Thomas Skov om far-rollen

Thomas Skov: “Der er én slags ’første gang’, der er helt forfærdelig”

En hel paella af ubehagelige følelser skyllede ned over Thomas Skov, da hans datter for første gang faldt ned fra sofaen - ovenikøbet under hans varetægt.

Skrevet af Thomas Skov

At få sit første barn markerer enden på en masse; din personlige frihed, din hygiejne, din evne til at følge med i, hvad der sker i verden uden for din lille osteklokke og en lang række andre ting, du har taget for givet, indtil der pludselig ligger et lille mennesker og skriger foran dig.

LÆS OGSÅ: Thomas Skov: Brev til min teenagedatter

Men mest af alt er dit første barn begyndelsen på et nyt og vildt kapitel i dit liv. Den kærlighed, du føler, er ulig noget, du har følt før. Jeg taler af erfaring – sidste år blev FC Midtjylland danske mestre i fodbold, og det gjorde mig sindssygt glad, men det er stadig ingenting i forhold til, hvor glad jeg er for min datter. Det sætter min kærlighed i perspektiv.

Det hele er så nyt og spændende

I starten var jeg helt oppe at køre over den første gule afføring. Wauw. Selv remoulade ligner ikke engang remoulade så meget som hendes første gule afføring.

Første gang hun smilede – shit, hvor var det stort.

Da hun grinede med lyd første gang, var jeg både glad og lidt bange. Det var nemlig første gang, jeg sang Basims sang fra Eurovision. Den der ‘Skubadubadu badu badu – skibadibadi badi badi’, og idet jeg jodler, som Basim ville have gjort det, flækkede min datter af grin, så jeg fik tårer i øjnene.

LÆS OGSÅ: Thomas Skov: Javel, Hr. General – nu skal jeg skifte deres ble

Jeg er stadig ikke i stand til at analysere, om det var glædestårer, eller om det var af frygt for, at min datter elsker Basims musik, men græd gjorde jeg. Sidenhen har hun grinet af både Sigurd Barrett og Fede Finn og Funny Boyz, så jeg ved, hun har god smag …

Så er der også alle de nye ‘første gang’, som er knap så fede. Som første gang jeg hørte lyden: “Hhhhhrrrrrmmmmmppppf hhhhrrrrrnnnnkkkk”, der faktisk er en lyd, selvom der slet ikke er vokaler i. Det var lyden af første gang, min datter var ved at kløjes i et stykke konfetti. Der var selvfølgelig ikke tid til at gå i panik, og min hustru og jeg måtte kæmpe alt, hvad vi kunne for at få det lille stykke fest ud af munden på hende, og det lykkedes heldigvis. Det blev efterfulgt af en lettelse, som jeg heller aldrig har følt større.

Men første gang, min datter faldt ud af sofaen, står som noget helt særligt for mig. Det er en dag, jeg vil huske i mange år. Jeg lever egentlig efter den regel, at alt der ikke er sjovt, mens man er i det, som regel bliver sjovt sidenhen. Nu er der gået et par måneder, siden hun trillede ud af sofaen, og det er stadig ikke sjovt, så jeg tror, det er undtagelsen, der bekræfter reglen.

Det (u)perfekte stræk

Vi var i sommerhus, hvor der er en lille fin (heldigvis) lav sofa, som jeg havde lagt min datter på, mens hun blev iklædt dagens uniform. Tøjet lå en meter fra min arm, og jeg vurderede, at jeg fint kunne nå det, hvis bare jeg strakte mig. Jeg lavede et hurtigt sikkerhedstjek: min datter lå fint lige der, og jeg kunne være tilbage hos hende på 2-3 sekunder, hvis jeg timede mit stræk perfekt. Jeg lod et ben stå foran sofaen, ud for hvor hun lå, og så strakte jeg mig efter tøjet. 

I det samme – bedst som det meste af min krop er væk fra sofaen – drejer hun sig, så hurtigt hun kan ud over kanten af hynderne, og mens jeg er på vej tilbage med min kropsvægt over på det ben, der er blevet ved sofaen, ser jeg hende glide ud over kanten, mens hun glider ned af mit ben og lander med hovedet på gulvet.

Der er et øjebliks tavshed, måske et splitsekund. Så begynder hun – heldigvis – at skrige, og det er der, jeg for første gang mærke ængstelsen, panikken, flovheden, frygten, uansvarligheden og en hel paella af følelser, mens jeg samler mig selv og mit barn op og trøster.

Under et minut senere er min datter glad igen. Hun er som en Rasmus Seebach-sang; helt vild ked af det, græde, græde, græde – og glad igen. 

Men jeg må indrømme, at følelsen, af at jeg ikke levede op til mit ansvar for at passe på hende, stadig sidder lidt i mig, men heldigvis er der mange garvede forældre, der har fortalt mig, at de også har tabt deres børn på gulvet. Det er åbenbart noget, man skal igennem for første gang, og hvis du endnu ikke har prøvet det… så held og lykke med det. Det er en forfærdelig følelse.

LÆS OGSÅ: Babys udvikling: Fra første smil til første ord

LÆS OGSÅ: Det allerførste smil

LÆS OGSÅ: Guide: Din babys første skemad

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Lige nu kan du få 3 mdr. abonnement og F&F Herbert bamsen som særligt tilbud. Klik herunder, for at benytte tilbuddet.

Gå til forum
loading...