Test af højstole

Gruppetest: Her er den bedste højstol til dit bar

Er du på udkig efter den perfekte højstol til dit barn? Vi har sammen med en række børnefamilier testet 6 højstole. I vores gruppetest uddeler vi to priser: "Testvinder 2016" og "Bedst til prisen 2016".

Katrine Lauridsen

Med den rette højstol har du et møbel, som dit barn kan bruge i flere år. Derfor kan det godt betale sig at bruge lidt tid på at finde den stol, som passer bedst til dit barn og lever op til dine krav.

Markedet er proppet med højstole, men det kan være svært at gennemskue, hvilken du skal vælge. Sikkerhed kommer selvfølgelig først, men der er også andre vigtige parametre – for eksempel ergonomi og rengøring. Udvalgte børnefamilier har testet og sammenlignet 6 højstole ud fra følgende kriterier: Sikkerhed, funktion, rengøring, kvalitet, design og pris.

Deltagere i gruppetesten

Højstolene i gruppetesten koster fra kr. 900,00 til kr. 5000,00.

  • Bosse fra Basson
  • Stokke Steps fra Stokke
  • JLY fra Jollyroom
  • Tripp Trapp fra Stokke
  • Børnestolen fra Hindevadgård
  • Nomi fra Evomove

Vinderen af gruppetesten 2016

En lille håndfuld højstole skiller sig ud som de bedste og mest alsidige. Både Tripp Trapp og Stokke Steps klarer sig rigtigt flot i gruppetesten, men vinderen er Nomi højstolen fra Evomove. Den har virkelig imponeret redaktionen og børnefamilien, som har brugt den i hjemmet i to uger. Begge steder scorer stolen flest point, og faktisk klarer den sig så godt, at den tager begge priser i gruppetesten: “Testvinder 2016” og “Bedst til prisen 2016”.

Nomi fra Evomove er den bedste højstol i vores test.

FAKTA OM NOMI HØJSTOL FRA EVOMOVE

Pris: Kr. 1499,00

Tilkøb af ekstraudstyr: Ja

Alder: 0-12 år med ekstraudstyr

Vægt: 4,9 kg.

Sikkerhedsgodkendt: Ja

Let og sikker højstol

Stolens lethed er noget af det første, vi bemærker. Den vejer nærmest ingenting – kun omkring 5 kg. God start. Endnu vigtigere er det dog, at Nomi højstolen er gennemtestet og godkendt efter tre forskellige europæiske landes sikkerhedsstandarder. Det skyldes blandt andet, at basisstolen fra Nomi har hjul på de bagerste ben, så stolen ikke kan vælte, hvis barnet støder fra bordet med benene. Hjulene sørger nemlig for, at stolen i stedet glider baglæns. Det fungerer rigtigt godt. 

Med tilkøb af Nomi Baby (skråstol med 3 og 5-punktsele) og Nomi Mini (bøjle som klikkes på stolen) kan spædbørn og børn fra 6 mdr. bruge stolen uden fare for sikkerheden. Sidstnævnte er for eksempel designet, så barnet ikke kan få begge ben ned i samme hul og dermed glide ned af stolen ved et uheld. 

Alt i alt er vi helt trygge ved at lade børn i alle aldre indtage den lette og stabile stol fra Evomove.

Passer alle aldre

Her ses Nomi stolen i de forskellige konfigurationer, som vi testede.

Nomi højstolen kan bruges fra nyfødt indtil barnet er stort. Det er en kvalitetsstol med lang levetid. Gensalgsværdien er ikke et parameter, som vi systematisk har vægtet i gruppetesten, men et hurtigt tjek på diverse hjemmesider og apps (for eksempel Reshopper) viser, at stolen har en fin gensalgsværdi. Det kan vi godt kan lide, når man nu investerer i et relativt dyrt produkt.

Ergonomi, bevægelse og indstilling

Sædet og fodpladen på Nomi højstolen indstilles ved hjælp af to håndtag. Glem alt om værktøj. Det er super nemt, og vi er vilde med, at stolens udformning sikrer, at sædets dybde altid er korrekt indstillet. Stolen har i øvrigt en rund dup på fodpladen, der på en gang støtter og opfordrer barnet til at sidde i forskellige stillinger. Og så er den bare god at nulre fødderne med. Nomi højstolen er en klar vinder, når det kommer til ergonomi. Stolen yder god støtte og tilbyder stor bevægelsefrihed – uden at det går ud over sikkerheden.

HVAD ER ERGONOMI?

