Morten fra Tattoo Salonen

Morten fra Tattoo Salonen: “Jeg kan ikke lide ikke at være sammen med mine børn”

Tag alle fordomme, du har, og kig på Morten og Hannah Barbré. De ligner ikke nogle ’hyggere’, som de kalder sig selv. Men det er de.

Skrevet af Casper Fauerholdt

To børn danser boogie-woogie gennem en park i London. Lige bag dem er deres forældre, og de danser med. Forældrene er velklædte og velsoignerede. Op ad farens hals, ned omkring foden og langt ud på fingrene spreder sig mørke tatoveringer, og i begge hans ører er der et hul, som er en centimeter i diameter. Moren har blandt andet tatoveret små stjerner ved siden af højre øje og en stor diamant på struben. Omkringstående londonere kigger på scenariet, hvor to børn og to overtatoverede voksne står i en iskold park og synger og danser med armene på hinandens skuldre. Familien Barbré er på ferie.

Faktaboks

FAMILIEN

FAR Morten Barbré, 39 år, ­butiksindehaver i The Old Barber Shop

MOR Hannah Barbré, 30 år, ­butiksindehaver

BØRN Leroy, 8 år, og Lulu, 7 år

BOR i Klampenborg

Morten og Hannah Barbré er de to dansende voksne, og parret er bedst kendt fra tv-programmet Tattoo Salonen, der i foråret begyndte sin fjerde sæson på TV3. Salonen, der i virkeligheden hedder The Old Barber Shop og ligger i København og Odense, er Mortens succeshistorie og grunden til, at vi nu sidder i deres hus i Klampenborg.

LÆS OGSÅ: Skærmtid: Kun Ipad i weekenden

Sønnen Leroy er otte, og datteren Lulu er syv, og de havde fri fra skole her klokken 14. I køkkenet bliver Hannah og Morten sat ind i, hvad der er sket i frikvartererne, og hvem der har leget med hvem. I aften åbner Dyrehavsbakken, og det tiltrækker traditionen tro tusindvis af motorcykler og deres ejere. Det går familien Barbré altid ned og kigger på. Også i år, så jeg må love Leroy og Lulu, at jeg ikke udspørger deres forældre hele dagen. De forsvinder ned ad gangen og ind på hver deres værelse. Hos Morten og Hannah er grænsen mellem, hvad voksne gør, og hvad børn gør, flydende.

Ingen ferie uden børn

Hannah og Morten er glade for, at de fik deres to børn så tæt på hinanden, så de er nærmest jævnaldrende. Det er på den måde, vi kommer til at tale om boogie-woogie-dansen i London. Hvis den ene havde været fire år yngre eller fire år ældre, havde barnet enten ikke været i stand til at danse eller ikke gidet det. De fortæller lidt om deres ferier. Det er på en måde et godt eksempel på det liv, de lever. I stedet for at udforske nye steder, tager de derhen, hvor de ved, hvad de lander i. Fordi de sjældent holder fri, vil de gerne et sted hen, hvor de ved, de kan lide at være. Det bliver til en årlig badeferie til Grækenland, fordi ‘det er ungerne blevet glade for. Det er deres ferie’, som de siger. De tager hvert år en tur til London og til Cannes – på det samme hotel og helst det samme værelse. Der er det lidt mere på de voksnes præmisser, siger de.

– Men aldrig uden børnene. Vi må ikke rejse uden børnene, vel? siger Hannah.

– Nej, vi rejser ikke uden børn. Det vil far ikke, siger Morten på en måde, så man fornemmer, at der kommer en historie nu.

– Vi har prøvet det engang. Det kunne Morten ikke, siger Hannah, og Morten forklarer:

– Det var forfærdeligt. Jeg græd i tre dage. Af hjemve. Det var ingen succes. Det var på vores bryllupsdag, ikke?

– Jo. Det var lidt sjovt, siger Hannah.

– Det var noget lort, siger Morten.

Historien er, at til Hannah og Mortens bryllupsdag for tre-fire år siden havde de arrangeret en tur uden Leroy og Lulu, der dengang var fire-fem år, til Cannes. Hannah havde glædet sig til noget alenetid med Morten. Normalt tager hun tidligere hjem fra tatoveringssalonen, hvor de begge arbejder, for at hente børnene, og på den måde er hun mere sammen med dem. Efter én overnatning i Cannes ville Morten hjem. Han ringede til Leroy, og så sad far og søn og græd i telefonen. Hannah måtte love, at de aldrig mere ville rejse uden børnene.

LÆS OGSÅ: Thomas Skov om far-rollen: “Man kan blive åndssvagt stolt af sit barn, bare hun kigger på en bold”

– Jeg kan ikke lide ikke at være sammen med mine børn. Eller en af os skal være sammen med dem. Jeg kan ikke lide, når de er hos andre. Jeg er lidt en pyllerfar, siger Morten.

