Mie Skov

Mie Skovs mand var tæt på at miste livet

Mie Skov og Carsten Mogensens søn var kun otte måneder, da Carsten faldt om med en blødning i hjernen. Kampen tilbage til familielivet har været hård, men har styrket kærligheden.

Skrevet af Kristina Svith Villadsen

I gangen hos Vild med dans-vinder og tidligere bordtennisspiller, Mie Skov, og hendes kæreste, badmintonspiller Carsten Mogensen, fylder en billedcollage det meste af den ene væg. Billeder fra ferier og af smukke kjoler, dans, badminton, bordtennis og sønnen, Benjamin Noahs første år.

Men så er der et billede, der falder udenfor. Et billede af en finger, der peger på en snoet stål-trådsdims, der ikke er meget større end en fingernegl. Den lille clips på billedet sidder nu i Carstens hjerne, hvor den holder styr på en blodåre, som han fik en aneurisme – en blødning – på, og faldt om på et hotelværelse i Kazan i Rusland, under EM i badminton i februar. 2.261 kilometer væk fra kæresten Mie og deres søn, Benjamin Noah, på otte måneder.

Hvad sker der med min arm?

Den 17. februar 2016 ligger Carsten på sengen og snakker i telefon med Mie, da han kan mærke, at der er et eller andet galt. Han siger, at han ringer tilbage, afbryder forbindelsen, lægger telefonen og rejser sig op.

Faktaboks

FAMILIEN

MOR Mie Skov, 30 år, tidl. ­professionel bordtennisspiller, under uddannelse til coach

FAR Carsten Mogensen, 33 år, professionel badmintonspiller

BARN Benjamin Noah, 1 år

BOR i Charlottenlund

– Jeg var først svimmel på den samme måde, som hvis man rejser sig for hurtigt. Så blev det lige pludseligt bare sort for øjnene, og jeg faldt sammen. Men jeg kunne stadig fornemme det hele. Jeg kunne høre, at min taske væltede. Jeg havde ondt i hovedet og tænkte ‘hvad sker der med min venstre arm?’. Jeg kunne ikke bevæge den en millimeter.

LÆS OGSÅ: “Jeg har ofte alt for store forventninger til familielivet”

Efter et halvt minut får Carsten synet igen, men det gør stadig ondt i hovedet, og dele af hans venstre side er lammet. Han får bakset et par bukser på, men må opgive T-shirten. Han ved, at han skal have hjælp og vralter ned til sin badmintonmakker på et af de andre værelser. Dele af hans ansigt er også lammet, og først kan makkeren ikke forstå den mumlen, der kommer ud af hans mund.

Hjemme i Danmark har Mie lagt sig til at blunde. Hun har et sjældent roligt øjeblik, for forældrene har taget Benjamin Noah. Det er hårdt at være mor, når Carsten rejser 120 dage om året, og den lille ikke er i nærheden af at sove igennem.

Den afbrudte samtale fra Rusland tænker hun ikke så meget over. Der er tit dårlig forbindelse eller afbrydelser, når Carsten – eller Nuller, som Mie og andre kalder ham – rejser rundt i verden. Efter fem minutter ringer Carsten tilbage og siger, at alt er fint, men at han lige skal en tur forbi hospitalet.
Mie snakker også med holdets fysioterapeut, som beroliger hende.

– Jeg var måske en anelse naiv, men jeg var ikke bekymret. Indtil fysioterapeuten ringede igen og sagde, at Carsten havde fået lavet en scanning af hovedet, og at der var en aneurisme i hjernen. En hvad? Hvordan er det sket? Hvad så nu? Og hvordan staver du det? Jeg var ophidset og irriteret og nok lidt belastende i telefonen, fordi jeg blev ved med at spørge. Men jeg vidste jo ikke, hvad det var, fortæller Mie, der bagefter ringer til en læge fra Team Danmark for at få en uddybende forklaring.

Og så holder hun ellers op med at tænke. Hun når faktisk ikke at blive bange for alvor, for hun fokuserer på at handle i stedet. Tjekker fly til Rusland, samler dem fra Carstens familie, der skal med og får skaffet visum til Rusland.

