laila2

Fødselsforberedende yoga

Vores Børn
11. maj 2012

Jeg blev ved med at høre om Laila fra forskellige personer. Igen og igen blev hendes navn nævnt. Og ikke mindst hendes kompetence og store viden indenfor gravidyoga.

Jeg har ellers ikke haft lyst eller behov for at gå til yoga ude i byen. Jeg er selv uddannet yogalærer, og det passede mig bedre at gøre yoga alene herhjemme. Men det var som om, at universet blev ved med at fortælle mig, at jeg skulle tjekke Laila og Yogakompagniet ud.

Laila er ikke bare yogalærer med speciale i graviditet og fødsler. Hun er uddannet gravidyogalærer fra Active Birth Center ved Janet Balaskas i London samt fra Gurmukh Kaur Khalsa i Los Angeles. Hun er desuden uddannet doula af den anerkendte franske fødselslæge Michel Odent, samt videreuddannet hos doulaen Anna Verwall og via private sessions hos sin mentor Binnie Dansby, som er en af verdens førende indenfor pre- og perinatal psykologi. Og det er altså nogle af de absolut ypperligste i verden, skulle jeg hilse at sige.

Jeg tog derfor et yoga- og fødselsforberedelseskursus a to timer ad gangen over tre fredage, og det var utroligt givende.

Meget af det Laila fortæller, har jeg allerede erfaret via fødselsforberedelsen på Fødeklinik Maia, men hun er en god formidler, og det er en fornøjelse at høre hende fortælle – og jeg kan se på de andre kvinder, at der er mange øjenåbnere for dem. Og så er der selvfølgelig yoga-delen, hvor hun demonstrerer en forbilledlig forståelse for hvad den gravide krop har brug for og ikke mindst er i stand til. Èn ting er, hvad der er godt at gøre og knap så godt at gøre, når du er gravid, noget andet er, om læren har fornemmelse for, hvordan den gravide kan bevæge sig fra den ene stilling til den anden med en stor mave. Og det lyder måske banalt, men det er en svær kunst, og den mestrer Laila.

Undervejs fortæller Laila blandt andet om fødslens faser, hvorfor det er en god ide at bevæge sig og være aktiv undervejs, men at aktiv altså også ’ bare’ kan være at bevæge hofterne eller stå på alle fire. Hun kommer blandt andet ind på smertelindring uden bivirkninger (i modsætning til epidural) og gennemgår gode fødestillinger og ikke mindst simple vejrtrækningsøvelser, som både afspænder nu og her, men som især er gode at bruge under fødslen.

Og så fortæller hun om de rutiner, man kan møde på hospitalet (hvor de fleste jo føder), og at det rent faktisk er tilladt at sige fra overfor nogle af disse rutiner. Og det er måske noget af det, jeg sætter mest pris på ved Lailas undervisning (og Fødeklinik Maia), nemlig at vi kvinder bliver mindet om, hvor kompetente vi er. At vi godt må bede om det, vi har brug for og sige nej tak til det, som ikke giver mening.

Og ligesom på Maia tilbyder hun en masse viden, som gravide ellers ikke nødvendigvis får, ligesom vores kommende fødsler får lov at være en god oplevelse, indtil det modsatte er bevist.

Der er god tid til at stille spørgsmål, og i det hele taget er jeg kommet helt ned i gear og er godt tilpas i kroppen, når jeg går ud af døren.

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

Sikke meget man skal nå som gravid - ligge på sofaen, spise chokolade, sove middagslur, tjekke facebook... Foto: Istock

Derfor har gravide ikke tid til noget som helst

Vasketøjet fylder efterhånden hele vaskeskælderen, og opvaskemaskinen er altid fuld. Så hvad laver jeg egentlig i løbet af dagen under min graviditet?

