Magnus Millang om livet som far

Magnus Millang: “Jeg kæmper med at finde en balance mellem arbejde og familieliv”

Der er ikke meget fisse i at blive far, afslører Magnus Millang. Vi har tilbragt 30 minutter med komikeren, der blandt andet har simuleret en ve-storm - og fiflet med sønnens ønskeliste.

Skrevet af Marie Wiuff Kruse

Om fødselsforberedelse

Faktaboks

Magnus Millang, 35 år – komiker, manuskriptforfatter og instruktør.

Far til Otto, 4 år, og Eddie, 8 mdr.

Gift med Nana Fagerholt, 30 år – line producer

 

Jeg har engang gået til fødselsforberedelse hos APA (Afspændingspædagogernes aftenskole, red.) sammen med min kæreste, og jeg hadede det. Jeg tror, det er godt at have prøvet, men det er helt forfærdeligt at være med til som mand. Man skulle for eksempel forberede moren på at få veer – hun skulle lege, at hun fik en ve, og så skulle jeg massere hende på lænden. Min kæreste er virkelig en dårlig skuespiller og sådan én, der godt kan lide at gå i ét med væggen, og hun syntes, det var skrækkeligt. Det toppede, da læreren foreslog, at vi byttede roller, og jeg skulle foregive at have en ve. Jeg gav den fuld smadder på skuespillet, og det var nok højdepunktet for mig til fødselsforberedelse: Da jeg kunne have fået en Oscar for at simulere en ve-storm.

LÆS OGSÅ: Kenneth M. Christensen: Det er fantastisk at blive far

Om tømmermænd

De er klart blevet værre, efter jeg har fået børn. Når du ikke kan komme dig oven på en tur, hvor du har savet dig selv midt over, men SKAL op, så varer tømmermændene meget længere. Toppet med, at jeg føler, jeg er den værste forælder i verden. Det hænger så dårligt sammen – at have stået på Chateau Motel (københavnsk natklub, red.) og taget selfies klokken fem om morgenen og så vågne fire timer efter og lege med Brio-tog. Prisen er sgu lidt for høj, og det sker sjældent, at jeg har tømmermænd. Drengenes julefrokost rykker jeg selvfølgelig på, men ellers skal det fandeme være fedt, før jeg går ud.

Om ansvar

Ansvaret for at passe på sig selv bliver større, når man får børn. Der er pludselig nogen, der er afhængige af én på en anden måde end tidligere, og jeg kan mærke, hvordan jeg i stigende grad er blevet lidt mere forsigtig på mine egne vegne. Sidst jeg var ude at flyve, kunne jeg mærke en lillebitte følelse af, at jeg syntes, det var nederen, hvis den røg ned. Det har jeg været ligeglad med før.

Om forventninger

Jeg har ekstremt høje forventninger til mig selv både arbejdsmæssigt og i forhold til min familie. Jeg kæmper stadig med at finde en balance, hvor jeg ikke går på kompromis med hverken mit arbejde eller mit familieliv. Jeg synes fandeme, det er svært at vælge. Samtidig har jeg ikke lyst til at sidde til slut i mit liv og tænke: ‘Jeg skulle nok have droslet lidt mere ned på arbejdet’. Jeg er bare ikke klar til at nedjustere mine forventninger på det punkt endnu.

Om leg

Når man leger med sine børn, har man lidt ‘fået lov’ til at lege med. Før ville jeg aldrig sætte mig ned og lege med Brio eller Lego – så ville jeg jo virkelig være en underlig mand – men nu har jeg fået en god undskyldning, og det er ret fedt. Når vi går ind i en BR-butik, kan jeg godt tage mig selv i at præge min søn i, hvad han skal vælge. Fordi jeg selv gerne vil være med på det. Da han for eksempel fik sit første Brio-tog, sad vi og legede med det, og så tænkte jeg: ‘Vi skal sgu da have flere skinner, der går ligeud, så vi kan lave den længere!’. Det skriver jeg så på hans ønskeliste uden at drøfte det med ham. Han får skinnerne, og den bliver jo vildere og vildere, den der togbane. Jeg har også taget mig selv i at spørge ham, om vi ikke skulle lege med togbane, hvor han har svaret: ‘Nej, ikke i dag’. Så jeg har været sådan lidt: ‘Jo, det skal du da’. Og så har vi bygget en togbane – fordi jeg havde lyst til det.

