Erik Clausen

Erik Clausen: Mine børnebørn sørger for jeg ikke lugter af mug

Børnebørn er med til at holde liv i den ældre generation, men det kræver, at man deltager i aktiviteter med dem, mener Erik Clausen. Selv cykler han med sit mellemste barnebarn, Felix på 15.

Af Anne Mette Hancock

Hvordan er livet med børnebørn?

Kunsten at have børnebørn er at acceptere, at de ikke lægger mærke til dig. De kigger på fjernsynet og på deres Ipad, og kun sjældent, når den dér lidt ældre, gråhårede mand fortæller noget om gamle dage eller prøver noget så banalt som at fortælle en vittighed, så løfter de overbærende blikket. Jeg bliver genkendt mange steder, men det eneste sted, jeg ikke vækker nogen videre opmærksomhed, det er hos mine børnebørn. Jeg hører helt naturligt med og er for det meste bare tilskuer. Det er jo proportionerne i det, der er interessante, fordi deres liv hedder ‘fremtid’, mit liv hedder ‘fortid’. Alt det jeg, som morfar, synes er interessant, for eksempel computere, det tager børnebørnene for givet, mens jeg stadigvæk synes, det er fantastisk, at man kan sende en mail til Jylland uden at blande det tungsindige postvæsen ind i det.

Hvordan adskiller morfarrollen sig fra farrollen?

Den voldsomme kærlighed, børn udtrykker over for deres forældre med ord og kærtegn, den har mere udtryk af praktik, når man er morfar. De spørger, om du gider køre dem i svømmehallen, eller også har de et cykeldæk, du skal lappe. Du er som udgangspunkt ikke så meget deltager, du er mere tilskuer, men hvis man tænker sig godt om, kan man sommetider få lov til at blive deltager hos de dér børnebørn.

Er det nemmere at være morfar end far?

Det er meget nemmere. Det er også nemmere at glæde sig. Som far til små børn var jeg nervøs hver dag: ‘Gør vi det rigtigt? Har børnene slået sig? Bliver de drillet i børnehaven?’ Alle de dér bekymringer. Det er mere rummeligt at være morfar. Men man er nødt til at være lidt udspekuleret som morfar, ellers regner de bare én som inventar. Man må hive en sjov sang op ad hatten eller lave en tryllekunst – den hopper de på hver gang – og man må spille fodbold. Men at fortælle om relativitets-teorien eller om Christian IV, det er ikke sikkert, det er så interessant, så man må lære at være lidt kreativ.

Hvordan er du kreativ?

Jeg tager sommetider med til træning med de store knægte, og vi cykler sammen. Eller vi tager ud og ser et cykelløb sammen eller går i Tivoli, og da skal man som morfar ikke være så bange for at lade pengene hænge løst. Der er mange ældre, der har et meget lavt privatforbrug, men til gengæld har de meget høje tanker om, at man ikke skal bruge penge. Der er jeg som gammel marxist stik modsat og siger ‘penge, de er til for at blive brugt!’

Har man mere overskud som bedsteforælder, end man har som far?

Både ja og nej, for én af de ting, jeg kan mærke komme med alderen, er en ubændig trang til ensomhed. Jeg sætter pludselig stor pris på fred. Pladerne står inde på hylden: Kim Larsen, Bruce Springsteen, Chopin og så videre, men jeg spiller dem ikke. Silencio! Og når vi skal til reception, tænker jeg efterhånden ‘åh nej, det orker jeg sgu ikke’. Men så er det, man er nødt til at sige til sig selv ‘pas på, du gamle, du går ind i dig selv, du begynder at lugte af mug, og du falder sammen som en pind’! Der er børnebørnene gode til at få liv i én!

Hvad er det bedste ved at være morfar?

For mig er det inspirerende og livgivende, fordi det handler om kærlighed. Som morfar kan man ikke altid få udtrykt den kærlighed, for det ville jo være ‘pinligt’, hvis man bare sagde det højt. Men mit forhold til kærlighed er, at det er en energi, der ligger i rummet, og min kone har det lidt nemmere som mormor, fordi hun er rigtig god til at passe børn. Så da siger jeg til alle bedstefædre: Lad os også udtrykke os i forhold til vores børnebørn ved at være praktiske, ved at reparere den cykel, vise dem noget, de ikke kender som Statens Museum for Kunst, eller ved at tage dem med til boksekamp og lave nogle aktiviteter sammen.

