• Den langtrukne fødsel

    Du havde måske regnet med musik, badekar og lidt lattergas som smertelindring. Men du endte med højlydte skrig, bistik og en epidural efter flere døgns smerter, og nu er du skuffet over dig selv. Hvis fødslen varede i mange timer, kan du have været så udmattet, at du ikke havde overskud til din nyfødte og ikke blev ramt af kærlighed ved første blik – det kan give dig dårlig samvittighed længe efter. SÅDAN KOMMER DU VIDERE: - Prøv at tænke på det positive: Din maratonfødsel gav dig tid til at ‘hygge’ med de første veer og forberede dig mentalt på den forestående oplevelse. - Vær stolt: Du har ydet en fantastisk indsats. Er du skuffet over at have fået smertelindring, må du fortælle sig selv, at det var nødvendigt, så du kunne samle kræfter til at få baby sikkert ud. - Acceptér, at det kan tage lang tid at komme ovenpå. Det er normalt at være udmattet i lang tid efter en fødsel, der har krævet så mange kræfter. - Tal om din fødsel – igen og igen – og få hjælp af fagpersonale til at forstå, hvorfor din fødsel trak ud, og hvad der skete undervejs.
  • Den komplicerede fødsel
    Luk

    Den komplicerede fødsel

    Hvis du har fået akut kejsersnit, er det normalt at være ked af det. Ofte har forløbet op til været voldsomt, og du har ikke kunnet forberede dig på det. Du fik måske heller ikke dit lille vidunder op til dig i de første minutter eller timer, og det kan have gjort amningen og forholdet til din nyfødte svært at etablere. Du kan også have født vaginalt, men efter et kompliceret forløb med en stresset baby og klip eller kop, og det kan udløse samme reaktion. Du har sikkert været angst, og den angst efterlod du måske ikke på fødestuen. SÅDAN KOMMER DU VIDERE: - Det er okay, at du er ked af det – du er blevet ‘snydt’ for din drømmefødsel. Tag imod al den hjælp, du bliver tilbudt, både fra familie og venner. - Du er ikke ved at blive skør, hvis du har mareridt, flashbacks eller søvnbesvær. Det er normalt oven på en så traumatisk oplevelse, og det skal nok blive bedre med tiden. - Tag ikke for mange opgaver på dig. Fuldt bookede dage kan fjerne dine tanker fra fødslen, men det er bedre at lade dem komme til dig og tale forløbet igennem – igen og igen. - Det kan være befriende at skrive alt ned om din fødsel. Du kan for eksempel skrive et brev til dit lille barn eller dig selv eller bare frit om alle dine tanker. - Det kan være svært i starten, men når du er klar, kan det være hyggeligt at se billeder fra fødslen sammen med din partner. De kan desuden hjælpe dig til at huske de små detaljer.
  • Den normale fødsel
    Luk

    Den normale fødsel

    Selv om du har haft en fødsel, der er gået lige efter bogen i lægernes øjne, kan du godt have følt, at det var meget voldsomt. Du har måske oplevet at miste kontrollen, eller du er flov over at have skreget, stønnet eller brølet som et dyr. Selv om du havde forberedt dig på veerne, kan de stærke smerter have overrumplet dig, så du er skuffet over din egen indsats. SÅDAN KOMMER DU VIDERE: - Din partner kan være nok så god til at lytte, men det er noget andet at snakke fødsler med kvinder, der har prøvet det på egen krop. Tal med din mor, søster, veninde eller mødregruppe. - Det er okay, at du er skuffet, hvis du ikke fik din drømmefødsel – også selv om det hele gik ‘lige efter bogen’. - Glem alt om at være flov. Din partner synes helt sikkert, du er sej, og du er ikke den eneste, der har råbt af jordemoren eller lavet stort midt på fødelejet – spørg bare de andre i din mødregruppe. - Hvis det har været svært for dig at acceptere tabet af kontrol under fødslen, kan det hjælpe at tale med din partner om, hvordan du opførte dig. Det var sikkert ikke så slemt, som du gør det til.
  • Den hurtige fødsel
    Luk

    Den hurtige fødsel

    Din fødsel var hurtigt overstået, men den gik måske så stærkt, at du ikke kunne følge med, og den kan synes uvirkelig; du har måske svært ved at forstå, at du har født et barn, og kan ikke huske ret meget af forløbet. Det er heller ikke ualmindeligt, at du har haft så voldsomme veer, at du har været bange for at dø – den angstfølelse kan det tage lang tid at komme over. SÅDAN KOMMER DU VIDERE: - Prøv at fokusere på det positive: Du slap for at være i smerter i mange timer. - Snak med dem, der var til stede under din fødsel – de kan hjælpe dig med at huske de små detaljer. - Uanset om du fødte i bilen eller på fødestue 7 på hospitalet, kan det være godt at besøge fødestedet og genopleve forløbet, så du har styr på, hvad der skete. - Hvis du var angst under forløbet eller er angst for at føde igen, er det godt at tale med din jordemor om en eventuel ny fødsel. - Omgivelserne kan have svært ved at forstå, at det har været en voldsom oplevelse for dig, når du ikke har ligget i smerter i 36 timer. Søg derfor på nettet eller i dit netværk efter andre lynfødere, som du kan tale med om forløbet.