Kitt Anderson

17. juli 2015

Vækkeuret ringer hjemme hos os klokken NUL FEM FEMOGFYRRE. (05:45). Jeg skriver det med tal for at tydeliggøre for jer, at det altså er alt for tidligt. Jeg vågner hver morgen med et chok. Dette er første gang på dagen, jeg fryder mig over at gå hjemme. Jeg vender mig om og sover videre. Jeg vågner småirriteret igen 20 minutter senere, når Esben har fået Ester op af sengen. Hun råber ”MOR SOVER! MOR SOVER! MOR SOVER!” – ja, gu fanden sover mor!  Så ti da stille, barn!

Kort tid efter kører de afsted mod dagpleje og arbejde. Finally ro igen. Så jeg lukker øjnene er ærger mig over, at jeg ikke sover tungere, så de to ikke behøvede vække mig HVER morgen.  Jeg har brug for skønhedssøvn og brug for søvn, så jeg kan fungere hele dagen. 

LÆS OGSÅ: 16 knap så sjove ting ved at være højgravid

Klokken cirka 10 er der ved at være så varmt i vores soveværelse, at det ville være uforsvarligt ikke blive liggende. Sveden løber af mig, selvom jeg ligger med benene og armene stikkende ud til siden midt i sengen og hiver efter vejret. Splitterravendes nøgen og uden dyne. Så jeg får i hedens forvirring taget det øverste tøj fra vasketøjskurven op igen. Jeg får presset mit kadaver ned i alt for småt tøj, hvilket ikke er nemt med sveden løbene ned ad kroppen, og så går jeg nedenunder. 

Mens jeg går ned ad trappen, mærker jeg en følelse, alle gravide kender: sult. Jeg bliver i tvivl om, jeg rent faktisk ér døden nær, så jeg løber nærmest resten af vejen og ud i køkkenet. Sundt skal det jo være, med et alt for højt BMI. Så jeg nøjes med kun én mars-is idag og en pepsi max. Så er der ro.

Så er det tid til min daglige ajourføring med facebook på sofaen, og det tager gerne lige en time eller tre. Jeg har nogle bestemte ting, jeg skal tjekke. Min terminsgruppe først. Hvem mon er blevet uvenner over bæreevne på babydyner idag? Herefter et par venner, som jeg lige skal tjekke, om de stadig lever i den perfekte instagram-verden, hvor alt er redigeret, og rod er flyttet, inden billeder bliver taget. Og så blev klokken 12…

LÆS OGSÅ: Video: Derfor får mødre ikke lavet noget

Hunden har nu ikke været ude og tisse i 12 timer, så det er vel på tide. Så jeg lukker døren op og konstaterer, at græsset skal slåes og blomsterne vandes. Så det skriver jeg ned på en to do-liste – til Esben, når han har fri. 

Så er der havevandring med hunden, hvor vi kigger på, hvor røde jordbærerne er blevet, og hvor store agurkerne er idag. Det er dagens højdepunkt. Og så smutter jeg ind på sofaen igen. Jeg skulle jo nødig blive forbrændt. Her ærger jeg mig over, at Esben har sent fri, for jeg kunne godt æde en pølsemix med ekstra løg. Men jeg må vente, men husker lige at skrive til ham, at han skal tage en med hjem. I stedet nupper jeg en mars-is og en pepsi mere. Jeg skulle jo nødig gå sukkerkold, inden han kommer hjem.

Klokken nærmer sig 13, og så er det endelig tid til middagslur. På det her tidspunkt er jeg også helt ødelagt. Så jeg får kroppen bevæget sig op ad trappen og griber dynen. Og i det tilfælde irriterer jeg mig over, at vi ikke bor i et et-plans hus. Men det kan jeg jo ikke ændre lige NU. Så ned igen med en puls på 280. Inden jeg lukker øjnene, minder jeg Esben om i en sms, at han skal huske pølsemix. 

Jeg vågner, når Esben kommer hjem. Duften af kebabmix spreder sig. Men ikke hurtigere end ordene fra min mund, der skælder ud! Hvorfor fanden er det kebabmix, når jeg bad om pølsemix? Esben undskylder, og jeg skynder mig at æde, inden han for lov at smage. 

