Fra børnehavebarn til skolebarn

Blog: Så giv dog slip mor… altså bare lidt!

Når børn går fra børnehavebørn til skolebørn er det ikke kun børnene, der gennemgår en forandring. Også forældrene må være omstillingparate og følge med børnenes udvikling, mener blogger Louise Vorre.

Af Louise Vorre

Når vi bliver beriget med den store forældregave medfølger der også en kæmpe pose fyldt med følelsesmæssige udfordringer. Posen indeholder timevis af tanker og bekymringer omkring alt lige fra om baby mon spiser nok, får nok søvn, om numsen er blevet for rød og om vores barn vokser sig stor og stærk, så det kan klare hele den store verden. Heldigvis overgås bekymringer og tanker af den uanede mængde kærlighed, som også følger med, og som vi altså også lige skal lære at mestre.  

Posen indeholder i stor grad også krav til udvikling! Ligesåvel som at vores børn gennemgår det ene tigerspring og udviklingsfase efter den anden, ja, så skal vi forældre altså også udvikle os og følge med vores børn. Vi skal hjælpe dem og passe på dem – men vi skal også gradvis lære at give slip!

Vi forældre skal lære at mestre kærligheden, så vores gode intentioner om at hjælpe og passe på de små, ikke bliver overbeskyttende, og dermed risikerer at give bagslag. Det er præcis her, at jeg kan føle mig ret udfordret som mor. At finde balance mellem at beskytte og overbeskytte, kan til tider være svært – for ikke at tale om, at følge med skolebarnets selvstændighed.

 

At være en skole-mor

Sønnen min er nu 7 år, og startede i 1. klasse efter sommerferien. Selvom han nu har gået i skole i over 1 år, så har jeg altså stadig ikke helt lært at være en ”skolemor”. Drengen er milepæle foran mig i tilvænning, og heldigvis da for det. Det er ikke fordi jeg ikke kan vænne mig til skolens struktur, for det fungerer så fint, og nøj, hvor Matti trives med det.

Nej, det handler mere om den selvstændighed, som naturligt nok, kommer i kølvandet af en skolestart, er meget anderledes, end den jeg oplevede da han var yngre. En selvstændighed som er kommet meget hurtig det sidste halve års tid – og som i højere grad kræver, at vi forældre tør at give mere slip.   

Jeg skal i endnu større grad lære at mestre mor-rollen, lade sønnen klare flere ting selv og være mere bevidst om, at alle de gode hensigter jeg har ved at hjælpe, måske kan ende med at gøre ham mere uselvstændig.

Faktaboks

Louise Vorre blogger på ByLouiseVorre.dk.

Nu er det ikke fordi jeg pakker Matti ind i vat, jeg synes faktisk, at jeg er forholdsvis god til netop ikke at gøre det. Det er bare som om, at jo ældre han bliver, jo større ting skal jeg som forældre pludselig give slip på. Det handler ikke længere om, at han selv vil tager regnbukser på og selv børste tænder, nej nu handler det i stedet om at gå alene hjem fra skole og være alene hjemme – Shit, det er vildt!

Matti er vores eneste barn, så vi har ikke stået i disse situationer og med disse følelser før, og jeg kan sagtens mærke, at mange af de børn fra hans klasse, som er nummer to eller tre i en søskende flok, nok får lov til at gøre lidt mere på egen hånd end Matti. Det er ikke nødvendigvis fordi vi pakker ham ind, men nok bare mere et resultat af, at de andre flergangsforældre HAR VÆRET HER, hvor vi er – de har være det hele igennem før.

De har set den positive udvikling der følger med, når man giver børn ansvar, og lader dem vokse med opgaven. Deres kanter er nok blevet slebet, og deres evner til at mønstre kærligheden, så den ikke går fra beskyttelse til overbeskyttelse, er mere udviklet end min – måske, eller måske er det bare mig, som er for påpasselig og forsigtig.

