Foto: Iben Kaufmann

Anerkendende opdragelse: En uge uden ris, ros og trusler

Ned på hug, og vælg de rigtige ord, når du skal opdrage lidt på junior. Små ting gør en kæmpe forskel for dit barns selvværd.

Aj, hvor er du dygtig til at tegne!’, ‘øj, hvor kan du løbe hurtigt!’, ‘sikke fin du er i tøjet!’ Lyder det som dig? Sagt i begejstring over dit hurtige, dygtige og smukke vidunder af et barn? Eller hvad med: ‘nu er du ikke en sød pige!’, ‘hold så op med det skaberi!’, ‘hvor mange gange skal jeg sige det til dig, før du kan forstå det?’ Lyder det også som dig? Nogle gange, måske?

I så fald, så skru ned for både ros og skældud – og skru op for anerkendelse i stedet for. Det giver nemlig dit barn et godt selvværd. Sådan lyder rådet fra familieterapeut Fie Hørby, der arbejder med, hvordan vi forældre taler med vores børn.

“Selv små ændringer i dit sprog kan gøre en stor forskel i forhold til dit barns selvværd,” siger Fie Hørby.

Mindre ros, mere anerkendelse
“De fleste forældre roser deres børn som en del af deres opdragelse. De roser i bedste hensigt, fordi de bliver begejstrede over deres børns præstationer, og fordi de gerne vil have, at deres børn har det godt med sig selv,” siger Fie Hørby.

Men for meget ros kan få dit barn til at føle, at det skal præstere for at være god nok, forklarer familieterapeuten. Når du roser dit barn, vurderer du det nemlig også: Det var godt, skidt eller flot. Skru i stedet op for anerkendelsen, råder familieterapeuten.

“Når du anerkender dit barn, styrker du selvværdet og giver dit barn en følelse af, at ‘jeg er god nok, blot fordi jeg er mig, og ikke fordi jeg er hurtig, stor eller dygtig’,” siger Fie Hørby.

Det betyder helt konkret, at du skal afholde dig fra non-stop at vurdere dit barns præstationer.

“Ofte gør vi det uden at tænke over det. Det kan for eksempel være, når vores børn gynger, hopper trampolin eller tegner. Så siger de jo ofte ‘se mig, mor!’ Og så er de fleste af os hurtige til at svare ‘hvor er du dygtig! Hvor er det flot, skat!’ Men her har du gang i rosen, forklarer Fie Hørby og uddyber:

“Sig hellere ‘ja, jeg ser dig, skat!’ Eller ‘det ser sjovt ud!’ Og hav øjenkontakt med dit barn,” råder familieterapeuten.

For ofte svarer vi vores børn ud i luften uden at være i ordentlig kontakt ‘ja, ja, den er flot,’ siger vi. Og det er ikke at give anerkendelse.

“Du anerkender dit barn, når du ser dit barn, hans begejstring og det, han kan,” siger Fie Hørby.

Ifølge familieterapeuten ønsker dit barn blot et genspejl af sin oplevelse fra dig og har slet ikke i tankerne at skulle vurderes. Men det er selvfølgelig ikke forbudt at rose dit barn. Du skal bare huske at anerkende mere, end du roser.

Undgå ordrer, skæld ud og trusler - læs videre på næste side>>

 
 
AFSTEMNING

Hvor mange timer er dit barn dagligt i vuggestue/dagpleje?