Tænker du stadig på din fødsel?

En fødsel er noget af det vildeste, du oplever i dit liv, og den har sikkert større betydning for dig, end du tror – også længe efter at den er vel overstået. Find ud af, hvad fødslen betyder for dig, og hvordan du får styr på tankerne og kommer videre.

Sofie Winther Askgaard, Vores Børn Mini, november 2011
16. november 2011

Faktaboks

Der foregår så meget lige op til, under og efter fødslen, at det kan være svært at holde rede på det hele. Derfor kan det være en god idé at få fødselsjournalen med hjem, så du altid kan se, hvad der skete hvornår. Du kan bede om at få en kopi af journalen, inden du bliver udskrevet. Hvis du glemte at spørge, kan du altid skrive til fødestedet og bede om at få tilsendt en kopi af notaterne.

Når du møder en anden kvinde med små børn eller rund mave, går der sikkert ikke mere end fem minutter, før I er fuld gang med jeres fødselsberetninger. Der er bare noget med kvinder og fødsler, og de fleste af os elsker at fortælle om dem igen og igen og igen – selv uger, måneder og endda år efter den store begivenhed.

HVILKEN FØDSEL HAVDE DU – LÆS OG FÅ RÅD I BOKSEN TIL HØJRE>>

Og det er faktisk ikke så mærkeligt, for fødslen er jo kulminationen på ni lange måneders venten. Den er starten på et nyt kapitel i dit liv, og den vil for altid være en del af din identitet som mor – det var jo med den, det hele startede.

Du glemmer aldrig din fødsel

En fødsel er ikke bare en fysisk kraftanstrengelse, men også overgangen til et nyt liv som mor, som du skal vænne dig til. I tog på hospitalet bare jer to, men I kom hjem som en familie på tre. Tænk, at det kan lade sig gøre!

Det er klart, at du har lyst til at fortælle vidt og bredt om den overvældende oplevelse, du har været igennem. Selv om selve fødslen måske ‘kun’ varede fem, ti eller 20 timer, vil den alligevel fylde i din bevidsthed resten af dit liv, fordi den er så skelsættende en begivenhed.

“Det er en historie, som vi kvinder aldrig bliver færdige med at fortælle,” siger psykolog Charlotte Clemmensen.

“Vi kan sætte ord på vores oplevelse igen og igen. En fødsel kan ikke sammenlignes med noget andet her i livet, og uanset om den har været god eller dårlig, vil den altid stå klart i din erindring. I min praksis oplever jeg mange ældre kvinder, der stadig kan genfortælle deres fødsler i detaljer.”

Fokus på din fødsel

Det er altså helt normalt, når du for 122. gang har brug for at tale om de første veer, turen til hospitalet og babys første skrig. Men dine omgivelser synes måske ikke, at det bliver ved med at være lige interessant, og kan have svært ved at forstå, hvorfor det betyder så meget for dig – du har jo fået et sundt og raskt barn, så hvorfor fokusere på noget, der skete for længe siden?

Men en fødsel er ikke bare sådan lige at lægge bag sig. Du har jo præsteret noget helt vanvittigt vildt, og du har ret til anerkendelse og respekt for din indsats. Hvis din fødsel har været dramatisk, vil du sikkert finde større forståelse, men også en ganske ukompliceret fødsel kan opleves som voldsom af den fødende selv.

“Der er måske ikke noget dramatisk i vestorm, mange timers presseveer eller bristninger i lægernes øjne. Men det kan opleves meget voldsomt at skulle kæmpe imod sin egen krops kræfter, at være bange for at dø af de store smerter eller slippe alle hæmninger og skrige løs, og det kan du have brug for at tale om igen og igen efter fødslen,” fastslår Charlotte Clemmensen.

Har du en efterfødselsreaktion? Læs videre på næste side>>

Skuffelse og sorg over din fødsel

Der er ikke noget at sige til, at en fødsel fylder meget, hvis den har været kompliceret. Hvis du har været bange for dit eget eller barnets liv, hvis du har fået akut kejsersnit, eller lægen har trukket baby ud med en kop, kan det sætte dybe spor i dit sind. Men også en almindelig fødsel kan give dig ar på sjælen, hvis den ikke forløb, som du havde forventet.

Ifølge Charlotte Clemmensen har vi kvinder for mange og for høje forventninger til vores fødsel, og hvis de ikke bliver indfriet, står vi tilbage med stor skuffelse og sorg.

“Hvis du har haft en fødsel, der ikke lige har passet ind i dine forestillinger, kan du blive skuffet over dig selv og føle dig som en ‘dårlig føder’. Du kan føle sig snydt og sørge over tabet af det, du troede, du skulle opleve: den perfekte fødsel,” forklarer hun.

Det er din historie

Du skal ikke holde op med at tænke på eller fortælle om din fødsel, hvis du har behov for det. Det er nemlig vigtigt, at du giver dig selv lov til at tale forløbet igennem igen og igen.

Hvis dine omgivelser ikke forstår dig, så find nogle andre, der gør, om det er så er din sundhedsplejerske, din læge eller en tredje. Husk, at din fødselsoplevelse kun er din og ingen andres. Hvis du har oplevet din fødsel som dramatisk, fordi du fik akut kejsersnit, fordi den trak ud eller noget helt tredje, så er det alt sammen gode grunde til at føle netop det, du gør.