To børn er 100 gange så hårdt

Morten har altid gerne ville bo i Klampenborg. Det har været et mål for ham at bygge en forretning op, så han og familien kunne flytte til området. Når man kan have et hus her, har man gjort noget rigtigt, som han siger. Da han boede i Hundested, hvor han også er vokset op, kørte han altid ad Strandvejen til København, selvom den omvej tog meget længere tid.

LÆS OGSÅ: Medieforsker: Børn kan lære en masse af tv og apps

Hannah er mere ligeglad med, hvor de bor, hvordan det ser ud, og hvad de bor i. Hun er vokset op i Dragør, og hele hendes familie bor der. For hende er det her bare et hus. For Morten er det ikke tilfældigt, at gulvet er af beton, og at stilen er funkis. Det er en del af en plan, hvor byture og lange og dyre rejser er blevet droppet, så de en dag havde råd til at flytte til Klampenborg. Det begyndte for ti år siden, da de lærte hinanden at kende. Hurtigt sagde Hannah, at hun gerne ville have børn, og Morten sagde ‘så lad os få børn’.

– Hvis vi føler for noget, gør vi det, siger Hannah.

– Vi mærker rimelig hurtigt, om det er det rigtige, men vi er også rimelig meget tryghedsnarkomaner på andre punkter, siger Morten.

En måned før deres etårsdag blev Leroy født. Og 15 måneder senere blev Lulu født. I mellemtiden var de blevet gift. Det hele var bevidst, men det unge par anede ikke, hvor hårdt det ville være at få pseudotvillinger, som det hedder, når to søskende er født så tæt på hinanden, som deres er.

– Vi kan som alle andre afkræfte den der med, at ét barn er hårdt, og to børn er dobbelt så hårdt. Glem det. Det er 100 gange så hårdt, siger Morten.

Det var det med, at to børn har helt forskellige behov, selv om de begge er helt små. Det var svært for dem. Et eksempel er stadig tydeligt hos Hannah. Da Lulu var et par måneder gammel, var Hannah pludselig ved at bede Leroy om at binde sine egne snørebånd.

– Han var jo stor, tænkte man. Når jeg ser en anden prut på under to år nu, tænker jeg bare ‘den lille mand’, ikke? siger hun.

– Han har jo pludselig været den store, selvom han var megalille, siger Morten.

Den fælles verden

I sommeren 2015 skrev medierne om, at en institution på Amager i København havde undersøgt, at mere end hvert fjerde barn her havde haft mindre end tre ugers sommerferie, og at Bupl også mente, at flere af landets mindste børn holder mindre fri fra institutionerne i sommerferien. Det taler vi lidt om, og Morten og Hannah siger, at det er der nogle af deres venner, som gør. Altså tager på ferie uden børn.

LÆS OGSÅ: Morkroppen skal værdsættes med kage

– Nogle prioriterer enormt meget deres tosomhed. Men Morten og jeg er også kærester, når vi er sammen med børnene. Jeg kan godt forstå, man skal huske hinanden, men det kan man også gøre sammen. Vi har en fest sammen med vores børn, siger Hannah.

– Ja, og vi går jo ind i deres verden, når vi synger boogie-woogie i London. Omvendt trækker vi dem også ind i vores verden, når vi går på restaurant og beder dem opføre sig pænt, siger Morten.

Det er helt bevidst, at det er sådan. Jo, jo, det er også rart, når Leroy og Lulu er lagt i seng, og de kan se en film sammen, men så ligger de jo alligevel lige inde ved siden af.

– Vi er nok bare nogle hyggere i bund og grund, som Morten siger.

Jeg indskyder, at det kan lyde meget moralsk korrekt, det hele.

– Det kan det også godt være, men vi trækker til gengæld ikke noget ned over hovedet på andre. Hvis de har det godt med at tage ud at rejse alene, skal de endelig bare gøre det, siger Morten.

For selvom der ikke er noget, der hedder voksen- eller børneverden her i huset, er der alligevel noget disciplin og nogle regler, der skal overholdes. Hvis humøret er til det, må man gerne slå en bøvs eksempelvis. Men Hannah mener også, at børnene faktisk får en ret streng opdragelse i forhold til andre børn.

– Børn skal også opdrages, siger hun og bakkes op af Morten:

– Der er gået lidt for meget svenskerpædagogik i den rundt omkring. Man må ikke slå i bordet, når ens barn har væltet mælken med vilje for fjerde gang, og det gør vi altså. Nu er det nok, siger vi. Hvis det bliver for rummeligt, bliver det svært at lære dem, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Og det er vores vigtigste opgave som forældre. At de ved, hvordan de skal gebærde sig. Og det betyder, at nu er de helt i tråd med, hvornår man gør hvad. Nu kan vi tage dem med alle steder, uden vi skal tænke ‘åh, gud’.

