Babys krop er spændt som en flitsbue, og den lille skriger hjerteskærende, uden at du umiddelbart kan finde forklaring på uroligheden. Læs med her, hvis du har mistanke om kolik.
Din lille baby skriger uafbrudt og hjerteskærende. Gråden går lige i hjertet, og det værste af det hele er, at du ikke aner, hvad årsagen kan være? Hvorfor er baby så utrøstelig? Er det sult? En lille bøvs? Er det bleen? Behov for varme og tæt kropskontakt? Du prøver på alle mulige måder at trøste og lindre. Alligevel fortsætter den lille skrighals. Der er faktisk en definition på, hvornår babygråd er kolik. Nemlig når din baby græder fra tre til flere timer i træk og har gjort det tre eller flere dage om ugen i de sidste tre uger. Kolik begynder typisk, når dit barn er et par uger gammel og fortsætter til baby runder de tre måneder. Det føles som en evighed!
Det er ikke din skyld
“Det er hverken mors eller fars skyld, at baby har kolik,” forsikrer sundhedsplejerske Else Guldager. Kolik rammer af ukendte årsager børn over hele verden, og der findes grædebørn i alle samfund fra naturfolk til højt civiliserede. Kolik har heller intet at gøre med, om baby er din første eller nummer to, om du ammer eller giver flaske, om du i forvejen er et ængsteligt gemyt eller meget robust. Alle spædbørn græder mere eller mindre af forskellige årsager og mest om aftenen. Gråd er jo dit barns måde at kommunikere på.
“Vi skelner mellem uro, hvor baby klynker og smågræder, til gråd og egentlige skrigeture,” siger Else Guldager.
“Vi ved ikke, hvad kolik skyldes. I ganske få tilfælde kan årsagen være komælksallergi. Det kan du få undersøgt hos lægen, men det drejer sig kun om en-to procent af grædende babyer, der har den allergi.”
Din omsorg hjælper
Spørgsmålet er, hvordan du skal kunne bevare roen, når du er helt udmattet og selv på grådens rand? Det er helt naturligt, hvis du bliver opgivende og vred over situationen indimellem.
“Husk, at selvom dit kolikbarn ikke holder inde med gråden, når du trøster eller vandrer vuggende op og ned ad gulvet, så finder baby helt givet nogen trøst i at være tæt sammen med dig eller far,” siger Else Guldager.
Sundhedsplejersken foreslår, at du så roligt som muligt prøver at hjælpe baby. Du kan forsøge forskellige ting, men ikke for hurtigt efter hinanden, selvom gråden stresser. Babyskal have tid til at reagere på dine forslag til trøst.
Hvad er der dog galt?
Prøv altid at give baby mad. Mad er altid et godt første valg, og det er faktisk utroligt, hvor meget små mennesker kan spise. Måske gnaver sulten, selvom det ikke er så længe siden, og baby virkede mæt. Husk også at bøvse af efter spisning. En bøvs på tværs kan genere meget.
Bittesmå babyer kan let blive overtrætte og have svært ved at falde til ro. Prøv at få den lille til at sove, for eksempel ved at vugge i barnevognen. Nogle børn falder til ro, hvis du svøber i et lille tæppe. Hvis du har mistanke om, at maven gør ondt, kan det hjælpe at bade baby. Giv bagefter forsigtigt lidt massage på maven. Måske kan det også hjælpe jer begge at gå en tur i frisk luft med baby i en bæresele eller en slynge.
Læs hvorfor du skal bede om hjælp og få historien om Marius, der havde kolik>>