Når du efter din fødsel igen og igen fortæller om den, er det en naturlig del af den psykiske bearbejdning af den overvældende oplevelse, der er nødvendig for at komme videre.

“Ved at fortælle om fødslen om og om igen kan du holde styr på din historie, og det er meget vigtigt. Du skal forstå alt, hvad der skete undervejs, og der skal ikke være nogen uklarheder i din historie. Er der først det, er vi kvinder hurtige til at lave det om til, at vi ikke er gode nok,” forklarer Charlotte Clemmensen.

Skal du have hjælp?

Selvfølgelig kan dine tanker om fødslen også blive for mange. Hvis din fødsel bliver ved at spøge i dit baghoved, så det er svært for dig at nyde dit barn og føre en normal hverdag, kan det være tegn på en efterfødselsreaktion, og sådan en skal der gøres noget ved.

“Hvis du bliver ved med at græde uden forklaring, sover dårligt, har svært ved at koncentrere dig eller er fyldt op af negative tanker om fødslen, er det vigtigt, at du søger hjælp hos din læge eller sundhedsplejerske,” råder Charlotte Clemmensen.

“Det kræver måske bare en snak med en læge, jordemor, sundhedsplejerske eller psykolog en eller to gange, men der skal i hvert fald tales om det, for det kan give dybe sår og psykiske efterveer i rigtig lang tid, hvis du ikke får behandling.”

Charlotte Clemmensens bedste råd er at kræve en efterfødselssamtale med din jordemor, hvor hver eneste detalje kan tales igennem med udgangspunkt i fødselsjournalen, og du kan stille alle de spørgsmål, du orker. På den måde kan du få styr på din egen fortælling om fødslen, forstå alt omkring din fødsel og undgå at frygte en eventuel ny fødsel.

Få en efterfødselssamtale

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle nybagte forældre tilbydes en efterfødselssamtale, men det er langt fra alle steder, der gør det. Hvis du har behov for at snakke fødslen igennem med en fagperson, kan du ringe til dit fødested og spørge. Alternativt kan du kontakte din konsultationsjordemor.

Det er helt naturligt og vigtigt at tale om det, der skete på fødestuen, og få sat ord på alle følelserne og tankerne om den overvældende oplevelse. Samtalen kan også bruges til at tale om eventuelle forholdsregler ved en ny graviditet og fødsel. Det bedste tidspunkt for efterfødselssamtalen er to til fire uger efter fødslen, hvor oplevelsen er kommet lidt på afstand, men stadig står lysende klart.

Læs også:

Trist mor – to måneder med barselsblues

Velkommen på barsel, dit nye fuldtidsjob

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

Mette Hovmand-Stilling

“Min mormor var et af de kærligste, mest taknemmelige og livskloge mennesker, jeg har haft i mit liv”

Bedsteforældre kan være guld værd for forældre og en kæmpe gave for børn. Min mormor har lært mig om livet som ingen anden.

Skrevet af Mette Hovmand-Stilling, chefredaktør
30. juli 2015

Jeg husker duften af hjemmebagt franskbrød, af mentolbolcher og Lancômes Trésor. Jeg husker fornemmelsen af små frøer i min hule hånd, som min storebror og jeg fangede ved søen for så at slippe løs igen i havens drivhus. Og jeg husker min mormors ubetingede og gavmilde kærlighed til alle sine børnebørn. Hendes glade stemme, når jeg som barn ringede for at sige hej. ‘Nææ hej, skatter!’ lød det altid med gennemtrængende vestsjællandsk dialekt.

Jeg kan stadig se hende for mig, som hun står der på dørtrinnet med tasken i hånden, ankommet med bussen og parat til at flytte ind, når mine forældre skulle rejse med min fars arbejde, eller børnesygdomme væltede familiekabalen. Jeg kan høre hendes klare røst, når hun synger for på højskolesangene, og når hun folder hænderne ved puttetid i et fadervor, som hun havde lært det fra barnsben. Og jeg kan mærke fornemmelsen i pegefingeren, der trykker dørklokken ind, da jeg som gymnasielev i samme by, som hun boede i, af og til stak hovedet forbi til en kop kaffe og nogle gode historier.

LÆS OGSÅ: Mor-klumme: Min syngende morfar

Hendes stærke blik bag brillerne, da hun med tårer i øjnene tog min hånd i begge sine og lykønskede mig med min nyfundne kærlighed og senere – kvinde til kvinde – med mit første lille mirakel; hendes fjerde oldebarn – min førstefødte søn: ‘Det ER et mirakel, Mette!’ Det føltes ofte, som at hun bar mine glæder som sine egne. Som når hun stolt præsenterede mig som sit barnebarn i et tonefald, som var jeg selveste kronprinsessen.

Min mormor blev 94 år og lever stadig i mine minder som et af de kærligste, mest taknemmelige og livskloge mennesker, jeg har haft i mit liv. Og tilmed med en fantastisk humor. Selv på det sidste, da hendes gamle krop blev træt, kunne hun sige: ‘Hvad hjælper det at have mange penge, hvis man ikke kan tisse?’, og hun kendte faktisk en, der havde masser af penge, men problemer med vandladningen. Og det var vist ikke så sjovt.

