Foto: Privat

En fars dagbog fra babyland

Hvordan er det egentlig at være mand, mens ens kone er på barsel? Vi har spurgt journalist og tv-vært Jens Blauenfeldt, der har ført dagbog over en uge i sit liv, mens konen er på barsel med lille baby Gustav.

Jens Blauenfeldt, Vores Børn Mini, Februar 2012
17. februar 2012

Faktaboks

Far: Jens Blauenfeldt, tv-vært og journalist

Du kender ham fra: Kender du typen på TV2

Børn: Sofie, 11 år, Elisabeth, knap 3 år, og Gustav, 6 mdr.

Gift med: Helle

Bor på: Amager

Søndag
Tager lige en snak på tomandshånd med Gus. Om damer. Bliver enig med ham om, at der kun er to grunde til, at vi har brug for dem:

1. De rydder op efter os.

2. De har patter.

Dejligt med en, der forstår mig. Huset sover. Tager på kanalrundfart og ærgrer mig over, at jeg slet ikke får set så meget fjernsyn, som jeg gerne vil. Opdager, at fruen i huset har flyttet rundt på tv-kanalerne. Så hvor der før var Eurosport og Playboy Channel, er der nu Ramasjang og Disney Channel …

Mandag morgen
Bliver vækket klokken fire om natten og bedt om at skifte ble. Tager tre-fire dybe udåndinger og bevæger mig som en zombie hen til puslebordet. Med halvt lukkede øjne og meget langsomme bevægelser muger jeg ud. Ikke så meget pis. Altså masser af tis, men ikke så meget udenomspis: ingen gøgl, ingen øjenkontakt, ingen pludren.

Synes selv, jeg er en helt. Det synes konen også. Falder hurtigt i søvn igen. Det gør hun ikke, for der skal lige ammes et kvarters tid mere.

Mandag eftermiddag
Er pisse frustreret over, jeg ikke kan få øjenkontakt med Gus. Han kigger rundt med store øjne på alle mulige ting i huset, men jeg er åbenbart ikke spændende nok. Hallo! Så se dog på mig, når jeg taler babysprog til dig! Hvad fanden skal jeg gøre for at få din opmærksomhed?! Hans mor er åbenbart meget bedre (hun har selvfølgelig også patter). Hun siger venligt, at det ikke er min skyld, men noget med, at han endnu ikke har lært, at hun ikke er en selvstændig person, og at han tror, hun er sådan et vedhæng, som han kan bruge, når det passer ham – altså en slags amme-applikation, som han kan logge på, når han har lyst. Jeg har ikke chance!

Læs videre i dagbogen på næste side>>

Tirsdag
Har travlt på arbejde. Sender spydig sms til konen (fordi jeg har vænnet hende til aldrig at skulle sørge for aftensmad): Min skat, hvad skal vi spise i aften? Skal jeg købe mælk til risengrød? Kys fra din bofælle, som bliver din mand engang igen … Hun: Jeg har taget oksekød op. Tænkte, at vi ku’ lave lasagne eller bare kødsovs, så der også er til torsdag. Kys fra din husbestyrerinde, som bliver din kæreste igen engang. Kys. Jeg: Okay. Så kommer jeg ikke for sent hjem. Kys. Men i virkeligheden tænker jeg, at hun da for fanden godt kan magte at hælde lidt vand, mælk og ris i en gryde og røre i det engang imellem! Og så tager jeg tidligt hjem og laver kødsovs.

Efter aftensmad: Har en gylden stund på gulvet med lillebror liggende på min mave. Mens hans to søstre spiller klaver og tegner, hygger vi to mænd os med løfteture og lange strenge af savl, som alle sammen rammer mig lige i ansigtet. Kan det blive mere idyllisk?

Onsdag
Vågner klokken syv med Gus ved siden af mig. Han grynter. Det gør han faktisk ret meget om natten. Hans mor er til gengæld væk. Hun får slet ikke sovet nok, så hun er flygtet ud af soveværelset klokken seks for at få en times søvn i værelset ved siden af. Har ondt af hende og er nervøs for, hvor længe hendes krop kan holde til ikke at sove mere end halvanden time ad gangen.