LÆS OGSÅ: 9 værste graviditetsgener, ingen havde fortalt mig om

Så er klokken 16, og Ester skal hentes, da de allerede lukker i dagplejen 16.15. Esben bliver sendt afsted, så kan jeg slå mave og rydde op. Så jeg bærer kebabmix-kassen ud i køkkenet og konstatere,  her virkelig trænger til at blive ryddet op. Så det skriver jeg lige på to do-listen til Esben.

Så kommer de hjem, og freden er forbi. Esben vil have, vi skal være i haven og lege med Ester, så jeg beder ham finde en stol frem, så jeg kan sidde ned, mens de leger. Så her sidder jeg. Svedende i sommersolen og snart forbrændt og kigger på dem, jeg elsker allermest, lege med vand. Det kan da gøre enhver blød om hjertet, og hvor er jeg glad. Men før jeg får set mig om, er klokken spisetid, og vi har, som altid, ikke fået noget kød op af fryseren. Så jeg bliver endnu mere blød om hjertet og glad ved tanken om pizza til aften; men det må blive salatpizza, da jeg jo ikke har været for sund igen idag. Så ind på just-eat med Esbens dankort og bestille mad. Mor her skal da også sørge for alt, men jeg gør det uden at blive sur. 

Ester bliver sat foran fjernsynet, så Esben kan få ro til at slå græs og rydde op. Jeg skal være klar til at tage imod pizza, så jeg venter indenfor. På sofaen foran computeren. 

Pizzaen kommer, og vi spiser. Og herefter er det tid til dagens højdepunkt. Nemlig sengetid. Så Esben tager Ester med ovenpå og putter, mens jeg rydder op efter aftensmaden. Det skal denne gang helt ud udenfor i skraldespanden, men jeg gør det! 

Herfra er min aften alt andet end spændende. Den foregår nemlig på sofaen med en stor pose slik og cola, mens jeg ser Lilleper- eller Min Søsters Børn-film og har ondt af mig selv. Et bad havde jeg ikke engang tid til i dag, men mon ikke jeg når det i morgen? Og hvis ikke, hvem skal jeg så bade for? Esben? Han sidder ved computeren om aftenen, og vi udveksler kun få ord, så han er nok ligeglad. Huset sejler stadig for ikke at snakke om vasketøjet, men jeg skal snart i seng. Dagen er slut, og en ny starter i morgen, hvor der er ligeså meget ræs på. Jeg bliver træt ved tanken og overvejer et kort sekund at sove på sofaen. Men så er jeg nød til at vågne helt op, når Ester kommer ned, da hun ikke kan være stille. Med det i baghovedet får jeg min krop op ad trapperne og ind i seng. Godnat fra en træt højgravid! 

Læs mere på Alvormor.bloggersdelight.dk.

LÆS OGSÅ: Er det en sygdom at være gravid?

LÆS OGSÅ: Derfor skælder du din mand ud under fødslen

LÆS OGSÅ: 13 sjove facts om at være gravid

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

I en bus er vi fremmede og opfatter de andre som bipersoner i vores liv - lige indtil vi begynder at tale sammen. Foto: Nimastock

Et godt råd: Lad bremsen på barnevognen være i stykker!

Min oplevelse i bussen gav mig lyst til at råbe højt, at alle bare skal lade som, om bremsen på barnevognen ikke virker. For måske har vi brug for det nogle gange.

Esra Alici Pedersen

14. juli 2015

Jeg sad i bussen på vej til byen sammen med Isak. Jeg frygter det tit med de busser, for er der nu plads til barnevognen?

Heldigvis havde jeg ingen aftaler, så jeg tog det med ro, og jeg kom da også med den første bus, for der var HELDIGVIS ikke andre mødre med barnevogne. Så kom det busstoppested, hvor en mor steg på bussen med en barnevogn. Den mor, den barnevogn og den baby kommer jeg aldrig til at glemme. 

