Museum

Tag de små med på museum

Det er i kunsten, at livets store spørgsmål stilles. Undersøgelser viser, at børn har stor gavn af – og ikke mindst brug for – at ­opleve og udtrykke sig gennem den.

Skrevet af Anne Mette Hancock

Find farveladerne frem derhjemme, eller tag dit barn under armen, og smut forbi nærmeste museum. Nye undersøgelser viser nemlig, at børn, der er blevet introduceret for kunst, præsterer bedre i skolen og i sociale sammenhænge.

Men bare rolig, man behøver ikke at have styr på samtlige impressionister eller at være dus med Picasso for at kunne lege med. Kunsten er for os alle, lyder det fra eksperterne. Det handler bare om at komme godt i gang, og der er heldigvis hverken nogen rigtig eller forkert måde at opleve kunst på, lyder det fra galleriejer Banja Rathnov.

LÆS OGSÅ: Filosofiske samtaler med børn styrker kreativitet, sprog og tænkning

– Men for ‘nybegyndere’ er det vigtigt at tage hele hokus-pokus-delen ud af kunsten. Ideen om, at kunst er noget mærkeligt noget, skal væk. Alle kulturer alle steder på jordkloden har altid malet, sunget sange og fortalt historier. Det er en naturlig ventil, der findes dybt inde i mennesket, siger hun.

Det er heller ikke for tidligt at gå i gang. Allerede når den lille ligger i barnevognen, kan du med fordel trille en tur forbi store malerier med flotte farver, mens den treårige vil synes, det er sjovt at se på skulpturer og besøge det kreative værksted på et museum.

LÆS OGSÅ: Gør dit barn kreativt

Men hvad er kunst egentlig, og hvad kan den? Med ‘kunst’ forstås alle former for kreativ udfoldelse. Så om dit barn maler, synger, danser, leger med ler eller ser på kunstværker kommer næsten ud på et, når det drejer sig om den positive indflydelse på børns udvikling. Forskning viser ifølge videnskab.dk, at kreative børns højre – det vil sige den kreative – hjernehalvdel er mere veludviklet end andre børns. Derfor er de bedre stillet til blandt andet at afkode følelser, de er mere fantasifulde, forstår sammenhænge og er mere impulsive.

Gider børn museer? 

Børn er heldigvis nemme at imponere.

Faktaboks

En god tur med børn på museum

Tal til børns fantasi
Fortæl nogle røverhistorier, dem elsker de. Fortæl dem alt, der har at gøre med guld, sølv og kronjuveler, prinsesser og røvere, døde og levende.

Medbring friske børn
Sørg for, at de ikke er sultne, trætte eller skal tisse.

Gør det kort
Vælg 10 ting, og gå ud igen, men se noget sammen jævnligt. Så kan de huske noget fra sidst.

Gør det let og tilgængeligt
Undgå et overfyldt museum, hvor der er en helt masse andre og en masse larm på samme tid. Vis dem noget spektakulært Fx dyremumier, kronjuveler osv., især i starten af deres museumsbesøg.

Kilde: Banja Rathnov, galleriejer.

– De er også ekstremt nysgerrige, åbne og har en enorm fantasi. Kunsten er en slags gave, man får med sig resten af livet, ligesom en klog og kærlig ven, siger galleriejer Banja Rathnov, der selv er mor til fem børn og har boet mange år med sin familie i Paris, hvor hun arbejdede som repræsentant for Bruun Rasmussen Kunstauktioner.

LÆS OGSÅ: Krea: Mal stenene levende

Der havde hun rig mulighed for at dyrke kunsten sammen med børnene. Men hvor sjovt er det overhovedet for børn at blive slæbt med rundt på kunstmuseer i timevis? Banja Rathnov forklarer, at hendes drenge heller ikke altid har syntes, det var lige morsomt.

– Men det handler om at finde den rette indgangsvinkel og finde noget, de synes, er spændende. Jeg har taget dem med på Louvre for at se guldsarkofager og mumier fra Egypten, og så har vi sprunget en masse andre ‘kedelige’ værker over, men så, hov! Så hang der pludselig et kæmpestort maleri af Napoleons kroning af David, som ungerne netop havde haft om i skolen, og så var det måske meget spændende alligevel.

Børn har også stor glæde af selv at skabe kunst. Ligesom voksne oplever børnene sommetider, at store tanker om livet og døden presser sig på. Andre gange er det en undren, en vrede eller en boblende følelse af glæde i kroppen, der skal ud.

– Alle de indtryk, børn får, skal de have lov til at kunne udtrykke, ellers er det næsten for svært at være i live. Så kunst er et sprog, som man har godt af at lære fra barnsben, både ved at opleve den på museer og ved selv at tegne, male, læse og synge, fordi det er en egenskab, der gør det nemmere at gebærde sig i verden, siger Banja Rathnov.