LÆS OGSÅ: Blog: Gå i køkkenet sammen – det styrker dit barn i skolen

At cykle i skole og være alene hjemme

Matti vil så gerne have lov til at cykle alene i skole, ja faktisk var det et ønske han allerede kom med i 0. klasse (det hedder bestemt ikke børnehaveklasse mere – pas endelig på med at sige det).

Flere fra hans klasse cyklede allerede alene i 0. klasse, altså det vil sige, at de fulgtes med deres førnævnte større søskende. Da Matti jo ikke har sådan en pakke, har det ikke været en løsning hjemme hos os. Jeg har nogle gange cyklet med ham om morgenen, men da vi skal ret tidlig afsted, for at jeg så kan nå tilbage efter bilen, og afsted på job, ja, så må jeg indrømme, at det desværre ikke er blevet til så meget. Det føles lidt forkert at aflevere ham så tidelig, når det i princippet ikke er nødvendigt.

Han er tryg ved trafikken, for udover om morgenen, så cykler og går vi ofte ture med ham i området, så vejen til og fra skole kender han udmærket godt.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han sagtens ville kunne klare det alene – hvis han altså fik lov af sine forældre.

Det er et stort spring, sådan at lade ham gå/cykle alene – det kan altså føles en smule grænseoverskridende, sådan at lukke ham ud af folden – at ”give slip” og lade ham klare det selv! –også selvom han er en ret fornuftig dreng, som uden tvivl kan klare det. 

Matti er godt i gang med 1. klasse, og ønskerne til at stå på egne ben vokser støt i takt med tiden. Oftere og oftere stiller han spørgsmål til, hvornår han må gå/cykle alene til og fra skole og hvornår han må få lov til at være alene hjemme – i det mindste bare mens jeg handler, for det har flere fra klassen prøvet.  Vi har nok ubevidst udskudt at give lov til de ting, fordi det var for stort for os. I stedet har vi undskyldt det med, at vi ikke har fastnet telefon, og hvis han skal være hjemme alene, så vil vi have, at der er mulighed for, at han kan ringe til os.

I går foretog jeg en handling, som i sig selv er ret ubetydelig, men det føltes ret stort da jeg gjorde det! Jeg købte en startpakke med taletid, som jeg påtænker at sætte i en gammen mobiltelefon, som ligger i skuffen herhjemme, så er det ikke længere en undskyldning… At det så ikke er sat i endnu, er en hel anden snak. 

Selvstændigheden får ny dimensioner

Jeg bider mig selv i tungen, for ikke konstant at sige ”husk nu”… Husk at nu at tage jakke på i frikvarteret, husk at sætte madpakken i køleskabet i skolen og huske at være stille i timerne. Hver gang jeg får sagt sådanne ting til ham, siger jeg på en måde også, at jeg ikke tror på han selv han huske/gøre det – og det kan han jo godt.

Jeg læste en gang en artikel, hvor en klog person havde skrevet noget i stil med, at hver gang man tager over, fratager man sit barn en succes… Hvilket jo er rigtigt.

Det er tydeligt, at de dage jeg ikke siger noget og ikke spørger om eftermiddagen, om han huskede det, de dage fortæller han jo med stolthed i stemmen og med højt løftet pande, at han har gjort det hele – uden jeg sagde det!  

Det er jo positivt, når barnet kan og vil stå på egne ben, og det er ikke en dårlig ting, at vi forældre spiller en mindre central rolle. Det er et sundhedstegn og en normal udvikling, som man, og i allerhøjeste grad jeg, lige skal vænne sig til.

Selvstændighed har i den grad fået en helt ny dimension, i hvert fald hjemme hos os. Det kræver tilvænning – men vi forældre må sluge kamelen, og give slip, mens vi tænker på, hvad det gør ved selvværdet, når vi viser tillid!

Nøgleordene til os ”skole-forældre” må være: ”Vis tillid og voks med børnene” .   

LÆS OGSÅ: 9 ting jeg gerne ville have vidst, inden mit barn startede i skole 

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Lige nu kan du få 3 mdr. abonnement og F&F Herbert bamsen som særligt tilbud. Klik herunder, for at benytte tilbuddet.

loading...