Det kan være ligemeget – du var en Emmaljunga, og det vigtigste var, at der var noget galt med dig! Ja, din ejer, moren, nærmede sig mig pludseligt, lænede sig hen over mig, og jeg tænkte, åh nej, har jeg gjort noget? Indrøm det nu, der er da ingen i en bus, der bare kommer helt tæt på dig og siger “hej”. 

LÆS OGSÅ: Den bedste barnevogn til baby

Hun begyndte at sige noget, ja, hun talte til mig: “Undskyld, bremsen på min barnevogn virker ikke, så vil du være sød lige at holde den, så jeg kan gå op til chaufføren og vise min billet?”. Jeg smilede og nikkede, og da hun kom tilbage, begyndte vi naturligvis at snakke sammen. Om hvad? Selvfølgelig om den forbistrede bremse på barnevognen og om alt muligt. Jeg fik dit navn, Silja, ja den lille pige i barnevognen med en bremse, der ikke virker.

Jeg hoppede af bussen og kunne ikke lade være med at smile. En åndssvag bremse havde fået liv i bussen, fået to mennesker til at snakke sammen og havde givet navnet Silja en mening. Jeg ved ikke om du tænkte det samme, Siljas mor, men hvor håber jeg, at du ikke har fået repareret den bremse.

Jeg tænker tit over, hvor umenneskelige vi er, når vi stiger på en bus. Stilhed og stirren. Heldigvis formår jeg at få nogle smil frem, især når jeg har min Isak med mig, og han charmerer sig ind på folk, men hvor er det bare mærkeligt at tænke på, at man bare sidder – en masse skæbner samlet sammen, så forskellige og specielle. 

LÆS OGSÅ: Barselsdrøm blev virkelig: Jeg har startet en legestue på plejehjemmet

Jeg har altid haft det mærkeligt, når jeg sidder foran én i en bus. Jeg tænker: ‘Jeg ved jo, at jeg selv er et menneske med en historie’, og tit tænker vi ikke over, at den, vi sidder overfor, på samme måde har en historie og ér noget. Nej, det er som om, dEt bare er én, der sidder over for os – vi er hovedpersonen, og de er bipersonerne – måske ikke engang bi-, men ingenpersoner, og vi selv Er den vigtige, den vigtigste. 

Og jeg tænker tit, om personen over for mig, tænker det samme om mig, eller er det bare mig? :-).

Det er bare utroligt, hvor meget vores børn kan være midlet til noget, til en snak, til et smil, til et forhold. Og det er måske, hvad vi nogle gange har brug for at gøre – at være barnet.

Læs mere på 2verdener.dk

LÆS OGSÅ: Hvilken barnevognstype er du?

LÆS OGSÅ: Er mødregruppen bare spil for galleriet?

LÆS OGSÅ: Blog: Kvinde på barsel – du fortjener bedre!

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

Anne-Sophie-Hjertholm-NY

Mor og mor er de bedste i verden

Lisette og Sophie var bedste veninder i gymnasiet, men fandt med tiden mere end venskabet i hinanden. I dag er de en "utraditionel" familie fuld af børn og kærlighed.

Cecilie Møller Rasmussen

10. juli 2015

Man siger, at mor er den bedste i verden. Vores børn har to af slagsen. Det var egentlig ikke den type familie, nogen af os havde drømt om, da vi var teenagere. Som de fleste andre teenagere gik vi meget op i fester, druk og drenge. Masser af drenge. Og fremtiden bestod selvfølgelig af mand, hus og børn.

Nu kan vi slet ikke forestille os andet, end hvad vi har.

Fra bedste veninder til kærester

Det hele startede som et venskab i 1996. Et venskab, der fra starten af byggede på respekt, omsorg og kærlighed. Vi var bedste veninder, og vi snakkede til langt ud på natten. Vi snakkede om skole, kærester, forelskelser – og ja selvfølgelig drengene. Sådan gik vores gymnasietid. De kaldte os Dupont og Dupont. Vi var sammen hele tiden, og vi satte en stor ære i at pjække fra så meget som muligt.