13.32: Sms fra konen, der har været til afspændingsgymnastik:

Hej skat. Har fået at vide, at jeg skal gå tidligt i seng hver anden dag og holde kæresteaften hver anden aften. Men hvornår skal vi to så ses? Jeg svarer ikke, men bliver ked af det. Ikke fordi vi meget sjældent er kærester for tiden, men fordi hun huggede en oplagt joke.

Hader hende lidt nu. Det er faktisk slet ikke så sjovt at komme så sent hjem fra arbejde, hvor jeg kun lige når at sige godnat til lillemanden uden at få øjenkontakt med ham. Så savner jeg lidt at have lang barsel. På den anden side stod jeg jo ikke op og skiftede bleen senere den nat.

Når også at holde kæresteaften = et afsnit af Broen på DR1 + en skål fyldte chokolader. For en gangs skyld falder ingen af os i søvn. Sådan, 45 minutters effektiv kærestetid! Det der med restauranter og rødvin må vente til år 2013 …

Læs om resten af Jens’ uge på næste side>>

Torsdag efter frokost på arbejde
Én af de dage, hvor jeg bare ville ønske, at jeg skulle arbejde længe. Gider ikke tage hjem, fordi det er helt forventeligt, hvad der sker … Konen beder nærmest kommanderende om, at jeg tager mig af børnene i ulvetimen og ellers er ham med overskuddet, fordi hun selv er helt drænet for kræfter. Jeg forstår hende, for Gus er en klovn til at sove mere end 45 minutter ad gangen. Men jeg forstår fandeme også de mange mænd, der pludselig får masser af overarbejde, når de bliver fædre. Og jeg forstår godt, hvorfor småbørnsforældre bliver skilt. Been there, done that.

Torsdag efter aftensmad (som jeg har lavet)
Har en skrigende dreng på armen, der hverken har fyldt sin ble eller er træt, men bare gerne vil have noget mad af sin mor, mens den toårige storesøster hakker sit lille træsværd i mit lår, fordi jeg åbenbart er en drage, og hun er ridderen. Og moren skulle bare lige vaske op …

Efter 21: Sidder og taster sådan nogle kontrolnumre ind fra bagsiden af tomme Libero-blepakker. Det er noget med, at man så kan indløse dem til … øjeblik … til ting med Libero-logoer på. Hvor fedt er dét lige?! Men okay, ud over det lidt fornærede og snusfornuftige vælger jeg at tro, at man som medlem af Libero-klubben er en del af et verdensomspændende netværk af glade og tilfredse forældre, der har skønne børn med perfekte røvhuller.

Fredag
17.02: Kommer drivvåd hjem efter knaldhård regnbyge. Der mangler bleer, og der skal stå aftensmad på bordet om en time. “Her, tag lige ham her et øjeblik,” lyder den klare melding fra barnets mor. Kan ikke lige se, hvordan den næste time skal blive særlig sjov. Men så begynder den lille mand at kigge på mig og sige lyde. Vi snakker sammen i et par minutter, og han smiler og får mig til at blive helt vildt stolt. Og så opdager jeg, at jeg står i underbukser, og der stadig mangler bleer.

Risengrøden op at koge, drøner i Superbest. Og maden står på bordet klokken 18. God far.

04.00: Gus skriger, og moren græder på samme tid. Jeg tager Gus med ned i stuen og vugger ham i søvn. Mor falder i søvn. God bofælle.

Lørdag
Bliver mindet om, at jeg har en kone, der langt ude er i familie med Mrs. Hyacinth fra den engelske komedieserie Fint skal det være. Min frue i huset hader bunker af vasketøj, værelser der ikke er ryddet op, og borde der ikke er tørret af. Til gengæld har jeg også en topstresset hustru, der enten er i gang med at tage sig af en baby, babyens storesøster eller noget, der involverer vaskepulver.

