Pigerne Kaja og Isabella vil kun have deres mor. Men hun føler sig nedslidt, og deres far er desperat for at blive accepteret af døtrene. Ifølge Jesper Juul er det på tide, at far Jens kaster sig ind i kampen!
Familiens problem:
Familien bestående af Ulla og Jens og deres døtre Kaja 6 år og Isabella på 3 er flyttet på landet. De sidste par måneder har Ulla derfor taget sig mest af børnene, mens Jens har haft fokus på at sætte familiens nye hus i stand. Resultatet er, at Ulla føler sig overbebyrdet, men pigerne synes kun, det er mor, der dur.
Når Jens prøver at tage over, møder han stor modstand og skrig og skrål fra børnene. Familien ønsker hjælp til, hvordan Ulla kan blive bedre til at sige fra, og hvordan Jens kan blive bedre til at tage over, uden at få den kolde skulder.
Coaching:
Jesper Juul: Hvad skal vi tale om?
Ulla: Vores situation efter vi er flyttet på landet og har sat hus i stand. Jeg har været meget alene med børnene, mens Jens har arbejdet. Planen var, at jeg bare skulle sige til, når jeg kunne tænke mig, at Jens tog over.
I stedet har det bare kørt i ring med, at jeg føler mig helt vildt brugt, og skal klare det hele, og når Jens så skal ind og tage over, så gider pigerne ham ikke, og så kører den onde cirkel. De begynder at hyle og skrige efter mig, og så er der ingen ro omkring det.
Jesper Juul: Og det er blevet helt anderledes, end det var før?
Ulla: Det har i perioder været sådan før...
Jens: Vi mærker det mere nu. Hvis jeg for eksempel arbejder hele lørdagen, så opstår problemet, når jeg prøver at hjælpe til med pigerne sidst på dagen. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gå ind og skabe kontakten, og Ulla har ikke overskud til at sætte mig ind i det. Jeg får ikke sagt, nu er jeg her, og har I lyst til at være sammen med mig? I stedet trækker de mere og mere over mod Ulla, som har svært ved at sige fra i tide.
Jesper Juul: Hvad mener du med, at hun har svært ved at sige fra i tide?
Ulla: Jeg får ikke sagt fra, før at min grænse er overskredet, og så overskrider jeg børnenes grænser ved at råbe højt eller være kort for hovedet. Jeg får ikke spurgt Jens i tide, om han vil tage over. I stedet vrisser jeg pludselig: ”Nu må du altså tage over,” og så er jeg væk. Jeg vil gerne lære at sige fra på en god måde.
Jesper Juul: Så du har brug for hjælp fra Jens. Jeg kunne godt tænke mig, at du formulerede et forslag til, hvordan han kunne hjælpe dig med at tage bedre vare på dig selv?
Ulla: Det første, jeg tænker, er, at han kan give mig et kram, lige inden det kammer over. Jeg får ikke selv øje på det, og måske kan Jens hjælpe mig med at standse op, inden det sker.
Jesper Juul: Jens, er du i stand til at mærke eller se, at det er på vej?
Jens: Ja, det er jeg. Der bliver en meget hektisk energi.