Hvordan taler du og dine børnebørn sammen?

Det kan være svært at sætte sig ned og spørge ‘hvordan har du det?’ For så svarer de ‘jeg har det godt’ – uanset hvordan de har det! Samtalerne flyder bedre undervejs i bilen, undervejs på stranden. Det er i løbet af aktiviteterne, når man er på vej fra A til B, at de pludselig fortæller om sig selv.

Bekymrer du dig om dem?

Jeg er generelt ikke nogen superoptimist. Jeg bekymrer mig meget om, hvordan det hele skal gå. Jeg vil helst lægge en rød løber foran dem hele tiden, men jeg ved jo godt, at sådan kan livet ikke være. Jeg har med min baggrund og i mit virke oplevet, at livet er hårdt. Jeg synes ikke, man lever livet, det er en kamp! Og det må det gerne være, men det taler man bare ikke om. Man spørger i stedet folk, om de ‘hygger sig’. Men det er en kamp at få hevet pengene hjem til de der satans faste udgifter, man har som voksen, og det kan jeg da godt bekymre mig om på børnebørnenes vegne.

Fortæller du dem om dit liv?

Ja, sommetider, men du må ikke stille krav til dine børnebørn om, at de skal høre efter, når du forklarer dem, hvor hårdt det var, da du var barn, og at du måtte spise fedtemadder til aftensmad hver dag. Det gider de ikke høre om. Du må også acceptere, at dine store idoler – Che Guevara, Cassius Clay – dem aner de sikkert intet om. Til gengæld ved du ikke, hvem Eminem er, og du tror stadig, at Medina er et indkøbscenter i Marokko.

Hvordan er forholdet til dine børnebørn sammenlignet med dine bedsteforældre?

Min morfar døde i en trafikulykke på Vesterbro, inden jeg blev født. Han var håndværker, og da min mor levede, sagde hun tit ‘ih, hvor du minder om din morfar!’ Men jeg kendte ham jo ikke. Min mormor var alene med syv børn i en lille lejlighed, og hun havde næsten ingen penge. Hun opdrog meget med skræk: ‘Hvis I onanerer, bliver I blinde’ eller ‘for dem, der skåler i vand, betyder det døden!’ Hun levede i åndernes rige, så jeg havde ingen kontakt med hende. Min fars forældre kendte jeg heller ikke. Han skred til Sverige under krigen, så ham så jeg første gang, da jeg var 15 år. Så der var ingen ældre i mit liv, da jeg var barn.

Hvordan opfatter du bedsteforældre i dag?

Jeg har jævnaldrende kammerater fra min cykelklub, der kører triatlon. Jeg cykler selv 100 kilometer om ugen, og jeg er 74 år. Det så du ikke før i tiden! Da var du slidt op! Da min mormor var 50, lignede hun en olding. Min kone er 70 og ser smaddergodt ud. Folkesundheden har ændret familieforholdene, men det betyder også, at der er mange bedsteforældre, der hellere vil sidde i en villa i Sydfrankrig og passe deres ego og vente på Politiken, der først kommer om otte dage, end at gå over i Enghaveparken og spille fodbold med ungerne.

Er det et privilegium for dig at være tæt på børnebørnene?

Jeg vil ikke sige, jeg anser det for et privilegium – jeg anser det som en selvfølge. Det handler om en familiefølelse og en glæde ved en form for fællesskab, hvor du også må være hensynsfuld: Hvis kærligheden for eksempel kun kan trives, hvis du ikke diskuterer politik, så lad være med det! Man overbeviser ingen ved hjælp af en argumentation, men ved den måde, man gør tingene på. Og jeg ved, at jeg gør nogle ting, som mine børnebørn lægger mærke til, og som jeg ved, de vil kunne huske.

LÆS OGSÅ: Leder: Tak, bedsteforældre!

LÆS OGSÅ: Krea: 9 hjemmelavede julegaver til bedsteforældre

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Lige nu kan du få 3 mdr. abonnement og F&F Herbert bamsen som særligt tilbud. Klik herunder, for at benytte tilbuddet.

Gå til madplan
loading...