Jeg har for længst opgivet at være både en god arbejder, en god far og en god kæreste. Tror kun, at jeg kan være to ad gangen, så lige nu er det god arbejder og temmelig god far, men dårlig kæreste.

Lørdag efter aftensmad (som jeg også har lavet)
Jeg har vagten i badeværelset. Sænker hans lille bare numse ned i vandet, og pling! Så er der øjenkontakt. I de næste fem minutter ser han kun på mig med øjne så store som lykkehjul, fulde af glæde og noget, jeg tolker som stor taknemmelighed. Han elsker mig! Eller måske er han bare vild med vand. Benene pisker rundt, så badekarret langsomt tømmes ud over mine strømper. Fuck, det er fedt. Tak, Gus, jeg tror alligevel på, at du er mit barn!

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

farmor

Sådan får I farmor mere på banen

De fleste mødre bruger deres egen mor til råd og pasning, men prøv indimellem at skifte mormor ud med farmor.

Skrevet af Christina Fabrin
01. september 2015

Dit barn skriger, din mand er fraværende, huset roder, amningen fungerer ikke – hvem tyr du til for støtte? Din egen mor! Når ungen så sover, og du og din mand gerne vil ud – hvem skal så passe barnet? Mor!

Det er nemlig sådan, at mormor foretrækkes i langt de fleste tilfælde, fortæller både familieterapeut Emilie Melchior og sundhedsplejerske og konfliktmægler Marion Thorning.

LÆS OGSÅ: Derfor har dit barn brug for bedste

– Det handler ikke om at forskelsbehandle, som nogle farmødre måske vil se det. Det handler om det ganske naturlige i, at vi kvinder bliver enormt sårbare og usikre helt ind i knoglerne, når vi bliver mødre. Usikkerheden kan stresse, og for at dulme stressen søger vi tryghed til at rumme den. Og hvem giver oftest tryghed? Det gør mor, forklarer familieterapeut Emilie Melchior.

Sundhedsplejerske og konfliktmægler Marion Thorning er enig:

– Med mor har vi en, som vi har været overladt til helt fra fostertilværelsen. Det giver os et særligt bånd, der gør, at vi gladelig overlader vores dyrebareste – vores nyfødte – til mor. Hun kender vores svage punkter og er med, når vi siger ‘du ved jo, jeg altid har haft det sådan og sådan’. Vi behøver ikke forklare os, siger Marion Thorning.

Derudover kan vi, ifølge Emilie Melchior, bedre forstå og tilgive vores mødres måske irriterende formaninger og gammeldags råd om vores barn. Imens vi sjældent naturligt har samme largeness over for svigermor. Og selv om der selvfølgelig er forskel på familier, er det oftest sådan, at farmor bare ikke kan tillade sig det samme som mormor.

– En farmor skal desværre – hvor urimeligt det end virker – modsat mormødre gøre sig mere fortjent til at være en del af familien, siger hun. Også Marion Thorning forklarer, at forskellen er noget, som farmor må forlige sig med.

– Hun er nødt til at acceptere, at mor og barn hører sammen. Farmor er naturlovsmæssigt en fremmed kvinde. Og en nybagt mor overlader ikke uden videre sit barn til en fremmed kvinde.

En plads til farmor

Men hvad kan farmor så gøre for at få en plads i forholdet til sit barnebarn? En god start er at have et godt forhold til sin svigerdatter, før der overhovedet er tænkt på børn. Ellers vil det blive svært at knytte bånd som farmor, forklarer Marion Thorning.

– Man er som svigermor nødt til at tænke fremsynet, uanset om man har det godt eller mindre godt med svigerdatteren. For pludselig er man i familie og har en baby som fælles reference. Så vær fra start en åben og spørgende – men ikke udfrittende – svigermor.

LÆS OGSÅ: 10 tip til god kommunikation med bedsteforældre

Emilie Melchior er enig:

– Og når hun så bliver farmor, skal farmor ikke gemme sig, men hun skal nok forholde sig lidt tilbagetrukket frem for at mase sig på og demonstrere sin ret til at være farmor. Hun bør give det tid og vise, hun er der. Spørge, hvad hun kan hjælpe med, og om hun må holde den lille fremfor bare at gøre det. Det er uden tvivl svært og kan føles urimeligt, men det modsatte kan ifølge eksperterne netop fremprovokere hidtil usete irritationer hos svigerdatteren, der for evigt er forandret efter ankomsten af sin lille baby.

