Foto: Colourbox

Sådan gør du dit barn skoleparat

Hvor gamle er børnene?
2 procent fylder 5 år
85 procent fylder 6 år
13 procent fylder 7 år
i det kalenderår, de begynder i 0. klasse
Kilde: Tal fra skoleåret 2009/10, Undervisningsministeriet.

Skal dit barn starte i 0. klasse i år? Og har du dine tvivl om, hvorvidt han nu også når at blive skoleparat til efter sommerferien? Bliv klog på, hvordan du bedst hjælper dit barn på vej til det store skift.

Er det dig, der lige hjælper i et snuptag, hvis bukserne vender med vrangen ud? Dig, der lyner flyverdragten om morgenen, fordi det så går mere tjept? Og er det måske også dig, der tørrer dit barn i numsen efter toiletbesøg?

Hvis dit svar er nej, kan du sætte et flueben ud for ‘selvhjulpen’ på listen over alle de ting, som dit kommende skolebarn skal kunne inden skolestart. Hvis svaret er ja, er det nok ved at være tid til, at du begynder at lade dit barn klare hverdagens mange praktiske udfordringer selv. Dit barn skal nemlig have styr på det mest basale, inden han starter i 0. klasse.

“I skolen er der ikke nogen til at hjælpe dit barn med at pudse næse, lyne jakken, tage sko på eller tørre numsen efter toiletbesøg,” siger børnehavepædagog gennem 35 år, Lene Olsen.

Lad dit barn selv
I månederne op til skolestart er det ekstra vigtigt, at du som forælder begynder at tage dig i at gøre tingene for dit barn.

“Nogle gange skal det gå stærkt, og så hjælper du måske med tøjet, skoene eller madpakken. Men det må ikke blive hver gang,” råder Lene Olsen.

Ifølge pædagogen er det rigtig vigtigt, at dit barn selv kommer på banen. “Lad dit barn selv bokse med tøjet, skoene og lynlåsen, lad ham stille madkassen i køleskabet og selv holde orden i sin garderobe i børnehaven,” anbefaler Lene Olsen.

Hvis dit barn har været vant til din hjælp, så undlad dog at gå alt for bombastisk til værks. Kræv ikke, at dit barn pludselig ordner alt selv fra den ene dag til den anden. Tag det lidt ad gangen. Og tilbyd din støtte undervejs.

Lad være med at sige: “Fra nu af skal du tørre dig selv i numsen.” Sig hellere: “Nu prøver du selv, og så kommer jeg og tjekker, om du har fået tørret dig ordentligt”.

Sørg desuden for, at der er god tid i selve situationen, når dit barn skal kæmpe med for eksempel tøjet de første gange.

“For børn har brug for god tid til ting, som du ellers selv kan ordne i en hurtig vending,” siger pædagogen. Du kan eventuelt begynde med at lade dit barn selv klæde sig på i weekenden. Her er der som regel bedre tid end i hverdagen.

“Sæt dig så ved dit barns side, så du kan guide og opmuntre ham til at klare sig uden din hjælp. Sig for eksempel: ‘Så tager du trøjen...’, ‘jo, du kan godt’ og så videre,” siger Lene Olsen.

Læs mere om, hvad der er godt for dit barn at kunne på næste side>>

 
 
AFSTEMNING

Hvor mange timer er dit barn dagligt i vuggestue/dagpleje?