Zenia Stampe

Zenia Stampe: “Jeg tænker hver dag på, at mine børn kan dø”

For halvandet år siden mistede Zenia Stampe datteren Olga, der blev født alt for tidligt. Hun troede, den lammende sorg ville vare evigt, men med et nyt liv i maven spirede lykken alligevel frem.

Skrevet af Sarah Galán

Gotfred sover trygt i sin barnevogn foran huset, mens hans storesøster, Erika, er i børnehave, og hans mor, politikeren Zenia Stampe, laver kaffe og rister brød inde i køkkenet. Alt ånder barselslykke og hverdagsidyl, og udefra ligner Zenia en ganske almindelig mor til to. 

Indefra ser det anderledes ud. For i virkeligheden er Zenia mor til tre, og hendes historie om lykken ved at have børn er samtidig historien om at gå igennem den værste sorg, en mor kan opleve.

LÆS OGSÅ: Mistede sit første barn: “Nu kan jeg elske ubetinge

En juninat i 2014 måtte Zenia og hendes mand, Martin Lyngbo, sige farvel til datteren Olga, før den lille piges liv overhovedet nåede at begynde. De lå på en fødestue på Rigshospitalet og holdt om deres døde, nyfødte barn, til varmen havde forladt den lille krop. Olga vejede kun 612 gram og mistede livet under sin alt for tidlige fødsel i uge 24.

En fatal infektion

Selve graviditeten havde været ukompliceret. Zenia havde været i fertilitetsbehandling, og det lykkedes at blive gravid i første forsøg.

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at miste et barn

Faktaboks

LIDT OM ZENIA

Født i 1979 i Roskilde, hvor hun også er vokset op.

Bor i København og er gift med Martin Lyngbo, der er direktør på teatret Mungo Park.

Sammen har parret Erika på tre år og Gotfred på knap et år. Martin har sønnen Tøger på ti år, der bor hos dem hver anden uge.

Medlem af Folketinget for Radikale Venstre siden september 2011. Partiets ordfører på områderne udlændinge, kultur, medier, Europa og Norden.

– Jeg tænkte, at det måske ville blive lidt svært for vores ældste datter Erika, fordi hun stadig var så lille – knap halvandet år – da jeg blev gravid med Olga. Men ellers havde jeg ingen bekymringer, fortæller Zenia.

I uge 22 blev hun pludselig dårlig med influenzalignende symptomer, som blev værre og værre, og hun endte med at blive indlagt først på Herlev Hospital og derefter med udrykning til Rigshospitalet. Hun var gået i fødsel og havde samtidig en infektion i kroppen, og lægerne gav hende antibiotika og vehæmmende drop, som stoppede fødslen.

– Jeg tænkte ‘det var lige på et hængende hår, men det var sørme godt, vi kom ind på hospitalet. Nu går alt godt’, fortæller Zenia, der var indlagt i ti dage.

Men hendes krop gik i fødsel, hver gang det vehæmmende drop stoppede, og da det skete tredje gang, var fostervandet gået og Zenias infektionstal steget. Det ville derfor være for farligt at stoppe fødslen. Lægerne fortalte om den store risiko for varige mén hos et barn, der er født så tidligt, og de spurgte Zenia og Martin, om de skulle kæmpe for Olgas liv, når hun kom ud.

– Jeg var slet ikke i tvivl. Selvfølgelig skulle de det, siger Zenia.

Det blev ikke nødvendigt. En time før Olga blev født, holdt hendes hjerte op med at slå.

– Jeg havde slet ikke skænket det en tanke, at hun kunne dø inde i mig. I dagene op til havde jeg tænkt, at det vehæmmende drop var min ven, for det holdt hende inde i min krop, og jeg var helt sikker på, at hvis bare hun blev der, ville hun klare det. Det var først bagefter, jeg forstod, at det i lige så høj grad var infektionen, der var en fare for hende. På det tidspunkt vidste lægerne ikke, om hun også var syg af den, men obduktionen viste, at det var hun, fortæller Zenia.

