Hvis du endnu ikke har husket dine knibeøvelser, er det ikke for sent at komme i gang. Illustration: Vibeke Høie
Vi ved det godt: Vi skal træne knibeøvelser under graviditeten og efter fødslen. Men – rigtig mange af os får ikke knebet, og pludselig er den slappe bækkenbund et problem. Heldigvis er det aldrig for sent at komme i gang.
Først bliver din krop tyk og mærkelig, fordi du er gravid – det er du forberedt på. Så føder du barnet, og din mave er stor og blød som en punkteret plastikbold, dine bryster er ømme og utætte, og du er vant til at trække blusen op og finde dem frem, så snart dit barn er sultent. Det gør ikke noget, for bare baby trives, er mor glad. Men … når du ikke længere ammer, og dit før så hjælpeløse spædbarn drøner rundt i vuggestuen, ville det være rart at kunne løbe en tur, grine spontant, nyse og spille fodbold til sommerfesten – uden at tisse i bukserne.
“At have en svag bækkenbund er et hemmeligt problem for mange efter en graviditet – især unge kvinder, som ellers er fysisk velfungerende, men bare ikke har fået trænet deres bækkenbundsmuskler efter en fødsel,” fastslår fysioterapeut Tove Boe.
Hun er tilknyttet Gynækologisk afdeling på Odense Universitetshospital og er indehaver af Gynobs Klinikken i Odense. Her behandler hun blandt andet kvinder i alle aldre, der har besluttet sig for at tage kampen op mod generne fra en slap bækkenbund.
Aldrig for sent
Tove Boe forstår godt, at vi mødre kommer til at nedprioritere bækkenbundsøvelserne i de hektiske måneder, hvor baby er ny, og døgnrytmen helt i skoven.
“Moderinstinktet bliver pludselig meget stærkt og skubber alle dine egne behov i baggrunden,” siger Tove Boe.
“Men når du så får overskud til dig selv igen, går det op for dig, at du bliver nødt til at gøre noget aktivt for at få dine stærke bækkenbundsmuskler tilbage, og det kan måske være svært at overskue. Men heldigvis er det aldrig for sent at genoptræne sin bækkenbund.”
Cirka tre måneders intensive og systematiske bækkenbundsøvelser er hos de fleste nok til, at du ikke længere skal have hjælp af mave-, balle- og lårmuskler, når du skal nyse, for ikke at dryppe i bukserne.
Kræver koncentration
Bækkenbunden er en muskelgruppe, der lukker bækkenet nedadtil, og efterhånden som baby vokser sig større i din livmor, øges presset på bækkenbunden, og både sener og muskler bliver overstrakte. Derfor er det nødvendigt at hjælpe kroppen til at stramme bækkenbunden igen efter fødslen.
“Allerførst skal du beslutte dig for, at nu skal der gøres noget seriøst ved det. Og så skal du sætte tid af til træning,” råder Tove Boe.
Det skader naturligvis ikke at knibe, når du børster tænder, hører radioavis, eller hvad du har fundet på for at huske øvelserne. Men Tove Boe understreger, at træningen er langt mere effektiv, hvis du koncentrerer dig – ligesom du gør, hvis du tager i motionscenter eller løber en tur. På samme måde skal du gentage øvelserne, til du kan mærke, at musklerne er trætte.
Test din bækkenbund - læs mere på næste side...