Langt inde i hjernen

I Rusland har Carsten fået at vide, at han skal opereres hurtigst muligt, og at det er for risikabelt at flyve ham hjem til et dansk hospital, når han har en blødning i hjernen. De færreste på hospitalet taler engelsk. En gruppe ældre sygeplejesker gør ham klar til operationen og lægger kateter op. Carsten er ikke bange for operationen – først langt senere går det op for ham, hvor farligt det egentligt er – men hele situationen bryder han sig ikke om.

– Det var ubehageligt, at de skulle ind i låget på mig. At jeg lå der med en viden om, at noget skulle fikses i min hjerne, siger han og kører hånden henover panden, hvor arret i dag næsten er væk.

Operationen tager ikke to timer, som beregnet. Den tager syv timer, fordi kirurgerne ikke kan finde aneurismen. Da de endelig finder den langt inde i hjernen, viser det sig at være en stor udposning, der er gået hul på.

Da Mie lander efter flyveturen, ved hun ikke, hvordan operationen er gået. Hun tager hen på hospitalet uden Benjamin Noah. Carsten er vågen, da hun kommer ind ad døren. Han har en stor bandage om hovedet, ser afkræftet ud, og der er slanger alle vegne.

– Men han kunne snakke, han kunne genkende mig, og han kunne sågar smile lidt. Og nu var jeg der endelig og kunne være der for ham. Det var dét, der betød noget, fortæller Mie.

Mie og Carstens familie sørger for, at der altid er nogen hos ham på hospitalet. Når Mie er hos Carsten, bliver Benjamin Noah på hotellet.

– Nogle dage tænkte jeg ‘shit, bliver han nogensinde sig selv igen, og kommer han til at spille fodbold med lillemanden ude i haven?’. Men jeg parkerede mine egne følelser og tanker udenfor, for at støtte ham og snakke med læger, som jeg ikke forstod. Og for bare at forsøge at give energi videre til Nuller, selv om jeg selv var done.

Kun én gang er Benjamin Noah med på hospitalet. Der sidder han et minuts tid på Carstens mave, og så er der ikke energi til mere. Mie og familien får også at vide af lægerne, at de helst ikke må vise for mange følelser, fordi Carsten ikke kan holde til det. Alligevel giver det Carsten håb og kræfter til at kæmpe videre, at han ser sin søn.

Træt og fandenivoldsk

Efter 14 dage bliver Carsten fløjet hjem til Danmark med ambulancefly. Det er først, da han snakker med lægerne på Rigshospitalet, at han finder ud af, hvor tæt han egentligt har været på at dø. At kun omkring halvdelen overlever det, han lige har været igennem. Alligevel er Carsten fast besluttet på, at blødningen i hjernen ikke skal slå ham ud af kurs. Da han første gang sidder hos sin behandler, siger han, at der er en badmintonliga tre uger efter, og den vil han spille. Han har hue på for at dække arret, kan ikke selv køre bil og er konstant træt. Men han vil spille, siger han. Behandleren kigger på ham og siger, at han slet, slet ikke har fattet, hvad det her går ud på, og hvilken kamp der først lige er begyndt.

Men Carsten lader sig ikke slå ud:

– Allerede, da jeg vågnede i Rusland, tænkte jeg, at det her skal jeg eddermame klare. Jeg så det som mit livs vigtigste kamp. Jeg ville ikke være ham Benjamin Noahs far, der sad i en kørestol. Jeg ville have en almindelig hverdag. Jeg ville være sammen med Mie og Benjamin Noah. Og jeg ville spille badminton.
Og Carstens kamp tilbage til en normal hverdag bliver igennem hans sport. Mie får samlet et hold af behandlere, der hjælper med kørsel, kost, hvile og genoptræning. Lægerne er imponerede over, hvor hurtigt det går fremad. Men det koster på hjemmefronten.

– Nullers måde at komme tilbage på var via badminton. Men det folk ikke så, var, at når han kom hen i hallen, før han måske var helt klar, var han bagefter hjemme i fire dage, hvor han lå og stirrede op i loftet. Badminton har givet ham energi og en fandenivoldskhed, men så har han fået hammeren bagefter, og Benjamin Noah og jeg har måttet deale med en far, der ikke var til stede, fordi al energi var brugt på badminton, siger Mie.

Da Carsten og Mie blev kærester for fire år siden, fandt de begge én, der var lige så stædig og egenrådig som sig selv. De fandt også en, som forstod, hvad det vil sige at dyrke sport på eliteplan. Det er den ballast, der kommer til at stå sin prøve i månederne efter, at Carsten kommer hjem, fortæller han.

