Smør eksemen væk!

Foto: Colourbox
Fingertip-reglen
Er du i tvivl om, hvor meget creme, du skal smøre på, så brug ’fingertip-reglen’: Den stribe creme, der kan være på det yderste led af en pegefinger, rækker til indsmøring af to håndflader. Er området større, ganger du bare op.
5 facts om børneeksem
1. Hvert femte barn får børneeksem.
2. Børneeksem giver tør hud og klør meget.
3. Eksemet er værst om vinteren.
4. Børn med børneeksem kan også have allergi.
5. Børneeksem smitter ikke.

Kløende, tør og sprækkende hud er et problem for hvert femte barn. Og her i vintertiden bliver det rigtig slemt. Men hvad er børneeksem egentlig, og hvordan behandler du den irriterende tilstand, hvis dit barn er så uheldig at få det?

Har dit barn meget tør hud, kradser han sig, klør og får røde, tørre områder på huden? Så kan det meget vel være, at han har fået børneeksem. Børneeksem er en af de mest normale hudlidelser, og den rammer hvert femte barn.

De fleste får det i løbet af det første leveår, men også i børnehavealderen og oppe i skoleårene kan en ubalance i immunsystemet komme til udtryk som eksem.

Læge Jerk W. Langer, der er forfatter til bogen ’Barnets sygdomme’, fortæller, at udslettet ved børneeksem kan sidde forskellige steder på kroppen.

”Men fra 2-årsalderen er eksemet mest tydeligt på albuer og knæ. Det kan også komme omkring munden på barnet,” siger Jerk W. Langer. Eksemet kommer, fordi huden bliver ekstremt tør. Det er der en god forklaring på:

”Barnet mangler de naturlige fedtstoffer, der holder sammen på hudcellerne, og derfor er det også en rigtig god idé at smøre barnet ind i meget fed creme,” fortæller lægen.

Skru op for fedtet

Det er lettere sagt end gjort at smøre et barn ind i creme fra top til tå flere gange dagligt. Men det hjælper, så det er vigtigt at finde nogle gode rutiner i hverdagen, hvis dit barn har børneeksem. Og her er en situation, hvor du IKKE skal spare på fedtet – i cremen, altså.

”Generelt bør fedtindholdet være så højt som muligt, men børn reagerer forskelligt, så man må prøve sig lidt frem. Når huden er meget tør, kan det være en god idé at bruge en fed, vaselinebaseret fugtighedscreme,” siger Jerk W. Langer.

Den daglige indsmøring holder eksemet nede, men er dit barn meget generet, skal han behandles mere effektivt med hormoncremer. Det kan du roligt gøre, selv om du måske – som mange andre forældre – er bange for at bruge for meget hormoncreme. Det understreger Jerk W. Langer.

”Faktisk ser jeg tit det modsatte problem: At børnene er underbehandlede og derfor får mere udslæt og kløe. Produkterne er gennemtestede, og man behandler jo kun lokalt på eksemet og kun i de værste perioder,” siger lægen. Selv om du måske ikke helt kan undgå hormoncremerne, så du holde antallet af udbrud nede med den daglige indsmøring. Det tager tid, så prøv at gøre det til en god og hyggelig oplevelse hver morgen og aften. Sæt for eksempel en historie eller lidt musik på.

Børneeksem er tit værst om vinteren, hvor luften er meget tør, så der skal du være ekstra opmærksom på at få smurt dit barn og holde øje med udbrud. I sommermånederne kan varmen genere, så sørg for at give dit barn luftigt tøj på og et dejligt koldt soveværelse at sove i.

 
 
AFSTEMNING

Hvor mange timer er dit barn dagligt i vuggestue/dagpleje?