• Misundelig på venindens navn

    Jeg havde en veninde i børnehaven, der hed Isabella, og var meget ked af, at det ikke var mig, der havde det navn, så da jeg blev gravid, hed ‘maven’ Isabella – længe inden vi vidste, at det blev en pige. Ret heldigt, at hun blev det, og navnet passer perfekt til hende.

    Christine

  • Smykkerne bestemte
    Luk

    Smykkerne bestemte

    Vi har en datter, der hedder Cecilie, og min mand ville gerne, at nummer to skulle hedde Camilla, men jeg var tilbageholden, fordi min kusine hedder det.

    En dag var vi så i en smykkeforretning, hvor der i et af glasskabene lå to halskæder med navn. På den øverste stod Cecilie og på den nederste Camilla. Det måtte da være et tegn! Vores yngste datter hedder nu Camilla.

    Louise

  • Noget med ‘-ian’
    Luk

    Noget med ‘-ian’

    Vores søn hedder Julian. Det var meningen, at han skulle hedde Emilian, men da jeg syntes, det lå for tæt på min kærestes brors navn, Emil, prøvede jeg at finde på noget andet.

    En dag lavede kæresten sjov med, hvis det nu var mine søskendes navne med ‘ian’ bagpå. Min søster hedder Julie, så han siger pludselig ‘vi kan også bare kalde ham Julian!’. Jeg sagde det et par gange og vidste bare, at det var det, han skulle hedde.

    Jeg kan godt lide, at der er en historie bag navnet, som ikke bare er ‘fordi vi syntes, det var pænt’.

    Rebecca

  • Grønlandsk lillesøster
    Luk

    Grønlandsk lillesøster

    William var tre et halvt, da vi fik lillesøster – og når vi spurgte, hvad han syntes, hun skulle hedde, kom svaret prompte: Lillesøster Kaufmann Andersen.

    Det blev så til Naja, der på grønlandsk betyder ‘lillesøster til en storebror’.

    Mette

  • Stærk som en motorcykel
    Luk

    Stærk som en motorcykel

    Min familie er meget glad for veteranmotorcykler, og en meget fin én af slagsen er The Vincent. Min kæreste insisterede på, at vi valgte det navn.

    Jeg var meget imod; tænkte, at alle ville tro, at vi var royale og ville efterligne kongehuset.

    Men jeg er nu glad for, at min kæreste fik sin vilje – vores søn er en viljestærk lille Vinne – Vincent på otte måneder. En rigtig krudtugle med gang i, og han siger lyde som en motorcykel, hvilket er til stor underholdning for hele familien.

    Rikke

  • Hvorfor ikke Hodja?
    Luk

    Hvorfor ikke Hodja?

    Min mand kom med den sjove ide at kalde vores søn for Hodja fra Pjort Hjorth Madsen, men efter at vi havde grinet i lang tid, kom vi til den beslutning, at det nok var bedre med Alexander.

    Christina

  • Soldaten fik sin vilje
    Luk

    Soldaten fik sin vilje

    Vi havde to navne og ville vente, til han kom til verden, og se, om han var det ene eller det andet. Min mand syntes Felix, og jeg Marius.

    Min mand nåede hjem fra Afghanistan, 12 timer efter at vandet var gået (han var glad for, at det var en lang fødsel!), og da han sidder med vores søn for første gang med glædestårer ned ad kinderne, kigger jeg på ham og siger ‘er det en Felix?’, og han stammer ‘ja’.

    Så vores søn hedder Felix, og min mand fik sin vilje.

    Tanja

  • Rapper-barnet
    Luk

    Rapper-barnet

    Helena, barn 1, er opkaldt efter sin oldemor. Barn 2, Alexander, er opkaldt efter en af farens venner, så da barn tre var på vej, var vi løbet tør for ideer, specielt da det var en dreng.

    En dag kørte radioen i baggrunden, og en Nik & Jay-sang gik i gang: Navnet er Jannik … ‘Hm’ sagde jeg, ‘hvad så med Jannik?’. ‘Jo, det kan vi godt sige, men ingen skal vide, at vores søn er opkaldt efter en Nik & Jay-sang!’

