Ufrivillig barnløshed

Blog: Når kroppen kæmper imod, og du ikke kan fange dét liv

Det kan være frustrerende at opdage, hvordan ens krop kan modarbejde ens ønske om at få et barn. Læs blogger Esra Alici Pedersens tanker om ufrivvilig barnløshed her.

Skrevet af Esra Alici Pedersen

Faktaboks

Esra Alici Pedersen er 31 år og bor til i Aarhus med sin mand Uffe og sine tre børn.

Hun blogger til daglig på 2verdener.dk

Det har altid ligget i mig, at jeg skulle have børn. Hvis ikke via mine egne æggestokke, så skulle jeg adoptere. Jeg husker endda tydeligt fra rebeller-tiden, at jeg var meget optaget af at belære andre om, at det var vigtigere og mere meningsfyldt at adoptere og redde fattige børn end af producere nogle nye. Altså før jeg mødte Uffe.

Vi mennesker er sgu ret egoistiske. Jeg var ikke tro mod mine idealer særligt længe, for da jeg endelig fik Uffe efter vores seje kamp, blev næste projekt selvfølgelig at producere børn af eget kød og blod.

Drømmen om børn sammen

Væsener, som skulle skabes af det kød og blod, som havde oplevet kampen og vores historie og kærligheden. Vi skulle putte det hele ned i vores eget æg. Jeg blev pludselig mere optaget af at skabe magien i min egen krop, mærke en sammensmeltning af Uffes og min kærlighed inde i mine egne æggestokke. Opleve miraklet. Producere et ekstra slående hjerte tæt på mit eget. Og begynde at drømme om, hvordan en blanding af os ville se ud.

Det gik stærkt for os efter beslutningen blev taget – en måned efter stod jeg ved lægen og stortudede, da hun bekræftede min graviditet.

Jeg husker det tydeligt. 24 år, boende på Scandis Kollegiet på Amager i den lille lejlighed og den nervøse gåtur mod lægen. Hvordan jeg krydsede Peder Lykkesvej med spændte nerver for at ankomme til den lidt skumle bygning, det såkaldte lægehus.

Hvor er det vildt, tænkte jeg. Er det så nemt? Har jeg virkelig et liv i mig nu? Mens lægen troede, at jeg var ked af min graviditet og prøvede at trøste mig, forsøgte jeg at hive ord ud af mig, der skulle forklare, at jeg var glad. Jeg græd af lykke.

LÆS OGSÅ: Ufrivillig barnløs: ‘Jeg følte mig ikke som en rigtig kvinde’

Først i min mødregruppe kom jeg tæt på én, som havde haft det svært. Men det var lykkedes. Det var et projekt, et langt ét, for som jeg i starten forstod på hende, så kæmper kroppen nærmest mere imod, jo mere man selv ønsker det.

Jeg forstod det ikke. Hvordan kunne kroppen modarbejde sig selv. Kæmpe imod sit eget ønske? Men det gør den. Det fandt jeg så ud af, da vi satte projekt nummer to barn i værk. Det går sikkert lige så nemt som med Munira, tænkte jeg.

Der skete bare ikke noget. Det kom helt bag på os, og hvis vi ikke havde fået vores første, havde jeg nok troet, at vi slet ikke kunne få børn. Hvor er det vildt.

Og jeg begyndte at forstå det. Hvordan kroppen, som er min egen, men som jeg ikke var herre over, begyndte at modarbejde mig. Os og vores ønske. Hvordan presset, håbet og indsatsen var nytteløs, og hvordan jeg pludselig forstod, hvordan jeg mentalt stressede kroppen endnu mere, fordi den ikke virkede, som jeg selv ville have det.

Hvordan den modarbejdede mig. Hvordan skuffelsen tog energien, og hvordan vores indbildninger og forsøg på at snyde os selv med, at vi faktisk var ligeglade med om det lykkedes, ikke var reelle.

Lige meget hvor meget jeg bildte mig ind, at jeg slappede af, gjorde jeg det ikke. For nej, du kan ikke snyde din krop. Du kan ikke snyde dine tanker, og pludselig står du med alle dine planer i forhold til arbejdet og fremtiden, og det hele kan bare være ligemeget.

DU kan ikke få et barn. Barnet. Du har fået dig et projekt med et decideret mål, datoer og frister, der skal nås, og du er selve projektet, som du selv skal styre, men ikke kan.

Du kan ikke styre din krop. Du mister styringen af den. Af dig selv. Du kan mærke, hvordan du styrer dit projekt meget mekanisk uden følelser eller lyst. Du kan regne det ud, ikke? Det går ikke særligt godt.

Barnløshed er et tabu

Jeg forstod pludselig, hvordan mange andre går og har det. Jeg var bare glad for, at vi havde Munira. For det gav mig håb. Jeg vidste, at det bare var spørgsmål om tid, men det er jo netop dét, der irriterede mig. Det var jo den perfekte tid NU, ikke senere.

Jeg ved, at det her emne er privat for mange og meget tabubelagt, men jeg har efterhånden – både igennem mit arbejde som farmaceut og i min omgangskreds i form af internet-relationer – stiftet stort kendskab til personer, der har svært ved at få børn. Og jeg synes, det er skræmmende.