Om familieplanlægning

Planlægningen består i, at man accepterer, at det hele er kaotisk. Der er så mange ubekendte faktorer, og alting kan skride meget nemt. Én kan pludselig skide i bukserne, og så skal man vende om igen. Efter jeg har fået børn, er jeg blevet bedre til at acceptere, at planerne kan smuldre, hvilket jeg synes er en god ting. Jeg tager ikke tingene så tungt og er blevet bedre til at affinde mig med, at det hele ikke altid går efter mit hoved. Det er lidt af en befrielse og faktisk ret fedt. Det smitter også af på mit arbejdsliv, hvor jeg er blevet lidt bedre til at trække på skuldrene.

LÆS OGSÅ: 20 tegn på at du er far til et barn på halvandet år

Om at være far

Det er jo et mærkeligt ord at få på sig, når man altid har kaldt sin egen far for far. Jeg kan stadig studse lidt over det, når min søn kalder mig far, og tænke at det er lidt syret – dels at han kalder mig det, dels at jeg reagerer på det. Men jeg har vænnet mig til det. Jeg tror, det er værre, når man skal påtage sig titlen farfar. Og især oldefar.

Om mødregrupper

Jeg tror, det er et rum, som folk har brug for, og jeg tror klart, det har sin berettigelse. Men jeg skal fandeme ikke være med. Det er især vildt, når man er førstegangsfar, og der bliver kørt et arrangement op i en ens hjem med gulerodsstænger og hummus og ergonomiske vugger. Mødregrupper er som Anonyme Alkoholikere – bare med hummus. Det har en vild vibe. Der er på en eller anden måde noget lidt Hay-agtigt over det. Det er Hay og Tupperware og pandehår. Ej, hvor er jeg tarvelig nu! Det er jo vildt at blive mor. Man skal bare hoppe ud i det med mødregrupperne.

Om skærmtid

Det er ikke noget, vi nogensinde har været nødt til at introducere hjemme hos os, og det er jeg virkelig glad for. Selvfølgelig kører der noget Ramasjang, men vi har holdt skærmforbruget hen i rigtig lang tid, hvilket også betyder, at min søn ikke er afhængig af hverken iPad eller fjernsyn. Han kan godt synes, at en iPad er helt vildt spændende, men når han for eksempel får den udleveret på en ferie, kan jeg mærke, at vi har præget ham så meget i en anden retning, at den keder ham ret hurtigt – så synes han det er sjovere at bygge et sandslot. Hvis man gerne vil give sin børn de bedste forudsætninger, når de bliver voksne, synes jeg, man skal prøve at drosle ned på skærmfronten. Jeg tror, at jo mindre min søn har siddet ved skærme i sine små år, jo mere er det med til at danne ham som et menneske, der kan begå sig blandt andre mennesker – og fantasere. Jeg bruger meget tid på at opleve noget sammen med ham. Eller beder ham om at finde på noget at lave.

Om humor

Det ligger mig meget på sinde. Jeg går og fjoller en del hjemme i privaten, og jeg kan mærke, hvordan jeg rammer ret meget forbi, når jeg møder andre børn, fordi jeg tydeligvis har trænet min egen søn i ironi og sarkasme. Det er han ret godt rustet i. Men det virker overhovedet ikke på andre børn. Jeg tror på, at hvis man har grint rigtig mange timer om dagen som lille, så sætter det sig i én – så man som voksen bliver bedre til at håndtere alle de ting, der ikke er sjove i livet. I princippet synes jeg ikke, der er noget, som man ikke kan gøre grin med – og det er det, jeg synes humor er til for. Hvis man kan gøre grin med de sværeste ting i tilværelsen, så bliver de mindre hårde at komme igennem.

Om parforhold

Altså, der er ikke så meget fisse i at blive forældre. Sagt på den virkelig ucharmerende måde. Men jeg tror helt klart, at hvis man er i et godt parforhold, så bliver det kun stærkere af, at man får et barn sammen. Det er en rejse, man tager på – hvor man oplever noget stort og fedt sammen – og hvis man er i et godt forhold, så nyder man det, ligesom som man nyder en ferie sammen. Når det er sagt, er det ret hårdt for parforholdet at blive forældre, og man bliver testet på mange måder – fordi man sover dårligere, og der er mere at se til. Det handler meget om, hvor god man er til at komme over de pressede situationer – og hvor gode man er til at tale sammen om det og indrømme, når man har snerret, fordi man er i underskud. Det er enormt vigtigt.

LÆS OGSÅ: Graviditeten set igennem fars øjne

LÆS OGSÅ: Farvel til fraværende fædre

LÆS OGSÅ: Når din mand skal være far

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Gå til madplan
loading...