Mathias på 6 år er bange for at få tøj på og kan ikke lide at blive rørt ved. Hans forældre har søgt psykolog for at finde årsagen, men Jesper Juul foreslår i stedet den pædagogiske vej: Gør problemet til et læringsprojekt, og lad drengen være tovholder på projektet.
Baggrund:
Mathias’ forældre, Christina og Michael, har henvendt sig til Jesper Juul sammen med Mathias på 6 år, da de ønsker hjælp. Mathias reagerer nemlig meget stærkt på berøring og på at få tøj på kroppen. Så meget, at det er et problem at finde tøj, han kan holde ud at have på.
Jesper Juul: Lige nu venter I, forstår jeg. På hvad?
Christina: På tilbagemelding fra en almindelig skolepsykolog, og så har vi selv kontaktet en med speciale i sanse-integration for at se, om der er nogen, som kan hjælpe os og Mathias til at komme videre. Det med skolepsykologen, tror jeg, kan vente længe på sig. Men vi håber på at sanse-integration kan afhjælpe det store problem, Mathias har med ikke at kunne holde ud at have diverse tøj på – værst er strømperne. Og nu er sengetøjet heller ikke så rart at ligge i, vel Mathias?
Jesper Juul: Hvornår begyndte de problemer?
Christina: Det har faktisk været der nogle år, men det er eskaleret voldsomt på det seneste. Og uanset om vi prøver 20 trøjer, så er der ikke helt noget, som duer.
Jesper Juul: Er det, fordi du ikke kan lide den måde, det føles på kroppen på, eller sådan det ser ud? (henvendt til Mathias)
Mathias: Hm…
Michael: Det er nok en blanding af det hele – for nogen gange kan det hjælpe, hvis Mathias ser, at vi for eksempel klipper mærkaterne af.
Christina: Der er også noget med creme. Solcreme må slet, slet ikke komme ud over det hele. Det gælder berøring i det hele taget. Ikke for meget, selvom han godt kan lide at blive kløet på ryggen og få et godnatkram. Men kun hvis han beder om det selv.
Jesper Juul: Men sådan har det ikke altid været?
Mor: Nej, den del er også eskaleret.
Michael: Et af redskaberne ved sanse-integration er jo at børste hele kroppen. Det er meget spændende, hvordan det mon kommer til at gå.
Christina: Og om det kan hjælpe Mathias til at få strømperne på.
Jesper Juul: Umiddelbart vurderer jeg, at der ikke er meget at gøre for en almindelig skolepsykolog her. Men I kan godt melde ud, at I vil have lavet en neuropsykologisk undersøgelse af Mathias. Jeg er slet ikke sikker på, at man kan få konstateret noget, men det ville være rart at få det tjekket. Men før I når dertil, ville jeg starte med, hvad kan I stille op i mellemtiden.
Christina: Jeg hører dig sige, at vi ikke kan snakke ham fra sit problem?
Læs videre på næste side>>