Bedstemødre og -fædre kan være guld værd. Jeg var heldig at lære tre af mine bedsteforældre at kende. De lærte mig om livet og om kærligheden med en erfaring, som man kun har, når man selv har levet et helt langt liv.

LÆS OGSÅ: Derfor har dit barn brug for bedste

Men forholdet mellem generationerne er ikke altid uden gnidninger. Vi forældre skal give plads til, at glæden og fortroligheden mellem bedsteforældre og børnebørn kan blomstre. Bristede forventninger fra enten mor eller bedste kan forpurre den gode stemning.

Måske har du og dine børn allerede et godt forhold til deres bedsteforældre. Måske er du irriteret over, at de er for meget på banen, eller slet ikke nok. Jeg håber, at vores tema i dette nummer af Vores Børn vil inspirere både dig og dine børns bedsteforældre til at få størst mulig glæde af hinanden.

Når jeg ser på mine egne to drenge, og hvordan deres ansigter lyser op i et stort smil, og deres arme rækker op efter en af bedsterne, fyldes jeg af taknemmelighed. Tænk, at have fire andre voksne i deres liv, som elsker dem næsten lige så højt, som deres egne forældre. Det er en gave.

LÆS OGSÅ: 10 tip til god kommunikation med bedsteforældre

LÆS OGSÅ: “Jeg kan savne, at hun nusser mig”

LÆS OGSÅ: “Er farfar død?” – sådan tackler du dit barns sorg

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

'Lille Peter Edderkop'

Hør Camille Jones synge for sin søn

Hvad er det bedste og det værste ved at være alenemor? Mød sangerinden Camille Jones og hendes søn, Eddie Bo.

Skrevet af Marie Wiuff Kruse og Julie Trolle Boding
30. juli 2015

I oktober 2014 blev sangerinden Camille Jones mor til Eddie Bo, efter hun var blevet gravid med hjælp fra udenlandsk donorsæd. Hun har altid vidst, at hun skulle have børn – men aldrig, at hun skulle være alene om det – men da hun nærmede sig de 40 og havde brudt med en kæreste, besluttede hun at kaste sig ud i det på egen hånd. 

– Eddie Bo får aldrig en biologisk far, og det kan godt ramme mig som et voldsomt ‘århhh’ gennem hele min krop – sådan ud af det blå, når han lige kigger på mig. Men jeg har aldrig for alvor savnet en del, jeg ikke kender til. Selvfølgelig skal jeg have en mand i mit liv igen. Han er der bare ikke endnu, fortæller Camille Jones i et stort interview i Vores Børn, som netop er kommet på gaden. 

– Af alle de fine sange, der findes, er han ​stadig mest vild med ‘Lille Peter Edderkop’, lyder det fra Camille Jones, som i videoen øverst synger yndlingssangen for Eddie Bo efterfulgt af sangen ‘All That Matters’ fra sit kommende album. 

Vi har desuden spurgt Camille Jones om … 

… gode ting ved at være alenemor: Det er nemt, at jeg kan gøre tingene på min egen måde. Jeg skal ikke slås med skuffelser over uindfriede forventninger til en anden. Og jeg har fået en stor ro inde i mig selv.

… dårlige ting ved at være alenemor: At jeg kun har et sæt hænder (hvilket i øvrigt betyder, at jeg fået seneskedehindebetændelse). Og savnet af, at jeg ikke kan dele min konstante tvivl med én, der er der hele tiden.

… mødregrupper: Det er fedt at have nogen, der er lige så forvirrede og frustrerede og lige så lykkelige og glade som en selv.

… amning: Nothing but trouble. En videnskab. Men det hele værd. Jeg ammede heldigvis i fire måneder – og kastede ikke håndklædet i ringen, før jeg sad og dryppede modermælkserstatning ned på mit bryst.

… veninder: Det er fantastisk at mærke deres entusiasme og begejstring for min søn, men jeg forventer ikke, at de står klar til at passe ham i tide og utide.

… ensomhed: Jeg har aldrig følt mig ensom, imens min søn har ligget og sovet inde ved siden af. Og jeg føler mig ikke mere ensom i rollen som mor end før jeg fik barn.

… svømmehals-ture med baby: Det er stressfaktor nummer et. Det er kun den tid, du er i vandet, der er fantastisk.

… sms’er til barnepigen, når man er ude: Jeg har tillid til dem, der passer min søn, og når jeg går hjemmefra, går jeg ud fra, at alt er ok. Jeg har ikke brug for at vide, at han ikke sover endnu – for jeg så sidder jeg bare på en eller anden restaurant og stresser over det. Jeg har godt af at slappe af og give den tillid til andre.

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

Anders Lund Madsen fanger salamandere.

Anders Lund Madsen: “Jeg er meget, meget glad for at være voksen”

Voksne er ikke særligt gode til at lege, mener Anders Lund Madsen, der ikke gider lege med sine børn en gerne på voksenpræmisser.

Skrevet af Casper Faurholdt
10. juli 2015

Faktaboks

Lidt om Anders

Født 1963.

Far til fem børn. Tre med Helle Lund Madsen og to med sin kæreste, Karin Prehst Utoft.

Uddannet journalist og begyndte sin karriere på Ekstra Bladet.

2005 og tre år frem: radiovært på De Sorte Spejdere sammen med Anders Breinholt.