Da en læge sagde til hende, at der ikke længere var nogen hjertelyd, og at det barn, hun var i gang med at føde, var dødt, reagerede hun først med stilhed.

– Jeg blev fuldstændigt tom indeni og helt tavs. Jeg havde kæmpet så hårdt for at vinde minutter, timer og dage. Men pludselig gik tiden i stå, og jeg lå bare der, helt forstenet. Men så brød alt sammen, da jeg så hende. Hun var jo et lille menneske, og jeg havde slet ikke regnet med, at hun var så fin. Børn født til tiden har fedt på kroppen og runde babykinder, men et barn født i uge 24 har ikke noget fedt endnu, og Olgas ansigtstræk var helt tydelige. Hun lignede mig, fortæller Zenia med lav stemme.

En mening med det meningsløse

I tiden efter Olgas død kredsede Zenias tanker konstant om at forsøge at finde en forklaring på det, der var sket.

– Jeg havde så mange spørgsmål. Hvorfor døde hun? Kunne vi have undgået det på nogen måde? Hvordan havde jeg fået den infektion? Var jeg gået i karbad og havde glemt at rense af efter en lorteble fra Erika? Men lægen sagde, at infektionen kunne være kommet på alle mulige måder, så jeg skulle lade være med at tænke mere over det. Og på et tidspunkt accepterede jeg, at jeg hverken kunne skrue tiden tilbage eller finde årsagen. Der var ingen grund til at lege Sherlock Holmes, for det ville alligevel ikke ændre noget. Jeg tror, at jeg fik den bedste behandling, jeg overhovedet kunne få, og det kunne ikke være gået anderledes, lyder det fra Zenia.

LÆS OGSÅ: Silas Holst og hans regnbuefamilie

Hun og Martin besluttede sig hurtigt for at gå i gang med fertilitetsbehandling igen, og hun blev gravid med Gotfred blot tre måneder efter tabet af Olga. Meget af sorgen blev derfor bearbejdet, mens et nyt liv spirede i maven, og følelserne strittede i alle retninger, fortæller hun.

– En vigtig del af sorgbearbejdelsen bestod i at insistere på at leve videre, selvom jeg overhovedet ikke kunne forestille mig, at lykken skulle vende tilbage. Når vi havde så travlt med at prøve at blive gravid igen, var det selvfølgelig, fordi vi ønskede at få et barn mere, men det var også for at give det hele en mening. Det var så meningsløst, at Olga skulle dø, og jeg kan slet ikke acceptere, når ting er meningsløse, siger Zenia.

– Jeg havde det sådan, at det liv, hun ikke fik, det skulle hun give videre, og når jeg ser på Gotfred i dag, tænker jeg på, at han jo kun er her i kraft af hende. Hvis Olga ikke var død, kunne vi godt have fået et barn mere på et senere tidspunkt, men det havde ikke været lige præcis ham. På den måde er hun hans lille gudsøster, og han er et produkt af hende. Det kom til at hænge sammen på en meget smuk måde inde i mit hoved.

Retten til at lufte sorgen

En anden del af Zenias arbejde med sorgen var at sætte ord på det, der var sket, og fortælle historien i detaljer igen og igen. Til sine nærmeste, til enkelte journalister, som hun havde tillid til, og også til følgerne på hendes officielle facebookside. Både hun og Martin havde brug for at fortælle om Olgas død, så de ikke skulle forklare sig på ny, hver gang de mødte nogen, der ikke havde hørt historien. De fleste reaktioner kom fra mennesker, der ønskede at vise deres medfølelse, men der var også nogle, der mente, at Zenia som politiker burde holde den slags for sig selv.

– Sorg er det mest private, man overhovedet kan blotte, men jeg havde behov for at gøre det for at bearbejde den. Siden er det blevet en personlig mærkesag for mig at kæmpe for folks ret til at tage deres sorg med ud i offentligheden. Mange mennesker har brug for at lufte deres sorg for at komme videre, og hvis du bliver provokeret af det, så kig dog væk, siger Zenia

– At nogen siger, jeg har gjort det for at få sympati og stemmer som politiker, rører mig egentlig ikke, for jeg synes bare det afslører, at de slet ikke har forstået alvoren. Det her handler om liv og død, og vi er nok alle sammen klar til at sige vores job op i morgen, hvis det gjaldt vores børn. Til gengæld bliver jeg ked af det, når folk væmmes ved min sorg og synes, det er ulækkert, at jeg deler den, for så skubber de også Olga væk. Hun er jo en del af den sorg, og kampen for at få lov til at vise den er også en kamp for, at hun bliver anerkendt som menneske.

