

LÆS OGSÅ: Undgå triste delebørn_

LÆS OGSÅ: Gør dine børn til gode søskende_

Faktaboks

 5 gode råd

1. Forebyg frem for at reparere. Investér tid og kræfter i at afklare og aftale en klar ramme om jeres nye familie, som I sammen videreformidler til børnene. Få eventuelt hjælp hos en coach.

2. Hav en realistisk indstilling til jeres nye familie. Erkend, at jeres nye familie ikke er en kernefamilie med traditionelle far- og mor- og søskende-roller.

3. Gør ikke problemer med børnene til jeres interne krig. Forsøg ikke at kritisere hinandens børn, men giv samtidig hinanden plads til at være ærlige om personlige grænser og holdninger.

4. Markér så vidt muligt dine personlige grænser direkte over for stedbarnet, og er der problemer, så tal med barnet i stedet for at gå til den rigtige forælder og brok dig.

5. Giv hinanden plads til at lave noget med egne børn, så børnene ikke føler sig degraderet, når der kommer en ny voksen i familien.

Kilde: Karin Riis

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Søskende

Skal du have barn nummer 3?

Hvordan er det egentlig at have tre små børn? Skubber det jer endeligt ud over kanten, eller fuldender det blot familieidyllen?

Skrevet af Jeanette Grøn Nielsen
17. maj 2015

Faktaboks

Med 3 børn skal du være klar til:

At prioritere din tid benhårdt

At det kræver mere at ‘nå’ hvert barn og føle god kontakt

At det er svært at få afsat tre børn, når I skal ud alene

At have mindre tid til at pleje parforholdet

At finde kreative løsninger, når I for eksempel skal ud at rejse

Men så får du til gengæld

En hel lille flok

Børn, der lærer at agere i en gruppe

Børn, der er opvokset med, at man hjælper til og passer på hinanden

Flere at dele familielivets op- og nedture med lere legekammerater, som er lige ved hånden

Hvad er forskellen på, om du har to eller tre børn? Der skal alligevel hele tiden laves mad, ryddes op og pustes på sår. Du har måske fået det sæt børn, de fleste får, og er blevet den kernefamilie, du drømte om. 

Men så begynder du at overveje, om det var det. Var det den sidste graviditet, den sidste fødsel og den sidste lille baby i huset? Eller … skulle man overveje en til? For at nyde godt af de hårdt tilkæmpede erfaringer på en nem lille tre’er? 

LÆS OGSÅ: Test, om I skal have barn nummer tre

Tre betyder samtidig, at du ikke kan gå en tur og holde alle dine børn i hånden. At I voksne vil tabe en demokratisk afstemning, om turen går til BonBonland eller Nationalmuseet. At I måske skal have en større bil. Og at der er endnu flere, der kan smitte hinanden, når den mindste slæber en grum forkølelse med hjem fra vuggestuen.

Familievejleder – og selv mor til tre – Lola Jensen fortæller, at flere og flere familier vælger at få tre eller fire børn. Der er status i at magte og have overskud til en stor børneflok. Hun opfordrer jer dog til at overveje det grundigt, inden I udvider børneflokken.

– Spørg først jer selv, hvorfor I vil have nummer tre. Er det for at redde forholdet? Så skal I ikke gøre det. Men kommer I frem til, at I som familie har noget at tilbyde et lille væsen mere, så kan det give god mening, siger Lola Jensen.

Hvis han siger nej

Ifølge Lola Jensen er det ofte kvinden, der svømmer hen i forestillinger om endnu et velduftende spædbarn, og som ikke kan få sig til at skille sig af med babytøjet fra de foregående to. Mens manden ikke finder udsigten til flere urolige nætter og kortere eller længere perioder uden sex og voksennærvær særlig tillokkende. Hvad så?

– Har du en mand, der ikke er vild med at få flere børn, skal du tænke over, hvad I byder jer selv ved at gøre det alligevel, råder Lola Jensen.

LÆS OGSÅ: 1, 2 eller 3 – hvor mange børn vil du have?