I efteråret kørte han i seks programmer på DR1 rundt med Poul Nesgaard for at tale med mennesker med ting til salg i Den Blå Avis.

Da Anders Lund Madsen henter mig i DR Byens reception, lunter en sort og hvid fårehund fra Færøerne med ham rundt. Det er hans, og den har været med til optagelserne i dag, fortæller han. Den går med ind i elevatoren, og den lægger sig midt i gangen, da vi sætter os i to stole. På et tidspunkt må et par værter fra TV Avisen træde hen over den.

Andre kolleger aer den bag øret, og en skoleklase på rundvisning ænser den ikke, men kigger i stedet på den 51-årige Anders Lund Madsen der sidder med en hue på det yderste af hovedet og drejer på stolen. Han må have det sjovt, forestiller man sig.

LÆS OGSÅ: Derfor behøver du ikke lege med dit barn

Dengang Anders Lund Madsen var 11 år,  ville han, Erik, Morten, Anders, Rikke og storebror Peter lave en jordhule. Morten og Rikkes forældre var meget venstreorienterede, og derfor måtte gruppen gerne låne deres have og grave i den. Hele haven blev gravet op.

De seks børn brugte en weekend på at lave et kæmpestort hul. Noget af jorden blev ved med at skride, så Anders fik den ide, at man kunne sætte nogle brædder ind for at holde konstruktionen og få noget, der mindede om et halvtag. Pludselig begyndte det at regne.

LÆS OGSÅ: ”Jeg ville være verdens bedste far”

Haven blev til én stor mudderpøl, men det var endnu bedre. Nu havde Anders Lund Madsen og vennerne fra vejen kviksand at gå rundt i.

– Det var et projekt, der løb af sporet, men det var en sjov weekend og en god leg. Og den ville helt sikkert være blevet ødelagt, hvis en eller anden voksen skulle have været med, siger han, efter at den gamle jordhulehistorie er slut.

Ingen barbiedukker

Den sidste bemærkning skal du lægge mærke til. For Anders Lund Madsen er det nemlig vigtigt, at legen bliver leget på børnenes egne præmisser.

– Jeg har jo en hulens masse børn, og det har aldrig moret mig at lege med dem. Jeg synes ikke, det er sjovt at bygge med legoklodser eller at lege med barbiedukker. Og når jeg siger lege, handler det om at sørge for, at de kan lege. Jeg skal ikke røre en barbiedukke. Jeg har et akvarium, og det kan mine børn også være med til. Bare det ikke bliver på børnepræmisser. 

LÆS OGSÅ: Udvikling: 7 lege der gør dit barn klog

Hvorfor har du det svært med det?

– Fordi det slutter på et tidspunkt. Jeg er meget, meget glad for at være voksen. Jeg synes ikke, der er noget sexet ved at være barn. Det er langt federe at være voksen. Da jeg fik mit første barn, var jeg 26 år, og jeg havde en ide om, at jeg burde lege noget mere med hende. Og det har jeg langsomt lært, ikke er nødvendigt. De få gange mine forældre legede med mig, var det kedeligt. Voksne er ikke særlig gode til at lege. De kan ikke finde ud af reglerne. Det sjove er, at man har noget sammen, som ingen andre forstår. Dermed ikke sagt, at ingen over 18 år må røre ved en barbiedukke. Det interesserer mig simpelthen bare ikke. Barbiedukker interesserer mig ikke, og det er dejligt at kunne sige det. 

Anders Lund Madsen har fem børn. Der er rundt regnet et kvart århundrede mellem den ældste og den yngste, så han har oplevet, hvordan legen har udviklet sig, og hvor den er havnet nu.

Først skal vi have defineret begrebet, som Anders Lund Madsen forstår det. Leg er, når man synes, at noget er sjovt og ikke umiddelbart giver nogen mening. Når det er formålsløst. På den måde leger han måske ikke så meget mere, tænker han. 

LÆS OGSÅ: 10 vigtige voksne i dit barns liv

Men hvis vi skal gå ud fra definitionen, har Andes Lund Madsen alligevel særligt to aktiviteter, han kan vil karakterisere som en leg. 

– En af de bedste lege, jeg kan, er at gå i karbad. Det giver ingen mening. Man kan meget, meget lettere blive ren ved bare at tage et brusebad, og det kan overstås på fem minutter. Et karbad tager ofte halvanden time. Jeg kan enormt godt lide at ligge, så jeg kun lige har næsen over vandet. Jeg kan også enormt godt lide at fange salamandere. Det giver heller ingen mening, for jeg sætter dem ud igen. 

Men er det sjovt at gå i karbad og fange salamandere? 

– Ja, det synes jeg. Det er sjovt fordi … Det er noget med at have noget tid, som du kan bruge. De fleste bruger selvfølgelig deres dag på ting, som skal ordnes. Opvasken, arbejde og børn, der skal hentes. For jeg laver jo ikke noget i det karbad. Jeg ligger der bare og laver boblelyde. Men det at ligge på sofaen og kigge på sin computer er ikke leg. Hvad forskellen er, kan jeg ikke helt forklare, siger han og fortsætter:

– Det har nok også noget at gøre med at lave noget, man husker bagefter. Jeg har ingen erindring om, hvad jeg har lavet på nettet. Men i forgårs eftermiddag, da jeg kom hjem fra arbejde, gik jeg i karbad. Og der kan jeg huske, at vandet faktisk var lidt for koldt. 