En usynlig søster

De første måneder af graviditeten med Gotfred var anderledes end Zenias tidligere graviditeter. Hun lod nærmest, som om hun ikke var gravid, for hun hverken kunne eller turde mærke troen på, at det ville lykkes.

– Det var lidt som at spille lotto, hvor man køber en kupon, selvom man ikke tror på, at man vinder millionen. Men så kom det ene vindertal bare op efter det andet: Hov, jeg er gravid. Hov, der er hjerteblink i uge syv. Hov, alt er fint til nakkefoldsscanningen. Hov, i uge 20 ser alt stadig godt ud. Hov, nu er vi forbi uge 24, som er den uge, hvor vi mistede Olga. Det var en afgørende milepæl for os, da vi nåede dertil, og det var deromkring, vi virkelig begyndte at tro på, at den sidste bold også ville komme, fortæller Zenia.

Et par måneder før Gotfred blev født, begyndte sorgen at lette. Indtil da havde Zenia ønsket at skrue tiden tilbage til før Olgas død, men med et nyt liv i maven forsvandt det ønske, og Zenia var klar til at mærke savnet på en ny måde.

– Efter at have fortalt om tabet af hende igen og igen og sat alle de ord på, jeg havde, kunne jeg tillade mig, at hun i stedet blev en varm følelse inden i mig. Jeg kunne ligesom tage alle ordene, lægge dem ned i en æske, putte papir om og binde sløjfe på og lægge det hele ind i mit hjerte. Og det er der en enorm ro og fred ved, fortæller Zenia.

Gotfred kom til verden i maj 2015, sund og velskabt med en vægt på 4.350 gram. Dagen efter skrev hans far på Facebook, at sønnen var ‘en stor krabat med livskraft over det hele’, der ‘sked med det samme, vrælede lidt, smaskede, og efter en time spiste han lystigt’. Og Gotfred har trivedes og været nem lige siden. Selvom Zenia ikke tror på, at der sidder en oppe i himlen og deler børn ud til de forskellige forældre, så faldt sunde, robuste Gotfred med hendes egne ord ‘på et rigtig tørt sted’.

– Hver dag ser jeg på ham og bliver så lykkelig. Og hver dag tænker jeg på, at jeg engang troede, jeg aldrig skulle blive lykkelig igen, siger hun.

I dag føler hun ikke længere, at skæbnen har været ond mod hende. Hun føler sig heldig og taknemmelig over at være mor til Gotfred og Erika, men det piner hende stadig, at Olga aldrig får lov til at opleve livet.

– Jeg ser på Erika, som også var en lille babypige, og som nu er i gang med at udvikle sig til et selvstændigt individ med sine egne interesser, vilje og personlighed. Det skulle Olga jo også have haft en chance for, og det er den sorg, der er tilbage i dag. Den vil nok altid være der, siger Zenia.

Familien har besluttet ikke at markere Olgas fødselsdag eller andre mærkedage, for de synes, at det ville sætte alt for mange tanker i gang om det liv, hun gik glip af. I stedet taler de om hende i hverdagen, når det føles naturligt, og Erika ved, at hun har en søster, der er ‘usynlig’, og har nogle gange Olga med i sine lege.

– Hun går meget op i rollelege for tiden. ‘Så er du den, og jeg er den’, og i nogle af legene er hun en mor, der har fået en datter, og datteren hedder Olga. Det bliver jeg så rørt af. Vi taler også nogle gange om Olga som en lille engel, og selvom jeg egentlig ikke tror på engle, så synes jeg, det er en smuk og fin måde at tænke på hende på, siger Zenia.