Det var aldrig planen, men måske var det meget naturligt, at det meget tætte venskab udviklede sig til mere end venskab. Det startede som sjov, men vi fandt hurtigt ud af, at vi ikke havde lyst til at finde en anden.

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at få et barn med en anden kvinde

Det blev til nogle svære år, hvor erkendelsen af at være noget andet, end man altid havde troet, skulle synke. Ikke at ens seksualitet tegner det billede af en som menneske, men det var svært for os at erkende, at vi nu var i et lesbisk forhold. Endnu sværere var det at fortælle venner og familie det – især familien. Derfor gik der også over tre år med skjult kærlighed. For vores familier var vi bedste venner, der delte værelse – og seng.

Da vi endelig tog mod til os og sprang ud af det efterhånden berømte og slidte skab, gav vi den fuld gas. Året efter købte vi hus, planlagde bryllup og blev gift. Det næste skridt var meget naturligt. Vi skulle selvfølgelig have børn.

Børn i tankerne

Med to livmødre var der frit valg på hylderne, men beslutningen om, hvem der skulle bære vores første barn, var langt fra svær. Lisette drømte om drinks og penthouselejlighed på Manhattan, og Sophie havde været skruk, siden hun var 15 år.

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at få et barn med en anden kvinde

Gud har været gavmild, men to kvinder har nu stadig brug for levering fra det mandlige køn, og graviditeten begyndte med bureaukrati frem for en romantisk weekend. Alt var planlagt og det, der ikke var planlagt, skulle planlægges i en allerhelvedes fart.

Vi skulle beslutte, om vi skulle vælge kendt donor, ukendt donor eller semikendt donor. Skulle det være en glad giver fra udlandet eller et knald i byen? Vi besluttede os for, at det var et barn, vi to havde sammen, og vi ville ikke have et barn, vi skulle dele hver anden jul, fødselsdage og weekender med. Vi fravalgte ikke en far, men valgte mor til.

Da det var på plads, skulle alverdens blodprøver tages, og vi skulle beslutte hårfarve, øjenfarve, højde og vægt på donor. Hvordan gør man det? Det er meget forskelligt, hvilke kriterier par udvælger fra. Vi valgte, at fordi Sophie skulle bære barnet, skulle øjenfarve og hårfarve være de samme som Lisettes. Højde og vægt blev ud fra, hvad vi synes passede. Vi kan allerede her afsløre, at de to ting ikke skulle være de samme som Lisettes mål. 

At adoptere sit eget barn

Samtidig skulle vi tage stilling til en masse omkring os som par. På det tidspunkt var det ikke muligt at stedbarnsadoptere som medmor, før barnet var tre måneder. Under hele graviditeten var der, i det bureaukratiske Danmark, en stor utryghed som medmor. Den var nu ikke så udtalt i vores tilfælde, men det var et lille spøgelse under graviditeten.

Drinks og penthouselejligheden på Manhattan udeblev, og 8. august 2008 kom vores livs første mirakel. Kærligheden til Isabella fik Sophie hurtigt. For Lisettes vedkommende gik der lidt længere tid. Bevares, hun var da en sød lille en, men kærligheden var der ikke til at starte med. Den kom for fuld hammer senere.

LÆS OGSÅ: Kan man elske nogen, man ikke har mødt?

Vi skulle efter fødslen indsende dåbsattester og andre personlige papirer for at bevise, at vi havde været et par i mere end de to år, det kræver for den ikke-biologiske mor at få del i forældremyndigheden. Vi ville gerne have fælles forældremyndighed over vores første barn.

Alligevel var det dengang kutyme at sætte den biologiske mor i stævne på kommunen. Under et langt interview, der havde associationer til et forhør, blev Sophie advaret mod at dele forældremyndigheden på grund af de risici, det kan indebære.

Det ville betyde, at hun skulle undvære hendes lille nyfødte datter hver anden jul og weekend. Det var i hvert fald noget, kommunen ikke anbefalede. Derfor blev Sophie helt i tvivl til trods for, at der aldrig reelt var noget alternativ. Vi skulle have fælles forældremyndighed. Hun endte også med at skrive under.