– Det er svært at forklare, hvorfor badminton var så vigtigt for mig. Når Mie spurgte, hvorfor det ikke også var vigtigt at stå op til hende og Benjamin Noah, så kunne jeg jo kun sige, at det også var rigtig, rigtig vigtigt. Men det var bare nemmere at stå op, når jeg vidste, at jeg skulle ud at gøre noget. Om jeg ellers sov ti minutter eller en time mere, gjorde ikke så meget. Benjamin Noah legede jo stadig, når jeg så stod op.

En glad dreng

Foråret og sommeren går. Benjamin Noah begynder i vuggestue i april. En måned tidligere end planlagt, fordi alt i hjemmet skriger på luft. Carsten prøver kræfter med turneringer, vinder US Open i maj og bliver imod alle odds udtaget til at spille OL i Rio i august sammen med makkeren, Mathias Boe. Og selv om de må gå ud efter de indledende runder, er Carsten tilfreds.

Sommeren bliver også brugt på at fejre Benjamin Noahs etårs fødselsdag. Han er en glad dreng, der ikke lader til at være synderligt påvirket af, at hjemmet er vendt på hovedet.

– Han har altid været nysgerrig og glad. Sådan en, der går på væggene. Han kunne selvfølgelig mærke, at noget var anderledes, men jeg tror ikke, at det har påvirket ham på længere sigt, fortæller Mie.

Carsten fortæller, at hans forhold til Benjamin Noah i hvert fald ikke er blevet dårligere. Snarere tværtimod. Og at de hele tiden har haft fokus på, at Carstens kamp for at komme tilbage til livet ikke skulle gå ud over deres søn.

– Han skulle bare have så meget kærlighed som muligt, siger Carsten og tilføjer:

– Det er svært at sige, om vores opdragelse af ham har ændret sig, når han kun var otte måneder, da det skete. Men det kunne være sjovt at se to forløb ved siden af hinanden. Et med en blødning i hjernen og et uden. Og se, hvor forskelligt vi ville gribe tingene an.

Udefra ser det i dag ud til, at Mie og Carsten er kommet ud på den anden side uden mén. Fysiske mén er der da heller ikke mange af. Kun lidt træthed, og på sigt vil der slet ikke være nogen, siger lægerne. Men de psykiske mén er de først lige begyndt at arbejde med, fortæller Mie.

– Vi har set hinandens værste sider. Jeg havde absolut ingen pumper at køre på, han havde heller ikke, men vi havde stadig en søn at tage os af. Nullers hoved var ved at eksplodere, når Benjamin Noah græd, og jeg havde ikke sovet i jeg ved ikke hvor lang tid. Og vi ville ikke bede om hjælp. Ikke fordi vi ikke ville, men fordi vi knapt vidste, hvad vi selv hed i den periode. Og så har vi også altid været sådan nogle, der klarer alt selv, siger Mie.

– Superman og Superwoman, siger Carsten med et skævt smil og rejser sig for at tørre vand op fra en utæt kaffemaskine. Mie fortsætter:

– Det har været Nullers livskamp. Og det samme for mig. Jeg har aldrig prøvet noget så fysisk og psykisk hårdt. Men det har også gjort os stærkere. Jeg har altid troet på, at tingene sker af en årsag, og i dag prioriterer vi på en anden måde – familie er blevet vigtigere. Man bliver klog på livet, når man har været så tæt på at miste det.

– Det er måske underligt at sige det på den måde, men vi er blevet en god oplevelse – et mirakel – rigere. Hvis vi kan klare det her, hvad kan vi så ikke klare?, siger Carsten og fortæller, at de blandt andet er blevet bedre til at snakke sammen. Til at kommunikere og fortælle, hvad de har brug for.

Der er stille lidt. Så siger Mie.

– Det er så vildt at tale om hele forløbet. At det var os og ikke en eller anden historie, vi har hørt. Det er så surrealistisk, at det er os, det er sket for. 

LÆS OGSÅ: Skab et familieliv, du elsker

LÆS OGSÅ: Gaveguide: God gaveskik

LÆS OGSÅ: Sarah Grünewald: “Jeg var bange for, at folk ville tænke, at vi havde fået en grim dreng

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Gå til madplan
loading...