Læs om vores persondata-politik, cookies m.m.
Banner
 

Har min datter forstoppelse?

Om eksperten:

Annebeth Rosenvinge er speciallæge i børnesygdomme, ph.d og til daglig praktiserende børnelæge i Børnelægeklinikken i København. Hun er også lægeekspert i DRs Aftenshowet.
OBS! Det er desværre ikke længere muligt at stille spørgsmål til lægen, men tidligere spørgsmål og svar kan ses nedenfor.

alt


Svar:

Kære Solveig

Jeg kan godt forstå, at du ikke har tænkt på forstoppelse, når din datter har afføring hver dag – men som du selv er inde på, lader det til at være det mest sandsynlige.

Det, du beskriver, er en tilstand, vi læger kalder ‘encoprese’. Det vil sige afføring på upassende tid og sted for et barn over fem år. I langt de fleste tilfælde udvikler encoprese sig som følge af kronisk forstoppelse, hvor der sidder en hård afføringsknold i tarmen, som tillader mere flydende afføring at passere.

Det kan indimellem ligne diarré, men er i virkeligheden forstoppelse. Behandlingen af encoprese er: Afføringsmiddel, toilettræning – og masser af støtte.

Den forstoppede tarm skal tømmes for tilbageholdt afføring med blødgørende og udtømmende afføringsmidler. Der findes dråber, mikstur og pulver, som gør afføringen blød. Og klysma, som tømmer den nederste del af endetarmen.

Tal med lægen om, hvad din datter skal have, hvor meget og hvornår. Tit skal der nemlig mere afføringsmiddel til, end der står på emballagen.

Giv desuden din datter en fast toilettid en til to gange dagligt (cirka 15 minutter efter et måltid, der naturligt stimulerer tarmfunktionen).

Det er vigtigt, at det er dig, der styrer tiderne, og at de er aftalt på forhånd. Lad din datter give sig god tid, fem til ti minutter hver gang; formålet er, at hun kommer til at lære sin afføringstrang at kende igen. Og sørg for, at der er ro og rent på toilettet, og at der måske er et blad eller en bog, hun kan underholde sig med.

Når afføringsmønsteret med tiden er blevet regelmæssigt, kan I gradvis bruge mindre afføringsmiddel. Men hav tålmodighed! Det kan faktisk tage fra flere måneder til op til et år for den udspændte tyktarm at vende tilbage til normal størrelse og for tarmens nerver til at fungere effektivt igen.

Tilbagefald i denne periode er almindeligt – så mist ikke modet. Det er ikke unormalt, at man som forældre kan opleve barnets afføring i bukserne som mangel på selvkontrol.

Uanset hvad, så undlad at skælde ud. Det vil kun virke ydmygende i en situation, der i forvejen er svær for barnet. Sørg for at give dit barn masser af kærlig støtte, og lad det vide, at det ikke er det eneste barn i verden med det problem.

Der er ikke egentlig dokumentation for, at væske, særlig kost eller totalt slikforbud kan forebygge forstoppelse, men det er altid sund fornuft at have gode, sunde kostvaner med rigtige måltider og masser af fibre.

God ‘vind’ med indsatsen, Annebeth

 

Seneste artikler
Banner
Mest læste
Børn, forum

Børn, nyhedsbrev

Redaktionen anbefaler
Tilmeld nyhedsbrev