– Jo mere tryg svigerdatter bliver i morrollen, før svigermor blander sig, des mere har forholdet mulighed for at udvikle sig positivt. Så start ud på god, respektfuld fod fra barnet er nyfødt, siger Emilie Melchior.

En løsning kan være mere orlov til far.

– Hvis far tager barsel i eksempelvis tre måneder, så vil han naturligt og sandsynligvis bruge sine forældre meget i den periode. Og det vil gøre en kæmpe forskel i forholdet til farmor og farfar, siger Marion Thorning og understreger, at alle har en ansvar for, at farmor kommer mere på banen.

Man kan dog aldrig fremtvinge et godt forhold mellem barnebarn og bedsteforældre. Det skal de hver og en gøre sig fortjent til. Men mor kan sagtens hjælpe farmor lidt på vej.

– Se hende som en berigelse og tilføjelse til mormor, bær over med hende, hvis hun irriterer dig, og husk at se på din egen andel af forholdet. Man kan ikke ændre sin svigermor, men man kan ændre sig selv. Og husk: Hun vil oftest være et kæmpe aktiv for dine poder, siger Emilie Melchior.

Faktaboks

3 Situationer, hvor farmor kan komme på banen

1. DU ER GRAVID, OG VIL GERNE ALLEREDE NU SIKRE ET GODT FORHOLD TIL FARMOR

Tag en snak med hende, og læg løst ud med åbne, venlige samtaleemner, så I kan afstemme forventningerne. Eksempelvis kan du spørge hende sådan her: ’Svigermor, der er så mange historier om skrækkelige svigermødre og -døtre. Og om hvordan de begge ved bedst om barnet. Hvad tænker du om det? Og hvordan tror du det vil gå os?’ Så er snakken i gang.

2. FARMOR FORTÆLLER DIG, AT HUN FØLER SIG UDENFOR

Hvis det kommer ud mellem sidebenene, mens I er sammen med andre, så skal du ikke gøre noget i øjeblikket. Men tag telefonen bagefter, og snak med hende om din holdning. Forklar eventuelt, at svigermors tid nok skal komme. Hvis det er længe siden, du blev mor, så spørg hende, hvad hun har af forventninger til rollen, og hvad der gør hende ked af det.

3. TIL FAMILIEFESTER VIL DIT BARN KUN SIDDE VED MORMOR

Hvis du selv har sat barnet hos mormor, så lav om på det næste gang. Tag eventuelt en snak med din mor, hvor du nænsomt beder hende træde et skridt tilbage, fordi farmor er ked af at være overflødig. Insister, hvis din mor ikke lytter. Men accepter også, at barnet i en vis alder selv vælger og ikke kan tvinges til at være hos den ene eller den anden.

Kilder: Familieterapeut Emilie Melchior og sundhedsplejerske og konfliktmægler Marion Thorning.

LÆS OGSÅ: Bedsteforældre gør børn tykke

LÆS OGSÅ: Farmor rejser gerne 370 kilometer: “Jeg vil så gerne passe mit barnebarn

LÆS OGSÅ: Har du holdt ferie fra dine børn i år?

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

Svigermor og svigerdatter er gode veninder

Svigermor og svigerdatter bor i samme opgang

“Vi er næsten mere veninder end svigermor og svigerdatter”

Cecilie og Mikkel bor i samme opgang som farmor og farfar, der hjælper med at få hverdagen til at hænge sammen.

