Læs om vores persondata-politik, cookies m.m.
Banner
 
Foto: Istockphoto

Foto: Istockphoto

Slyngen - trygt for baby, nemt for dig

Savner du af og til hænder og arme til at foretage dig andre ting end at kærtegne og berolige dit barn? I en slynge kan baby ligge godt og samtidig blive stimuleret motorisk – og du kan gøre lige, hvad du har lyst til imens.

Læs også

Er du slynge-typen?

Kan du svare ja til nedenstående spørgsmål, er det måske en god idé at kaste sig ud i en slynge:
  • Har du lyst til at have baby tæt på dig hele tiden?
  • Vil du gerne stimulere babys sanser og motorik på en nem og hyggelig måde?
  • Bliver du træt i ryggen af selv at bære rundt på baby?
  • Det er ikke så svært...

    På de fleste hjemmesider, hvor du kan købe slynger, får du en instruktions- dvd med i købet, eller du kan se billeder på hjemmesiden af, hvordan slyngen skal sættes, så dit barn sidder trygt og godt og ikke slider på din ryg og dine skuldre. Volder slyngen stadig problemer – så find ud af, om der er en i mødregruppen, eller en veninde, der har prøvet det, og som kan vise dig, hvordan du kommer i gang.


    Baby klynker og vil helst være hos dig – men du har altså brug for at nå at kæmme køkkenet, så det ser bare lidt civiliseret ud. Her kan en slynge være praktisk. Udover frie hænder er der mange andre fordele ved en slynge, forklarer afspændingspædagog og motorikvejleder Else Buhl:

    SE SLYNGEGUIDEN I BOKSEN TIL VENSTRE OG FIND DEN, DER PASSER TIL DIG>>

    “To gode ting ved brug af slynger er, at baby får nærhed og tryghed, og samtidig sansemotorisk stimulation. Hovedbalancesansen er, sammen med blandt andet følesansen, helt central for barnets motoriske udvikling.”

    Desuden bliver baby stimuleret langt mere i en slynge end i en skråstol eller barnevogn. “Når du bukker dig frem, sætter dig ned og rejser dig op, går og stopper op, stimuleres sansen – det er samme stimulation, som fås, når du gynger, ruller og vugger din baby,” siger Else Buhl.

    Baby er også hele tiden i tæt kontakt med dig, eller far, i en slynge, og kropskontakten giver den nærhed og tryghed, der er så afgørende for dit lille barn.

    “Mens dit barn er helt lille, er det beroligende for det at ligge i en slynge og høre de lyde og mærke de bevægelser, som barnet kender fra dengang, det lå inde i maven. Og så får baby en berøring, der gør, at den lille oplever sig selv som hel og levende. Berøring er lige så vigtig for babys trivsel som mad og søvn.”

    Men altså – alt med måde. Det er ikke sådan, at du er en dårlig mor, hvis en slynge ikke fungerer for dig. Og du skal selvfølgelig heller ikke gå rundt med baby på dig døgnet rundt, hvis du har brug for en pause for dig selv.

    “Det handler om at finde ud af, hvad der virker for dig og dit familieliv. Hvis du får ondt i ryggen af at bære slynge og ikke trives med det, kan du stimulere dit barn på mange andre måder,” siger Else Buhl.

    En god hjælp
    Slyngen kan også blive en praktisk hjælp for dig i det daglige. Hvis baby græder meget eller er meget urolig, kan en slynge ofte afhjælpe uroen. Undersøgelser har vist, at børn, der bliver båret mindst halvanden time i slynge om dagen, græder markant mindre end andre børn. Desuden har du dine hænder frie – en ting, der kan vise sig uundværligt, hvis du er andengangsmor og skal hjælpe ‘den store’.

    En anden fordel er, at en slynge kan skåne din ryg, fordi du alligevel ofte bærer baby. Når du selv bærer den lille, belastes skuldre og arme, fordi stillingen er meget fastlåst. I en slynge er det primært ryggen, der bærer. Men husk – slyngen skal sidde ordentligt, så den ikke bliver en belastning for dig.

    “Dit barn skal anbringes tæt ind til kroppen og med hovedet ind under hagen. Jo højere oppe baby sidder, og jo tættere mod kroppen, jo mindre kropsbelastning bliver der,” siger Else Buhl.

    Hvis du bliver glad for at bruge slynge, skal du huske på, at baby også har godt af at ligge og øve sig i at løfte hovedet på et fladt underlag eller på din eller fars krop. Specielt når baby bliver seks-otte uger gammel, men også gerne før.

    “Det er passiv stimulation, men samtidig god og nødvendig stimulation at ligge i slynge eller blive bevæget på anden måde. Dog har børn også brug for at være aktive på egen hånd og opleve sig selv fysisk og mentalt,” siger Else Buhl og fortsætter:

    “For at få stabilitet i ryg og arme har baby brug for at ligge på maven på et fladt underlag og selv være aktiv en del af den vågne tid.”Du kan bruge en slynge, hvor barnet kan ligge ned, fra dag et, og der er ingen grænser for, hvor længe du kan fortsætte. Så længe du ønsker og har brug for at bære dit barn – typisk til to-tre-års-alderen – er det en god løsning. Der er heller ingen grænser for, hvor lang tid barnet kan tilbringe i slyngen ad gangen.

    “Hvis dit barn sover i en slynge, er det mindst lige så godt at ligge dér, som at ligge i barnevogn,” siger Else Buhl. Du skal blot huske, at en del af barnets vågne tid skal foregå på gulvet eller andet sted, hvor barnet selv kan være fysisk aktiv, gerne på maven.


    Marianne With Bindslev, Vores Børn, oktober 2010

     

    Relaterede artikler
    Seneste artikler
    Banner
    Mest læste
    Børn, forum

    Børn, nyhedsbrev

    Redaktionen anbefaler
    Tilmeld nyhedsbrev