Jeres barn begynder måske nu at bruge sine egne ord for visse ting. Det kan ikke sige ”æble” på nuværende tidspunkt, men måske ”aba,” og det er lige så godt. Hvis I forstår, at det er æblet, der tales om, er det vellykket kommunikation, og I skal endelig ikke forsøge at rette på jeres barn. Når bare I fortsætter med at tale voksensprog og selv kalde det et æble, så kommer resten af sig selv.
UGE 48:
Kom udendørs: Kom ud i haven, parken eller skoven for at lege. Det er sjovt og spændende for jeres barn at sidde i græsset eller en sandkasse og mærke sig frem. Hvis det er koldt, og vejret er dårligt, skal jeres barn bare have godt med tøj på (flyverdragt eller regntøj og en god hue). Jeres barn vil synes, at det er skønt at være ude i al slags vejr.

Giv mellemmåltider: Børns mavesække er små. De har behov for tre hovedmåltider og derudover tre-fire mellemmåltider. Mellemmåltidet kan bestå af amning/flaske, brød, frugt og surmælksprodukter. Det er sundt at spise hyppigt, fordi stofskiftet stiger, og det er godt for fordøjelsen. Det er ikke sikkert, at amningen giver nok nu til at udgøre et mellemmåltid, og det kan også være, at I helt er stoppet med at amme eller give flaske. Husk at være opmærksom på, om jeres barn får nok at drikke af koppen. Byd hyppigt, for eksempel når barnet lige har sovet eller leget.
UGE 49:
Jo mere mobilt et barn bliver, jo mere uorden og jo flere små ”ulykker” kan det forårsage. Det kan være lidt belastende for jer. Men tag ikke fejl af, at det stadig er et meget lille barn, I har, som grundlæggende drives af nysgerrighed og udviklingstrang.
Barnet gør sikkert mange ting, som I ikke vil have, og som kan være direkte farligt. Og selv om barnet måske nu forstår ordet ”nej,” betyder det ikke, at det er i stand til at følge jeres ordrer og regler. Barnet er stadig alt for lille til at forstå regler og farer og også for lille til at forstå de voksnes logik og følelser.
Er jeres barn i farezonen, så flyt det, samtidig med at du siger ”nej!”. Det kravler sikkert tilbage til gerningsstedet, men det er nemmere at lære og forstå dig, hvis du samtidig kobler ”nej!” med en handling. Skældud og straf er fortsat helt meningsløst – barnet forstår det simpelthen ikke i denne alder.
Ryst aldrig barnet: Uanset hvor skrubirriterende jeres barn kan være, og hvor frustrerede I kan blive, må I aldrig ryste det. Ikke alene har det ingen effekt, det kan være dødsensfarligt! Barnets hoved er slet ikke færdigudviklet, og selv om det klarer alle jeres dejlige tumlelege fint, er en rystetur en helt anden sag, der kan medføre blodsprængninger i hjernen og give livsfarlige mén. Har du brug for at falde ned, så giv barnet til den anden og gå ind i et andet rum, mens du bliver dig selv. Er du alene, så sæt barnet fra dig, træk vejret dybt og tæl til 50. Og husk at uanset hvad, så er dit barn ikke selv bevidst om, at det generer dig.
Se barnets udvikling i uge 50-52 på næste side...