Skrevet af Sofie Winther Askgaard
31. august 2015

Faktaboks

FAMILIEN

MOR Cecilie Thorslund, 30 år, ph.d.-studerende

FAR Mikkel Andersen, 32 år, sociolog

BØRN Theodor, to år, og Sebastian, fem år

FARMOR Inge Knudsen, 58 år, pædagog

Hyggen er hældt på kanden i lejligheden hos Cecilie Thorslund, da farmor, Inge Knudsen, kommer ned fra etagen ovenover, hvor hun bor sammen med farfar. Tæt på!, vil mange nok tænke. Men Cecilie har været heldig med sin svigermor, mener hun. Inge henter og bringer fast to dage om ugen og putter drengene hver mandag aften. Og hun gør det ikke af pligt.

– Jeg passer dem, fordi jeg gerne vil være sammen med dem. De gør mig så glad, siger Inge og tilføjer, at hun ønsker sig en trappe op til sin lejlighed, så børnene kan løbe op og ned.

– Narjƒ…, siger Cecilie og tilføjer:

–…Vi er nogle værre høns. Jeg taler med Inge om alt muligt, og vi taler nok mere sammen, end hun taler med sin egen søn, siger hun.

 LÆS OGSÅ: Farmor rejser gerne 370 kilometer: “Jeg vil så gerne passe mit barnebarn”

– Vi tager også til byen sammen, og vi går i Frederiksberg Have. Nogle gange tænker jeg slet ikke på Cecilie som min svigerdatter. Vi har en fortrolighed, uden at være veninder, forklarer Inge.

Privatliv, ja tak

Når kun en etage adskiller dig fra svigerforældrene, kan det være svært at have et privatliv. Derfor handler det om at melde klart ud.

– I starten skulle vi lige finde grænserne. Banker man på, eller går man bare ind? Og så skal man sige fra. Den anden aften var jeg for eksempel træt og ville se tv, så jeg sagde til Inge, at nu måtte hun gerne gå hjem, siger Cecilie.

– Og det er okay. Jeg kunne heller ikke drømme om at bare at brase ind, fortsætter Inge.

Nogle gange stopper hun ude på trappen, når hun er på vej op i sin egen lejlighed. ‘Skal jeg lige banke på?’, tænker hun, for det er to dage siden, hun har set børnene. Men som regel går hun videre. Andre gange er det Cecilie, der styrter op til farmor og farfar. Som for nyligt, da Sebastian havde sagt noget sjovt, som Cecilie måtte dele.

– Jeg var nødt til at mærke den der begejstring, for det er bare det bedste. Inge kan næsten blive mere begejstret end jeg, siger Cecilie.

Andre regler hos mormor

Hos farmor må der serveres pandekager en gang imellem, men hos mormor er det ad libitum, fordi hun bor langt væk og ikke ser dem så tit.

– Min mor skal have lov til at forkæle dem. Hun vil bare gerne gøre noget rart for dem, og derfor må hun servere alle de pandekager, hun vil. Hos farmor er det anderledes, siger Cecilie.

– Det kan jeg godt forstå. Jeg ved, at Cecilies mor misunder mig, fordi jeg har drengene meget. De må også mere hos os end hjemme, men ikke pandekager med is og hoppen i sofaerne, siger Inge, mens Cecilie ryster på hovedet.

LÆS OGSÅ: Ung mor: “Jeg har altid drømt om at få børn i en ung alder

– De kan virkelig sno dig. Når du laver aftensmad, laver du altid flere retter, så du er sikker på, der er noget, de kan lide. Men det er okay. Det er ferie hos jer og hverdag hos os. Begge dele er fint, siger Cecilie. Cecilie og Inge skændes aldrig. Men man kan godt tænke sit om hinanden uden at sige det højt.

– Jeg har aldrig smækket med døren og sagt, at nu må du passe ordentligt på dine børn. Men jeg har måske tænkt mit, siger Inge, der nogle gange synes, at Cecilie og Mikkel arbejder for meget.

–… Den fine balance er bare, at du godt kan lade den ligge der. Du siger for eksempel, at du er en hønemor, og jeg er en ravnemor. Og det er okay med mig, siger Cecilie til Inge. Theodor kommer ud i køkkenet med en ballon, han vil have mor til at puste op. Ikke nu, siger Cecilie til ham.

