"Din datter føler for stort ansvar"

Sofie på 8 år har været skilsmissebarn siden hun var 2 år.  Sofie har i længere tid været ked af det, når hun skulle hjem til sin far. Hun virker trist og har ondt i maven.



Jesper: Hvad skal vi tale om?

Jane: Sofie har tit været ked af det, når hun skulle hjem til sin far, og her på det sidste har hun sagt, at hun er bange for ham. Selv om jeg altid inderst inde har fornemmet, at hun havde det bedre hos mig, har jeg forsøgt at lade tvivlen komme ham til gode.

Sofies far mener, at Sofie er for tæt knyttet til mig, og at hun bare skal vænne sig til at være hos ham. Det har jeg prøvet at lytte til. Han mener, at det er mig, der holder på hende, og at hun er blevet forvirret, fordi vi har lyttet for meget til hende. Han synes ikke, man skal spørge et barn, hvordan hun helst vil have det, men at man i stedet skal bestemme for hende, for ellers giver man hende for meget ansvar.

Jesper Juul:
Hvad siger Sofie selv om sit forhold til sin far?

Jane: Hun siger, at hun elsker ham, og at hun er bange for at gøre ham ked af det. Hun siger også, at hun bliver bange, når han bliver vred. Hvert år besøger de for eksempel farmor og farfar i en forlænget weekend, med fætre og kusiner og så videre. Sofie fortalte mig forleden, at hun slet ikke glædede sig, til de skulle af sted i år, fordi hendes far bliver irriteret på hende, hvis hun ikke vil være med til at spille kort eller rundbold med de andre. Hun er ikke konkurrencemenneske, hun er mere en stille pige, der hellere vil male og tegne end konkurrere, men hun føler, at hendes far gerne vil have, at hun er mere konkurrenceminded. Hun siger, at hun ikke føler, at han kender hende.

Jesper Juul: Det har hun jo helt ret i.

Forrige 1 2 3 4 5 Næste