img_6981.jpg

Åndedrætsterapi puster liv i fødslen

Vores Børn
01. juni 2012

Min veninde Ranka, som skal med til fødslen, er ikke bare et af de viseste og smukkeste mennesker, jeg kender, hun er også åndedrætsterapeut og vil gerne give mig en session før fødslen. Åndedrætsterapi er en kombination af samtale- og kropsterapi. Gennem åndedrættet forløses, rummes og integreres det, der er brug for. Jeg har glædet mig, fordi jeg har prøvet det før og ved, at det er helt fantastisk.

I virkeligheden er det jo noget af det mest banale – at trække vejret, men vi gør det bare ikke. Altså dybt og helt igennem. Men når man gør det (og samtidig får berørt kroppen og bliver talt til), er det et af de bedste værktøjer til at komme i en afspænding, som faktisk er dybere end selv den bedste massage – og fantastisk fødselsforberedelse.

Sessionen begynder med en samtale og derefter lægger jeg mig op på briksen med et tæppe over mig. Jeg skal intet gøre andet end at trække vejret, og det bliver jeg guidet til af Rankas stemme, der er blød som mælk og honning.

Hun taler til mig, og hun taler til baby. Fortæller os, at vi er trygge og kompetente.

Til at begynde med skal min krop lige overgive sig, kan jeg mærke. Den skal hjælpes til at give slip. Vi er så vant til at være på mærkerne, spekulere, håndtere, klare og ordne, at kroppen (og hovedet) har svært ved at overgive sig. Men når det sker…

Jeg ved godt, at Ranka er en af de dygtigste og mest intuitive behandlere herhjemme, men jeg er alligevel overrasket over effekten, da sessionen er slut, og jeg må spørge mig selv, hvorfor jeg ikke har gjort det her gennem hele graviditeten?!

Jeg er fuldstændig afspændt i ordets bogstaveligste forstand, og så er al den viden og de intentioner, jeg har tænkt og sagt, blevet lagret i kroppen. De er gået fra at være tanker i hovedet til en manifestation i hver en celle i min krop. Jeg er tillid. Jeg er kompetent. Jeg er forbundet med baby. Jeg er klar.

Jeg vil gerne dele Rankas egne ord om, hvad en åndedrætssession indebærer, og hvorfor det var vigtigt for hende, at jeg fik en før fødslen:

”Fordi jeg skulle støtte Anne under hendes fødsel var det vigtigt for mig, at hun havde fået en session inden. Åndedrættet har det med at skabe en forbindelse mellem mennesker, en forbindelse der styrker intuitionen. Så ved at give hende en session forstærkede vi et kropsligt intuitivt bånd imellem os. Det betyder, at jeg bedre kunne støtte hende under fødslen.

Under en åndedrætsterapi session får vi et rum til at skabe det, vi ønsker. Jeg ville give Anne en oplevelse af at være tryg og støttet, som hun kunne tage med sig til fødslen. Det vil jeg altid forsøge, hvis jeg giver en højgravid en session. På samme måde vil jeg sætte fokus på overbevisningerne: ”Din krop er tryg”, ”udvidelse er tryg” og ”forandring er tryg” samt lave en visualisering af al den støtte, der er til den gravide og hendes barn.

Det er vigtigt, at en gravid kvinde føler sig støttet, så hun kan have sit fokus på babyen. Støtte både fra de mennesker, der helt fysisk støtter under fødslen, men også de ringe af mennesker omkring den gravide, som ønsker det bedste for hende og baby. Når en kvinde virkelig føler sig tryg og støttet, kan hun give slip og overgive sig til fødslen og det nye moderskab.

Sessionen er også en art ritual inden fødslen. Jeg tror stærkt på, at babyer er bevidste allerede i maven, og derfor mener jeg, det er vigtigt at skabe en velkomst for babyen, hvor de føler sig mødt og ønsket. Gennem roen og åndedrættet kan moren forstærke sin forbindelse med baby. Det er forbindelsen der skaber en oplevelse af velkommen.

Når en kvinde er så tæt på fødslen, som Anne var, går jeg normalt ikke ind i det terapeutiske rum. Anne havde allerede talt meget med veninder og Maia jordemødrene, så vi brugte ikke lang tid på samtale. Det vigtigste var at give hende en kropslig oplevelse af ro, tryghed og støtte. Samt at skabe plads til at hun kunne forbinde sig endnu mere med sin krop og sin baby.”

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

d
To børn holder i hånd.

Jeg er en god mor, fordi jeg er en dårlig mor

Man godt være begge dele - og have det godt med det.

Vicky Kornblit

26. august 2015

Kan man være en god mor, når man tvinger sit barn til at holde sin gå-makker på skolen i hånden hver morgen, når hun tydeligvis IKKE ønsker det?

Vores yngste datter er lige startet i 0. klasse. Det er stort! Alt er nyt og helt anderledes end fra den trygge børnehavetid. Man går der med sommerfugle i maven og håber, at det hele bare kommer til at gå rigtig godt. Pludselig forventes der noget af børnene. Og der er REGLER, flere regler end i børnehaven i hvert fald.

På vores skole mødes alle børn og forældre hver morgen i skolegården for at stille sig i gå-rækker. De har en fast makker, som de skal tage i hånden og følges med hen til deres klasse. Det lyder da hyggeligt og ligetil, ikke?

LÆS OGSÅ: Sådan får dit barn succes i skolen

Men sådan er virkeligheden bare ikke. Ikke hos os i hvert fald.

Børnene skal alle gå dreng/pige. Og det har voldt store problemer. “Hvorfor må man ikke holde sin nye ven i hånden? Dette måtte man da i børnehaven! Min gå makker puster mig hele tiden i øret, og han stopper ikke når, jeg siger det til ham”.

Vi talte om, at det sikkert var hans måde at komme i kontakt med hende på. Hun syntes, at det var mærkeligt, at han ikke bare sagde noget i stedet for. Men hun købte den! Vi aftalte, at hun skulle tage sin makker i hånden fremover, og så ville skolelæren snakke med dem om, hvordan man kommer i kontakt med hinanden. Så troede jeg, at den var i hus. Men sådan skulle det ikke gå.

Næste morgen nægtede hun igen og holdt med begge hænder godt fast i mine. Så måtte jeg ned i knæ og minde hende om vores aftale, og sagde også, at han da sikkert blev ked af det, når hun ikke ville tage hans hånd. Lige meget hjalp det, så jeg tog hendes hånd og førte den over til hendes gå-makker. Det var temmelig svært, da hun er ret ”Pippi-stærk”. I virkeligheden var det ikke særligt kærligt af mig, men jeg gjorde det alligevel. For man SKAL jo overholde reglerne. Men for enhver pris? Nej, vel.

LÆS OGSÅ: Fødselsdagsregler: 1, 2, mange

Nå, men alt har vel en pris, hvis det blot er den rette. Heldigvis for os har vores datter et brændende ønske om at blive rig. Så vi lokkede med fem kroner hver fredag, hvis hun tog sin gå-makker i hånden. Og det virkede. Fuldstændig upædagogisk, I know, men det var vores taktik.

Er jeg en god mor, når jeg tvinger mit barn til at gøre noget hun ikke ønsker? Og kan jeg være en god mor, selvom jeg bestikker hende?

Ja, det synes jeg faktisk, at jeg kan. Jeg mener godt, at jeg kan være en god mor, selvom jeg indimellem ikke er det. For det er hele mig. Det er sandheden om mig. Jeg er både glad, kærlig, sur og skrap.

En del af vores børns opdragelse er, at de skal lære, at der er regler som bare SKAL overholdes for at samfundet kan fungere. Det kan bare være lidt svært at forstå, at holde i hånd skal overholdes på lige fod med at man går over for grønt lys. Måden, jeg fik hende til at overholde reglen på, kunne jeg godt ønske at gøre anderledes i fremtiden. Bruge mere tid på at rumme hende i situationen, og IKKE tvinge hende til at tage hans hånd. Og jeg er helt sikker på, at læreren ville kunne håndtere det, hvis jeg ikke fik hende overtalt.

LÆS OGSÅ: Lyt til dit barns behov – og undgå konflikter

Det vigtigste for mig er dog, at jeg gjorde det så godt jeg kunne i øjeblikket.  Hvad tænker du om dig selv, når du har handlet ud fra dine egne behov og overbevisninger frem for dit barns behov?

Og hvad er dit bevis for at være en god mor? Og er det hensigtsmæssigt for dig?

Måske du med fordel kan bruge mine kærlige ord til mig selv: ”Jeg gør det så godt jeg kan. Når jeg ved bedre, så handler jeg bedre”.

Jeg er en god mor, fordi jeg også tillader mig IKKE at være det. 

Læs mere på vickysopenbook.wordpress.com

LÆS OGSÅ: Test: Er dit barn skoleparat?

LÆS OGSÅ: Opdragelse: Stå fast, kære mor!

LÆS OGSÅ: Mon ikke du gør det helt godt som mor?

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

d
Sine Kjellerup

Hverdagen på barsel kører på repeat

Uret ringer, børnene skal ud af døren, og dagen skal igang. Altså lige om lidt..

Sine Christensen

24. august 2015

Jeg burde stå tidligere op.

Hvis jeg vender mig om på siden er børnene nok på vej ud af døren, når jeg åbner øjnene igen.

Hvorfor fanden har jeg aldrig lært at drikke kaffe!

I dag skal jeg leve sundt, så jeg starter med havregryn.. (Med ekstra sukker, når børnene kigger væk.)

Jeg har ikke noget tøj!

Jeg har ALT for meget tøj, kan jo slet ikke finde det, jeg skal have på inde under alle bunkerne.

Igen i dag for fed til denne her. Og denne her. Og de her bukser.. Jeg prøver igen imorgen. Freestyle i morgenkåbe, it is! Igen.

LÆS OGSÅ: Video: Derfor får mødre ikke lavet noget

Argh, strømper til børnene. Sorry kids, dem fik mor ikke lige sorteret… i denne måned. Prøv igen til jul.

“Isaya, du kan selv!… Og hjælp din lillebror bagefter…”

Aaah. Endelig alene.

Alban, nu sagde vi lige, at du sov!?

Hvad skal jeg spise idag?

LÆS OGSÅ: Barsel: Sæt lige mor på pause, tak!

Noget sundt selvfølgelig. Altså bare der er grønt i. Så… Hmm… Burger? Yes. Så laver jeg fritterne uden ekstra fedtstof. Godkendt.

Alban, skal vi ikke snart have en lille lur? Mor har jo meget, hun skal nå, ved du nok. Jo, lad os lige gå ind og sove lidt. Bare lige ligge lidt her min lille szkat… Zzz…

Shit, skulle have lavet alt muligt! Nå, men frokost skal jeg jo ha’!

*bøvs* Nå, imorgen bliver det lidt sundere.

Barselsretarderet

Vasketøj! Hmm… Altså, jeg skal jo også snart hente børn, så mon ikke det går, at jeg lige ligger lidt her og skriver et blogindlæg. Det er jo en investering i fremtiden! Jeg vasker jo tøj imorgen alligevel….

Åh! Hva! Hvor er jeg? Shit, nu igen! Nå, det var de børn. Jeg kan vel handle på vejen hjem.

Nå, vi fik ikke lige handlet. Den klarer manden nok på vejen hjem.

Ah, skønt at være sammen med børnene igen. Nå, jeg går i køkkenet med lydbog i ørerne. Forstyr mig ikke! Hvis jeg lige lader bøffen få et par minutter mere, kan jeg nå at høre, hvem morderen er. Hvorfor valgte jeg dog at lave hurtigmad idag?

*bøvs*

Nå, skulle vi så aldrig i seng, unger? Ih, hvor jeg glæder mig til at være sammen med min mand.

LÆS OGSÅ: Barsel: “De første to måneder var ren undtagelsestilstand”

Aah fred. Jeg tager sgu lige et hurtigt bad. Med lydbog.

“Skat kommer du med ind?”

“Njaa, jeg er jo lige startet på den der nye lydbog. Der går lige lidt.”

“Nå, skal vi så i seng eller hvad? Ja, men Alban sover ikke endnu så jeg ligger bare lidt med ham og en lydbog… Sov du bare !

Zzzzz…

SUK! Ikke noget at sige til, at man taler om ammehjerne, og det at være fanget i barselsland. Jeg føler mig barselsretarderet.

Sine Kristine, vil du SÅ komme tilbage! Og det’ straks!!

Har du lyst til at følge vores hverdag, kan du kigge med på bloggen www.miaya.bloggersdelight.dk eller på instagram: Sine_miaya 

LÆS OGSÅ: Mindfulness: 8 tip til at finde roen på barsel

LÆS OGSÅ: Test dig selv: Ro eller fuld fart på din barsel?

LÆS OGSÅ: I bad med blinkende babyalarm

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

d
Det er dejligt at holde ferie med sine børn, men indimellem har  man også brug for ferie uden, mener Belinda Søriis. Foto: Privat

Har du holdt ferie fra dine børn i år?

Vi har allesammen travlt med, hvad alle de andre siger, gør og bør. Hvem er det egentlig, der laver reglerne?

Belinda Søriis

21. august 2015

Sommerferien er lagt på hylden for de fleste, og det er den også herhjemme. I år har sommerferie og børn været det helt store samtaleemne i medierne, for børn holder (åbenbart) ikke lige så meget ferie, som de voksne gør.

De bliver efterladt i institutionen, mens mor og far holder fri, for de voksne har brug for voksentid. Jeg har ikke selv mødt de her børn, der bliver placeret i institutionen i længere tid, mens deres forældre bare feder den, men det betyder jo ikke, at de ikke er der, og de børn, der har det sådan, er det selvfølgelig synd for. 

LÆS OGSÅ: 4300 børn holder ikke sommerferie

Herhjemme havde farmand kun en enkelt uges ferie (så allerede der havde bettemanden mere fri end far) og i den enkelte uge brugte han fire dage alene med mig i Tyskland. Vi var dog ikke nogen af de forældre, der tog på ferie, mens knægten var i institution, nej, vi afleverede ham til ferie hos farmor og bedstefar, på bondegården med alle de store traktorer og masser af frisk luft og hygge. Sikke dårlige forældre vi er.

Bedre forældre

Der er det så, jeg siger nej. Nej, vi er ikke dårlige forældre. For det første, da vi kom hjem igen ænsede bettemanden os næsten ikke, han råhyggede med farmor og bedstefar, han fandt ud af, at der er andre her i verden, der elsker ham som vi gør, og sikke en gave at give ham. For det andet har han fået et par bedre forældre hjem. Vi trængte til vores voksentid, vi trængte til at finde os selv i alt det her, far, mor og børn (barn), og så få lov til at være kærester, som inden han kom til verden. 

LÆS OGSÅ: God ferie for mor og far: “Drop tanken om afslapning”

Det, jeg prøver at sige, er, hvorfor er det, at andre skal diktere, hvordan man bruger sin ferie og sin tid? Alt drejer sig ikke om børn, fordi man har fået børn. Meget gør, men man er altså også kun et menneske, og mennesker har brug for pauser, også fra deres børn.

Der er fuld knald på hele året, man har travlt med at leve op til alle de forventninger, alle har til en, så tag dog den velfortjente pause, når du har muligheden. Om det er fire dage i Tyskland, en uge på Mallorca eller bare et par dage med fødderne oppe i huset på villavejen, tag pausen og pust ud. For der er et helt år til næste ferie, og det er længe, hvis man ikke har fået ferie nok.

LÆS OGSÅ:  Debat: Må vi holde ferie uden børn?

LÆS OGSÅ: Leder: “Ferie er mere udfordrende end hverdagen”

LÆS OGSÅ: Det er bare ikke godt nok, mor!

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

d
Indimellem er livet med børn ren lykke, og indimellem er det hårdt og træls - og begge dele er helt ok, mener Anne Sofie Thybo.Foto: privat

Familielivet er et projekt, der skal planlægges, gennemføres og evalueres – og være perfekt

Hvis vi hele tiden prøver at forfine glansbilledet af vores familie, bliver den kunstig, og der bliver ingen plads til triste tanker eller ro.

Anne Sofie Thybo

17. august 2015

Endnu en gang florerer debatten om børnefamilielivet i medierne, og igen deler meningerne sig i to lejre.

Et enten eller. Enten er vi børnefamilier brokkende hyklere, der ikke kan klare mosten (og i øvrigt bare kunne lade være med at få børn), eller også beskyldes vi for at male et rosenrødt perfektionistisk billede, der spreder usolidarisk mindreværd som lus på en lejertur.

Det synes nærmest umuligt at stikke næbbet frem og ytre sig om familielivet uden at starte en mindre krig i de tilhørende kommentarfelter. Jeg synes, det er skønt, at familielivet debatteres i det offentlige rum, men jeg synes debatterne kører lidt i ring, og at fokus ligger alt for meget på at polarisere sig.

Det interesante er jo i virkeligheden, hvorfor pladen igen og igen kører i den samme ensformige rille?

LÆS OGSÅ: Forældreværdier: Hvilken mor vil du være?

Hvorfor er den dér balance så svær at finde rundt om i de små hjem?

Hele debatten om “familielivet” er super kompleks og indbefatter elementer af kvindefrigørelse, materialisme, ligestilling, individualitet og alle mulige andre spændende emner, og derfor er det giftigt at komme med et bud på ovenstående spørgsmål.

Men, jeg giver det nu alligevel et ydmygt skud.

Sådan var det bare dengang

Der er jo ingen tvivl om, at det er hårdt at have børn, men heller ingen tvivl om, at det er fantastisk. Sådan har det nok altid været. Jeg er sikker på, min bedstemor heller ikke altid gik rundt med et smil på læben og nynnede for 60 år siden, mens hun vaskede tøj i hånden for sine fire børn og hårdtarbejdende mand. Hun drømte nok også om ti minutters fred og ro til at gøre, hvad hun ville engang imellem. Forskellen på hende og mig, tror jeg, handler om, at hun i højere grad accepterede tingenes tilstand. Sådan var det bare.

I dag forholder vi os hele tiden til os selv og til det liv, vi lever, og det medfører naturligvis tvivl.

LÆS OGSÅ: 9 ting vi er blevet bedre til, efter vi er blevet mødre

Vi tænker i højere grad familielivet som et projekt, der skal planlægges, gennemføres og evalueres. Vi forestiller os ting på forhånd og bygger en verden op inde i hovedet, som vi så forsøger at efterleve. Hele tiden evaluerer vi projektet. Før, under og efter. Opnår jeg det, jeg gerne vil? Kunne jeg gøre noget anderledes?

Det er uhyre interessant, hvorfor vi tilsyneladende har svært ved at “finde ro” i vores eget liv og konstant søger mod det bedre. Hele coachingbølgen og den evige stræben efter “at blive en bedre udgave af sig selv” kan godt kandidere til at bære lidt af årsagen, tror jeg.

Vores kultur opflasker os til at fokusere på det positive og vende problemer til spændende udfordringer. Positiviteten gennemsyrer os og lader ikke plads til at have en ‘mol-dag’ (som vi så poetisk kalder det hjemme hos os). De triste, tanker og følelser skal helst skubbes langt væk og erstattes af gåpåmod og optimisme. Men jeg tror, vi har brug for mol-dagene og mol-tankerne. De er ikke så farlige og kan tværtimod lære os noget om, hvad det vil sige at være menneske.

Når mol-siderne i livet altid fortrænges, bliver vi forvirrede, når de opstår (og det gør de!) og dommen bliver straks, at der må være noget galt med vores liv. Utilstrækkeligheden kommer over os, og vi begynder at gøre regnskabet op. Det er ikke fordi, jeg mener, vi skal dyrke det negative og fokusere på det, der ikke fungerer, men i min verden må der gerne være balance i tingene.

Familieliv er et sisyfosarbejde

Det er vidunderligt at have børn og leve i en familie, men nogle dage føles det jo som et sandt og slidsomt sisyfosarbejde, som ungerne kvitterer med brok og sure miner. Så er det da okay, at man ikke føler sig som et levende glansbillede! Når man accepterer sine mol-dage og finder fred med sine tanker, skaber det plads til at værdsætte de lyse dur-dage endnu mere. Sådan har jeg det i hvert fald.

LÆS OGSÅ: Skab et familieliv, du elsker

Jeg tror, vi gør klogt i at tage livtag med familielivet og huske, at det er en rutschebanetur – som livet i øvrigt. Det går op og ned, og der kan være både sving og bump på vejen, men det er jo netop et liv! Så snart den der projekttankegang overtager, bliver familielivet kunstigt, og den evige stræben efter kosmos medfører ironisk nok et værre kaos. Uindfriede forventninger vi kan dunke os selv (og hinanden) i hovedet med og en evig følelse af, at græsset er grønnere bag naboens hæk.

Vi evaluerer konstant familieprojektet i vore egne hoveder, på sociale medier (og på blogs som denne!) og vi forholder os derfor meget eksplicit til vores familieliv. Det er ikke nødvendigvis en god ting, for det levner ikke så meget plads til “bare at være”.

Ambitionerne står i kø for at blive indfriet – og helst på samme tid. Jeg plæderer ikke for, at “alting var bedre i gamle dage” – slet ikke! Men jeg tror, vi lettere snubler, når vi liner alting op og forsøger at gøre for meget på samme tid. Især hvis klangbunden altid er rosenrød og i godt humør. Måske skulle vi ganske enkelt bare blive bedre til at tænke ‘ro på’.

Læs mere på annesofieslot.dk

LÆS OGSÅ: Trine valgte et hulter til bulter-liv frem for facade

LÆS OGSÅ: Farvel til den perfekte mor

LÆS OGSÅ: Påtag dig ansvaret for den gode stemning

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

d