Mor og?

Da Isabella startede i vuggestue, skulle vi fortælle, at den anden kvinde var medmor og ikke bare en veninde, der syntes det kunne være hyggeligt at se vuggestuen. Heldigvis er de fleste langt mere nysgerrige og åbne, end man giver dem æren for. Det eneste, vi oplevede var en åbenlys forvirring, der står malet i folks ansigter, når barnet løber hen til den ene og råber mor, for bagefter at løbe hen til den anden og råbe mor.

Med et barn skulle vi naturligvis også have barn nummer to. Også her var Sophie den, der lagde krop til. Lisette har ikke haft lyst til at bære et barn og har efter Isabella lært, at man godt kan elske sine børn, selvom man ikke har nogen genetisk tilknytning til dem. Derfor var det måske lidt lettere under anden graviditet.

LÆS OGSÅ: 9 gode grunde til at give dit barn søskende

Nu havde vi jo ligesom set, at vi var gode til det der mor-halløj og alle skeptikere kunne bare komme an. De kunne jo bare se på vores pragteksemplar af vores første barn.

Også denne gang var der en masse bureaukratiske ting, vi skulle tage stilling til. Kun hjælp til det første barn betales af det offentlige, og vi måtte derfor vælge hvilken privatklinik vores barn nummer to skulle laves. Her var der ingen tvivl om, at nummer to skulle have samme donor som vores første. Via et donornummer kunne vi bestille sæd – ja, du bestiller sæd – fra samme donor, så vores børn er helsøskende.

På dette tidspunkt var reglerne lavet om, og Lisette kunne adoptere før Sophie fødte. Vi skulle ganske vist stadig bevise, vi havde været sammen i mere end to år, og kommunen skulle endnu engang sikre sig, at Sophie nu var helt sikker på, hun også denne gang ville fraskrive sig halvdelen af forældremyndigheden.

Som medmor skal man også skrive under i rubrikken, der er lavet til far. Der er en rubrik til mor og til far. Derfor står Lisette som far på alle dokumenter hos lægen, i børnehaven og på skolen. Det er jo bare en underskrift på et stykke papir, og egentlig ligegyldigt, men de første par gange virkede det lidt som dokumentfalsk. ”Hej, jeg hedder Lisette. Jeg er far….” Det føltes bare forkert på alle måder.

Den 10. november 2010 kom vores livs andet mirakel til. Nicolaj var den sødeste lille dreng, som Sophie forelskede sig i med det samme. Igen udeblev kærligheden fra Lisette. Og denne gang udeblev den længe. Da Nicolaj var spæd, blev han alvorligt syg, og var ved at stille babyskoene. Tanken om at kunne miste ham fyldte så meget hos Lisette, at hun nægtede at knytte sig til ham. Først næsten et år efter kunne hun sige, hun elskede ham – og mene det.

Et anderledes par

Når vi nu tænker tilbage på de to graviditeter, kan vi se, at der har været meget fokus på Sophie og hendes mave. Par, hvor faren har genetisk del i barnet, bliver spurgt som par. Det er ikke kun kvindens baby, men deres baby.

Det var der selvfølgelig ikke nogen, der sagde. Men der var ingen, der spurgte Lisette om, hvordan hun havde det, om de tanker og følelser, der gik igennem hende. Der er intet genetisk fra Lisette i nogen af vores børn, og det har selvfølgelig skabt nogle bekymringer under graviditeten. Kan man virkelig elske et barn, man ikke selv bærer, lige så højt som hende, der bærer? Ville Lisette få følelsen af at være mor? Vil børnene elske en, som man kun kan elske en mor? Ser andre dig som mor? Svaret er JA. Et rungende et af slagsen.

Når man når til der, hvor ens børn skal i børnehave bliver man lidt mere bevidst om, hvilken familie man har stiftet. Man begynder at spørge sig selv om de beslutninger, man har truffet, og som har konsekvenser for barnet, er de rigtige. Beslutninger man har truffet i kærlighed og ud fra den overbevisning, at kærligheden er det vigtigste.