Alvorlig efterklang

Da Martin for nylig sendte Zenia et billede af Erika og hendes halvstorebror Tøger på kælkebakken, måtte Zenia lige ringe ham op for at tale om det halstørklæde, Erika havde på.

– Hun må ikke have det på i børnehaven, fordi der er risiko for, at hun kan blive kvalt i det på legepladsen. Det synes jeg er en fin regel, men jeg synes også, det er fint, at hun har det på herhjemme – lige indtil jeg så hende på den kælk med tørklædet på og tænkte ‘gud nej, tænk hvis det sætter sig fast i kælken, så brækker hun jo halsen!’

Den slags bekymring kan mange mødre sikkert nikke genkendende til, men for Zenia har den ændret karakter, efter at hun har oplevet at miste et barn.

– Jeg er ikke pylret i den forstand, at der er alt muligt, mine børn ikke må, men jeg er sådan en, der hele tiden siger ‘pas nu på’ og ‘kør forsigtigt’. Jeg har altid været den bekymrede type, men jeg er det mere nu. Jeg er vildt bange for at miste igen, og jeg tænker hver dag på risikoen for, at mine børn kan dø. Hver aften, når de ligger og sover, er jeg ovre for at tjekke, om de trækker vejret. Lige nu har jeg det også helt dårligt, fordi jeg ikke har været nede og tjekke Gotfred endnu. Det småbekymrede har fået en meget alvorlig efterklang, siger Zenia og går hen til vinduet for at se ned til Gotfred i barnevognen. Han sover stadig.

– Når man har haft døden tæt på, bliver man helt sikkert mere bevidst om at være taknemlig for livet. Men der ligger også hele tiden en angst for, at mine børn skal gå glip af alt det, der venter dem i det her fantastiske liv, de forhåbentlig skal leve. Jeg tænker rigtig meget over, hvad de skal opleve, og i samme øjeblik tænker jeg ‘7-9-13, please, lad der ikke ske dem noget’. Jeg kunne godt ønske mig, at jeg ikke hele tiden skulle være taknemlig over livet, fordi døden lurer i baghovedet. Det måtte der godt være lidt mindre af, siger Zenia.

Hun tror ikke, at børnene mærker noget til, at hun er et andet menneske i dag, end før hun mistede Olga.

– Jeg er jo ikke anderledes, når jeg står og laver mad, mens de kravler rundt på gulvet, eller når jeg er nede for at hente Erika i børnehaven. Alle de hverdagsting, som livet består af, har ikke ændret sig. Men det er klart, at jeg selv tænker anderledes om det at være mor, og det er nok også derfor, min barselsorlov med Gotfred bliver lidt længere end den, jeg holdt med Erika, siger Zenia.

Hun skulle egentlig have været tilbage på job i januar efter fire måneders barsel, men undervejs kunne hun mærke, at det var for lidt, så hun forlængede sin orlov med tre måneder.

– Mine børn er det, der har fyldt mest i mit liv, siden jeg fik dem, og nu har jeg en chance for at være lidt ekstra sammen med dem. Den var jeg simpelthen nødt til at gribe, selvom det var svært for mig at skrue ned for min politiske aktivitet på min blog og Facebook i starten. Det lykkedes heldigvis, og nu nyder jeg virkelig at være på barsel, siger hun.

– Jeg synes, det er så fedt at have børn – det er også pissebesværligt indimellem, men mest af alt fedt, og jeg tænker ofte ‘øv, hvorfor begyndte jeg ikke som 25-årig, så jeg kunne have fået endnu flere’.

Se alle de flotte billeder af Zenia Stampe og hendes familie i det nyeste nummer af Vores Børn, der udkommer den 28. april. Her kan du også læse månedens store tema om tro, læse vores guide til mere søvn og få tips til, hvordan du styrker dit barns motorik med dans.

LÆS OGSÅ: “Vi har været så tæt på at miste ham”

LÆS OGSÅ: “Vi ville ikke være en del af skilsmisse- statistikken”

LÆS OGSÅ: Cecilie Hother: “Jeg havde indstillet mig på, at jeg nok ikke kunne få børn”

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Gå til forum
loading...