laila2

Fødselsforberedende yoga

Vores Børn
11. maj 2012

Jeg blev ved med at høre om Laila fra forskellige personer. Igen og igen blev hendes navn nævnt. Og ikke mindst hendes kompetence og store viden indenfor gravidyoga.

Jeg har ellers ikke haft lyst eller behov for at gå til yoga ude i byen. Jeg er selv uddannet yogalærer, og det passede mig bedre at gøre yoga alene herhjemme. Men det var som om, at universet blev ved med at fortælle mig, at jeg skulle tjekke Laila og Yogakompagniet ud.

Laila er ikke bare yogalærer med speciale i graviditet og fødsler. Hun er uddannet gravidyogalærer fra Active Birth Center ved Janet Balaskas i London samt fra Gurmukh Kaur Khalsa i Los Angeles. Hun er desuden uddannet doula af den anerkendte franske fødselslæge Michel Odent, samt videreuddannet hos doulaen Anna Verwall og via private sessions hos sin mentor Binnie Dansby, som er en af verdens førende indenfor pre- og perinatal psykologi. Og det er altså nogle af de absolut ypperligste i verden, skulle jeg hilse at sige.

Jeg tog derfor et yoga- og fødselsforberedelseskursus a to timer ad gangen over tre fredage, og det var utroligt givende.

Meget af det Laila fortæller, har jeg allerede erfaret via fødselsforberedelsen på Fødeklinik Maia, men hun er en god formidler, og det er en fornøjelse at høre hende fortælle – og jeg kan se på de andre kvinder, at der er mange øjenåbnere for dem. Og så er der selvfølgelig yoga-delen, hvor hun demonstrerer en forbilledlig forståelse for hvad den gravide krop har brug for og ikke mindst er i stand til. Èn ting er, hvad der er godt at gøre og knap så godt at gøre, når du er gravid, noget andet er, om læren har fornemmelse for, hvordan den gravide kan bevæge sig fra den ene stilling til den anden med en stor mave. Og det lyder måske banalt, men det er en svær kunst, og den mestrer Laila.

Undervejs fortæller Laila blandt andet om fødslens faser, hvorfor det er en god ide at bevæge sig og være aktiv undervejs, men at aktiv altså også ’ bare’ kan være at bevæge hofterne eller stå på alle fire. Hun kommer blandt andet ind på smertelindring uden bivirkninger (i modsætning til epidural) og gennemgår gode fødestillinger og ikke mindst simple vejrtrækningsøvelser, som både afspænder nu og her, men som især er gode at bruge under fødslen.

Og så fortæller hun om de rutiner, man kan møde på hospitalet (hvor de fleste jo føder), og at det rent faktisk er tilladt at sige fra overfor nogle af disse rutiner. Og det er måske noget af det, jeg sætter mest pris på ved Lailas undervisning (og Fødeklinik Maia), nemlig at vi kvinder bliver mindet om, hvor kompetente vi er. At vi godt må bede om det, vi har brug for og sige nej tak til det, som ikke giver mening.

Og ligesom på Maia tilbyder hun en masse viden, som gravide ellers ikke nødvendigvis får, ligesom vores kommende fødsler får lov at være en god oplevelse, indtil det modsatte er bevist.

Der er god tid til at stille spørgsmål, og i det hele taget er jeg kommet helt ned i gear og er godt tilpas i kroppen, når jeg går ud af døren.

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Familie

Mine 7 bedste råd til at opdrage dit barn

Blog: Empati, selvstændighed og evnen til at kede sig er nogle af de ting, dit barn har godt af. Her er blogger Nanna Ankjærgaards bud på, hvilken opdragelse du bør stå for.

Skrevet af Nanna Ankjærgaard, blogger
21. maj 2015

Graviditetstesten viser to streger, og man når dårligt at “fordøje” de to streger, før en masse tanker begynder at fylde i ens hoved:

Er vi overhovedet klar? Hvor meget ændres vores liv nu? Hvordan bliver man egentlig en god forælder?

Bekymringerne starter den dag…og de forsvinder aldrig igen. Det er én af forælderrollens byrder.

Sidstnævnte bekymring findes der ikke noget bestemt svar på, men jeg vil prøve at komme ind på de egenskaber, som jeg personligt synes, at man bør bestræbe sig på, at ens barn får med sig i kufferten – og som de senere hen selv kan udvikle.