Er det nu, dit barn bliver drillet for at have to mødre eller for ikke at have en far? Er det nu, de andre forældre ikke vil have deres børn skal lege med vores, fordi vi er den familie, vi er? Er det nu, at der er fødselsdage, de ikke bliver inviteret til, fordi deres forældre består af mor og mor?

Børn er så umiddelbare

 Og måske er der nogle, der har valgt os og vores børn fra på grund af den måde, vi lever. Men vi har ikke mærket noget til det. Børnene i børnehaven har været så dejligt umiddelbare og spurgt ligeud: “Hvorfor har Isabella og Nicolaj ingen far?”

Vi har svaret hver og en, at de har en far, som vi ikke kender. En mand, der har hjulpet os med at få lige de to børn, vi gerne ville have. Og når den ene mor er på arbejde, er der en mor til at læse godnathistorie og putte derhjemme. Det, synes børnene, er ret sejt.

LÆS OGSÅ: ”Vi fik børn via donor”

Nu er Isabella startet i skole, og de fleste børn har helt styr på, at hun har to mødre. Og det er de så flintrende ligeglade med. Måske er det den generation, der bidrager med rummelighed og respekt for det enkelte menneske?

Man kan håbe, og vi kan se på de mange venner, vores børn har fået, at for dem er det det mest naturlige, at der hjemme hos Isabella og Nicolaj er to mødre. Dermed ikke sagt, at frygten for, at børnene vælges fra på grund af vores måde at leve på, ikke er til stede. Men vi tror på, at vores børn er stærke og ved, at kærligheden er det vigtigste. Så er det ligegyldigt, hvem man elsker.

Vi tror også, at vores familie giver dem ekstra på kontoen over for rummelighed og næstekærlighed. At de har en forståelse og respekt for folk, der lever, tror eller indretter sig anderledes.

I hverdagen spørger de ikke ind til, hvorfor de ikke har en far. For nogle år siden spurgte Isabella, hvor hendes far var henne. Vi fortalte hende den samme historie, vi gav til børnene i børnehaven. Siden har hun ikke spurgt.

Nicolaj har aldrig spurgt. Men ingen af dem savner en far. Ingen af dem tænker over, at de har to mødre. At de lever i en anderledes familie.

Og faktum er, at vi jo ikke lever anderledes end andre. Vi studerer, går på arbejde, rydder op, gør rent, smører madpakker og lægger tøj sammen. Vi tager i Tivoli og i Legoland, tager på ferie og laver snobrød i haven, mens ungerne hopper på trampolin. Vi griner, græder, skændes og bliver gode venner igen.

Men selvom vi ikke føler, vi er en anderledes familie, så kan vi ikke komme udenom, at vi opfattes som en anderledes familie. Tanken om, at vi er et par med vores børn, er ikke en del af folks bevidsthed.

Således bliver vi altid spurgt, om vi skal betale sammen eller hver for sig, når vi er ude at spise. Eller man troede, at Sophie havde sin veninde med til den ugentlige vejning. Eller ”sikken sød moster, der altid følger med Isabella til babysvømning”.

I dag næsten 20 år efter, vi mødte hinanden første gang, er vi stadig hinandens bedste veninder – men vi er også mødre til vores fælles børn. Vi er blevet ældre, mere grå i toppen, klogere, og vi har været igennem meget sammen.

Måske er det derfor, vi ikke tænker over, at vi er en anderledes familie. Fordi vi jo bare er sammen – som vi jo egentlig bare har været i mere end halvdelen af vores liv. Og vi er sammen som familie. En dejlig familie med mor, mor og børn.

Læs mere på Regnbuemor.dk.

LÆS OGSÅ: Skab et familieliv, du elsker

LÆS OGSÅ: Bliv lykkelig med dine, mine og vores børn

LÆS OGSÅ: Forældreværdier: Hvilken mor vil du være?