Et lala-liv

Anders Lund Madsens job behøver ikke at være sjovt. Men det er heldigt, at det er det, fortæller han. Han synes stadig, det er skægt at lave tv, og der følger mange privilegier med. 

På et tidspunkt i snakken karakteriserer han sit job som ‘meget legende’. Men det er ikke en leg. Det er det for alvorligt til. I et par årtier har Anders Lund Madsen næsten selv kunne bestemme, hvad han ville lave, og det er vigtigt. 

LÆS OGSÅ: Trine valgte et hulter til bulter-liv frem for facade

– Det kan jeg kun anbefale, siger han og følger op: 

– Åh, det kommer til at lyde så indbildsk. Men det er meget banalt og sindssygt vigtigt.

Han begynder på en historie fra efteråret. Her lavede han og journalisten Poul Nesgaard en serie på DR1, hvor de to kørte rundt i landet og besøgte mennesker, der havde noget til salg på Den Blå Avis. I Faaborg mødte de Anders Lund Madsen (‘og det var sådan set kuriøst’, siger Anders Lund Madsen om navnesammentræffet), som solgte sofaer. Men det var mere hans kone, der var interessant. Hun havde arbejdet i slagteriet hos Danish Crown i 30 år, hvor hun pakkede knogler. Men hun virkede enormt glad. 

– Jeg har sådan et lala-liv. Der er ingen, der tjekker, hvornår jeg møder ind. Hvis jeg ikke kunne finde ud af at lege og have det sjovt, var jeg et skarn. Det er en noget større udfordring, hvis man pakker knogler i Faaborg, siger han. 

LÆS OGSÅ: Foto-humor: To voksne brødre genskaber barndoms-minde

LÆS OGSÅ: Kend dit barns 12 lege

LÆS OGSÅ: Det fortryder forældre mest

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

Socialdemokraten Yildiz Akdogan og datteren Ayda

Yildiz Akdogan: “Mine forældre har ikke blandet sig i noget som helst”

Tyrkisk-fødte politiker Yildiz Akdogan og hendes pæredanske mand ønsker ikke at påvirke deres datter i forhold til religion - og det bakker familien op om.

Skrevet af Evelina Gold
10. juli 2015

Faktaboks

Yildiz Akdogan

Født 29. april 1973 i Tyrkiet. Kom i 1979 til Esbjerg, hvor hendes forældre var gæstearbejdere og senere selvstændige.

Medlem af Folketinget for Socialdemokraterne fra 2007 til 2011 og igen fra oktober 2014.

Cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 2006.

Har siden 2010 været gift med Jonas Holm, der er økonomidirektør i teleselskabet Vopium.

Sammen har de Ayda Sofia Akdogan Holm på tre år.

 – Moar, moar! Vi har lavet frugtsaftevand! Og proppet det med bobler, råber den lille pige begejstret og følger dansende i hælene på sin far, der kommer op ad trappen med en bakke med smoothies, som de to netop har blendet i køkkenet nedenunder.

LÆS OGSÅ: ”Jeg ville være verdens bedste far”

– Nej hvor dejligt, ashkem, siger den socialdemokratiske politiker, Yildiz Akdogan, og smiler til sin treårige datter.

Ashkem betyder ‘skat’ på tyrkisk. Men når det lille energibundt med de gnistrende, brune øjne ikke bliver kaldt ‘ashkem’ eller ‘skat’, hedder hun Ayda.

Da Yildiz Akdogan, der har tyrkisk-kurdiske rødder, og hendes pæredanske mand, Jonas Holm, blev forældre i marts 2012, havde de brugt lang tid på at tale om navne. Et af de navne, de følte sig mest sikre på, var Aida. Altså med tryk på i’et, efter den etiopiske prinsesse og hovedperson i Verdis berømte opera.

– Og mens jeg lå der og ammede hende, fik Jonas den ide, at vi kunne kalde hende Ayda med y, fordi jeg i forvejen udtalte navnet med tryk på a’et – for sådan lyder det på tyrkisk, fortæller Yildiz og ser på sin datter, der har travlt med at slå kolbøtter i stuen med træbjælker i deres toetagers lejlighed på Nørrebro.

– Jeg syntes, det var en rigtig god ide, da Jonas foreslog Ayda. Ay betyder ‘måne’ på tyrkisk, og Ayda betyder ‘på månen’, siger Yildiz, hvis eget navn betyder ‘stjerne’.

LÆS OGSÅ: 10 råd til at skælde mindre ud

– Men vi var også ret vilde med navnet Sofia. Og vi syntes, at Hagia Sophia i Istanbul – den tidligere græske kirke, der senere blev til en moske og i dag er et museum – er sådan et smukt symbol, der kobler to af de store religioner sammen. Så vores datter kom til at hedde Ayda Sofia Akdogan Holm.

Historien om datterens navn siger egentlig det hele om deres familieliv, der er et et harmonisk miks af traditioner, kulturer, religioner og sociale baggrunde. 

– Vi diskuterer tit, men vores største diskussioner handler om opvask, rengøring og om Ayda har for lidt eller for meget tøj på. Vi har aldrig haft nogen uenigheder, der handlede om kultur eller religion, siger Yildiz.

