Allerede i maven ligger dit barn og spidser ører, for modsat synet er hørelsen fiks og færdig, når baby bliver født. Derefter skal barnet lære også at forstå, hvad alle lydene betyder.
Forestil dig, at du har gået rundt med store høretelefoner på i ni måneder. En dag tager du dem af, og pludselig bliver verden en helt anden. Nu kan du høre din egen gråd, lyden af maskiner og instrumenter og et sandt råbekor af menneskestemmer, som før lød helt dæmpede.
Sådan et lydbombardement mødes dit barn af, når det bliver født. I modsætning til dit barns syn, som langsomt bliver bedre og skarpere, hører dit barn nemlig allerbedst, lige når det bliver født. Så der er ikke noget at sige til, at dit nyfødte barn indimellem græder mere eller har svært ved at falde til ro, hvis I er et sted med meget støj eller mange høje lyde. Selv om din baby kan høre alt, forstår hun nemlig ikke det, hun hører.
“Den fysisk målbare lyd vil være næsten den samme for alle med normal hørelse, men oplevelsen af lyd afhænger af ens erfaringsgrundlag,” siger Aksel Grøntved, ledende overlæge ved ørenæse-hals-kirurgisk afdeling på Odense Universitets Hospital.
Dit lille barn kan for eksempel ikke skelne mellem ‘farlige’ og ‘dagligdags’ lyde. Høje, pludselige lyde kan få barnet til at reagere voldsomt, for ifølge Aksel Grøntved opfatter barnet instinktivt de høje lyde som faresignaler. Så hvis du kan, så undgå høje, pludselige lyde i starten, og kan det ikke lade sig gøre, må du trøste. Derudover kan du lige så godt sætte ord på lyden lige fra starten – dit barn har brug for dine erfaringer til at forstå verden, også på dette punkt. Sig ‘Nå, der kom en ambulance’ eller ‘sikke fuglene pipper i dag’.
Baby skal høretestes
Som udgangspunkt er dit barn altså ‘lydhør’ lige fra starten. Det er godt, for hørelsen er vigtig for dit barns sproglige og sociale udvikling. Og er den ikke, som den skal være, skal det opdages tidligt.
“Det har en kolossal betydning for barnets udvikling og sprogforståelse, at vi opdager eventuelle høretab allerede, når børnene er helt små, fordi vi hurtigt kan rette op på de mén, et barn ellers ville få af en høreskade,” siger Aksel Grøntved.
Siden 2004 har alle forældre til nyfødte børn fået tilbud om at få høretestet deres barn, når det er få dage gammelt. Testen måler på ekkoet i barnets øre ved, at lægen sætter en blød øreprop med en højtaler og en mikrofon i øret. Højttaleren sender dæmpede ‘klik’lyde ind i øret på barnet, og hvis mikrofonen opfanger lydene, er barnets hørelse som regel normal. Hvis der ikke kommer noget ekko tilbage, kan det tyde på, at barnet har nedsat hørelse. Du får svar med det samme. Ud af 1.000 børn har kun et-to børn større høretab.
Skulle dit barn være et af dem, vil det typisk få opereret en elektrode ind ved øret inden for det første leveår. Operationen giver ifølge Aksel Grøntved barnet en god og brugbar hørelse, hvor barnet kan høre almindelig tale og opfatte rytmen i musik.
Læs videre om dit barns hørelse og øreproblemer på næste side>>