Hvad nu, hvis vores hus brænder, mor?

Vores Børn

Faktaboks

Margrethe Brun Hansen er uddannet cand. psych. og pædagog og har specialiseret sig i børnepsykologi og familierådgivning. Hun er kendt for altid at tage barnets parti og vil på den kærligste måde guide dig frem til en løsning på problemet.

Margrethe Brun Hansen er desuden forfatter til en lang række bøger og arbejder i dag som selvstændig psykologisk konsulent samt kursus- og foredragsholder.

Spørgsmål:

Kære Margrethe Brun Hansen

Lige for tiden drømmer vores seksårige dreng meget om, at der er ild i huset, og han vågner lidt omtumlet og bange.

Vi ser det som en naturlig del af hans opvækst og som en del af den udviklingsfase, hvor de store spørgsmål begynder at melde sig.

Men næsten dagligt spørger han, om der kan gå ild i huset, om ilden kan komme ind gennem døren osv.

Hvordan støtter vi ham bedst muligt gennem denne fase?

Mange tak for dit svar, Lars

Svar:

Kære Lars

Mange forældre bliver ofte lidt usikre, når de oplever, at deres børn udviser angst eller siger, at de er bange for noget i deres liv.

Usikkerheden opstår helt naturligt, fordi man som forælder kan komme i tvivl om, hvorvidt det bare er en naturlig del af barnets udvikling, eller om det er noget, man skal bekymre sig om. Og mest af alt går bekymringen nok på, hvordan man som forælder skal takle det, når ens lille barn udviser angst?

Det er vigtigt her at fortælle, at det er helt almindeligt, at vores børn i perioder viser angst for forskellige ting. De ting, de er bange for, er meget aldersbestemte og hænger sammen med deres personlige udvikling.

LÆS OGSÅ: Forstå dit barns hjerne og bliv hørt

Børn i nul-fem-års-alderen tænker og handler ud fra sig selv som midtpunkt. Derfor er den angst, de har, ofte angsten for adskillelse – for eksempel, at far eller mor går eller angst for mørke.

Og i tre-fire-års-alderen, hvor børn udviklingsmæssigt har lidt svært ved at skelne mellem virkelighed og fantasi, kan de være bange for farlige dyr.

I nul-fem-års-alderen har børn brug for voksne, der hjælper dem med at fastholde virkeligheden, for eksempel ved at sige ‘jeg kan se, at du er bange for, at der er slanger her, men jeg ved, at der ikke er slanger’.

Derudover er det vigtigt, at vi hjælper barnet med at løse problemet – for eksempel angst for mørke ved at tænde lys i gangen, når det sover.

Senere i seks-elleve-års-alderen bliver børn bedre i stand til at se andres perspektiv. De begynder også at få en forståelse for årsag og virkning bag det, der sker i verden. Den angst, de oplever, kan for eksempel være angsten for at miste far og mor, for ‘hvad så med mig og lillesøster – hvem skal så passe på os?’

Jeres lille dreng er bange for ildebrande. Min erfaring er, at I bedst hjælper ham ved: At lytte til, hvad han fortæller. Hvad er det for tanker om ild, han har? Har han set eller hørt noget om det et sted? Er der et syn fra tv, hvor huse eksploderer osv.

At svare på det, han spørger om. Vær konkret om alle fakta. Men ‘dyrk’ ikke hans angst. At belyse muligheden for, at ildebrande opstår i almindelige huse i Danmark. Fortæl, at I har en røgalarm, der vil hyle ved røg.

Måske allervigtigst at fortælle, hvad han skal gøre, hvis han oplever, at der er ildebrand i huset. Giv ham klare retningslinjer for, hvad han skal gøre – for eksempel: Gå ud ad huset, gennem vinduet måske, lad alt ligge og vent på far/mor/søster ude på vejen.

Det er utrolig vigtigt at lære børn, hvad de kan gøre – at de oplever, at de selv kan magte situationen, hvis det frygtelige skulle ske.

Til slut vil jeg sige, at barnets angst normalt forsvinder efter et par måneder. Hvis ikke den gør det, vil det være en god ide at tage en samtale med en børnepsykolog, og få vurderet, om barnet/familien har brug for yderligere hjælp.

Venlig hilsen Margrethe Brun Hansen

LÆS OGSÅ: Drømme er barnets filter

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

loading...