LÆS OGSÅ: Opdragelse: En god mor tør sige NEJ 

1. Gør dit barn social

Først og fremmest synes jeg, at det er vigtigt at gøre sit barn social. Det kan gøres allerede fra barnet er helt lille. Din baby kan sagtens vænne sig til at omgås andre end mor og far. Lad barnet sidde hos andre eller blive madet af andre, når I er ude. Det giver også automatisk et frirum til mor og far.

Senere hen kan man lave lege-aftaler med nogen fra børnehaven eller skolen.

2. Empati, sympati og respekt

Mange er nok også enige om, at empati og sympati er vigtigt at give sit barn. Et barn har godt af at lære, at der er andre i verden end det – og at det ikke er verdens navle.

I den forbindelse bør også nævnes respekt for andre og deres eventuelle forskellighed.

Både empati, sympati og respekt for andre er egenskaber, som er sværere at træne. Alligevel kan barnet lære det, det kræver bare, at barnet er mentalt bevidst. Hvis man som forælder viser de tre ovenstående egenskaber over for barnet, så adopterer det ofte de samme egenskaber.

 3. Styrk selvstændigheden

Et barn skal desuden gøres robust og selvstændig (men ikke for selvstændig!). Med robust menes der bl.a. at kunne tumle rundt uden at være for “ømskindet”. Desuden er det også at klæde barnet på, så det kan klare en hel dag i institution eller skole uden mor eller far. Selvstændig er at kunne handle selvstændigt. Det kan være at kunne tage sit eget tøj på og af, tørre sig selv efter toiletbesøg osv. Men når jeg skriver, at barnet ikke skal være FOR selvstændigt, så er det fordi barnet stadig skal kunne indgå i et fællesskab og ikke udvikle den mig-mig-mig-kultur, som der tales meget om for tiden.

Både det at være robust og selvstændig vil komme barnet tilgode, når det begynder i institutions- og skoleverden. For ikke at tale om at komme pædagogerne og lærerne tilgode.

LÆS OGSÅ: Det er ok at være uenige om opdragelse

4. Pas på overdreven forkælelse

Man kan selvfølgelig godt forkæle sit barn, men jeg synes, at barnet skal kende nogle grænser i den forbindelse. Barnet skal lære at tage til takke med det, det har – og vænne sig til, at det ikke kan få alt i verden.

5. Det er godt at kede sig

Et barn har godt af at kede sig. Det lyder hårdt, men det er på den måde, at det udvikler sin fantasi på. Man behøver ikke hele tiden som forælder at sætte lege i gang. Lad barnet lege selv, det er godt givet ud på sigt.

6. Vær en rollemodel

Forældre vil altid være en rollemodel for barnet. Det ser og hører, hvad du gør som forælder. Husk på det, inden du overfuser en Føtexmedarbejder, der ikke har flere dyrekort tilbage – eller du skubber til andre børn, så dit barn bedre kan se Frost-koncerten.

7. Brug din sunde fornuft

Der findes mange eksperter på området – og jeg prøver ikke at være én af dem. I stedet for at sætte disse eksperter op på en piedestal, så skal man bruge sin sunde fornuft og mærke efter. Børn er forskellige – og det er forældre også. Du kender dit barn bedst.

Mine to drenge er så forskellige, at de også opdrages forskelligt. Den følsomme storebror skal lære, at han er den ældste – og derfor ikke skal bukke under for lillebror på halvandet år. De ovenstående egenskaber er absolut ikke udviklet hos dem begge endnu. Vi arbejder stadig med det. Et barn er jo ikke færdig-opdraget i en alder af 4 1/2 år.

Læs mere på lifewithkids

LÆS OGSÅ: Opdragelse: 7 synder, du aldrig må begå!

LÆS OGSÅ: Grænser: Sådan siger du nej til en 1-årig

LÆS OGSÅ: Udvikling: Er dit barn kommet i trodsalderen?

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

gravid

Der er tegn på graviditet overalt

Verden vrimler med usynlige gravide

Signe Hanson har udviklet en radar, der opfanger de mindste tegn på graviditet hos andre. Måske for at skærme sig selv som ufrivilligt barnløs.

Skrevet af Signe Hanson, blogger
08. maj 2015

Jeg har udviklet en helt særlig radar igennem det seneste års tid.

Det er sådan en radar, som kan se lige igennem folk og gennemskue det, som de ikke selv fortæller mig. Sådan en radar, som gør ,at jeg kan opsnappe andre kvinders graviditeter på 17 kilometers afstand. Jeg er en sand sporhund. En paranoid sporhund, måske.

