Rød numse

Rød numse, nej tak!

Det svier og gør ondt og er slet ikke rart, når babys numse er rød og irriteret. Vi giver gode råd mod røde haler.

Ida Bjørg Meldgaard, Vores Børn Mini, december 2012

 

Lad os lige slå fast: Rød numse er ikke en sygdom, det er helt almindeligt, og de fleste små undgår ikke perioder med rød mås. Men det er bestemt ikke sjovt, når tårerne triller på baby, fordi det brænder og svier at blive vasket.

Når babys numse er lukket inde i bleen det meste af tiden, kan huden blive irriteret af urin- eller afføringsstofferne, der omdannes til ammoniak, som ætser huden og giver svie.

LÆS OGSÅ: Test af bleer

En tung eller fyldt ble, som sidder for længe på, er den mest almindelige årsag til rød numse.

Kan være bakterier

Er huden meget fugtig under bleen, kan de naturlige svampe, vi alle har på huden, vokse, og den lille kan få en svampeinfektion, som også svier, når barnet tisser eller har afføring.

Det kan være svært at undgå og har ikke noget som helst at gøre med dårlig hygiejne. En meget rød mås kan også skyldes en bakterieinfektion.

Det kan være en lille rift i huden eller en meget sart hud, hvis numsen har været rød længe, som giver adgang for bakterierne. Huden bliver ofte varm og hævet, og baby kan få feber – hvis det sker, så kontakt lægen.

 Luft, vask, og smør!

Det kan gøre frygtelig ondt på den lille, så det er med at gribe ind, hvis skaden er sket. Det vigtigste er, at baby bliver skiftet tit og med det samme, hvis der er afføring.

Papirbleer kan virke tørre, selv om der er tisset i dem, men urinen er stadig i bleen. Det kan være nødvendigt at skifte bleen op til 12 gange i døgnet, mens det er slemt. Nogle gange kan det også hjælpe at skifte til en anden bletype.

Ellers kan en almindelig rød numse oftest bedst kureres ved at lade bagen få luft så ofte som muligt, gerne en halv til en hel time et par gange om dagen.

LÆS OGSÅ: Babyspa: Lille, lækker og velplejet

Lad den lille ligge med bar mås på puslebordet eller på legetæppet – bare sørg for god varme i rummet imens.

Om natten er baby selvfølgelig nødt til at have ble på. Du kan smøre med lidt salve ved sidste bleskift, og så kun skifte bleen, hvis den bliver meget tissetung, eller den lille laver i bleen.

Zinksalve er almindelig kendt som middel mod røde numser og godt, fordi det lægger en beskyttende hinde over huden.

Frem med hårtørreren

Det er også vigtigt at vaske barnets numse hver gang, du skifter ble. Er der kun tis i bleen, kan lunkent vand gøre det. Er der afføring, kan du bruge en mild sæbe uden parfume og vaske efter med rent vand.

En hårtørrer er god til at tørre numsen med, så hudfolderne bliver helt tørre. Husk at stille den på lav varme og holde god afstand.

Prøv også at bruge vaskeklude i stedet for skumklude. Du kan eventuelt klippe et håndklæde i mindre stykker.

Nogle små får rød mås igen og igen, og har du en lille bletrold med sart hud, kan du forsøge at forebygge problemerne ved at skifte bleen hyppigt, give numsen masser af luft og smøre med en almindelig babysalve, som beskytter huden mod fugt.

Salve er i det hele taget en god ide ved bleskifte – i hvert fald, når du har vasket barnet.

Kend din babys (røde) numse

Almindelig rød numse

Højrød, men ikke knaldrød. Baby er frisk og rask, men det svier måske lidt, når den lille tisser eller har afføring. Rødmen når ikke ned i hudfolderne, og den forsvinder efter et par dage med hyppig bleskift, luftning og creme.

LÆS OGSÅ: 4 veje til en rolig baby

Svampeinfektion

Giver en knaldrød ende, og baby kan også være rød i hudfolderne. Baby græder ofte ved bleskift, og de almindelig råd hjælper ikke.

Du kan købe en børnepasta mod svamp på apoteket – hvis den ikke hjælper, så kontakt lægen.

Bakterieinfektion

Er huden knaldrød, varm og hævet, kan det skyldes en bakterieinfektion. Baby er oftest meget irriteret og har som regel feber. Kontakt lægen.

Kilder: Vores Børn, Gyldendals bog om barnet af Anna Louise Stevnshøj, Gyldendal.

LÆS OGSÅ: 39 tip til trøst

LÆS OGSÅ: Skånsom numsevask

LÆS OGSÅ: Farvel rød numse

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Gå til forum
loading...