Tandbørstetvang?

Børn skal ikke være særlig gamle, før det kan føles som et overgreb at børste deres tænder, når de ikke vil. Hvad stiller man op? Vi satte en mor og journalist til at undersøge sagen.


Måske er tandbørsteritualet heller ikke det allerhyggeligste hjemme hos dig, og måske kæmper du også en kamp som mig, der efterhånden bruger flere og flere kræfter på at skubbe den blå tandbørste ind i min tudende søns mund, mens han – i øvrigt ganske imponerende – bliver bedre og bedre til at græde hjerteskærende med lukket mund.

Det begyndte ellers så godt. Med krum hals forsøgte jeg at lege mig frem til rene tænder. Tandbørsten var en sjov filur, der ville danse i munden, efter at den havde været på tur: først i min mund, så i fars mund og så i Kaspers.

Men ak, det eneste, der i sidste ende virker, er, at jeg holder begge Kaspers arme fast, så han ikke kan bevæge sig ret meget. Efter noget tid reagerer han ved at græde på en måde, så han ikke længere kan holde munden lukket, og først der kan vi komme til at børste.

Ikke en særlig pædagogisk metode og heller ikke særlig hyggelig for hverken os forældre eller vores søn. Men hvad stiller man op? Kaspers otte fine, hvide fortænder og tre flotte kindtænder skulle gerne blive ved med at være funklende og fine, men samtidig sidder jeg ofte tilbage med en følelse af at være en dårlig mor, der frygter, at min søvn får traumer over kampen.

“Børn får ikke traumer af en så kortvarig oplevelse som tandbørstning, og de fleste vænner sig til det efter noget tid. Man skal huske på, at især små børn bestemmer meget lidt selv. Men at lukke munden, det kan de bestemme. Derfor bliver det tit en kamp at få børstet tænderne,” forklarer børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.

Tandbørsten er skurken
Et er kampen, noget andet er følelsen af at begå overgreb. Hvor overgrebsagtig må man have lov til at være i de rene tænders navn?

Margrethe Brun Hansen minder os forældre om, at vi selvfølgelig skal være så nænsomme som muligt, men at vi også skal huske at tænke på de skader, der kommer, hvis tænderne ikke bliver børstet ordentligt.

“Du skal forsøge at gøre det så hyggeligt for barnet som muligt, men også være konsekvent. Når barnet græder, og du får dårlig samvittighed, så husk på, at det er mere synd for barnet, hvis det skal i narkose hos tandlægen for at få lavet hullerne i tænderne,” siger hun.

Det skal helst være sjovt at børste tænder, men for mange er det et dagligt mareridt. Foto: Colourbox
Del

 
LÆS OGSÅ 
REDAKTIONEN ANBEFALER 
 
ANNONCER FRA GOOGLE
UGENS DEBAT!
NYT I TERMINSGRUPPER
NYT I MØDREGRUPPER
VORES MAGASINER