Hele familien var eksempelvis på Hotel D’Angleterre i februar – det var en fødselsdagsgave til Morten, og efter et halvt år var der endelig plads. Da havde Leroy og Lulu fået at vide, at det her var en fin restaurant, så derfor gjaldt nogle særlige regler.

– Og det var befriende, at vi sagtens kunne sidde med børn på syv og otte derinde. Det ville være ærgerligt, hvis det var endt i hat og briller. Og vi tror på, at fordi vi kan være med på deres præmisser, og at det ikke kun er forældrene, der bestemmer hele tiden, så lykkes sådan noget, siger Morten.

Kontrasterne

Der er noget kontrastfyldt i alt det her. Funkisstil, en velovervejet børneopdragelse og tryghedsnarkomani er ikke noget, man nødvendigvis forbinder med ansigtstatoveringer og store huller i ørerne. Hannah og Morten ved godt, at de er de eneste i Klampenborg og omegn, der ser sådan ud. Og at det er forbundet med nogle forestillinger.

For nogle år siden forsøgte de kortvarigt at gå i mere rocket tøj og lytte til heavymetal, fordi det måske var sådan, man skulle gøre, når man også har tatoveringer over hele kroppen. Men det passede dem ikke. De skiftede tilbage til det lineære modetøj og til Mortens country og Hannahs popmusik.

Alle har fordomme, også dem selv. For mange år siden, da Morten var tankpasser om natten, var han sikker på, at en mand med tatoveringer i hele hovedet ville slå ham ihjel, og når parret går på gaden i dag og ser nogle med lige så meget som dem selv, studser de også over det. Sådan er det. Selv har de alle deres tatoveringer, fordi de synes, det er flot.

– For os er det en permanent måde at pynte kroppen på til, hvad vi synes er en pænere krop, lyder det fra Morten.

Men de kunne mærke, at de var lidt bekymrede for at blive mødt af fordomme, da de flyttede til Klampenborg.

– Når man ved, at man ikke passer ind, tænker man over det. Sådan er det, uanset hvor man bevæger sig hen i verden. Hvis man ved, man skal et sted hen, hvor man skiller sig så markant ud, som vi gør, tænker man selvfølgelig over det. Især for børnenes skyld. Hvis det bare var os, kunne vi lukke døren, men de skal jo ud, siger Morten.
Men hverken børnene eller dem selv har mærket, at andres forestillinger har givet en dårlig oplevelse. Folk spørger, og hvis de ikke gør, går der oftest noget tid, og så kommer de hen til Hannah og Morten og siger, at de slet ikke er farlige, og at de bare er nogle almindelige, søde mennesker.

– Men børn er jo verdens bedste isbrydere. De kommer hen, fordi de synes, vi er nogle tegneseriefigurer og siger ‘hvad er det?’. Og så kommer forældrene også hen, siger Morten.

– Vi får det tit at vide. Der kommer folk hen og siger ‘I er slet ikke, som jeg havde regnet med.’ Da vi kom herud, tænkte jeg, at folk ville være rigtig snobbede. Det er de slet ikke. Tværtimod. Vi har prøvet at bo andre steder, hvor folk var virkelig snobbede, og hvor det var meget værre, siger Hannah.

Og hvis der er nogen, som slet ikke går op i parrets tatoveringer, er det Leroy og Lulu. Leroy har sagt til Morten, at han ville være grim uden tatoveringer, og Lulu spurgte engang Hannah, hvorfor hun har dem. Svaret var, at det har Hannah altid haft, og så sagde Lulu ‘nå okay’. Børnenes venner kommenterede det, særligt da de var mindre. ‘Det er pænt’ eller ‘det er grimt’ kunne de pege op på Morten og sige.

Det var også dengang, at parret fik at vide, at så kunne de ikke blive sure, hvis deres børn tegnede på sig selv. Det kunne de nu godt, mente Morten og Hannah. Og hvis børnene engang selv ønsker at få tatoveringer, skal de bare tænke sig om, for det kan ikke komme af igen. Det er ikke noget, Morten og Hannah ansporer dem til, siger de. Deres tatoveringer er, ligesom når ens far altid har haft fuldskæg, eller hvis ens mor altid har manglet en arm. Så tænker man ikke over det. Så er det bare sådan, og sådan er det med Morten og Hannahs tatoveringer. Børnene ville studse mere over det, hvis en af deres forældre blev klippet, end hvis der blev tegnet en ny tatovering på deres kroppe.

Leroy og Lulu har i løbet af eftermiddagen vist sig et par gange. Motorcyklerne kommer klokken 19, får de at vide. Der er god tid.

LÆS OGSÅ: Åhhh – jeg lyder som min mor

LÆS OGSÅ: Sådan får du mere søvn, mor_

LÆS OGSÅ: Mortilståelse: Jeg bliver af og til flov over mit barn_

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Gå til madplan
loading...