Hverken hendes eller Jonas’ forældre blandede sig i, hvad det kommende barnebarn skulle hedde. Eller i noget andet, for den sags skyld. De var alle bare godt gammeldags lykkelige for at blive bedsteforældre.

Thank God, hun har endelig fundet en! Udbrød Yildiz’ mor lettet, da hendes 35-årige datter, der som socialdemokratisk folketingsmedlem ellers tilbragte det meste af sin tid på Christiansborg, kom og fortalte om sin nye kæreste i 2010.

Yildiz’ far rykkede bare læsebrillerne ned på næsen, så overrasket på hende og sagde:

– Jamen, du er jo så ung. Er du helt sikker på, at det er det, du vil? Du skal ikke skynde dig. 

Det grinte Yildiz og hendes søster virkelig meget af.

Mennesket først

Yildiz var selv en lille pige på knap seks år, da hun i 1979 sluttede sig til sine forældre, der nogle år forinden havde slået sig ned som gæstearbejdere i Esbjerg. De første fem et halvt år af sit liv havde hun boet hos sine elskede bedsteforældre i en lille landsby i Tyrkiet. Især hendes farmor har været hendes største forbillede og det menneske, der har præget hende mest. 

Yildiz’ farmor var en sej kvinde fra den anatolske højslette, der styrede familien, økonomien og hjemmet med kærlig, men bestemt hånd. Hun havde ordet i sin magt og omgav sig med advokater og politikere, selv om hun var analfabet. Og så var hun humanist. 

– Mennesket først. Man skal møde et andet menneske først og fremmest som menneske. Det er den grundfilosofi, jeg er vokset op med hos min farmor, fortæller Yildiz.

Den grundfilosofi var hendes fyrtårn, da hun som ung skulle navigere rundt mellem de kulturelle, religiøse og sociale elementer i sit liv. 

LÆS OGSÅ: Sofie Carsten Nielsen om at blive mor: “Jeg har fået en helt anden zen-følelse

– Jeg er kvinde, mor, københavner med dansk-tyrkisk-kurdisk og jysk baggrund, politiker, debattør, freelancejournalist, Alevi-muslim, men først og fremmest menneske, som Yildiz for et par år siden skrev om medborgerskab i et Danmark med både nye og gamle danskere.

Oldemors grundfilosofi er også den, Ayda bliver opdraget efter.

– For eksempel har vi ikke ønsket at påvirke hende i forhold til nogen religion. Hun har været i en kirke en enkel gang, men vi er ikke begyndt at tale om Gud eller Jesus eller Muhammed. Dels synes jeg, hun er for lille, dels kan alle religioner i bund og grund koges ned til nogle enkelte sætninger om kærlighed, respekt, tolerance og medmenneskelighed. Det er først og fremmest de værdier, jeg synes, et lille menneske skal have. Selvfølgelig vil vi fortælle hende om religion, når hun bliver ældre. Men jeg synes, det er for tidligt at påvirke børn religiøst, når de er så små, siger Yildiz og fortsætter:

LÆS OGSÅ: 10 tip til god kommunikation med bedsteforældre

– Jeg tror også, at både Jonas og jeg er meget pragmatisk anlagt. Det skal man jo være, både i ægteskab og i politik, griner hun.

– Vi har for eksempel besluttet, at vi ikke har svinekød herhjemme. Jonas har aldrig spist ret meget svinekød, og for mig er det mere en kulturel ting. Mine forældre forbød ikke svinekød, da jeg voksede op, men det var ikke noget, vi havde derhjemme. Derfor er det ikke noget, jeg savner. Faktisk har jeg været små-vegetar i mange år, men jeg var nødt til at begynde at spise lidt kød igen, fordi min krop var dårlig til at optage jern.

– Ja, nikker Jonas, der er blevet lokket ned på gulvet, hvor Ayda er ved at stille ludobrikker op på en lang række.

– Vi har også været enige om, at Ayda ikke skulle døbes. Det må hun selv tage stilling til, når hun bliver voksen.

For Yildiz er religion noget åndeligt eller spirituelt. Som hun dyrker i sit indre. Og Jonas betegner sig selv som kulturkristen. 

– Men har du fortalt, at min morfar var præst? spørger han.

– Nå ja, den ene side af Jonas’ familie er en præstefamilie. Og det er sjovt, for min mors bedstefar var imam i landsbyen for mange år siden, siger hun.

’Er hun socialdemokrat?’

Yildiz sætter pris på, at ingen af deres forældre har forsøgt at give deres besyv med, når det gælder børneopdragelse.

– Mine forældre har ikke blandet sig i noget som helst. Det er de rigtig gode til. Måske også fordi jeg har en søster, der fik børn før mig og har sat nogle meget tydelige grænser. Og jeg er glad for, at der ikke har været nogen issues i forhold til den mere troende side af Jonas’ familie. Der er hans mor også meget pragmatisk, selv om hun er kristen og præstedatter.

Faktisk var det noget helt andet, der fik hendes svigerfar til at løfte lidt på øjenbrynene, første gang Jonas fortalte om sin kommende hustru.

– ‘Ej, er hun socialdemokrat?’ Det var hans eneste kommentar, griner Yildiz.