– Læg ballonen på bordet, Theo, så du ikke kommer til at spise den, siger Inge til drengen.

– Aj, han spiser den da ikke! Det er et eksempel på, at Inge er en hønemor, siger Cecilie og griner.

– Okay, jeg er lidt pyldret. Så tænker jeg bare mit nu, siger Inge.

– Men hvis du kan slippe af sted med det, gemmer du ballonen, siger Cecilie og smiler til sin svigermor.

– Inge er også bange for, at børnene falder og slår sig, når de hopper i sofaen. Så jeg siger til dem, at de ikke må hoppe i sofaen, når farmor er her. Det er min måde at respektere Inge og samtidig holde fast i, at når hun ikke er her, så er det sgu okay!, siger Cecilie.

LÆS OGSÅ: 10 tip til god kommunikation med bedsteforældre

LÆS OGSÅ: 40-årig om at være ‘gammel’ gravid: “Det er ikke unormalt i vores univers”

LÆS OGSÅ: Lene Espersen: ’Jeg blev kaldt ravnemor’

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

laerke_artikel

Helene mistede sit barn

På den her måde kan vi altid holde hinanden i hånden

På Helenes skulder sidder en fin lille tatovering af en børnehånd. Det er et håndaftryk fra hendes datter Lærke, som døde, da hun var 7 måneder gammel.

Louise Rudolf
27. august 2015

Det er forår, og alting tegner lyst. Helene er blevet kæreste med Thomas. De venter deres første barn sammen. Helene har fire børn fra et tidligere forhold, men det er Thomas’ første barn.

Alt forløber efter bogen, og som den erfarne mor, hun er, kan de forlade hospitalet fire timer efter fødslen med deres lille, nyfødte pige, Lærke.

LÆS OGSÅ: Jeg kæmper med angsten for at miste, efter mit barn døde

– Jeg var så glad for at få en ny start, og alt gik godt, fortæller Helene Thomsen til voresbørn.dk

Lærke er hjertebarn

De første børneundersøgelser hos lægen går også, helt som de skal, men da Helene er til 5 måneders-undersøgelse med Lærke, hører lægen en lille mislyd på hjertet. De bliver derfor sendt videre til en hjertelæge for at få tjekket, hvad det kan være.

– Jeg prøver at skubbe spekulationerne væk og tænker, at hun er rask og ikke fejler noget. Det kan godt være, hun er lidt lille, men alle børn er jo forskellige, forklarer Helene.

Hjertelægen er ikke i tvivl om, at Lærke har problemer med sit hjerte og sender dem til videre undersøgelse på Odense Hospital.

Her viser en scanning, at Lærke mangler en blodåre fra hjertet til lungerne, og at de skal afvente en operation. Det bliver til en måneds indlæggelse i Odense, mens de venter på operationen, der skal finde sted i Aarhus.

Læs også: “Vi vidste ikke, om vi ville få vores børn med hjem”

– På det tidspunkt føles det næsten som at være på ferie. Der er ikke alle de praktiske ting som vasketøj og madlavning at tage sig af, og Lærke bliver mest bare holdt øje med, fortæller Helene.

Tid til operation

Det er en lang køretur, den lille familie skal ud på, da de begiver sig mod Skejby Sygehus.

Det er stadig svært for Helene og Thomas at forstå alvoren i situationen. Men familien har været og sige farvel til Lærke, hvis operationen i værste fald ikke skulle ende som planlagt. Afskeden med familien gør det svært at holde frygten på afstand.

Helene prøver at holde fast i håbet om, at lægerne måtte have set forkert under undersøgelserne. Thomas bevarer også optimismen. Hun skal nok klare det, hun er en stærk pige, trøster han Helene.

Da det er tid til operationen, får Helene og Thomas lov til at følge Lærke helt ind, da hun skal lægges i narkose. Hun er stadig så lille og hænger mest på sin mor.

– Det sidste billede, jeg har af hende vågen, er, mens hun ligger der på briksen med narkose-masken på og skriger og rækker armene ud mod mig. Der tudbrølede jeg, siger Helene.

