Foto: Colourbox

Ingen vil lege med min søn

Vores Børn
10. februar 2011

Faktaboks

Jørgen Svenstrup er familiecoach og partner og medejer af MindCharge. Han er desuden medforfatter til bogen ‘Tro på dit barn’, som handler om, at børn kan meget mere, end vi forældre tror.

Som familiecoach arbejder Jørgen Svenstrup ud fra et princip om, at børn trives bedst og vil opnå flest succeser, hvis de får lov til at være selvhjulpne og selvstændige individer.

Spørgsmål:

Hej Jørgen Svenstrup,

Vores søn Emil på 10 år (3. klasse) har problemer i forhold til sine kammerater i skolen. Han er en stor og fysisk stærk dreng og kan virke truende over for kammeraterne. Han slår og skubber ofte – ikke for at være ond, men desværre for at få opmærksomhed, tror jeg.

Han klager over, at der ikke er nogen, der vil lege med ham, og at han derfor ofte holder sig for sig selv i frikvartererne. Han kommer hjem og er ked af det og vil ikke længere gå i skole.

Jeg har prøvet at snakke med ham om, hvordan kammeraterne har det med, at han er truende. Jeg har også forsøgt at forklare, hvor vigtigt det er, at han er opmærksom på sin egen adfærd. Og fortalt, at det kan tage tid, før de andre børn finder ud af, at han faktisk godt kan være sød.

Han er godt selv klar over, hvad han gør forkert – men jeg tror, at han glemmer, hvad vi har talt om, i det øjeblik han møder på skolen. Jeg fornemmer, at han er kommet ind i en ond cirkel, hvor han ikke selv tror på, at de andre gider ham og derfor undlader at tage kontakt til dem.

Vi forsøger at arrangere legeaftaler i weekender, og det lykkes, hvis vi selv tager kontakt – men det er sjældent, at de ‘frivilligt’ ringer til Emil. Jeg har talt med klassens lærer om problemet. Grundet tidligere problemer i klassen har de til tider indført ‘legemakkere’, hvor børnene får tildelt en makker, som de skal lege med i frikvartererne. Og vi har nu aftalt, at de prøver igen for at give Emil en chance.

Hvordan skal jeg lære Emil at styre sin ‘aggressivitet’ og frustration over ikke at være ‘god nok’ og i stedet blive en glad dreng?

Det skal nævnes, at Emil er enebarn, hans far er pga. arbejde kun hjemme i weekenderne.

Med venlig hilsen Lene

Læs coachens svar på næste side>>

Svar:

Kære Lene,

Når jeg læser din mail, ser jeg et tydeligt billede af, at din store dreng er røget ind i et afhængighedsforhold. Din søn er blevet afhængig af den følelse af hult selvværd, det giver at bruge sin magt over for andre, og jeg tror, du rammer hovedet på sømmet, når du skriver, at han i virkeligheden oplever ‘ikke at være god nok’. Den oplevelse bliver han bekræftet i hver dag, når ingen gider lege med ham, og så er cirklen sluttet.

Den rationelle del af ham kan sagtens forstå det, men den følelsesmæssige del er sat på automatpilot i overensstemmelse med den overbevisning, han er ved at bygge op om sig selv. En mulighed er, at han i kraft af sin fysik en dag fik en oplevelse af, at den kunne han da bruge til noget ‘fordelagtigt’. Sagen er blot, at vi (og dermed også børn) sjældent gør noget uhensigtsmæssigt med mindre, vi har brug for det.

Dårligt selvværd kommer og øges ofte af enten mobning eller udelukkelse, eller også er det noget, vi har med ‘hjemmefra’. Et miljø med meget skæld ud, der går mere på, “du er uartig”, end “jeg bryder mig ikke om det, du gør,” kan bidrage til dårligt selvværd, som dybest set handler om, at vi går og siger til os selv igen og igen, at vi ikke er noget.

Roses barnets handlinger snarere end, at barnet bliver anerkendt, som det er, kan det bidrage til øget selvtillid, uden at der er selvværd bag.

Ros er ligesom sukker – rigtigt rart i et kort øjeblik, mens anerkendelse er byggeklodser, der opbygger livslangt selvværd.

Hvis vi som forældre kommer til at nedgøre eller ydmyge vores børn, giver vi lige så sikkert

som ammen i kirken aben videre til næste generation, og i sådanne familier bliver dårligt selvværd derfor ‘arveligt’.

Så Lene, hvis du eller din mand selv er ramt af dårligt selvværd og dermed ubevidst har en uhensigtsmæssig adfærd, der søger nedad ligesom vand, har I også samtidig fundet svaret på jeres drengs adfærd.

Hvis I begge oplever, at jeres selvværd er i orden, kan det være, at simpel justering af nogle af de ovenstående faktorer kan hjælpe jer. Altså, giv jeres dreng meget kærlighed (= anerkendelse), og anerkend ham som et menneske, snarere end at rose hans handlinger.

For eksempel: “Du er dejlig”, “Skønt at se, du hygger dig med at tegne”, “det er hyggeligt at være sammen med dig,” osv. Tal til jeres dreng med ligeværd og respekt, og kritisér hans handlinger snarere end ham.

For eksempel: “jeg vil ikke have, at du …” osv. Endelig vil jeg dele en hypotese med dig, som du ikke nødvendigvis vil synes om:

Hvis din dreng som enebarn har været vant til rigtig meget opmærksomhed fra dig gennem sin tidlige barndom og måske endda har været vant til at få sin vilje, er det ikke spor rart at komme i skole og skulle dele opmærksomheden med 20 andre. På den måde kan den opmærksomhed, vi i den bedste hensigt giver vores børn, vise sig at være en bjørnetjeneste på den lange bane.

