Ufrivillig abort

Blog: Nakkefoldsscanning – ingen hjertelyd…

Bloggeren Kamilla Borg oplevede som mange andre, at det lille barn i maven ikke længere er levende efter en nakkefoldsscanning. Her er hendes fortælling.

Redigeret af Cecilie Møller Rasmussen

Vi var så glade og spændte og samtidig også noget hjemmevante, da vi mødte op til nakkefoldscanning på hospitalet

i sidste uge. Jeg var i 14. uge og havde senest set vores tredje lille ønskebarn, da jeg var i 8. uge. Masser af spræl og det dejlligte lille hjerte, der bankede derudaf. Nogle var blevet indviet i vores smukke hemmelighed, og resten havde vi en plan med.

Som de tredjegangs forældre, vi nu skulle være, var det hele meget ligetil. Med begge drenge var vi meget talfikserede og tænkte på alt, hvad der kunne være i vejen op til selve scanningen. Men denne gang var vi dejlig ubekymrede, og havde reelt ikke skænket det en tanke, at der kunne være noget i vejen.

LÆS OGSÅ: Nakkefoldsscanning eller ej?

Men da jeg først lå på briksen og havde fået “det kolde gys” i form af gele og scanner på maven, gik der lang tid, før der blev sagt noget. En forfærdelig lang stilhed, som til sidst blev afbrudt af jordemoderen, som sagde: “Her ser I hovedet, brystkassen og numsen, men jeg kan desværre ikke se noget hjerte…”

Alt gik i stå, jeg udbrød “HVAD?!”, og jeg kunne slet ikke forstå, hvad hun sagde. Hun scannede videre, og jeg tænkte, jeg havde hørt forkert og turde ikke sige noget. Hun konkluderede igen – i samråd med kollegaen på stuen – at de ikke kunne se hjertet banke.

“Reglerne siger, at jeg skal tilkalde en læge, så hun kan se det samme som jeg”.

LÆS OGSÅ: De 5 mest hyppige tegn på abort

Set et hjerte banke for en måned siden

Jeg forstod det stadig ikke – kiggede på hendes skilt på brystet for at se, hvad hun egentlig var. Jeg havde jo selv set et bankende hjerte lidt over en måned tidligere. En læge kom ind med det samme, og hun kunne desværre kun konstatere det samme som jordemoderen.

Fosteret blev målt, og de kunne konstatere, at det havde været dødt i næsten tre uger – uden at jeg havde mærket noget som helst til smerter eller haft blødninger. Jeg havde haft en god graviditet – plaget af træthed og lidt “kiksekvalme”, som min egen læge så pænt udtrykte det. Altså en kvalme, der ikke var værre, end at en kiks kunne tage den.

Uden realiteterne egentlig var gået op for os endnu, fik vi stukket en pjece omkring mulighederne for at få fjernet barnet i hånden og en melding om at komme tilbage næste morgen klokken 9 fastende. Der blev ikke snakket meget ud til bilen. Masser af tårer, fortvivlelse, manglende forståelse for det skete, kram og mere fortvivlelse.

Til trods for at jeg var bange for natten, og om jeg kunne sove, var jeg som dopet og var fuldstændig væk indtil vækkeuret ringede næste morgen.

LÆS OGSÅ: Benedikte Kiær: Jeg bebrejdede mig selv for de spontante aborter

Gør ondt at tænke på det

Drengene blev afleveret i vuggestue og børnehave af min søde mor, og jeg mødte fastende op på hospitalet sammen med J, hvor to læger mere kunne konstatere det samme som jordemoder og læge dagen forinden – “missed abortion”.

Alle var så søde, men jeg havde egentlig bare lyst til at bakke ud af operationsstuen, løbe væk og bare glemme det hele. Men de tog mig og min angst og vores situation alvorligt, og J fik lov til at blive indtil jeg var lagt i narkose.

Efter 20 minutter lå jeg på opvågning og igen genforenet med J. Nu skulle jeg bare ned på stuen igen – vise jeg kunne tisse, gå selv og spise, og så ville jeg hjem.

Jeg forstår det stadig ikke, og det gør virkelig ondt at tænke på det. Jeg havde ikke mærket noget unormalt, ikke haft smerter eller blødning, så chokket var og er stadig kæmpestort. At barnet var sygt er en hjælp, ikke nu – men helt sikkert på sigt.

Læs mere på bloggen byKamillaBorg.

LÆS OGSÅ: Små blødninger er normalt

LÆS OGSÅ:Første scanning. Wow!

LÆS OGSÅ: Drop babyskanninger for sjov

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

loading...