Lærke vågner aldrig op efter operationen. Der opstår komplikationer, og i 13 dage forsøger lægerne at redde hendes liv. Til sidst må de give op.

LÆS OGSÅ: “I min boble fejlede Sofie ingenting”

– Da de slukker for Lærke, sidder jeg med hende i mine arme, og hele familien er samlet hos hende. Min fætters kone siger, at hun så min mormor komme og hente Lærke. Det er en sød tanke at have, fortæller Helene.

Et evigt minde

Efter Lærkes død, bliver der taget hånd og fodaftryk, som familien kan få med som et minde, og for to år siden beslutter Helene sig for, at det håndaftryk skal sidde på hendes krop til evig tid, og tatoveringen bliver lavet.

– Jeg husker hende på en eller anden måde mere på den her måde, og hun giver mig et skub i den rigtige retning. Det hele gik ned ad bakke, efter jeg mistede hende, men nu er jeg kommet i gang med en uddannelse, fortæller Helene.

– Jeg har hende altid med mig, og hun vil altid være med mig. Når jeg rækker hånden om på min skulder, så kan jeg nå tatoveringen, og på den måde kan vi altid holde hinanden lidt i hånden.

Efter Lærkes død bliver Helene hurtigt gravid igen med lillesøster Josefine, som i dag er fire år.

– Det var vigtigt for os at få et barn igen. Det er den bedste medicin mod sorgen. Selvom Josefine aldrig kan erstatte Lærke, så har hun hjulpet mig med at komme videre.

 LÆS OGSÅ: Her er de 4 mest populære måder at breake en graviditet på facebook

LÆS OGSÅ: Eksperterne om fremtidens forældre: Vi vil kræve retten til at være sammen med vores børn tilbage

 LÆS OGSÅ: 5 typiske bekymringer når du venter barn nummer to

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

Engang var livet veninder og byture - nu er det allerbedste bare at slappe af sammen med sine børn. Foto: Privat

Derfor bliver jeg lettet, når folk aflyser

Indrømmet. Jeg bliver stort set aldrig for alvor skuffet, når planer, der er blevet lagt med andre uden for min familie, ryger i vasken.

Skrevet af Amalie Nebelong
24. august 2015

Jeg har altid haft en bestemt forestilling om, hvordan jeg gerne vil være. En forestilling, der ganske ofte har ligget et stykke fra, hvem jeg i virkeligheden er. Og det er ikke nemt at indrømme. Men efter jeg har fået to børn, har jeg fået en indstilling til mange ting i stil med: Livet er for kort til forstillelse.

Jeg har altid gerne villet være den over-sociale type, der flere gange ugentligt lige har folk forbi til en impulsiv pasta, altid lige mødes til en kaffe med en veninde, og typen, der foretrækker en løbe-buddy fremfor at løbe alene rundt om Søerne i København som en skoldet skid, der dælme bare skal have det overstået.

LÆS OGSÅ: 7 grunde til at jeg spiser slik hver aften

Og dén person blev jeg nærmest også tranformeret om til i min tid før børn, da torsdag, fredag og lørdag var lig med drukture, og resten af ugen var lig med cafébesøg og biografture.

Jeg har brugt uanede mængder af energi (og penge) på at være en anden. Men nu er jeg blevet træt.

Efter jeg har fået to børn og et fuldtidsjob, sætter jeg ekstremt stor pris på de aftener, hvor jeg ikke skal noget. Eller de weekender, hvor vi ikke skal noget, men bare kan daffe ned på legepladsen eller læse bøger og se film hele dagen. For jeg har aldrig rigtig tid til ”ikke at skulle noget” med mindre, jeg prioriterer det med hård hånd.

Det er hundrede år siden, jeg har set de fleste

Et led i at have forsøgt at blive en anden, end den jeg faktisk er, har også altid inkluderet at få skrevet en masse aftaler ind i kalenderen. For det ser så pænt ud; alle de små aftaler skriblet ind med pæn skrift. Nogle gange måske efterfulgt af et lille hjerte.