Kunstnerbørn klarer sig bedre

Banja Rathnov mener, at det er enkelt:

– Uden at det skal lyde så fint, så handler det jo om at lære vores børn at være dannede mennesker, siger hun, og det er Bennyé D. Austring, lærebogsforfatter og projektleder for Æstetik og Læring ved University College Sjælland, enig i.

– Det er vigtigt, at vores børn forstår det samfund, vi lever i, og det kan vi til dels lære dem gennem kunsten. Kunsten er også det sted, hvor børn samler alle de indtryk, de får i løbet af hverdagen, og forvandler dem til billeder, farver og former. De bearbejder deres oplevelser og følelser, når de skaber kunst, forklarer han.

Han oplever imidlertid en tendens til, at billedkunst og musik fylder mindre i skolerne, og at pædagogerne i vores børnehaver er pressede og derfor ikke har overskud til at tilbyde mange kreative aktiviteter.

– Derfor er det nu til dags ekstra vigtigt, at vi som forældre kommer på banen og tager vores børn med på museerne, siger han.

Studier viser nemlig, at børn, der har kendskab til og erfaring med kunst, klarer sig bedre i livet generelt. Leder af Center for Research on Creativity på UCLA i Californien, James Catterall, har gennem 12 år undersøgt 12.000 mennesker og konkluderer ifølge parents.com i sin forskning, at de, der som børn har været mest udsat for kunst – både på museer og i hjemmet – klarer sig bedre, får højere uddannelser og er sjældnere arbejdsløse end de øvrige deltagere i forskningsprojektet.

LÆS OGSÅ: Udvikling: Er dit barn kommet i trodsalderen?

– Resultaterne viser desuden, at de får flere venner og deltager oftere i frivilligt arbejde, fordi de har et større socialt overskud, fortæller Bennyé D. Austring, som har været med til at påvise samme pointe her i Danmark.

– Jeg har deltaget i forskning, som påviser, at skolebørn, der opholder sig blot en enkelt uge på kunstlejr, hvor de danser, maler og spiller musik, ikke kun bliver bedre til de æstetiske formsprog, men også får en bredere forståelse for historie og sprog generelt, siger han.

Perspektiv og tolerance

I disse tider, hvor vi taler om et Europa, der på dårlige dage lader til at være på randen af opløsning, er det særligt vigtigt, at vores børn forstår, hvad begrebet ‘historie’ betyder.

Faktaboks

Kreativitet og kunst derhjemme

Lav et ‘atelier’ med farveblyanter, fingermaling, sakse, akvareller, pensler, lim, papir og æsker.

Udforsk ukendt musikalsk territorium derhjemme og i bilen, så du og dit barn hører noget nyt.

Når du læser højt for dit barn, så tilpas din stemme karakterne, og brug gerne rekvisitter.

Dans med dit barn. Det er både sjovt og god motion.

Lav en scrapbog sammen. Sæt fotos, souvenirs, tegninger og billedtekster kreativt sammen. Syng sammen. Lær barnet dine yndlingssange.

Kilde: childdevelopmentinfo.com.

– Der er tråde i kunsten herhjemme, der leder helt tilbage til det gamle Grækenland, og det er da vigtigt for børn at forstå den sammenhæng mellem mennesker og nationer. Jeg tror på, at de bliver mere tolerante mennesker ved at være nysgerrige over for den slags. Mindre fordomsfulde og dømmende, siger Banja Rathnov.

– Jeg tror også, at man har en meget bredere livsforståelse, når man har den kunstneriske dimension i sit liv, og en større forståelse for, hvad der har eksisteret tidligere her på jorden. Hvis man for eksempel ser et maleri af en gut, der ligner Napoleon, så ved man, at det så nok er fra omkring år 1800. Kunsten giver os nogle pejlemærker, som vi kan navigere efter, og en empati, så vi kan forstå andre mennesker, siger hun.

At museumsbesøg kun er for børn og voksne fra ressourcestærke familier er noget pjat, siger eksperterne. Tværtimod er kunsten én af de ting, der forener os alle sammen på kryds og tværs af økonomiske skel, etnicitet og trosretning.

– Kunstnere popper op i alle slags miljøer, og det er, fordi det er noget, der foregår inden i mennesket selv. Det har ikke noget med klasseopdeling at gøre, mener Banja Rathnov.

Man behøver heller ikke altid at vælge museer, der er børneagtige. Man skal tværtimod passe på, man ikke forfla-
diger det, siger hun.

– Børn kan sagtens fornemme mere, end man tror. Og det handler jo i bund og grund om ånd. Giv børnene noget ånd, så bliver de også klogere. 

LÆS OGSÅ: Udvikling: 7 lege der gør dit barn klog

LÆS OGSÅ: Babys udvikling: Fra første smil til første ord

LÆS OGSÅ: Tigerspring: Forstå babys udvikling

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Lige nu kan du få 3 mdr. abonnement og F&F Herbert bamsen som særligt tilbud. Klik herunder, for at benytte tilbuddet.

Gå til madplan
loading...