– Inden vi kvinder synes, der er plads til sex igen, kan der godt gå halvandet til to år med amning samt manglende søvn og overskud. Det er en pris, der skal betales, og den må vi tage med i overvejelserne om, hvad det tredje barn betyder for vores forhold. I skal være klar over, at I i mange år skal stjæle jer til nærvær, voksensnak og sex, siger Lola Jensen og advarer samtidig mod at tro, at tre børn kun er tidskrævende i de første år:

– Når de for eksempel er 10, 12 og 16, har I stadig sjældent fri i parforholdet. For der skal tales om fodbold og hjælpes med engelske stile og kæresteproblemer.

Husk midterbarnet

Hvis I vælger at få tre børn hurtigt efter hinanden, bør I også gøre jer klart, at der skal fokuseres ekstra på midterbarnet, så han eller hun ikke bliver klemt, overset eller stillet for store krav i forhold til sin alder. I vil måske ofte gribe jer selv i at sige til de to ældste, at ‘nu må I altså stoppe, det er jer, der er de store!’.

– Men de har hver deres cpr-nummer og skal ikke køres over en kam, bare fordi der er kommet en tredje lille ny. Det vil tit være midterbarnet, der bliver overset, forklarer Lola Jensen og giver et eksempel:

– Når der skal ses film, kan den lille se Traktor Tom og den store Harry Potter. Og så ender det midterste barn også med at se Harry Potter, selv om det egentlig ikke er der, han er nået til. Det bør I have blik for, siger hun og minder om, at det er en god idé at lave aleneting med børnene – især med den mellemste, men selvfølgelig også med de to andre – uden de to søskende, så hver enkelt oplever, at det ikke hele tiden er nødvendigt at skulle slås om opmærksomheden.

LÆS OGSÅ: En fordel at være midterbarn

Når alt det er sagt, understreger Lola Jensen, at det bestemt er umagen værd at få en flok på tre.

– Når man kun har et barn, sidder der to voksne og analyserer og bekymrer sig. Når der er to børn, deles man om at give børnene opmærksomhed og sidder på faste pladser rundt om spisebordet. Men med tre børn løsner de strukturer sig. Man har ikke tid til at bekymre sig om deres sproglige udvikling, eller om pottetræningen er for sent på den. Og det er til gavn for både voksne og børn, siger Lola Jensen.

– Børn, der er vokset op i en større børneflok, lærer at passe på hinanden og hjælpe. Der sker en social opdragelse i en børneflok, hvor især den ældste ofte føler sig ansvarlig for sine mindre søskende og lærer dem en hel masse.

Hvor stor alderforskel?

Vil du gerne have tre børn, så tænk over aldersforskellen. Ifølge Lola Jensen er en aldersforskel på minimum tre år, maks seks år optimal.

– Med tre til treethalvt års mellemrum er der tid og plads til, at børnene udvikler hver deres personlighed. Men forskellen er ikke større, end at I til en vis grad stadig er i gang med natteroderiet, og så føles det ikke helt så hårdt, siger Lola Jensen.

– Får I for eksempel den tredje som en efternøler – ja, så er det helt forfra igen, og SÅ er det altså hårdt,” siger Lola Jensen og tilføjer, at det er godt at have søskende, men når aldersforskellen er oppe på otte år eller mere, så er forholdet kun såkaldt omsorgskontakt og ikke en decideret bror-søster- relation. Til gengæld lærer efternøleren på tre at danse hiphop, for det gør teenagesøsteren.

– Efternøleren bliver et klogt lille barn. Men hvis det er muligt, anbefaler jeg altid folk at få dem i sæt – altså at få to små, hvis der er mange år op til de store søskende. Så er barnet ikke alene.

LÆS OGSÅ: Test: Hvor mange børn skal I have?

LÆS OGSÅ: Familie med 3 børn: “Vi er begge nummer tre i en søskendeflok

LÆS OGSÅ: Søskende: Hvilken aldersforskel er bedst?

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer