De første tænder er spændende, men kan også genere baby. Foto: Nimastockfoto

De første tænder kan gøre ondt

Selv om det er spændende, er det ikke nødvendigvis sjovt at få sin første tand.  Her får du viden om tandfrembrud og gode råd til, hvordan du dulmer smerterne, når baby har ondt på grund af tænder.



Savle, savle, klynke, klynke. Waaahhhhh!

Ligeså stort det kan opleves for os som forældre, når den første tand viser sig i munden på vores baby, ligeså irriterende kan det føles for den lille, når tanden bryder frem af gummerne. Baby savler, hun vil putte ting i munden hele tiden, og af og til kan hun også have problemer med at spise.

De første mælketænder viser sig som regel i seks-syvmånedersalderen, men for nogen går der længere tid, og tænderne gemmer sig helt indtil barnet når etårsalderen.

De to midterste fortænder i undermunden kommer som regel først, mens de sidste mælketænder, der dukker op, er de bagerste kindtænder. De viser sig oftest mellem barnets et og tre års fødselsdag. Mælketandsættet består i alt af 20 tænder, og det er meget sjældent, at børn mangler nogle af dem.

Lige før en tand bryder frem, bliver gummen normalt hvid og føles lidt hård, og ved kindtænderne kan gummen også blive lidt knudret. En rød, hævet og irriteret gumme kan også være tegn på, at en tand er ved at bryde frem.

Nogle læger mener, at det skyldes en lokal betændelsestilstand, når gummerne og tandkødet omkring den kommende tand bliver rødt og irriteret. Andre hælder til, at det er bakterier fra mundhulen, der trænger ind gennem den lille frembrudsåbning og kan være medvirkende til barnets symptomer.

Som sagt er det ikke altid nemt at være baby med tandfrembrud. Og udover spisebesvær og kløe på gummerne, kan irritabilitet, søvnløshed, diaré og rød numse være tegn på ondt for tænder, som man kalder det.

Barnet kan også få let feber, men er temperaturen over 38 grader i mere end ét døgn, skyldes det aldrig tandfrembrud. Så er det tegn på anden sygdom, og I bør konsultere lægen.