Marie er alene med to store sønner. De fungerer godt i skolen, men derhjemme hjælper de ikke til, og de hører aldrig efter. Jesper Juul anbefaler, at hun slipper kontrollen og overlader mere ansvar til drengene selv.
Baggrund:
Marie blev alene med Kristian og Jeppe, da Jeppe var spæd. Nu er drengene henholdsvis 11 og 9 år. Hun har i dag et godt forhold til børnenes far, som bor tæt på. Marie er selvstændig erhvervsdrivende og har fokus på at arbejde meget, når børnene er hos faren, og at skabe en tryg base for børnene ved at være meget sammen med dem, når de bor hos hende.
Maries to store sønner hører ikke efter, hvad hun siger til dem og hjælper ikke til derhjemme. Nu vil hun gerne have familieterapeut Jesper Juuls gode råd, til hvordan hun kan ændre på det.
Marie: Jeg vil gerne gøre det så godt som muligt, men når de ikke hører efter, bliver jeg nogle gange fuldstændig sindssyg og står bare og råber og skriger. Nu vil jeg gerne høre, om der er andre måder at gøre det på. Jeg vil for eksempel gerne have, at de kommer i seng i ordentlig tid – helst ved 21-tiden. Men tit bliver den 22. På den ene side er jeg usikker på, hvor meget jeg egentlig kan forlange af dem, på den anden side synes jeg, jeg laver det hele. Den store tager skraldet ud en gang imellem og dækker sommetider bord. Men jeg synes jo, det går hurtigere, hvis jeg gør det hele selv.
Jesper Juul: I gamle dage havde man en idé om, at det var sundt for børn at have pligter. Men det er nok tvivlsomt, om det forholder sig sådan. Omvendt er jeg sikker på, at det ikke er sundt at leve i et fællesskab, hvor man ikke bidrager. Især fra omkring 12-årsalderen.
Marie: Jeg mente nok mere, om man på lang sigt får mere fornuftige børn, som opfører sig godt, hvis man giver dem pligter?
Jesper Juul: Hvis det bliver med det motiv, at det skal være godt for dem, så duer det ikke. Du kan selvfølgelig godt have det som et hemmeligt motiv, men det eneste motiv, der rigtig virker, det er, hvis du har brug for det. Det er, hvis du siger, nu har jeg gjort alt dette i så mange år, og nu har jeg virkelig brug for, at I gør det. Hvis jeg var dig, ville jeg nok åbne for en forhandling. Om I skal bidrage til driften er ikke til diskussion, men vi kan tale om hvordan og hvor meget.
Marie: Synes du, at de skal have ekstra lommepenge for det?
Jesper Juul: Personligt er jeg ikke vild med at kæde pligter sammen med penge. For så kommer man ind i den der med, skal man så til at trække dem, hvis de ikke gør det. Jeg tror på, at man skal adskille kærlighed og forretning. Derfor er det et spørgsmål om at sige, når man er barn, så har man krav på en eller anden form for lommepenge. At kæde det sammen med en arbejdsindsats, det ville jeg ikke gøre.
I det her tilfælde er du nødt til at være meget konkret på forhånd, så det ikke bare bliver til: Ku’ I nu ikke hjælpe lidt til? Sig i stedet: ”Det her er det, som jeg gerne vil have, hvor meget kan jeg få?”
Man mister noget værdighed, hvis man lever i et fællesskab og ikke bidrager. Det gælder også børn. Faktisk er der meget tilfredsstillelse i at give. Og meget lidt tilfredsstillelse i at modtage. Hvis man hele tiden bare modtager, så bliver det til sidst meget ydmygende. Og det er ikke sundt. Og det gælder uanset, om man er på overførselsindkomst, eller om man sidder i kørestol. Når man kun er 11, så mærker man det mest på, at ens forældre – ofte ens mor – kører træt. Der har været en tendens til, at forældre har sagt: Det er jo vigtigt, at vores børn bruger kræfter på skole og sport, så det kan jeg såmænd godt gøre. Og det her kan jeg også gøre, og det her. Og så lige pludselig ender det hele med et brag, fordi de ikke bare er begyndt at tage det for givet, de forventer det også.
Ethvert 11-årigt barn er selv i stand til at tage (og bør få) ansvaret for deres tøj, inklusive vask og strygning, indkøb, egen transport, eget arbejde, skole, lektier, søvn samt selv at stå op om morgenen.
Det kan enhver 11-årig være ansvarlig for. Men det skal være klart i forholdet, at det her er mit ansvar, og det her er dit. Det er okay for den 11- årige at spørge, om mor vil hjælpe. Men det er barnets ANSVAR selv at gøre det, eller at bede om hjælp til at få det gjort.
Marie: Jeg tænker bare, om der er en anden måde at gøre det på, når jeg 10 gange beder dem om at slukke for computeren, og de så bliver ved at sige; ”Jeg skal lige…”Så eksploderer jeg til sidst, for det er jo mit ansvar, at de skal op og i skole om morgenen.