Når jeg ser en biograffilm, møder en gammel kollega, overhører en samtale i S-toget, modtager en sms fra en barndomsveninde – så er mine overfølsomme antenner ubevidst slået maksimalt ud i forhold til at opsnappe signaler om, at der er en baby på vej.

LÆS OGSÅ: 16 knap så sjove ting ved at være højgravid

Et eksempel opstår et par dage inden, min veninde modvilligt annoncerede sin graviditet efter at have holdt den skjult alt for længe. Vi var hjemme hos hende og spise, og jeg bemærkede, at der lå nogle piller mod underlivsbetændelse på køkkenbordet. Min paranoia fortalte mig, at dette da måtte hænge sammen med, at man bliver testet for netop underlivsbetændelse ved første lægetjek under en graviditet. Jeg slog det dog hen som netop paranoia. Pigen havde jo lige været ude at rejse – hold nu op med at skabe dig!

Andre eksempler opstår, når den kvindelige hovedperson i en given amerikansk TV-serie på ubemærket vis i et afsnit eller to udviser en række næsten usynlige tegn på, at vedkommende kunne være gravid. Jeg udbryder gerne noget opgivende i retning af: ”Sure, everybody else gets pregnant”, og min kæreste ser undrende på mig. Indtil afsløringen falder et afsnits tid eller to senere.

Jeg ser tykke maver – altså også de som egentlig endnu ikke er til at se, men som bare er lidt oppustede og ekstra bløde, mere end de plejer at være. Jeg tror sgu nogle gange, at jeg opdager folks graviditeter, inden de selv gør.

LÆS OGSÅ: Barnløs blogger: Er adoption en plan B?

Ser jeg syner, eller er det virkelig sådan, at alle andre kvinder mellem 20-40 år i hele verden bliver ved med at blive gravide? Hvorfor går jeg overhovedet op i det i stedet for at passe min egen biks? Jeg har vist ellers problemer nok at bruge energi på lige nu… Men hvorfor fanden er det sådan?

I don’t know. Måske forsøger jeg på mærkelig vis at skærme mig selv mod suget i maven og den uendelige tristhed, som unægteligt opstår, hver gang andre annoncerer deres lykkelige omstændigheder. Måske har jeg bare alt for længe været alt for opmærksom på alle de ting, som hænger sammen med graviditeter og graviditetsønsker.

Bare jeg dog kunne være ligeså forudseende, når det kom til min egen graviditet. Bare jeg dog kunne slukke lidt for den der radar.

Læs mere på bloggen Erduherikkesnart.

LÆS OGSÅ: Gravid: Her er de nye råd mod kemi

LÆS OGSÅ: Blog: Jeg føler mig sprunget over i babykøen

LÆS OGSÅ: Graviditetstegn: Sagt på facebook

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

plejehjem

Brug din barsel til at hjælpe andre

Mødregruppen bør rykke ind på plejehjemmet

Esra Pedersen har fået en idé: Hvorfor ikke give ældre lidt livskvalitet ved at besøge dem med babyer.

Skrevet af Esra Pedersen, blogger
05. maj 2015

Jeg havde lige afleveret Munira i børnehaven. Med Isak i barnevognen, solen blændende, og klar til at sætte kursen hjemad tænker jeg: Er det idag, jeg skal gøre det?

Jeg starter med at gå. Jeg har tænkt på det længe, gået forbi flere gange, men ikke hidtil kunnet tage skridtet. Det var altid nemmere bare at gå forbi. Men samvittigheden – den holder ikke op med at plage. Min barsel slutter snart, og hvis snak ikke skal være tom snak, måtte jeg gøre det!

Jeg stod foran den store bygning – solen skinnede stadig, og en stemme i mig prøvede at overtale mig til at gå videre. Bare gå mod Spinderiet, nyde vejret, nyde en rolig Isak og slippe for at se virkeligheden – slippe for at virkeliggøre de tanker og forestillinger, jeg har haft om stedet.

Nu stod jeg dér. Skulle jeg bare gå ind? Måtte man? Skulle jeg have aftalt noget? Så er det jo, at det aldrig bliver til noget, for jeg er ikke helt til aftaler, ikke når jeg er på barsel.

LÆS OGSÅ: Kvinde på barsel – du fortjener bedre!

Den anden stemme i mig sagde, at jeg bare skulle tage skridtet, sådan bogstaveligt talt. Jeg gjorde det. Jeg tog et skridt og befandt mig pludselig indenfor – inde på gangen. Jeg prøvede at lugte mig frem til den lugt, folk taler om.

