Spørgsmål:
Kære Margrethe
Jeg har en søn på fire et halvt år. Hans far og jeg gik fra hinanden, da Elias var halvandet år. De seneste par år har Elias ofte udtrykt, at han gerne vil hjem til far, og at han ikke vil bo hos mig. Det har været utrolig frustrerende, og det afføder en massiv afmagtsfølelse i mig. Hans far og jeg har et godt samarbejde og venskab. Vi bor tæt på hinanden og er enige om mange ting, der vedrører Elias. Elias’ far har en kæreste, som selv har to børn på fire og seks år fra et tidligere forhold, så Elias er altid omgivet af mange mennesker hjemme hos sin far. De rammer kan jeg ikke tilbyde ham. Jeg har kun en søster, og hun er udstationeret.
Jeg har dog mange veninder, som også har børn, og vi ses tit med dem, så Elias også er ‘beskæftiget’, når han er hjemme hos mig. Vi har årskort til alle forlystelsesparker i det ganske land og er ofte på ekskursioner i weekenden.
Jeg kan dog mærke, at jeg er ved at ramme et psykisk afmatningspunkt. Jeg halser igennem hver dag for at gøre ham tilfreds. Samtidig magter jeg ikke at høre på, at han synes, jeg er dum, og at han hellere vil hjem til sin far. Jeg har talt meget med ham om det at være delebarn. Jeg har sagt, at han har en mor og en far, som elsker ham over alt på jorden, og at det er helt o.k. at savne far, når man er hos mor – mor, når man er hos far. Ofte svarer han dog bare, at han ikke savner mig, når han er hos far.
For nylig eskalerede situationen, da Elias skulle i børnehave og ville se sin madpakke. Da jeg blot havde pakket lidt snacks (gulerødder, rosiner, knækbrød og mandler), blev han rasende og sagde, at han ville hjem til sin far. I min frustration fik jeg sagt, at han kunne pakke sin ting og tage hjem til ham, og at han ikke længere ville have en mor, hvis han ikke vil bo hos mig … meget dumt!
Det skal dog siges, at jeg dagen forinden havde talt med hans far, som sagde, at Elias ikke fik store nok madpakker med i børnehave (Elias’ bonusmor arbejder i børnehaven og havde nok registreret, at madpakken ikke var stor). Det blev til en diskussion (som vi har ufattelig få af). Jeg troede, at hans madpakke blot skulle være en formiddagssnack, da børnene spiser fælles frokost lavet af børnehavens køkken kl. 11.30.
Jeg har talt med hans far om, at jeg har svært ved at takle problematikken. Hans far mener, at en fireårig ikke selv kan beslutte, hvor han vil bo. Og jeg vil da heller ikke undvære min søn, som jeg elsker over alt på jorden. Men det er hårdt at kæmpe en kamp, som jeg konstant føler, jeg taber. Jeg vil ikke tvinge min søn til samvær med mig. Selv om det gør ufatteligt ondt i hjertet at skulle ‘overgive’ ham til hans far.
Med venlig hilsen Signe
Læs børnepsykologens svar på næste side>>