– Det var selvfølgelig spændende for dem at få en svigerdatter med en anden etisk baggrund, men jeg tror, at det for en mand, der måske er mere konservativ, var mere grænseoverskridende, at der kom en socialdemokrat i familien. Jonas og jeg kommer virkelig fra to vidt forskellige kulturer. Én ting er, at jeg har tyrkisk-kurdiske rødder, og han har danske, noget andet er, at han kommer fra en akademikerfamilie fra Hellerup, og jeg kommer fra en arbejderfamilie i Esbjerg.

– Men når jeg ser Jonas’ forældre sammen med mine, tænker jeg bare, at det er to bedsteforældrepar, hvor alle fire er lige forelskede i deres barnebarn. Så det kommer an på, om man fokuserer på, hvad der binder folk sammen eller på forskelligheder. I det øjeblik, man fokuserer på forskelligheder, begynder man at bygge klicheer op om hinanden.

Kurdisk om juletræet

Ved valget i 2011, hvor Yildiz ikke kom ind i Folketinget, var hendes slogan ‘Forenet i mangfoldighed’. Men på det private plan har hendes og Jonas’ familier haft nemt ved at finde fælles fodslag. I år var Yildiz’ forældre for første gang til påskefrokost hos Holm-familien. Og da hun var højgravid, holdt de en stor, fælles juleaften. Mens Jonas gik til julemesse med sin mor og søster, ventede resten derhjemme. Senere på aftenen var der
fælledans om juletræet.

– Det var faktisk ret fantastisk, at mine forældre fik lov til at opleve en traditionel dansk jul. Og så spurgte Jonas’ mor, om der ikke var en tyrkisk eller kurdisk sang, vi kunne synge. Så min mor sang en traditionel kurdisk sang, mens vi dansede rundt om juletræet. Det var en rigtig sjov sammenblanding. Det er dér, jeg synes, magien opstår.

Politisk er værdi- og integrationsdebatten noget af det, Yildiz har engageret sig mest i. Som en af de to første kvinder med nydansk baggrund, der blev valgt ind i Folketinget i 2007, som talsperson for Demokratiske Muslimer og som flittig debattør. 

LÆS OGSÅ: Lene Espersen: ’Jeg blev kaldt ravnemor’

For nylig har hun fået skældud af konservative mænd i minoritetskredse for at sige, at især mødrenes opgør med den traditionelle muslimske drengeopdragelse er et must, hvis man skal forhindre nydanske drenge i at søge mod bander eller radikaliserede islamister. 

Og i april inviterede hun en gruppe nydanske drenge ind i Folketinget for at overbevise dem om, at de skal stemme til det kommende valg i stedet for at boykotte det. Men hun kæmper også for at gøre op med den ‘os og dem’-tankegang, der har fået tilført nyt brændstof efter attentatet ved Krudttønden og synagogen i København.

– Jeg skrev i sin tid et indlæg i Berlingske med en appel til blandt andre Pia Kjærsgaard om, hvorfor det er så vigtigt, at vi skaber et fællesskab, hvor en lille pige som Ayda ikke behøver at blive koblet sammen med islamisme og radikalisering, bare fordi hun tilfældigvis har brune øjne og ikke grønne øjne som sin far, siger Yildiz.

Faktisk kæmper hun for et Danmark, hvor nydanskere helt kan slippe for det standardspørgsmål, hun selv har vænnet sig til at få stillet: ‘Hvor kommer du fra?’ Også selv om de fleste af dem, der spørger, bare gør det af nysgerrighed.

– Jeg tror, jeg har affundet mig med, at det er noget, jeg bliver spurgt om. På den måde gør det ikke noget. Tit svarer jeg, at jeg kommer fra Esbjerg. ‘Nej, nej, hvor kommer du oprindeligt fra?’ siger folk. Og så kommer næste kommentar ‘hvor taler du godt dansk!’ Der plejer jeg at svare ‘tak, det gør du også.’ Og det er fint at joke sig igennem det. Men jeg ville synes, det var rigtig trist, hvis Ayda om 15-20 år er i byen og hygger sig og så får den slags kommentarer. Så ville jeg føle, jeg havde svigtet min opgave, både som samfundsborger og som politiker. 

Selvfølgelig skal man kunne spørge hinanden, men ikke med den der ‘nej, hvor taler du godt dansk’-dagsorden. Hun skulle jo gerne kunne sige ‘jeg kommer fra Nørrebro’, hvis det er der, hun bor på det tidspunkt, siger Yildiz.

– Hun har jo faktisk allerede svaret på det, da Gentoftes borgmester spurgte hende, smiler Jonas indforstået, og Yildiz forklarer:

– Aydas oldemor Karen, som desværre er død nu, fyldte 100 år for et halvt års tid siden. Og så er det sådan, at borgmesteren kommer og giver blomster og ønsker tillykke. Han var lidt fascineret af denne her lille charmetrold og tog hende op og sagde: ‘Hvor kommer du så fra?’ Og Ayda kiggede på ham, mens hun legede med hans borgmesterkæde, og svarede: ‘Hjemmefra’. Det, synes jeg, var så sødt. 

LÆS OGSÅ: Farshad Kholghi:“Jeg var panisk angst for at blive far”

LÆS OGSÅ: Dåb: Vi har brug for ritualer

LÆS OGSÅ: Det er ok at være uenige om opdragelse

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.