Gråd

Lær at tyde din babys gråd

Har dit lille barn ondt i maven eller bare behov for tryghed? Sådan tyder du din babys gråd.

Skrevet af Amalie Nebelong

Babygråd går lige i et nybagt moderhjerte, men der er ingen vej udenom. Alle spædbørn græder – det er helt naturligt. Spædbørn kan nemlig ikke kommunikere på andre måder. Der er imidlertid forskel på grådens lyd og grådens årsag, og det kan af og til være svært at forstå, hvorfor dit barn græder. Det kan du imidlertid lære.

– I stedet for at tage dit barn til kiropraktor, zoneterapi og kraniosakral-massage, som kan medvirke til at overstimulere dit barn, skal du hellere bruge energi på at læse dit barns gråd, siger børnelæge Karen Tilma.

Sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen, der har skrevet bogen ’Helens bog om gråd og trøst’, og børnelæge Karen Tilma giver her et overblik over barnets gråd – og tip til at kende forskel på gråden.

Når dit barn har brug for noget konkret

Ifølge Helen Lyng Hansen græder et spædbarn typisk på grund af tørst, sult, et behov for kontakt, fordi barnet har et suttebehov, er overtræt, har en fyldt ble, på grund af kedsomhed eller på grund af smerte. Det er faktisk positivt, at dit barn græder, når det har et behov, for det er et signal til dig om, at barnet mangler noget.

Helen Lyng Hansen erfarer, at dit lille barns gråd i langt de fleste tilfælde vil stoppe, så snart du møder dit barns behov.

– Et barn, der for eksempel er sultent græder måske meget voldsomt, og stopper så, når det bliver lagt til brystet eller flasken, siger hun.

Hvis det ikke hjælper, må du ty til udelukkelsesmetoden, når du skal finde årsagen til gråden. Er der noget i bleen? Er barnet træt? Prøv dig frem.

Når et spædbarn græder, kan det ofte anses som spørgsmål fra dit barns side, fortæller børnelæge Karen Tilma. Spørgsmål som: Er der mad nok? Passer du på mig? Er jeg en del af fællesskabet? Sørger du for at skifte mig, når der er afføring i min ble? Men én ud af ti gange skyldes gråden, ifølge børnelægen, at dit barn er overstimuleret og anstrengt.

– Den type gråd forekommer typisk sidst på eftermiddagen og først på aftenen, og kan komme ud af det blå som et højt skrig. Måske er du midt i at bade dit barn eller amme det, siger hun.

Det er et signal om, at det har været en lang og anstrengende dag, og at barnet ikke kan klare mere. Det betyder ikke nødvendigvis, at du skal lægge dit barn væk, med mindre det er sovetid.

– Selvom dit barn har brug for en pause, vil det ofte gerne være med alligevel ved for eksempel at ligge på gulvet med et tæppe over eller ved at blive båret rundt på armen. På den måde får din baby lidt hvile, hvor han eller hun ikke er i centrum for spisning, leg eller anden kontakt. Barnet er en del af fællesskabet, uden at der stilles krav til det, siger Karen Tilma.

Når dit barn har ondt

Selvom alle børn græder, kan et barn græde for meget. Hvis dit barn græder rigtig meget, og alle førnævnte behov er opfyldt, skal du opsøge en læge.

Hvis dit barn har ondt, får gråden en anden lyd, end når gråden blot omhandler at få et behov opfyldt, siger Helen Lyng Hansen.

– Gråden bliver mere skinger, og ofte vil du opleve, at der kommer et gennemborende skrig efterfulgt af en pause i gråden og derefter et nyt skrig. Når børn, der har ondt, har grædt længe, kan deres gråd ændre sig, fordi de ikke har kræfter til at skrige længere. Så bliver det snarere til en jamren, siger sundhedsplejersken.

Smertegråd er også kendetegnet ved, at den ikke stopper, hvorimod den type gråd, der omhandler behov, vil stoppe umiddelbart, når dit barn er blevet skiftet, ammet, har fået hjælp til at falde i søvn eller noget fjerde.

– Hvis dit barn skriger, hver gang det bliver lagt ned for natten, kan der være væske i mellemørerne eller mellemørebetændelse. Dit barn kan også skrige, hvis det har hård mave, men så vil det typisk også have en hård knoldet afføring, eller presse meget, uden der kommer noget ud. Mavesyreproblemer kan også gøre vanvittig ondt i en lille mave, men så vil dit barn oftest gylpe meget eller kaste op. Det samme vil gøre sig gældende, hvis dit barn ikke tåler mælkeprodukter, siger Karen Tilma.

Hun understreger, at du ved smertegråd altid skal søge læge for at få afklaret årsagen, for lægen kan også finde sygdomme, som ikke har tydelige symptomer som opkast og hård afføring.

– Nogle af de typiske tegn, lægen vil kunne finde frem til, vil være, at dit barn har en skævvridning af nakken efter fødslen, hvis det for eksempel er blevet taget med kop. Nogle børn brækker skulderen under fødslen. Nogle børn græder, fordi de får ondt i maven af mælken. Dit barn kan også have en blærebetændelse. Der kan være rigtig mange årsager til, at dit barn græder, og hvis der er en fysiologisk årsag til dit barns gråd, skal det behandles, siger Helen Lyng Hansen.

Den værste gråd er den klynkende og svage gråd, for den kan være et udtryk for, at dit barn har det rigtig skidt.

– Børn der har masser af kræfter til virkelig at skrige igennem er sjældent alvorligt syge, mens dem, der er matte og slappe og ikke interesserede i kontakt, skal tilses af en læge hurtigt, siger Karen Tilma.

Faktaboks

Generelt om gråd
  • For at afklare, hvorfor dit barn græder, må du bruge udelukkelsesmetoden. Er barnet sulten? Trænger det til at blive skiftet? Er det overstimuleret?  
  • Hvis der ikke er en fysiologisk forklaring på dit barns gråd, giver lægen diagnosen kolik.
  • Nogle børn græder bare ekstra meget uden nogen særlig grund.
  • Gråden er det spæde barns eneste kommunikationsmiddel og et redskab til at få barnets behov opfyldt.
  • Det er en myte, at mødre kan skelne deres eget barns gråd fra andres.

Kilde: Sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen og børnelæge Karen Tilma

 LÆS OGSÅ: Derfor er babygråd fantastisk

LÆS OGSÅ: 24 råd om din babys gråd

LÆS OGSÅ: Gråd: Derfor vil baby bæres i dine arme

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Gå til forum
loading...