    Ups, the secret is out!

    Lone

  • En lille sejrherre
    Luk

    En lille sejrherre

    Vi havde fire navne i spil og et, som vi hældte mest til. Da han blev født, gik det ikke som forventet, selv om lægerne stod klar, så han blev nøddøbt, allerede anden gang vi fik lov at se ham.

    Han fik navnet Sigge, og selv om vi knap havde set ham, føltes det så rigtigt at give ham det navn. Senere har vi fundet ud af, at det betyder sejrvinder, så det passer perfekt, fordi han overlevede sin hjertefejl og operationen, og tog sejren hjem.

    Chanett

  • Jordemoren tog beslutningen
    Luk

    Jordemoren tog beslutningen

    På en måde var det jordemoren, der valgte navnet. Første dag hun var på besøg, sagde vi, at vi ikke vidste, om vores datter skulle hedde Asta eller Siri.

    Dagen efter da hun kom på besøg igen, sagde hun: ‘Og det var så lille Siri?’ Øh, ja, det er det så åbenbart. Overvejede godt nok i en kort periode, om vi skulle mikse det og kalde hende Asti.

    Susi

  • En sikker Linus
    Luk

    En sikker Linus

    Vi gennemgik alle godkendte drengene, men det var ikke mange, der faldt i begges smag. Linus var det, vi begge følte mest for, så det blev førsteprioritet. Vi holdt det hemmeligt, for måske lignede han bare ikke en Linus, når han kom ud.

    Det gjorde han dog, så det blev officielt. Samme dag købte mormor dagens avis til at gemme, og på forsiden stod det, der fjernede al tvivl: Hans fødselsdag hedder nemlig Linus!

    Maria

  • Opkaldt efter model
    Luk

    Opkaldt efter model

    Hvis vi fik en pige, skulle hun hedde Vera-Annemone. Drengenavnet havde vi ingen ide om. Vi snakkede om Buster Emil, August Emil og Sofus Emil. Men ingen af de navne syntes vi alligevel var det rigtige, da vi fik at vide, at vi ventede en dreng.

    En dag sad jeg og kiggede i Magasins børnekatalog, og der var der en model, der hed Rumle. Det kunne jeg ikke stå for, så min søn hedder Rumle Emil.

    Lærke

  • For mange Celina’er
    Luk

    For mange Celina’er

    Vores datter skulle hedde Celina, men jeg var til læge, da jeg var gravid, og der var tre børn, der hed Celina. Så det skulle vores ikke hedde!

    Vi havde valgt mellemnavn fra starten, som er Dorethe efter min mormor, så i dag hedder vores datter Dorethe Sofie Bak Dinesen. Lidt kongelig skal man da være, og navnet Dorethe skal føres videre, nu hvor min mormor er på vej til himlen.

    Carina

  • Den dyrebare
    Luk

    Den dyrebare

    Vores lille mirakel-lillesøster hedder Iluuna, som betyder ‘den dyrebare’. Det var vigtigt for os at navngive vores piger med grønlandske navne, da vi selv stammer fra Grønland og har rødder der.

    Jeg var tæt på at miste hende i sjette graviditetsmåned, og derfor var min mand og jeg enige om, at Iluuna passede til hende.

    Traditionen tro har begge vores piger flere navne, da det er normalt at navngive nyfødte efter afdøde familiemedlemmer i Grønland.

    Connie

Navne

Navne: Hvad skal baby hedde?

En af de top-hyggelige ting ved at vente sig er at sludre om, hvad den lille sprællemand i maven skal hedde. Her får du inspiration fra GRAVIDs læsere.

Skrevet af Louise Mørup Sonne

Der er så mange fine navne at vælge mellem, at det nogle gange kan blive rigtig svært. Vi har samlet 14 søde og sjove historier fra vores læsere, så du kan få lidt inspiration.

LÆS OGSÅ: 

LÆS OGSÅ: Det afslører dit barns navn om dig

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

loading...