Navne

Babynavne: De her 20 navne er amerikanerne vilde med i år

Den nye liste over populære navne i USA er kommet, og på førstepladsen over babynavne ligger Sophia for piger og Jackson for drenge.

Skrevet af Cecilie Møller Rasmussen, Voresbørn.dk, december 2014

Selvom amerikanerne ikke har cpr-register som herhjemme, laver de hvert år lister over de mest populære navne. I år er de øverste tre navne på top 10 de samme for både drenge og piger som sidste år, mens der sker lidt rokeringer på de nederste pladser.

For eksempel er navnet Chloe, som vi også ser herhjemme, røget ud af listen til fordel for Madelyn, og generelt er det meget ”pigede” navne, vi finder på listen med Sophia i top, siger navneforsker Eva Meldgaard.

Mange af pigenavnene går da også igen på listen over de mest populære navne i Danmark.

– Det undrer mig. Det ser meget, meget europæisk ud. På drengesiden er der næsten ikke et navn, vi kan nikke genkende til, men pigenavne er lutter gamle kendinge. Der plejer at være nogle navne som Tiffany og Audrey. Det er en meget feminin bølge, for ellers udmærker de amerikanske navne sig ved, at de både er pigenavne, drengenavne, efternavne og unisex-navne. Hvis man for eksempel hedder Ashley Judd, er der ingen, der ved, om man er en dreng eller pige, og Brooke er også et efternavn.

Netop tendensen med efternavne som fornavne på drengesiden ser vi også i år, hvor Jackson ligger nummer et. Ellers har en del af navnene bibelske betydninger såsom Lucas, Noah og Jacob.

Ingen vild navne-bølge

Vi kommer nok til at se flere amerikanske navne fremover, men slet ikke som en massiv bølge, tror Eva Meldgaard.

– Efter Anden Verdenskrig fik vi den helt store bølge af amerikanske navne, især med alle de drengenavne, der ender på “y”, Tommy, Jimmy, Willy, men også navne som Brian og Dennis.  Det har gradvist dryppet lige siden krigen, især med drengenavne. Ethan kunne jeg godt forestille mig kommer på et tidspunkt – jeg vil tro, nogle allerede hedder det (og ja, der er 67 i Danmark, red.). Liam har vi allerede, det navn tog et kæmpe skridt for et par år siden. Og Aiden kunne jeg godt forestille mig kom hertil, for der er adskillige tv-serier, det kommer fra.

Ifølge websitet parenting.com, der har kigget listen med babynavne igennem, er der længere nede tydelig indflydelse fra netop tv-serier. Navne på hovedpersonerne i især Netflix-serier såsom Orange is the New Black og House of Cards og Disney-filmen Frozen (Frost) er en del af den navnetrend, der hitter i USA.

Mangler du råd til at finde et navn, der er helt unikt, kan du sagtens tage et kig på listen eller få inspiration fra serier.

Ifølge navneforskeren skal vi nemlig ikke forvente, at vi herhjemme hopper med på samme tendens med at navngive vores børn efter kendte mennesker og fiktive personer.

– Der er forskel på Amerika og Europa, for vi har ikke så mange idolnavne. Vi har dog Annika og Ronja. Forskellen skyldes, at det føles meget fremmet. Og børn bryder sig heller ikke om, at deres forælder var vildt optaget af en rockstjerne, da de skulle have deres navn, siger Eva Meldgaard.

Her er de 20 mest populære navne i USA 2014:

Pigenavne:
1. Sophia
2. Emma
3. Olivia
4. Ava
5. Isabella
6. Mia
7. Zoe
8. Lily
9. Emily
10. Madelyn

Drengenavne:
1. Jackson
2. Aiden
3. Liam
4. Lucas
5. Noah
6. Mason
7. Ethan
8. Caden
9. Jacob
10. Logan

Du kan også se top 100 over pigenavne og drengenavne og en masse andre lister hos Babycenter.

LÆS OGSÅ: Drengenavne: 23 (næsten) unikke valg

LÆS OGSÅ: Storesøskende får lov at bestemme babys navn

LÆS OGSÅ: Navneleg: Freja, Frodo eller Finn?

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

loading...