Travl morgen med børn

Blog: Kunne jeg bare få lov at tisse i fred?

Nogen gange kan tiden fra man står op om morgenen, til børnene afleveres i institution, godt føles som lidt af et maraton med mange uforudsete bump på vejen. Læs blogger Pernille Høyrups beskrivelse af en travl morgen med børnekaos.

Skrevet af Pernille Høyrup

– Mor, jeg tror, du vil lyde mere skrap, hvis du havde en tudse i halsen, sagde min søn Max på seks, da jeg forleden morgen sank sammen foran hoveddøren med gummistøvler, regntøj og alt det andet overlevelsesudstyr, som er påkrævet for børneliv i en dansk daginstitution.

Faktaboks

Pernille Høyrup er freelance journalist og blogger.

Hun er mor til Walter på tre år, der er donorbarn og Max på seks år, der har en far.

Pernille har bloggen Mor Minus En Plus To på Facebook.

Det var Max’ bud på, hvordan jeg måske (måske ikke) vil kunne trænge bedre igennem til mine børn, når de er kaosbrødre, og jeg, helt uden effekt, forsøger at skabe ro.

Lige i øjeblikket narrer Max konstant sin lillebror (Walter på tre), der reagerer med at skrige så højt, at taget letter. Så må Walter være med, så må han ikke være med, så er de bedste venner og giver ting til hinanden, som de må beholde for altid, som det så rørende hedder. Men ’for altid’ er en flygtig størrelse i den alder, og gaverne bliver inkasseret igen, så snart der er kurrer på tråden, og så er der krig …

LÆS OGSÅ: Undgå skældud: Vil du hjælpe dit barn? Så hold mund og lyt!

Jeg prøver virkelig at tælle til ti, at mægle og yde pædagogisk førstehjælp, men rigtig ofte er jeg bare helt brugt op og har det som om, jeg løber på stedet, selv når jeg står helt stille.

Lige denne morgen blev jeg vækket klokken seks ved, at der var brydekamp i min seng om en iPad, og Walter på tre vandt kampen ved at slå sin storebror i hovedet med en drikkedunk. Så var vi ligesom vågne.

Jeg er fæææærdiiiig

Duellen fortsætter inde i stuen om, hvem der har hvilket legetøj. Jeg forlader kamppladsen, og når kun lige at lukke døren og trække trusserne ned for at tisse ude på toilettet, før døren bliver flået op, og mindstemanden råbende løber på stedet for ikke at tisse i bukserne.

Bagefter slås drengene foran håndvasken, også selvom storebror normalt ikke er til at drive til vasketruget, men nu skal der dæleme vaskes hænder.

Jeg bliver reddet af Sprinter Galore på Ramasjang, som falder i begge drenges smag, og jeg lader børnene alene i stuen, mens jeg selv går i bad. Da shampooen lige er væltet ud i håret, råber mindstemanden: ”Jeg er fæææærdiiiig,” på toilettet, inde ved siden af. Dryppende våd tripper jeg ud af badet og hen ad gangen til toilettet for at tørre hans numse – og så tilbage i bad med mig.

Stilhed er sjældent godt nyt

Mens jeg laver morgenmad, er der bemærkelsesværdigt stille, hvilket nok burde have fået alarmklokkerne til at ringe, men jeg må indrømme, at jeg valgte bare at nyde freden. Da jeg kommer ind med havregrøden, så er brødrene Picasso ved at hånd- og fodmale sig selv og hinanden med tuscher, som ældestesøn, ved hjælp af akrobatik, har fundet på øverste hylde i garderobeskabet. Der er et omrids af hænder og fødder på papir – og så er der bare rigtig meget grøn og blå farve på bordet og på gulvet – og på de to bredt smilende smølfer.

LÆS OGSÅ: Low arousal: Sådan får du færre konflikter med dit…

Efter oprydning og halvkold havregrød, når Max at spise en perle på gulvet: ”Haps, lille perle, ligger du der og ligner en vingummi”, lyder det, og så er perlen væk, og Max må have en tår vand for at sende perlen godt på vej ud i tarmsystemet.

Så slås de lidt igen, nu om hvem der skal have verdens sejeste arvebluse på fra bedstevennen. Jeg ender med, under børneskrig og skrål, at konfiskere blusen og gemme den sammen med Max’ gennemhullede rockstjernebukser.

Rockstjerner har hullede bukser

Aftenen forinden havde han en ven på besøg, og jeg havde godt set, at de sneg sig lidt omkring i lejligheden. Jeg havde dog ikke lige bemærket, at de havde scoret en saks fra æsken med gavebånd.

Mens jeg lavede aftensmad, kunne jeg høre, at de lagde an til et mega sejt show, som jeg skulle se, og BAM, så sprang de frem fra deres skjul bag skabet og råbte: ”Vi er rockstjerner,” mens de pegede på deres bukser, der var totalskadet af klippekratre fra en saks. De var oprigtigt overraskede over, at jeg ikke var imponeret over bedriften.

Der er sandt at sige dage, hvor bare det at komme ud ad døren om morgenen, synes at få B.S. Christiansens overlevelsesture til at blegne. Ind imellem må man bare sætte sig ned og vente på, at det går over – eller håbe på, at man får en tudse i halsen, så man kommer til at lyde så tilpas skrap, at man får hul igennem.

LÆS OGSÅ: Blog: Længe leve de vilde drenge!

LÆS OGSÅ: 13 tips: Sådan slipper du ud af døren om morgenen uden grød og snot på tøjet

LÆS OGSÅ: Blog: Midt i stress og angst holder mine børn mig oppe

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

loading...