Plejeforældre

Blog: Et ja til eventyret ved at være plejefamilie

Emilie og hendes mand har i flere år været plejeforældre til mange misbrugte og forsømte børn, der har brug for hjælp og støtte. Selvom livet som plejefamilie er hårdt, er hun ikke i tvivl om, at det er det rigtige.

Vores Børn

Opkaldet kom fra en medarbejder fra plejebureauet om aftenen: ”Vi har en treårig pige på hospitalet. Hendes mor er blevet skudt, og vi forventer ikke, at hun klarer sig igennem natten. Hendes far er blevet anholdt. Hustruvold. Alt tøj er blevet inddraget af politiet som bevismateriale, så det er godt, hvis du har mulighed for at medbringe et tæppe. Kan du komme og hente hende?” Ja.

Faktaboks

Emilie er en plejemor i Portland, Oregon, som har været gift med sit livs kærlighed i næsten 12 år. Sammen har de to skønne børn.

Opkaldet kom fra en socialarbejder, mens jeg lavede mad: ”Jeg er lige kommet ud på et gerningssted, hvor jeg har fundet en fireårig dreng siddende bag i en politibil. Hans tøj er gennemblødt af tis fra sin mentalt ustabile mor; han har muligvis lus, og han er beskidt. Kan vi aflevere ham hos jer?” Ja.

Opkaldet kom fra et andet land, idet vi var ved at gøre os klar til at gå i seng: ”Vi har en toårig, som lige nu sover trygt på plejekontoret. Hun var blevet kørt på akutmodtagelsen med en skade. Hendes mor var så høj på stoffer, at hun knap kunne fungere. Den her lille pige er så skøn. Vi har blot brug for nogle, der kan tage sig af hende natten over. Kan du?” Ja.

LÆS OGSÅ: Fertilitetsmesse skal bryde tabuer og aflive myter

Opkaldet kom fra et anbringelsessted, mens jeg var ude på en løbetur: ”Vi har en lille, ti dage gammel babydreng. Tingene fungerer ikke i hans nuværende plejefamilie, og vi er nødt til at flytte ham. Har du et barnesæde i bilen til nyfødte?” Ja.

Ja. Ja. Ja. Ja.

Min mand og jeg er biologiske forældre til to børn, lige såvel som vi er plejeforældre til et skiftende antal børn under fem år. En ven, som også er plejeforælder, fortalte mig engang, at opkaldene fra plejebureauet er ligesom et lav-dit-eget-eventyr spil. Hvert eneste ”ja” tager din familie på et nyt, vildt eventyr, du aldrig havde forestillet dig. Jeg tænker altid på, hvilket eventyr vi går glip af, med de opkald vi ikke kan tage.

Vi siger ja, fordi de her ødelagte børn har brug for et trygt sted at lande. De har brug for en mor, der pakker dem ind i tæpper og putter dem om aftenen. De har brug for en far til at tage dem over skulderen og galopere rundt i hele baghaven.  De har brug for tøj, der passer, og mad, der nærer. De har brug for at blive kildet og opdraget og at blive taget med i Zoo. De har brug for grænser. De har brug for kærlighed.

Jeg er blevet overrasket over, hvor meget vi også selv har brug for de her små mennesker. De er søde, energiske, stædige og sjove. De holder os på vagt og har lært os nogle ting, vi har brug for at lære.

Folk siger hele tiden til mig: ”Jeg ved ikke, hvordan du gør det! Jeg kunne aldrig blive plejeforælder. Det ville være for svært at sige farvel til de her børn, efter jeg er blevet knyttet til dem.” Og jeg forstår det godt, det gør jeg. Jeg plejede at sige præcis det samme.  Men nu undrer jeg mig over, hvad i al verden jeg tænkte. Mente jeg det seriøst? Ville det være hårdt for… mig?

Misforstå mig ikke. Det er hårdt. Der er mange dage, hvor jeg ikke føler, at jeg har det i mig, der skal til for at gøre det her. Mine ideer, min energi og min tålmodighed falder til jorden. Nogle børn har mareridt, andre har uheld. Du vasker en masse sengetøj. Du folder masser af sokker. Du køber virkelig mange bleer. Der er endeløse møder, aftaler og telefonopkald. Der er falske forhåbninger og frustrerende beslutninger. Livet som plejefamilie kan være hårdt.

Og alligevel er det jo det, de her børn er tvunget til at gennemgå hver dag, og ikke fordi de selv har lavet en fejl eller valgt, at det skal være sådan. De bliver misbrugt og forsømt, og de er tvunget til at forsvare sig selv. De er adskilt fra deres søskende og bliver sendt fra sted til sted. Børn fra plejesystemet har oplevet mere smerte i deres korte liv, end de fleste af os har fantasi til at forestille os, at vi nogensinde selv skulle opleve.

LÆS OGSÅ: Sådan viser du dit barn kærlighed uden ord

Det næste telefonopkald vil komme. Og min mand og jeg vil sige ja. Ikke fordi vi er pragteksemplaret på en plejefamilie. Vi vil sige ja, fordi de her børn er tvunget til at gøre svære ting. Det mindste vi kan gøre, er at kigge ind i deres ødelagte øjne og sige, ”Ja. Jeg vil gøre de svære ting sammen med dig. Jeg vil holde din hånd og kysse din pande for at dæmpe dine raserianfald. For guds skyld, vi skal nok finde ud af det her sammen.”

Når det er tid til at sige farvel, vil jeg vaske deres tøj og pakke deres tøjdyr. Det vil gøre ondt, og jeg vil græde og ønske, at det kunne være anderledes. Men jeg vil aldrig fortryde, at jeg sagde ja.

Historien er bragt af blogger Wynter, som selv er gift og har tre børn. Til daglig blogger hun på madetomother.com

Teksten er oversat fra engelsk til dansk.

LÆS OGSÅ: 16 små kærlighedsgerninger dit barn vil elske

LÆS OGSÅ: Find dit barns kærlighedssprog

LÆS OGSÅ: Blog: Når kroppen kæmper imod, og du ikke kan fange dét liv

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

loading...