Ergonomi handler om samspillet mellem kroppen og fysiske ting i rummet. Det gælder om at have så behagelige stillinger for kroppen, så led og muskler ikke er statiske og belastes forkert. Børn er generelt gode til at bruge kroppen og er sjældent passive. Derfor er det vigtigt, at de møbler børn bruger understøtter dette. Kilde netdoktor.dk

Nomi Baby benyttes, når barnet er 0-6 måneder (eller op til 9 kg). Når skråstolen er monteret på højstolen, så kan baby være med ved bordet, når I spiser. På denne måde kan baby deltage i familiens sociale fællesskaber allerede fra spæd. Ligesom basisstolen har Nomi Baby trinløs indstilling, der går fra oprejst til vandret. Det er vigtigt, at den nyfødte ligger vandret, så ryggen ikke belastes. Med Nomi Baby kan man altså roligt lade barnet sove i skråstolen, hvis det falder i søvn efter et solidt måltid.

Både Kiddlys redaktion og testfamilen synes, at det er bemærkelsesværdigt nemt og intuitivt at montere Nomi Baby og Nomi Mini. Sidstnævne klikkes bare af og på, hvilket især er smart, hvis stolen benyttes af flere børn med forskellig størrelse.

Rengøring

Nomi højstolen rengøres nemt på de store flader med en fugtig klud – det går hurtigt og nemt på denne del af stolen. Sætter der sig mos eller grød i rillerne på stolens stamme, skal der dog bruges vatpinde eller lignende, hvilket er en af få indveninger, som vi har mod rengøringen af denne højstol.

Nomi Baby er betrukket med stof, der kan vendes, hvilket er smart, hvis der ikke lige er tid eller mulighed for at vaske. Betrækket kan vaskes ved 40 grader. 

Ligesom basisstolen er Nomi Mini nem at rengøre med en fugtig klud. Det samme gælder bakkebordet, som man kan købe og montere på Nomi Mini. Bordet tåler også at komme i opvaskemaskinen, hvilket nogen måske vil benytte sig af, selv om det er lidt stort.

Design og materialer

Nomi højstolen er designet af Peter Opsvik, der også står bag designet af Tripp Trapp højstolen. Der er ikke gået på kompromis med kvaliteten. Stolens base i formspændt bæredygtigt træ er holdbart. Sædet og fodpladen er udført i genanvendelig plast uden parabener og phthalater.

Nomi Highchair by Evomove.com

 

Man kan vælge imellem forskellige træsorter og farver på plastikken, så stolen passer ind i resten af boligen. Nomi højstolen er designet med bløde organiske former. Den er meget lækker og fremstår generelt luftig og let. Derfor er vi heller ikke overraskede over, at Nomi højstolen vandt en reddot award i 2014 (international designpris).

Er den pengene værd? 

Basisprisen for en Nomi højstol starter ved kr. 1499,00 (afhængig af valgt træsort). Dertil kan man købe Nomi Baby til kr. 899,00 og Nomi Mini til kr. 249,00. Bakkebordet (“Tray by Evomove”) koster kr. 299,00. Ønsker man ekstra sikkerhed, så kan man købe og montere seler, der koster kr. 299,00.

Over tid og efter behov kan Nomi højstolen altså løbe op i kr. 2.946,-. Den er dermed ikke billig, men grundet kvalitet, ergonomi, betjening, alsidighed og levetid er der ingen tvivl om, at man får rigtig meget stol for pengene. Den er billigere end Stokke Steps og på niveau med Tripp Trapp med lignende ekstraudstyr. Både Stokke Steps og Tripp Trapp er virkelig gode stole, men Nomi højstolen er bare det hak bedre, hvorfor den både løber med “Testvinder 2016” og “Bedst til prisen 2016” prisen.

Evomove kan du læse alt om Nomi højstolen.

 

RESULTAT AF KIDDLYS TEST

(4.8 / 5)

 

+ Meget sikker højstol

Barnet sidder godt og ergonomisk korrekt

Trinløs og nem indstilling

Let at løfte og flytte rundt i dagligdagen

Produceret bæredygtigt og uden kemi

Flot design som kan tilpasses

 

 

 

 

Kan være besværlig at rengøre i visse revner

Man kan snuble over de bagerste ben (stikker lidt langt ud)

 

Sådan testede vi

Først testede vi højstolene grundigt på redaktionen. De blev alle vurderet i forhold til sikkerhed, funktion, rengøring, kvalitet, design og pris. Test af både sikkerhed og funktion involverede børn. I forhold til rengøring påførte vi karrysovs, rødbedesaft og ketchup, som fik lov at sætte sig i ca. 30 minutter. Efter redaktionens test er alle stolene blevet testet af udvalgte børnefamilier, som efter 2 uger med daglig brug har lavet deres vurdering udfra selvsamme testkriterier som redaktionen. Erfaringer og karakterer er afslutningsvis blevet sammenlignet og evalueret.

LÆS OGSÅ: Vi tester: Paraplyklapvogne

LÆS OGSÅ: Vi tester: 6 aktivitetstæpper til din baby

LÆS OGSÅ: Vi tester ammeindlæg

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Gå til forum
loading...