LÆS OGSÅ: Spis dig til en bedre fertilitet

Allermest ser vi dem i statistikkerne og nyhederne, og jeg har faktisk ikke rigtigt kendt nogen på tæt hold, som skulle have hjælp til produktionen – tror man. Men så finder man ud af, at mange går med det for sig selv. Ja, for hvor er de henne?

Når hvert niende barn er undfanget med en hjælpende hånd, må de jo være her et sted. Tæt på. Men det er jo ikke noget man snakker højt om. Det gjorde vi heller ikke. Nu er jeg ikke en del af statistikkerne, men måske var jeg blevet det, hvis vores svære forsøg var vores første forsøg- jeg ved det ikke. Hvis jeg ikke havde trøsten fra barn nummer et, om at jeg sagtens kan få børn.

For ikke så lang tid siden opdagede jeg en blog. Kort efter offentliggjorde hun, at hun ikke kan få børn, og jeg blev mindet om den tid.  Ligeså “skræmmende” var det, at jeg kunne se på mange af kommentarerne fra hendes læsere, at de stod i samme situation.

Pludselig kunne jeg se dem. Helt almindelig mennesker, der sidder bag skærmen med samme udfordring. Der er de jo, tænkte jeg. Der er åbenbart fokus på det nu. For at nedbryde tabuet. Og jeg fik lyst til at skrive om det.

Jeg er måske ikke en del af historien, men jeg syntes, at jeg kunne genkende mange følelser. Jeg har aldrig nået at få spørgsmålet, om vi ikke også snart skal have børn, men spørgsmålet om hvornår barn nummer to kommer, har ikke været sjovt for mig. Og det skal du måske tænker over, næste gang du spørger én.

Jeg vil bare sige, at jeg ved, at det er svært. Selvom jeg ikke har været igennem samme procedure med udtagning af prøver og indsættelse af æg, eller hvad det ellers kræver. Uvisheden om hvornår det lykkes, og hvad man kan gøre for, at det kan lykkes, har jeg smagt en lille smule på.

Kroppen påvirkes udefra 

Det er noget mærkeligt noget, at det nogle gange ikke lykkes. Eller at det skal være så svært. At der udover vores eget mentale pres på kroppen skal være en masse ydre påvirkninger, der skal bestemme over vores kroppe.

Det påvirker helt sikkert vores krop det hele. Hvad vi smører os i af cremer, parfumer, hvilken luft vi indånder, og hvad vi spiser. Kemien omkring os og i os. Hvad for noget tøj vi tager på og er i tæt kontakt med hele dagen. Og alle de råd, jeg har fået op igennem min barndom fra ældre tyrkiske damer.

Hvordan de kommenterede, hvis man ikke havde gamacher på under nederdelen, fordi det vil fryse livmoderen, og man ikke vil kunne få børn senere. At der er en grund til at mænd ikke skal gå med alt for stramme bukser, eller vigtigheden af at man skal tørre sig bagfra. Jeg har selv mødt én, der åbenbart har gået med underlivsbetændelse, fordi hun har gjort det forkert. Det har noget at gøre med, at man ikke skal tage tarmbakterier op gennem kønslæberne og ind i urinrøret.

Og min egen mor, ja med syv fødsler havde hun selv en pause på syv år, hvor der ikke rigtig skete noget. Deres løsning dengang foregik hos en landsbylæge, som ikke var uddannet, men som løste folks problemer med naturmidler.

Min mor fik at vide, at hendes livmoder lå forkert, og med hånden masserende på den (ja, spørg mig ikke hvordan), blev hun sammen med hendes naturmedicin “behandlet”. Ja, jeg griner stadig over det, men det virkede sgu! Nå ja, og så er der den med varmtvandsbassinerne. At de er med til at løsne livmoderen op.

LÆS OGSÅ: 9 ting jeg vil huske, når jeg selv skal være mor

Lad kroppen slappe af  

Er der virkelig noget at skamme sig over? Altså, hvis man ikke kan få børn? Hvis man har brug for hjælp til det? Jeg har selv rykket mig meget, og jeg er ikke i tvivl om, at vi kun kan ændre på det ved at snakke om det – åbent.

Hende fra min mødregruppe, som ikke havde de store forhåbninger om at få barn nummer to, fik kort tid efter nummer to og nummer tre. Vildt!

Og det lykkedes jo også for os. Da vi for alvor stoppede med at se det som et projekt. Da vi havde affundet os med, at vi måske kun skulle have første barn, og da vi bare gjorde det, fordi vi havde lyst, og ikke fordi der nødvendigvis skulle komme noget ud af det.

Da jeg lod kroppen slappe helt af. Den er svær, men som mange får at vide, så hjælper det at tage på ferie. Og det med nummer tre, det kan I vel selv regne ud? Når man slet ikke er indstillet på, at der kan ske noget så hurtigt, så sker det jo bare. Man skal åbenbart heller ikke slappe alt for meget af.

Derfor folkens. Ikke lav de store forkromede planer. Ikke vent til du har fået drømmejobbet og drømmeboligen. Når du når så langt, har du måske opbrugt din krops chance, og selvom du er klar, så er den det måske ikke. Vi lever seriøst i en tid, hvor det daler i forhold til reproduktionen af os selv.

LÆS OGSÅ: De 5 mest hyppige tegn på abort

LÆS OGSÅ: Blog: Når graviditeten går galt

LÆS OGSÅ: De 10 største bekymringer som gravid

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

loading...