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

familie

“Moderne forældre har rigtig, rigtig mange bolde i luften”

Og så undres man over, at stress- og angstniveauet blandt danskerne er på højde med gælden i Grækenland?

Henriette Lund

09. juli 2015

Hver forældergeneration har sine udfordringer. Generationen, der skulle guide sine børn igennem ungdomsoprøret, generationen, der manøvrerede igennem 80’ernes arbejdsløshed, generationen, der i de glade 90’ere og 00’ere skulle passe på, de ikke overforkælede deres børn i slemme forbrugsmønstre. Og så er vi nået til den forældergeneration, som jeg er en del af. Det er den jeg vil forholde mig til. Jeg er mor til to drenge. En på 4 år og en på 1 år. De går i henholdvis dagpleje og børnehave, og bliver dermed passet mange af deres timer uden for hjemmet. Ligesom langt størstedelen af børn i dag.

Min generation af forældre har rigtig, rigtig mange bolde i luften vi skal forholde os til. Vi skal tage en lang uddannelse (helst i ‘et stræk), og det skal munde ud i en karriere der udfordrer os menneskeligt OG fagligt. Den karriere skal dog også helst udløse en løn der gør vi kan betale for villa med have, bil, Christiania cykel, bæredygtigt børnetøj og økologiske grøntsager. Helst skal det ugentlige timetal vi bruger på jobbet dog ikke være mere end absolut maks 37 timer.

LÆS OGSÅ: Debat: Bør vi arbejde mindre?

Vores børn skal nemlig have en opmærksomhed og et nærvær, der vil få Dalai Lama til at ligne en stresspatient. Og det kan man altså ikke gøre, hvis man arbejder for meget. Poderne skal ses, høres og de skal have alt det bedste her i livet. Det er vigtigt, at vi som forældre er absolut med inde over børnenes liv, og kan vi hvis vi i graviditeten har taget en mindre bachelor i pædagogik og livsstil uden kemikalier, vil det være rigtig godt.

Allerede fra børnene er små, undersøger vi alt, hvad der kan kobles til de små vidundere til bunds. Lige fra hvordan man på mest optimal vis undfanger barnet, til hvordan man på mindfull og naturlig måde føder. Hvordan man sikrer barnet det allerbedste præmisser fra start, og således bliver vi ved. Intet skal være overladt til tilfældighederne for vi skal være de allerbedste forældre.

LÆS OGSÅ: ‘Børns største udfordring i dag er deres mødre’

Ud over karriere og forældrerollen skal vi også have tjek på parforholdet. Det skal være lidenskabeligt, dybfølt, og vi skal have en ugentlig date med vores bedre halvdel. Dog skal vi lige huske, at det ikke må gå ud over børnenes nærvær fra mor og far. Vi kvinder skal være smukke, veltrænede, stærke og gå klædt i den rigtige mode. Dog skal vi ikke se alt for tjekkede ud, for det er oppe i tiden med en naturlig og afslappet tilgang til sin krop. Det er bare nemmest at se naturligt henkastet lækker ud, hvis man ikke har post-fødselsvægt og mørke rande under øjnene.

Sidst, men ikke mindst skal vi have en hobby. Tendensen går lidt i to retninger. Enten skal vi være down to earth med meditationer, yoga, vinterbadning og selvransagelse. Eller også skal vi gå tilbage til de gamle dyder og sy tøj, bage kager, strikke og hækle til blodet står fra fingerspidserne. Hvilken retning man vælger er ikke så vigtigt. Bare man gør det med overbevisning og entusiasme. Så ser det også bedst ud på de sociale medier.

Er det mærkeligt, man engang imellem føler, at boldene, man jonglere med, smutter mellem hænderne på en?

Læs mere på www.blondinemor.dk

LÆS OGSÅ: 9 ting vi er blevet bedre til, efter vi er blevet mødre

LÆS OGSÅ: Mødre på Facebook: Vi vil have mere tid med vores børn

LÆS OGSÅ:  Sofia Manning: “Vi mødre glemmer at være os selv”

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.