Hele følelsesregistret var skruet op. Alle fordomme klar til at blive brudt eller bekræftet. Jeg kunne ikke lugte noget. Folk kiggede på mig, men sagde ikke noget. Jeg vidste faktisk heller ikke helt, hvad jeg skulle sige. “Jeg kigger bare lidt”.

Barnevognen trillede, Isak stirrende på vægge og de rum vi gik forbi – prøvede at tænke på ord, sætninger jeg ville sige, hvis nogen spurgte “Hvad vil du?”.

Jeg kunne se ind til køkkenet ved siden af det store rum, som mindede om en kantine. Store gryder, små emballager, rugbrødsmadder i folie. Kunne ikke finde ud af, om det var positivt eller negativt. Som om jeg havde indstillet mig selv på, at jeg skulle få bekræftet en masse fordomme. Industrimad kunne jeg ikke kalde det, men en følelse at noget industrielt.

LÆS OGSÅ: Derfor har dit barn brug for bedste

Jeg gik efter skiltet “Administration” og pludselig stod hun der! Én jeg nok var nødt til at sige noget til. Jeg kunne se det i hendes blik: “Hvad kan jeg hjælpe med?”

Var det normalt? Ville det være mærkeligt at sige, at jeg bare var gået ind for at se, hvordan mit fremtidige hjem ser ud? Hvordan I behandler mig? Hvad der venter mig?

Hun skulle til et møde og havde travlt, så det blev kort. Jeg sagde, at jeg havde en ide. En idé, som måske kunne skabe noget livsglæde. Hun var åben.

Jeg gik videre til den andel side af bygningen, hvor flere var samlet. Jeg tog Isak op, satte ham fri på gulvet. Lidt ligesom, når man giver slip på fuglen, og den tager kurs mod friheden. Gulvet, der var klar til blive kravlet på, gulvet der var fuld af udfordringer og spænding – gulvet, som han måske kommer til at træde på igen om 70 år. Ikke med samme energi, som han har nu – ikke med samme gejst, som han besidder nu – ikke med mor, men alene.

Efter få minutter gik det op for mig, at jeg ikke burde være så pessimistisk. Mens jeg var faldet i snak med en ansat, som var begejstret for min ide om, at man kunne have en legestue på plejehjemmet, og mødre på barsel kunne mødes og hygge sammen med de ældre, gav synet af Isak mig en klump i halsen. Han havde selvfølgelig ikke fået lov til at kravle rundt på gulvet i særlig lang tid.

Nej, han var blevet samlet op af Else, som stod klar til at omfavne og blive omfavnet, smile og blive smilet til, give kærlighed og få kærlighed, mens alle andre nærmest stod i kø. Øjnene på de ældre sagde det hele.

Selvfølgelig skal Isak ikke sidde alene på plejehjemmet og mærke gulvet alene, når han bliver gammel. Ligesom han selv kom denne dag og spredte glæde, charmerede sig ind på alle i lokalet, skabte livsglæde og tændte et glimt i øjnene på Else, så skulle der jo nok også komme en lille Else, når han en dag sidder på plejehjemmet og bliver gammel.

Kryds fingre for, at min idé bliver til noget. Mon ikke der er nogle, der er interesserede i, at de ældre mærker ensomheden mindre? Mon ikke der er nogen, der er interesseret i at give de ældre et gratis glimt tilbage i deres øjne?

Læs mere på bloggen 2verdener.

LÆS OGSÅ: 7 ting du kan gå til med din baby

LÆS OGSÅ: Barsel: Sæt lige mor på pause, tak!

LÆS OGSÅ: Sådan kommer du i svømmehallen med din baby

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

"Jeg har svært ved at forstå, at hvis man anerkender barnløshed som en sygdom, der skal  afhjælpes, hvori ligger så logikken i, at man kun vil afhjælpe det én gang? "

Alle bør få kunne fertilitetsbehandling

Er det vores egen skyld, at vi ikke kan få børn?

Hvornår skal man selv stå til ansvar for at være barnløs? Signe Hanson stiller spørgsmål til samfundets opfattelse af retten til fertiltetsbehandling.

Skrevet af Signe Hanson, blogger
04. maj 2015

Jeg har de seneste par dage grublet en del over begreberne skyld og uskyld, når det kommer til vores opfattelser af sygdomme generelt, og ufrivillig barnløshed i særdeleshed.

