Årgang 0 kan være med til at nedbryde tabuer, mener Emmas mor, Lene. Derfor har familien altid været ærlig om alt fra knas i parforholdet til problemerne med at få økonomien til at hænge sammen.
Lene og Poul-Erik Josefsen har levet med Årgang 0 i næsten al den tid, de har kendt hinanden. De havde kun boet sammen et par år, da de i 1999 så en spot i fjernsynet om, at TV 2 søgte familier med barn på vej, meldte sig til og kom til casting.
Siden har de for rullende kameraer fået tre børn, er blevet gift, haft lavvande i økonomien og knas i parforholdet – og er kommet godt igennem det hele.
Læs også om Rachels familie: Det er en gave at være med i Årgang 0
For Emma, der blev født i februar 2000, er programmet en del af virkeligheden, som den altid har set ud.
“Hun er jo blevet filmet, siden hun lå inde i min mave, så hun har aldrig prøvet andet,” siger Lene Josefsen. Emma var omkring 3 år, da hun første gang opdagede, at hun var i fjernsynet – ikke bare sit eget fjernsyn, men også hjemme hos andre, for eksempel hos mormor. Siden har hun ofte set optagelserne i fjernsynet derhjemme. For hende var og er det naturligt at være på, men for hendes forældre var det lidt af et chok, at programmet blev så stort (Årgang 0 har haft over 1 mio. seere).
“Vi vidste ikke, hvad vi gik ind til. I 1999 var der ikke rigtig reality-tv, så vi tænkte slet ikke på kendtheds-faktoren. Hvis jeg skal være helt ærlig, troede vi nok ikke rigtig på, at det ville vare i 10 år,” indrømmer Lene, som fortæller, at det tog et par år at vænne sig til at blive genkendt og snakket om.
“Vi er mere tilgængelige end en kendt skuespiller eller sanger. Folk identificerer sig jo med os. De føler, at de kender os, og de vil rigtig gerne fortælle om deres egne familier, især hvis de har børn på samme alder som Emma.
Så tager de ofte udgangspunkt i noget konkret fra programmet og siger ‘det, du oplevede med Emma der, det kender jeg bare så godt fra min egen datter’ eller lignende.”
Lene understreger, at folk altid er søde, det er blot krævende at være på i den grad.
“Når programmerne kører i januar-februar, tager vi ikke i Bilka lørdag formiddag, med mindre vi har et meget stort overskud.”
Børnene vil lege med Emma fordi hun er kendt - læs videre på næste side>>