Heldigvis er dårligt selvværd kun et problem, hvis det får lov at vokse og slå rod for alvor, og det tyder på, at I er klar til at sætte ind både i skolen og i privaten, så det skal nok lykkedes.

Hvis vi derimod taler om arvelig overførsel, er det jer, der skal overveje, hvor længe I ønsker, at ‘det dårlige selvværds slægt’ skal fortsætte. For det er aldrig for sent at få et godt selvværd!

Jeg ønsker jer det bedste.

Jørgen Svenstrup

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

familieterapeut-martin-oestergaard

Spørg familieterapeuten

Vores Børn
17. januar 2013

Har du et spørgsmål som forælder i forhold til at få hverdag og kærlighed til at hænge sammen på en ny måde eller uenighed om børneopdragelsen?

Har du et spørgsmål vedrørende dit parforhold eller din store familie? Spørg Martin Østergaard, der er psykoterapeut med speciale i familieterapi og far til tre.

OBS! Vores Børns brevkasse modtager flere spørgsmål, end eksperten er i stand til at svare på. Derfor udvælger Vores Børns redaktion spørgsmål til besvarelse. Vi kan således ikke garantere, at alle får svar.

De besvarede spørgsmål bringes i magasinet Vores Børn samt her på hjemmesiden.

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

Spørg sundhedsplejersken

Vores Børn
17. januar 2013

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

Spørg børnepsykologen

Vores Børn
17. januar 2013

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

Hvordan lærer man sin generte pige at være åben overfor sociale relationer? Foto: Nima Stock

Hvordan hjælper jeg mit generte barn?

Vores Børn
13. februar 2012

Faktaboks

Margrethe Brun Hansen er uddannet cand. psych. og pædagog og har specialiseret sig i børnepsykologi og familierådgivning. Hun er kendt for altid at tage barnets parti og vil på den kærligste måde guide dig frem til en løsning på problemet.

Margrethe Brun Hansen er desuden forfatter til en lang række bøger og arbejder i dag som selvstændig psykologisk konsulent samt kursus- og foredragsholder.

Spørgsmål:

Allerede da min treårige datter startede i dagplejen, var hun en lille pige med et stort behov for tryghed. Hun fulgte sin dagplejemor lige i hælene, selv med på toilettet.

Med tiden blev hun tryg og glad og ville gerne lege. Og ‘forfølgelsen’ ophørte. Nu er hun lige begyndt i børnehave, hvor hun følger to af pædagogerne overalt. Hun har det bedst med at iagttage de andre børn lege. Herhjemme er hun glad, fri og fræk. Når vi er ude, er hun genert og ser lige folk an.

Jeg mener bestemt ikke, at der er noget galt med min datter, tværtimod faktisk. Jeg kan tydeligt se mig selv i hende. Jeg har altid selv været bange for andre børn, hvorfor ved jeg ikke. Men jeg havde svært ved at have tillid til andre, var meget tilbageholdende og havde få venner.

Så jeg vil bare meget gerne have nogle gode råd til at hjælpe hende, så hun får det nemmere, end jeg havde – med flere venner og tillid til andre mennesker.

Hilsen den generte mor

Svar:

Kære generte mor

Tak for dit dejlige brev, hvor du beskriver, hvordan du har oplevet at være den stille og tilbageholdende pige. Det lyder, som om det ikke har været let for dig, og du vil nu helt naturligt gerne hjælpe din lille datter, så hun ikke kommer til at føle den samme ensomhed.

Først af alt kan du hjælpe dit barn ved at acceptere, at vi fødes med forskellige personligheder og temperament. Nogle er stille, andre mere udadvendte. Nogle er generte, andre er kun generte i bestemte situationer.

Som jeg læser det, er din lille datter en meget følsom pige, der ikke ‘slår sig løs’, før hun er helt tryg i situationen og har dannet tilknytning til en person.

LÆS OGSÅ: Luk op for dit generte barn

Det kan tage sin tid for nogle børn, og det er helt normalt. Tillid og tryghed skal være i orden, og når det er opnået, kan de endelig begynde at lege og være med til sjov og ballade.

Din datter har brug for, at pædagogerne er tålmodige og udstråler, at det er helt okay, at hun har brug for længere tid til at knytte sig til dem, end andre børn har. Gør de det, skal hun nok slippe dem, når hun synes, tiden er inde. Hun er altså et ganske almindeligt barn, der bruger lidt mere tid på at føle sig tryg. Både du og børnehaven kan heldigvis gøre meget for at hjælpe hende på vej:

• Pas på ikke at overføre din egen smerte til hende. Det, du følte som barn, er ikke det, hun føler. Når hun er blevet tryg, har hun jo venner og trives. Og mest af alt forældre, der gerne vil forstå hende.

• Lad være med at kalde hende genert. Et sådant mærkat fastlåser hende i en rolle. Hun er jo også glad, fræk og god til at lege.

• Vejled hende i de situationer, der er svære for hende. Sig for eksempel ‘jeg kan se, at det er lidt svært for dig nu, så nu hjælper jeg dig’, eller ‘jeg kan se, at du ikke har lyst til at sige noget. Det er okay’.

• Vær selv social. Vær et godt eksempel. Tal med andre lige fra postbuddet og kassedamen til naboerne.

Hvis du efterlever disse råd, tror jeg, at din datter – selv om hun er et barn, der altid lige vil se tingene an – vil blive en glad og lykkelig pige med gode venner.

Venlig hilsen Margrethe Brun Hansen

LÆS OGSÅ: Sådan styrker du dit barns personlighed

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.