I debatten er jeg flere gange stødt på holdninger om, at det er i orden, at folk får hjælp af det offentlige, hvis de ikke “selv er skyld i deres barnløshed”. Jeg får sådan en lyst til at spørge, hvad man mener med skyld i denne sammenhæng?

LÆS OGSÅ: “Prisen for kunstig befrugtning er urimelig”

Er jeg uskyldig, hvis min barnløshed skyldes PCO og en medfødt defekt på æggelederne, som gør, at jeg ikke kan blive gravid på naturlig vis? Ja, det vil jeg tro.

Er en mand uskyldig, hvis han har lidt af testikelkræft og derved har fået sine sædreserver smadret af kemoterapi? Ja, det er han formentlig også.

Men hvad så, hvis min PCO fører til voldsom overvægt, og jeg således yderligere mindsker mine chancer for at blive gravid? Eller hvis en mands kræftsygdom skyldes hans elendige livsstil? Er vi så stadig uskyldige – eller giver dette anledning til at sætte spørgsmålstegn, ved vores ret til behandling på andres regning?

Hvad med de endnu mere mudrede eksempler, hvor en mand eller kvinde lider af såkaldt “uforklarlig” barnløshed? Altså, jeg mener, mennesker, som ikke selv kan avle unger, lider vel på én eller anden måde af én eller flere biologiske dysfunktioner (også selvom lægerne måske ikke kan finde årsagen), og hvordan tager vi så stilling til, hvorvidt de har ret til hjælp og hvor meget?

LÆS OGSÅ: 7 ting, jeg gerne ville have vidst, før jeg gik i gang med fertilitetsbehandling

Eller en enlig kvinde med endomitriose. Som det ser ud i dag, har hun ret til behandling sammen med en kæreste men skal betale selv, hvis hun er alene?

Andre steder i debatten ses forskellige holdninger til, hvor mange børn et barnløst par bør have “ret til” at få hjælp til. Nogle mener flere, andre er tilfredse med det nuværende ene barn, andre igen mener ingen overhovedet. Selv har jeg svært ved at forstå, at hvis man anerkender barnløshed som en sygdom, der skal (og ofte kan) afhjælpes – hvori ligger så logikken i, at man kun vil afhjælpe det én gang?

Sådan behandler vi da heldigvis ikke folk med andre former for sygdomme (desværre, hr. Jensen – vi har tidligere hjulpet dem med deres epileptiske anfald, så vi kan desværre ikke hjælpe dem nu; her er nummeret til en privatklinik). Og hvorfor har vi i øvrigt besluttet, at det lige præcis er tre forsøg, vi som barnløse kan modtage under IVF-behandling? Dette uanset hvor gode udsigterne er, for at vi reelt kan opnå en sund og rask graviditet ved flere forsøg?

LÆS OGSÅ: Kend din fertilitetsbehandling

Det virker arbitrært og tilfældigt – og hvis man alligevel herefter henviser folk til det private, så er det vel fordi man anerkender, at der er en mulighed for at de godt kan hjælpes?

Alt dette leder mig frem til spørgsmålet om, hvorvidt det er en menneskeret at få børn? Det er det måske ikke, fordi ingen kan stilles til ansvar for min manglende evne til at forplante mig. Jeg kan ikke sagsøge moder natur for mine sammenvoksede æggeledere, som en kvinde ganske rigtigt kommenterede et sted på Facebook. Men jeg mener afgjort, at det skal være en ret at få hjælp til at få de børn, som man ikke fra naturens side selv har mulighed for at skabe.

Dette uagtet om man på den ene eller anden måde kan siges at være skyld i egen ulykke. Vi behandler heldigvis også folk med rygerlunger, diabetes og overvægt, selvom onde tunger kan mene, at de selv har skaffet sig problemerne på halsen. Det skal vi blive ved med, og vi skal samtidig holde op med at tale om skyld og uskyld i forhold til barnløshed (og sygdom generelt) – al den dårlige samvittighed og al den skam det medfører, skal vi der lider under problemerne, nok helt selv sørge for.

I stedet for skal vi anerkende ufrivillig barnløshed som en lidelse på linje med andre sygdomme og derved også anerkende behovet for – og retten til – at modtage den behandling, der er behov for, i forhold til at afhjælpe problemerne.

Læs mere på bloggen Erduherikkesnart.

LÆS OGSÅ: Barnløs blogger: Er adoption en plan B?

LÆS OGSÅ: Fertilitet: Børn skal lære, hvor svært det er at få børn

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at få to børn alene

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer