Klumme: Har du smittet dit barn med sundhedssyge?

Børn skal ikke være bange for en franskbrødsmad. Men det bliver de, hvis de ser deres forældre forsage pasta, brød og søde sager, forlyder det. Vi tager et kig på tidens sundhedssyge - og starter med os selv.

Skrevet af Jo Brand, Vores Børn, november 2014.

 

Faktaboks

Jo Brand er freelancejournalist og alenemor til Vilfred på seks år.

Slask. Så fik man den: Børn får madskræk af de voksnes stenalderideer og fastekure stod der i Berlingske. Jo mere man læste, des mere nedslående blev det: Flere og flere børn døjer med spiseforstyrrelser, og de bliver yngre og yngre. Således møder eksperter børn helt ned i otteårsalderen, der har et unaturligt forhold til mad. Samme eksperter mener, at det skyldes forældrenes forkvaklede forhold til sundhed og deres egen krop. De har sikkert ret.

Der findes mennesker, der har et fuldstændig afbalanceret og afslappet forhold til for eksempel slik. De spiser måske et par stykker chokolade, og så lader de resten ligge med et ‘nu har jeg vist fået nok’. Dem er jeg ikke en af. Jeg får ikke nok. Derfor er jeg også en af dem, der skal styre mig. Det gælder ikke kun slik og kage, men også kulinariske velsignelser som hvidt brød og pasta. Så det prøver jeg – tilsyneladende i selskab med mange andre –at holde mig fra.

Og nu er spørgsmålet så: Hvor meget har jeg skadet mig søn i min jagt på det sunde liv?

Bare en lillebitte sodavandsis

Da min søn blev født, blev hans far og jeg enige om (som noget af det eneste), at der ingen grund var til at give ham sukker. Håbet var, at vores søn kunne undgå samme forhold til slikskålen som det, Romeo havde til Julie. Så sukker fik han ikke. Uanset hvor meget andre mennesker gerne ville proppe det i ham. ‘Hvad med til sommer? Må han så heller ikke få en lillebitte sodavandsis?’ spurgte en af hans fars venner en dag.

Pludselig kunne vi høre det: Det lød absurd, at han ikke måtte få ‘en lillebitte sodavandsis’ i sommervarmen. Derfor besluttede min søns far og jeg at skifte taktik. Lidt sødt i ny og næ kunne vel ikke skade.

LÆS OGSÅ: Sund mor: 8 gode råd

Sukkerforbuddet blev ophævet, og da min søn fyldte et år, fik hans krop for første gang noget med tilsat sukker: et stykke lagkage. Det var, som om solen åbenbarede sig bag skyerne, og et symfoniorkester begyndte at spille, da flødeskum, kagecreme og jordbær landede i hans mund. Han elskede det. Selvfølgelig. Måske for meget?

Verdens stærkeste mor

Men det er jo ikke kun slik og kage, der er problemet her. I artiklen i Berlingske kan man læse om forældre, der kritiserer sig selv, deres krop og deres vægt foran deres børn. Det er jo dumt. På alle måder. Allerbedst ville det være helt at undgå det, men kan det ikke lade sig gøre, må det være en adfærd, man praktiserer, når man er alene – på linje med at pille næse – så man på den måde undgår at smitte sine børn med uvanen.

Selv vil jeg som regel gerne tabe mig lidt, men det taler jeg ikke med min søn om. Jeg tror, han er ret ligeglad. Til gengæld træner jeg en hel del, er svært stolt af mine bicpes og viser dem til alle, der gider se dem – det er desværre ikke ret mange, men min søn er en af dem.

‘Måske er jeg verdens stærkeste mor. Det er godt, du har sådan en ekstremt stærk mor’ siger jeg, når jeg løfter ham. Det er han enig med mig i. Jeg har egentlig tænkt, at jeg var sjov, men nu strejfer tanken mig: Er jeg i gang med at give ham et forstyrret forhold til sin krop? Lærer jeg ham, at man skal have store muskler? Tror han, at man skal ligne Ronaldo med stramme underbusker, lille knappenålshoved og en brystkasse på størrelse med Fyn?

LÆS OGSÅ: Hvor sunde er dit barns favoritter?

Det er ikke den eneste bekymring, der presser sig på. Ud over at mange forældre har vinket farvel til sukker og sagt goddag til øget kropsfokus, lever flere også efter strikse kostprincipper a la stenalder og Atkins i jagten på sundhed og velvære og forsager derfor ikke kun slik og kage, men også pasta og hvidt brød. De gør det så meget, at børnene bliver bange for en franskbrødsmad.

Det kan vi jo alle blive enige om er helt galt (også dem, hvis børn er bange for en franskbrødsmad, for det var nok ikke deres intention til at begynde med).

Vil du have squash-pasta?

Jeg er af den holdning, at hvid pasta og hvidt brød ikke er sundt. Det er lækkert, men sundt tror jeg ikke, det er. Derfor har vi aldrig den slags i huset. Her findes de grovere (og mere brune) alternativer. Samtidig skræller jeg gerne en squash i strimler og spiser den under kødsovsen.

Hvad gør det ved min søn? Foreløbig ikke noget. ‘Vil du have squash-pasta eller almindelig pasta’ spørger jeg altid. ‘Almindelig pasta’ lyder svaret altid. Er der hvidt brød til stede, kan man være sikker på, at min søn også er der. Han elsker det.

Måske er det min skyld. For en ting har jeg erfaret, og det er, at der kan ske to ting, når forældre bliver fanatiske og presser børnene i en retning der strider mod deres natur: Enten bliver de endnu mere ekstreme end forældrene, eller også går de i den absolut modsatte retning.

LÆS OGSÅ: En familie tester: Hjælp os til sundere madvaner

Angsten for en tivolistang

Jeg ved det fra mig selv. Mine forældre hoppede i 70’erne og 80’erne nøgne rundt i strandkanten, mens jeg lå og skammede mig under et håndklæde. Om søndagen måtte jeg ikke se Dollars, for det var ‘noget amerikansk lort’. Og hvad er der sket i dag? Jeg får tics, når jeg ser folk bade nøgne, og jeg har abonnement på både Netflix og HBO Nordic, for jeg kan ikke fået nok amerikansk lort. I love it.

Samme princip gør sig sandsynligvis gældende med hensyn til kost og børn: Er der noget, de ikke må få, risikerer vi, at de slet ikke tør spise det, eller også kan de ikke få nok. Selvfølgelig skal vi ikke fortælle vores børn, at noget mad er farligt, for det er det jo ikke i de rette mængder. I stedet for at indgyde frygt må vi lære dem at nyde alt det lækre med måde.

Det er bare så svært, når man ikke selv ved, hvordan man gør det. Det er måske i virkeligheden dér, man skulle starte.

I dag er min søn seks år, og hans far og jeg prøver fra hvert vores hjem at gøre det bedste, vi kan, når det gælder om at finde en fornuftig balance, for selvfølgelig skal man være sund, men ikke så meget, at det bliver usundt, og selvfølgelig skal man være usund, men helst kun så meget, at det stadigvæk er sundt. Det betyder i praksis, at vi prøver at styre hans indtag af hvide kulhydrater og sukker, samtidig med at vi prøver at styre vores eget. Det er svært. Derfor har vi indført fredagsslik, og så undgår vi kage og slik de andre dage.

LÆS OGSÅ: Sund baby: God mad til små maver

Vores håb er, at sønnen på den måde får den sundeste kombi af usund og sund og ikke ender med at slå korsets tegn, når han ser en tivolistang og på den anden side heller ikke vil leve af Nutella og jordbæris.

Lange øjne efter guldkaramellen

Går det så godt med det? Det ved jeg ikke rigtig, men han er i hvert fald ikke blevet bange for sukker. Foreløbig lader det også til, at han har mere styr på indtaget end undertegnede, der – til at begynde med da fredagsslikordningen blev implementeret – slet ikke skulle have noget slik, men efterhånden havde så mange fingre nede i søns slikskål, at han spiste hurtigere og hurtigere for at nå at få noget. Løsningen blev to skåle.

Jeg har min skål, han har sin. Min er tømt i løbet af et par minutter, og så sidder han og hygger sig med sin. Af og til bemærker han mit glubske blik på sin skål, og så kaster han en guldkaramel i min retning. ‘Er du sikker?’ spørger jeg, mens jeg pakker den ud. Han nikker, og et millisekund senere er karamellen væk. Hvis jeg er heldig, får jeg en til. Ellers må jeg vente til næste fredag. På den måde er jeg ved at lære at være usund på den sunde måde. Takket være en seksårig.

LÆS OGSÅ: Lykke: Barndommen er allervigtigst for et godt liv

LÆS OGSÅ: Sundhed: Danske børn bevæger sig for lidt

LÆS OGSÅ: Kager: Cupcakes, popcakes og macarons

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Gå til madplan
loading...