Men min overflod af aftaler – ofte planlagt flere uger frem – har flere gange resulteret i, at jeg egentlig ikke har været særlig oplagt på dagen. Og nogle gange har jeg måttet aflyse, fordi jeg simpelthen ikke magtede at skulle ud. Og det har givet mig uendeligt dårlig samvittighed at skulle aflyse med de dejlige mennesker, jeg kender.

LÆS OGSÅ: Savner du at kunne tage ud med vennerne igen?

Nu har jeg to børn, og jeg kommer ofte stadig til at lave for mange aftaler, for ”det er jo hundrede år siden, at jeg har set hende”. Faktisk er det hundrede år siden, at jeg har set de fleste. For i hverdagene er det nærmest umuligt at nå at se nogen. Især folk med børn.

Vi er trætte, børnene er trætte, og så er det virkelig svært at have rigtig ”hyggetid” med sine børn, hvis der er en helt familie kastet ind i billedet, som man skal ”catche up” med. Og når det bliver weekend, har jeg mest brug for lidt fred og ro med min mand og børn i stedet for den ene aftale efter den anden, for vores hverdag er jo i forvejen fuldstændig skemalagt.

LÆS OGSÅ: Veninder med og uden børn

Derfor bliver jeg lettet, når folk aflyser en aftale. Ikke fordi jeg ikke vil se dem, for det vil jeg virkelig gerne. Men ofte vil jeg hellere have lidt ro i hovedet på sofaen, når jeg efter en lang dag med arbejde og børn endelig kan se mit snit til at sidde ned i to timer, inden jeg er døden nær af træthed.

Selvfølgelig vil jeg gerne se dem, jeg holder af, og jeg har fundet ud af, hvordan det skal udspille sig: Jeg skal i så vidt muligt omfang lave aftalen i sidste øjeblik og allerhelst på dagen. For så ved jeg, at jeg virkelig har lyst til det glas vin på den nye vinbar på Nørrebro.

Den vildeste festpige

Min mand synes, det er fjollet, at jeg laver så mange aftaler, når jeg egentlig ikke har overskud til at føre dem ud i livet. Han har gennemskuet mig, men elsker mig heldigvis alligevel, selvom han hurtigt ville kunne have følt sig ”snydt”, da jeg var den vildeste ”festpige”, dengang vi mødte hinanden.

Vi mødte for guds skyld hinanden på ’Louises’ (morgenværtshus på Nørrebro i København). Han har det selv stille og roligt med, at han ser sine venner nogle gange med 1-2 måneders mellemrum. Han har for længst indset, at sådan er det, når alle har fået børn. Og det er helt ok.

LÆS OGSÅ: Børn kan langt overgå en aften på Buddy Holly

Men i min vennekreds er de andre piger først begyndt at få børn nu, så jeg har været en smule alene om at foretrække sofaen frem for Distortion. Faktisk har jeg oplevet veninder, der udtrykte bekymring for, at jeg ”aldrig kom ud om aftenen”. Da dén bekymring udspillede sig, var jeg nybagt mor til barn nummer to og anså det, at jeg ”aldrig kom ud om aftenen” for at være mit mindste problem!

Mit største problem var, at jeg ikke havde tid nok til ikke ”at komme ud om aftenen” og netop bare slappe af på sofaen. Og den dag i dag sætter jeg stor pris på ”den stille tid” – og når der er nogen, der aflyser en aftale, så ser jeg det bare som en kærkommen mulighed for lidt mere ”stille tid”, for man kan jo altid lave en ny aftale og få den skrevet ind i kalenderen.

LÆS OGSÅ: Hvorfor hylder samfundet dem, der kører livet videre i samme tempo, efter de har fået børn?

LÆS OGSÅ: Træt, træt, træt – få de bedste råd til mere søvn

LÆS OGSÅ: Mor til to: ”Når mine børn kalder mig ved mit fornavn, anerkender de at jeg er en person med et liv”

LÆS OGSÅ: 6 fantastiske apps til mor der gør hverdagen lidt nemmere

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.